»den Mark, hvorpaa Kornet kan voxe«

Digitalisering kan være godt. I hvert fald må det ses som et stort gode, at Diplomatarium Danicum (hvis oversættelsesrække hedder Danmarks Riges Breve) er ved at blive digitaliseret. Her kan man fx. læse den voldgiftsdom, som den tyske konge, Sigismund af Luxemborg, i 1424 afsagde i striden mellem Erik af Pommern og de holstenske grever om retten til Sønderjylland. Den fastslog i øvrigt, at hertugdømmet aldrig havde været et arvelen, og at holstenerne derfor ingen ret havde dertil, men at Sønderjylland var en del af Danmarks rige, underlagt kongen. Det er bare et af de mange diplomer på latin, der findes i databasen – også i faksimile og med tilhørende dansk oversættelse.

Voldgiftsdommen fra 1424, hvor Sigismund af Luxemborg, konge af Tyskland, Ungarn og Bøhmen, tildømte Danmarks konge og rige retten til Sønderjylland, hvorved det samtidigt fastsloges, at de holstenske grever ikke havde nogen arveret til landsdelen. Dommen blev læst op i Budapest den 28. juni 1424. Dette diplom er et af de mange, der er ved at blive digitaliseret som led i udgivelsen af Diplomatarium Danicum. (Billedet er lånt fra Diplomatariets hjemmeside.)

Heldigvis er projektet også blevet omtalt i medierne, men et sted faldt præsentationen af den historiske baggrund for diplomatariet undertegnede for brystet. Det var i Weekendavisen nr. 31 fra i år (i artiklen ’Ryk direkte til Middelalderen’ af Anders Lundt Hansen i tillægget Ideer), hvor filologen Thomas Hansen, der er seniorredaktør ved Diplomatariet, udtalte: »Det var arven fra det moderne gennembrud. Ønsket om forsvarlige tekstkritiske udgaver af diplomerne var motivet bag Diplomatariet. Man kunne aflive myter og forestillinger.«

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)