Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’.
Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.) |
Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.
En kortfattet bemærkning, som den i ’Historien om Danmark’, er dog klart at foretrække frem for de næsten vildledende oplysninger, som Tom Buk-Swienty fremsatte i bogen Slagtebænk Dybbøl (og som nok smittede af på fremstillingen i ’1864’). Buk-Swienty skriver (på s. 131) om »det flertal af slesvigere, som så sig selv som tyskere, og som for alt i verden ikke ville direkte under dansk styre, men som hellere sammen med Holsten ville knyttes tættere til Det Tyske Forbund.«
Man spørger sig selv, hvordan i al verden Buk-Swienty kan vide, at et flertal af »slesvigerne« opfattede sig som tyske og ønskede, at hertugdømmet sammen med Holsten skulle knyttes til Det tyske Forbund (ordet »tættere« er i øvrigt vildledende, eftersom Sønderjylland overhovedet ikke var knyttet til nævnte forbund). For det første kan man ikke uden videre antage, at alle, der opfattede sig som tyske, ønskede en tilknytning til Det tyske Forbund. Endnu i 1863 kan der sagtens have været nogle af disse, der ønskede en slags status quo for deres hertugdømme. For det andet kender man mig bekendt ikke nogen kilder, som berettiger til den konklusion, at et flertal af »slesvigerne« opfattede sig som tyske eller ønskede, at deres hertugdømme skulle knyttes til Det tyske Forbund. Et kig i Buk-Swientys kortfattede litteraturhenvisninger giver ikke noget fingerpeg.
Den 12. februar 1867 var der i de dele af Sønderjylland, som Prøjsen havde erobret og annekteret, valg til Det nordtyske Forbunds grundlovgivende rigsdag, og det var det første valg i området, der (med en for den tid temmelig udbredt valgret) kunne give et nogenlunde sikkert fingerpeg om befolkningens nationale sindelag. Ved det valg fik de tyske kandidater ganske vist samlet set flere stemmer end de danske (58,9% af de afgivne stemmer mod 41,1% til de danske; jf. Aksel Lassens uundværlige værk Valg mellem tysk og dansk), men selvom man naturligvis må regne med en vis sammenhæng med det nationale sindelag, som det så ud også før 1864, er der alligevel flere forhold der gør, at man ikke uden videre kan antage, at der også før Treårskrigen var flest tysksindede i hertugdømmet, bare fordi de i 1867 udgjorde et flertal af de stemmende.
Man spørger sig selv, hvordan i al verden Buk-Swienty kan vide, at et flertal af »slesvigerne« opfattede sig som tyske og ønskede, at hertugdømmet sammen med Holsten skulle knyttes til Det tyske Forbund (ordet »tættere« er i øvrigt vildledende, eftersom Sønderjylland overhovedet ikke var knyttet til nævnte forbund). For det første kan man ikke uden videre antage, at alle, der opfattede sig som tyske, ønskede en tilknytning til Det tyske Forbund. Endnu i 1863 kan der sagtens have været nogle af disse, der ønskede en slags status quo for deres hertugdømme. For det andet kender man mig bekendt ikke nogen kilder, som berettiger til den konklusion, at et flertal af »slesvigerne« opfattede sig som tyske eller ønskede, at deres hertugdømme skulle knyttes til Det tyske Forbund. Et kig i Buk-Swientys kortfattede litteraturhenvisninger giver ikke noget fingerpeg.
Den 12. februar 1867 var der i de dele af Sønderjylland, som Prøjsen havde erobret og annekteret, valg til Det nordtyske Forbunds grundlovgivende rigsdag, og det var det første valg i området, der (med en for den tid temmelig udbredt valgret) kunne give et nogenlunde sikkert fingerpeg om befolkningens nationale sindelag. Ved det valg fik de tyske kandidater ganske vist samlet set flere stemmer end de danske (58,9% af de afgivne stemmer mod 41,1% til de danske; jf. Aksel Lassens uundværlige værk Valg mellem tysk og dansk), men selvom man naturligvis må regne med en vis sammenhæng med det nationale sindelag, som det så ud også før 1864, er der alligevel flere forhold der gør, at man ikke uden videre kan antage, at der også før Treårskrigen var flest tysksindede i hertugdømmet, bare fordi de i 1867 udgjorde et flertal af de stemmende.
Valgresultatet i februar 1867; hvor de danske kandidater fik flertal, er det markeret med rødlig farve, og hvor de tyske fik flertal, er det markeret med grønt (flertallets størrelse er angivet ved farvens intensitet, jo flere procent, des mørkere). Valget var det første omfattende valg efter de sønderjyske områders indlemmelse i Prøjsen og tillige det første valg, der med nogenlunde sikkerhed gav et retvisende billede af befolkningens sindelag. Men man kan ikke uden videre antage, at billedet ville have set nøjagtig sådan ud også før de to sønderjyske krige. - Bemærk i øvrigt, at der endnu var dansksindet flertal i Flensborg samt på den vestlige del af den frisiske ø Føhr, et område, som indtil 1864 havde været en del af kongeriget på samme måde som Ribe. (Kortet er udarbejdet af N.A. Klein i 1867 og er lånt fra Det kongelige Biblioteks digitale samling.) |
Først og fremmest er det en kendt sag, at det danske nederlag i 1864 førte til stort mismod blandt de danske, og flere opgav ganske enkelt deres indsats for sagen; således den førende i arbejdet i vestegnen, Mads Knudsen på Trøjborg, der helt mistede troen på det danske folks fremtid og siden fuldstændigt afholdt sig fra politisk arbejde (jf. bd. V af Sønderjyllands Historie red. af Vilh. la Cour m.fl.). Og nok havde Prag-freden (indgået i 1866 mellem Prøjsen og Østrig) givet noget af håbet tilbage, idet der stilledes en folkeafstemning om landsdelens statslige tilhørsforhold i udsigt, men dels havde indlemmelsen af Sønderjylland i Prøjsen ved indgangen til året 1867 sået berettiget tvivl om Prøjsens vilje til at leve op til dette løfte, hvilket atter fik nogle til at miste håbet, og dels var det udtrykkeligt kun landsdelens nordlige dele, der blev stillet en afstemning i udsigt, hvilket fik den danske bevægelse til mere eller mindre at opgive de sydlige dele for at samle kræfterne om de nordlige, hvor et dansk flertal kunne vindes – og måtte fastholdes. I den forbindelse er det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at netop de sønderjyske kredse, der i 1867 havde tysk flertal (3. og 4. kreds), og som udgjorde de sydligste dele af Sønderjylland, også var de kredse, hvor der var flest vælgere, der afholdt sig fra at stemme, nemlig mere end en tredjedel. Ud over disse forhold, som meget vel kan vel have svækket danskhedens stilling i forhold til tiden før de sønderjyske krige, kommer, at de vægelsindede eller blakkede, eller hvad man nu vil kalde dem, som måske før Treårskrigen overvejende var kongetro, nu efter den i 1867 fuldbyrdede kendsgerning, at Sønderjylland var blevet en prøjsisk provins, netop derfor kan have stemt tysk; sådanne vælgere opfattede sig altså ikke nødvendigvis som tyske før 1848, selvom de stemte tysk i 1867. Desuden må det tages i betragtning, at den sønderjyske del af den nu prøjsiske provins Schleswig-Holstein ikke i udstrækning var sammenfaldende med hertugdømmet Slesvig; fx var både Ærø og de otte nordøstlige sogne gået til Danmark i 1864 og var altså ikke en del af det prøjsiske Sønderjylland, hvorved en del danske vælgere var forsvundet; et antal som næppe opvejedes af de danske vælgere, der i stedet var kommet med de kongerigske enklaver ved vestkysten og på de frisiske øer. Godt nok indgik Femern med sin tyske befolkning heller ikke i de sønderjyske kredse i 1867, selvom øen havde været en del af hertugdømmet Slesvig, og der var altså også forsvundet nogle tyske vælgere; men der boede ikke så mange på Femern, som på Ærø, og det danske tab må umiddelbart vurderes til at have været størst.
Alt i alt må man sige, at man ikke kan regne med, at de tysksindedes procentdel af den samlede befolkning, som den så ud ved valget i 1867, kan overføres på forholdene før Treårskrigen. Tværtimod er der grund til at tro, at de tysksindede i hertugdømmet stod forholdsvis svagere før de sønderjyske krige, end ved valget i 1867, og der er således ingen grund til at antage, at de ligefrem udgjorde et flertal af hertugdømmets indbyggere.
Men tilbage til de dansktalende før Treårskrigen, som altså udgjorde omtrent halvdelen af befolkningen. Ifølge Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender for Aaret 1851 var der i 1845 362.900 indbyggere i hertugdømmet Slesvig. Angående de sproglige forhold angives 29.000 personer at være frisisktalende (hvilket ofte glemmes i ligningen), 173.000 at være dansktalende og 36.000 at forstå og til dels tale dansk. Der må her være tale om indbyggerne i de områder, hvor sprogskiftet fra dansk til tysk var i gang, altså især i de blandede distrikter i Angel. Resten (124.900) angives at være tysk-, fortrinsvis plattysk-, talende. Man ser altså, at der hverken var et klart flertal af dansk- eller tysktalende i hertugdømmet, skønt der endnu før Treårskrigen (og efter alt at dømme i det hele taget indtil efter 1864) var flere dansk- end tysktalende.
Dertil kommer, at ikke bare området, hvor der taltes dansk, men også området, hvor der udelukkende taltes dansk, udgjorde langt størstedelen af hertugdømmets flademål, fordi dansk på nær i de sydligste områder, endnu var det det sprog, der taltes på landet.
Angels indbyggere var netop på dette tidspunkt midt i en bevægelse fra dansk til tysk talesprog, og denne udvikling havde stået på i nogen tid. Folkesproget havde – bortset fra områderne syd for Danevirke og bortset fra de sydligste af hertugdømmets købstæder – været dansk lige siden vikingetid og højmiddelalder. Kun langsomt fortrængtes dansk af plattysk, først på halvøen Svans, hvis indbyggere omkring år 1800 var blevet tysktalende, mens afviklingen af dansk nord for Slien først for alvor tog fart herefter – den almindeligt udbredte skolegang efter skoleloven af 1814 tillægges stor betydning herfor, for hvor der var tysk kirkesprog, blev der også tysk skolesprog, og det var helt uafhængigt af folkesproget. Nordgrænsen for tysk kirke- og skolesprog gik omtrent, hvor nu statsgrænsen af 1920 findes (se bl.a. en kort indføring i Hans Schultz Hansens Danskheden i Sydslesvig 1840-1918, hvor man i det hele taget får en god indføring i det, titlen lover; se også kortet øverst i denne optegnelse).
Alt i alt må man sige, at man ikke kan regne med, at de tysksindedes procentdel af den samlede befolkning, som den så ud ved valget i 1867, kan overføres på forholdene før Treårskrigen. Tværtimod er der grund til at tro, at de tysksindede i hertugdømmet stod forholdsvis svagere før de sønderjyske krige, end ved valget i 1867, og der er således ingen grund til at antage, at de ligefrem udgjorde et flertal af hertugdømmets indbyggere.
Men tilbage til de dansktalende før Treårskrigen, som altså udgjorde omtrent halvdelen af befolkningen. Ifølge Kongelig Dansk Hof- og Stats-Calender for Aaret 1851 var der i 1845 362.900 indbyggere i hertugdømmet Slesvig. Angående de sproglige forhold angives 29.000 personer at være frisisktalende (hvilket ofte glemmes i ligningen), 173.000 at være dansktalende og 36.000 at forstå og til dels tale dansk. Der må her være tale om indbyggerne i de områder, hvor sprogskiftet fra dansk til tysk var i gang, altså især i de blandede distrikter i Angel. Resten (124.900) angives at være tysk-, fortrinsvis plattysk-, talende. Man ser altså, at der hverken var et klart flertal af dansk- eller tysktalende i hertugdømmet, skønt der endnu før Treårskrigen (og efter alt at dømme i det hele taget indtil efter 1864) var flere dansk- end tysktalende.
Dertil kommer, at ikke bare området, hvor der taltes dansk, men også området, hvor der udelukkende taltes dansk, udgjorde langt størstedelen af hertugdømmets flademål, fordi dansk på nær i de sydligste områder, endnu var det det sprog, der taltes på landet.
Angels indbyggere var netop på dette tidspunkt midt i en bevægelse fra dansk til tysk talesprog, og denne udvikling havde stået på i nogen tid. Folkesproget havde – bortset fra områderne syd for Danevirke og bortset fra de sydligste af hertugdømmets købstæder – været dansk lige siden vikingetid og højmiddelalder. Kun langsomt fortrængtes dansk af plattysk, først på halvøen Svans, hvis indbyggere omkring år 1800 var blevet tysktalende, mens afviklingen af dansk nord for Slien først for alvor tog fart herefter – den almindeligt udbredte skolegang efter skoleloven af 1814 tillægges stor betydning herfor, for hvor der var tysk kirkesprog, blev der også tysk skolesprog, og det var helt uafhængigt af folkesproget. Nordgrænsen for tysk kirke- og skolesprog gik omtrent, hvor nu statsgrænsen af 1920 findes (se bl.a. en kort indføring i Hans Schultz Hansens Danskheden i Sydslesvig 1840-1918, hvor man i det hele taget får en god indføring i det, titlen lover; se også kortet øverst i denne optegnelse).
Catharina Carstensen, eller Gamle Tinne, som hun kaldtes, foran sit hus i Bjerrup i Fjolde sogn, Nørre Gøs herred (se kortet øverst i denne optegnelse). Hun døde i 1937 og var en af de sidste i Fjolde, som endnu talte dansk. Hun var født i 1841 og havde i sit liv oplevet sprogskiftet i sin hjemegn. Anders Bjerrum, der førte lange samtaler med hende i begyndelsen af 1930'erne skrev bl.a. således i Sønderjysk Månedsskrift 1938-39: "Tinne har aldrig talt andet end dansk i sit barndomshjem; på de fleste af de gårde, hvor hun tjente i 1850'erne og 60'erne, var hjemmesproget ligeledes dansk, og da hun i 1868 blev gift, blev den danske dialekt også hendes eget hjems sprog. (...) Fra omkring 1864 gik de fleste forældre over til at tale udelukkende nedertysk med deres børn, og dermed var det danske sprog dødsdømt, det blev de gamles sprog, som de unge ikke forstod." (Billedet stammer fra Bjerrums artikel, som i øvrigt er genoptrykt i Nørre og Sønder Gøs herred i serien 'Sydslesvigske egne og byer'; men det er her lånt fra hjemmesiden 'Slesvignavne'.) |
Men endnu i 1848 stod dansk som folkesprog dog stærkt i hertugdømmet, og hvis man havde gennemført en deling af landsdelen efter nationalitet – altså sprog – således som nogle i tiden forestillede sig, havde Danmark fået broderparten; og under alle omstændigheder mere end i 1920.
For selvom man ofte (også i ’Historien om Danmark’) gøres opmærksom på, at Orla Lehmann stod for en »Danmark til Ejderen«-politik, så var der flere, også Orla Lehmann selv, der foreslog at dele landsdelen netop efter nationalitet. Første gang et sådant forslag lagdes frem offentligt var på stænderforsamlingen i Viborg i 1838, hvor herredsfoged Jesper With foreslog, at de dansktalende egne af det sønderjyske hertugdømme skulle gå til Jylland og vælge repræsentanter til samme stænderforsamling som resten af Danmark, mens den tysktalende del kunne gå til Holsten (Bjørn Svensson fremdrager dette og andre eksempler i sin debatbog Opgør med fjendebilleder). Forslaget blev som bekendt ikke til noget. Men vi, der betragter historien ikke bare på denne side af 1864, men også på denne side af både Første Verdenskrig, genforeningen i 1920 og Anden Verdenskrig, har godt af at minde os selv om, at det danske sprogs skæbne syd for den nuværende grænse hverken var en fastlåst eller given sag i 1848.
For selvom man ofte (også i ’Historien om Danmark’) gøres opmærksom på, at Orla Lehmann stod for en »Danmark til Ejderen«-politik, så var der flere, også Orla Lehmann selv, der foreslog at dele landsdelen netop efter nationalitet. Første gang et sådant forslag lagdes frem offentligt var på stænderforsamlingen i Viborg i 1838, hvor herredsfoged Jesper With foreslog, at de dansktalende egne af det sønderjyske hertugdømme skulle gå til Jylland og vælge repræsentanter til samme stænderforsamling som resten af Danmark, mens den tysktalende del kunne gå til Holsten (Bjørn Svensson fremdrager dette og andre eksempler i sin debatbog Opgør med fjendebilleder). Forslaget blev som bekendt ikke til noget. Men vi, der betragter historien ikke bare på denne side af 1864, men også på denne side af både Første Verdenskrig, genforeningen i 1920 og Anden Verdenskrig, har godt af at minde os selv om, at det danske sprogs skæbne syd for den nuværende grænse hverken var en fastlåst eller given sag i 1848.