Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

Sankthansaften

Sankthansaften har altid indtaget en ganske særlig stilling i årets løb hos os; ofte kaldtes natten midsommernat, hvilket viser, at mange af de skikke og forestillinger, der knytter sig hertil, ikke så meget er knyttet til den hellige Hans eller Jon (Johannes den Døber), som til selve årstiden.

Midsommernatten er fuld af kogleri, og den, der vil nå alt det, der kan gøres på denne nat, får travlt.

Først og fremmest er der jo sankthansbålet, som må være en af vore ældste, endnu levende folkeskikke. Biskop Erik Pontoppidan i Bergen opregnede i 1736 i sit skrift Fejekost disse blus blandt al den hedenskab, der skulle udfejes: "Vi komme nu til andre Levninger af Hedenskab, som desværre ere højst gangbare iblandt vore Landsmænd, idet de Aftener, som gaa forud for Valborgsdag og Sanct Hansdag, dels paa Bakkernes Toppe, dels ved Søer og Kilder aabenbare et Skuespil af gækkende Blus og af Almuesfolk, der opføre Ringdanse omkring det kære Syn af dette nye Vesuv og tage sig andet Narreværk til".