’Harald Blåtands vikinger var polske lejesoldater’ hedder
den opsigtsvækkende overskrift til en artikel (af Gunver Lystbæk Vestergård) på
Aarhus universitets hjemmeside. I underrubrikken står der følgende: »Arkæologer
fra Aarhus Universitet kan som en del af et internationalt forskerhold afsløre,
at en stor del af Harald Blåtands vikingehær var udlændinge – muligvis fra
Polen. Dermed skal nationalmyten om den danske stats dannelse tages op til
revision.«
Allerede her blødes overskriftens påstand altså noget op ved
brug af ordet »muligvis«; men overskriften, som altså er misvisende, vil jo
alligevel være styrende for folks forståelse af artiklen og dens indhold. Det
så man, da flere andre, tydeligvis pirret af »sensationen« med
de polske vikinger, overtog overskriften og dens påstand (se fx Information).
Og selvom artiklen om de polske vikinger er fra 2011, lever dens tolkning
videre, senest i en artikel i Weekendavisen
(#36 2016, ’Følelser ved fronten’ af Anders Lundt Hansen), hvor det om de krigergrave ved
Trelleborg, som det hele drejer sig om, hedder, at de viser, »at
krigergrupperne var multietniske.« Det er der slet ikke belæg for at sige, og artiklen
fra Aarhus universitet er således et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at
præsentere forskningsresultaterne sagligt og uden vidtgående slutninger på et
spinkelt grundlag og ikke »sælge« dem med iøjnefaldende, men uholdbare,
påstande.
En fællesgrav ved Trelleborg på Sjælland; man ser benene af de døde krigere. I 2011 blev tandemaljen fra 48 sådanne vikingetidskrigere undersøgt, og resultatet blev på Aarhus universitets hjemmeside udlagt, som om Harald Blåtand benyttede sig af polske lejesoldater. Denne vidtgående påstand holder dog ikke for en nærmere undersøgelse. Heller ikke påstandene om, at krigerne skulle være fremmede eller udlændinge er særligt sikre. Måske var nogle af dem bare fra Bornholm eller Skåne? (Billedet er lånt fra Nationalmuseets hjemmeside.) |
En del af problemet er givetvis, at det at dræbe »myter« (allerhelst »nationale« eller »nationalromantiske« myter) er blevet et mål i sig selv for forskningen. Det giver fremstillingen en ganske anstrengt form, da sådanne myter ofte slet ikke findes og derfor først må konstrueres som en anden stråmand. Den eksisterende viden fremstilles ofte mere simpel, end den er, med henblik på at kunne stikke den ned og triumfere over mytens død. Og den største »skalp« synes altså at være nedgørelsen af en påstået national eller romantisk opfattelse; det er i hvert fald den fortælling sådanne sensationer gerne er bygget op over.
Men ofte er disse »myter«, der kæmpes imod, altså ikke andet
end stråmænd. Se igen underrubrikkens ord i omtalte artikel: »nationalmyte«.
Hvad er det egentlig? Og findes den omtalte myte overhovedet? Det er tvivlsomt,
hvad der tales om, og jeg mener aldrig at have set nogen historiker påstå, at
der ikke kunne have været udlændinge blandt Harald Blåtands krigere. Faktisk har
man, lige så længe man har betragtet fx sagaerne som mulige kilder til
begivenhederne, ment, at nordboerne bevægede sig temmelig frit inden for hele
det nordiske område og ikke i deres færd var videre bundet af rigsgrænserne. Høvdinge
fra forskellige lande kæmpede nogle gange sammen fx i England, og andre gange
gik de med deres mænd i tjeneste hos høvdinge eller konger i udlandet. Det har
mig bekendt altid været en del af opfattelsen af vikingetiden både i
»romantikken« og blandt nationale historikere. Jeg mindes heller ikke at have
set en »nationalmyte« om »den danske stats dannelse«. Men det lyder jo alt
sammen godt, og det må være en stor sejr, hvis en sådan myte kan tilbagevises.
Men i værste fald kommer det til at styre både tolkningen af de tekniske
resultater og fremstillingen af dem, hvilket er uheldigt og alt for let bliver
enøjet. Måske erstattes en myte (den nationale) blot med en anden (den
internationale)? Faren foreligger.
Stråmanden er sat op i underrubrikken, og en meget håndfast
påstand er sat op i overskriften. Lad os da se på artiklens argumenter og
forskningens resultater. Tidligt i artiklen ridses diskussionen op: »Hidtil har
man troet, at Harald Blåtands vikingehær hovedsageligt bestod af „indfødte“
danske soldater, men arkæologer fra blandt andet Aarhus Universitet kan via
analyser af skeletter fundet på gravpladsen ved Trelleborg på Sjælland
dokumentere, at mange af soldaterne – muligvis over halvdelen – i stedet var
udlændinge.« Atter påstås det, at »man« har troet, at Harald Blåtands
vikingehær hovedsageligt bestod af indfødte. Jeg mindes ikke at have mødt den
påstand, men jeg vil dog slet ikke afvise, at det umiddelbart er, hvad de
fleste har forestillet sig. Men jeg synes, der skal noget mere til, før man kan
udskrige det til en »nationalmyte«; en antagelse er dog ikke en myte. Så må det
i øvrigt undre, at »indfødte« sættes i gåseøjne; for betyder det, at
forfatteren ikke mener, man kan tale om indfødte? Men hvis man ikke kan tale om
indfødte, kan man jo heller ikke tale om udlændinge, hvilket ville gøre hele
artiklen til et slag i luften. Men måske er gåseøjnene bare en refleksbetinget
afstandtagen fra enhver »national« tolkning? Ja, det er naturligvis bare et gæt,
men underligt er det.
Trelleborg på Sjælland, ved tangen mellem Vårby å og Tude. Borgen kan pga. årringene i en egestolpe fra en bro tidsfæstes til Harald Blåtands tid; nærmere bestemt må træet være blevet fældet i efteråret 980 eller foråret 981. Trelleborg er en af flere beslægtede ringborge i Danmark; den største er Aggersborg i Han herred, men også Fyrkat ved Hobro og den nu forsvundne borg ved Nonnebakken i Odense regnes for Harald Blåtands værk. Desuden er der fundet spor af en ringborg ved Vallø, og i Skåne er der også fundet ringborge både i Trelleborg og ved Borreby. Om disse sidste borge også skyldes kongen, og om de svarer til de andre eller bare ligner dem, er omdiskuteret og endnu uklart. Haralds ringborge blev opgivet, efter at Harald Blåtands søn, Svend Tveskæg, overtog magten. (Foto: TV Øst. Billedet er lånt fra hjemmesiden til TV Øst.) |
Undersøgelsen i sig selv lyder til gengæld spændende. Det drejer sig grundlæggende om, at man med vore dages teknik kan måle forskelligt på fortidens organiske levn som fx skeletter. Kendt er DNA-analyser, men der kan også foretages isotop-analyser, hvilket kan sige noget andet end DNA-analyser. I dette tilfælde er der tale om, at man har undersøgt strontiumisotop-indholdet i tandemaljen på de skeletter, man fandt ved Trelleborg på Sjælland, og som altså anses for at være medlemmer af Harald Blåtands krigerskare på borgen. En sådan strontiumisotop-analyse kan sige noget om, hvor i verden vedkommende er vokset op (eller ikke er vokset op), da tændernes emalje dannes i barndommen, og da strontiumisotop-indholdet vil være forskelligt alt efter, hvor man er vokset op. Her er artiklen dog misvisende, når der står følgende: »Derfor kan en analyse af strontium isotop-sammensætningen i tandemaljen afsløre, om de gravlagte mennesker ved Trelleborg var af dansk oprindelse eller ej.« Nej, værdien af strontiumisotop kan ikke sige noget om folks oprindelse; det er DNA, der kan det. Værdien af strontiumisotop i tandemaljen kan alene sige noget om, hvor folk er (eller ikke er) vokset op, hvilket er noget ganske andet. Derfor kan det naturligvis heller ikke sige noget om, hvorvidt folk var danske eller ej. Der boede som bekendte danske i England i vikingetiden, og sammensætningen af strontium i deres tandemalje ville fuldstændigt ligne deres engelske naboers.
Men vi nærmer os sagens kerne. De undersøgte tænder tilhørte
engang 48 forskellige personer. Og indholdet af strontium i disse 48
forskellige individers tandsæt havde, viste det sig, meget forskellige værdier.
De var altså ikke alle opvokset samme sted. Nu vises der i artiklen en graf,
hvor de forskellige værdier ses. Det er desuden med gråt markeret, hvad strontiumisotop-værdierne
for Danmark er. Og det fremgår således af grafen, at hele 32 ud af de 48
personer må være opvokset uden for Danmark.
Man kan dog ikke umiddelbart sige, hvor de så kom fra. Men
da der ved Trelleborg er fundet keramik af en type, som kendes fra egnene syd
for Østersøen, gættes der på, at disse 32 individer kan stamme derfra. Der
nævnes også en økse, som vi vil vende tilbage til.
Herfra springer argumentationen rask frem, idet arkæolog
Andres Siegfried Dobat siger: »Den mærkbare tilstedeværelse af fremmede folk er
muligvis udtryk for en meget bevidst strategi, som blev anvendt af den
politiske elite i vikingetidens Danmark.« Der tales rask væk om »fremmede folk«
og andre steder også om »udlændinge«, og Dobats konklusion bliver følgende:
»Som resultat af min forskning fremstår statsdannelsesprocessen i Danmark –
eller i hvert fald den vikingetidige fase af denne langvarige proces – som
delvist betinget af fremmede folks ageren og indflydelse, konkluderer Andres
Siegfried Dobat.« En temmelig vidtgående
konklusion. For det første kan man vel ikke sige, at de 32 krigere har haft
»indflydelse«, bare fordi de har tjent Harald Blåtand og har opholdt sig på
Trelleborg. De må have spillet en rolle, men vi ved strengt taget ikke hvilken,
og at sige at statsdannelsesprocessen ligefrem skulle have været betinget af
deres gøren og laden og angivelige indflydelse er at gå temmelig vidt. En
konges krigere følger vel ham. Og hvis disse krigere – som antages at være en
slags lejesoldater – ikke gjorde, som han ville, havde han vel hyret nogle
andre. Det var altså Harald, der havde indflydelse, og det var ham der agerede.
Men i øvrigt er koblingen mellem isotop-værdien og
Østersøens sydkyst blot et gæt – eller en konstruktion, om man vil. Ikke at jeg
synes, det er et dårligt gæt, men det er altså ikke nok til, at man så skråsikkert
kan sige, at de vitterlig kom derfra. Det er muligt, ja, måske oven i købet
sandsynligt, men der er endnu ikke bevist en sikker forbindelse. Den vendiske
keramik, der omtales, var fx så udbredt, at der slet ikke er grundlag for at
antage, at dens tilstedeværelse er tegn på andet end samhandel. Ja, den blev
sandsynligvis kopieret i Danmark, så dens tilstedeværelse er ikke et sikkert
vidnesbyrd om, at der skulle have været folk fra Østersøens sydkyst i
Trelleborg. Men øksen, som artiklen mærkeligt nok ikke gør så meget ud af, er
et bedre holdepunkt, for den er af vendisk type. Men det er altså bare én af
krigerne, der haft den med i graven. Han kunne jo for så vidt godt være vendisk.
Men det siger jo ikke nødvendigvis noget om de 31 andre personer.
Og så er der påstanden om det »polske«. Nærlæser man artiklen,
ser man, at det er og bliver en spinkel teori, ja, faktisk et gæt; og dermed er
overskriften groft misvisende. Oven i købet vil jeg mene, at det er et
usandsynligt gæt, at disse krigere skulle have været polske. For Polen lå et
helt andet sted, da Trelleborg blev opført i 980 eller 981 (hvilket er en
dendrokronologisk tidsfæstelse); Polen lå længere inde i landet og nåede ikke
ud til kysten. Først i 995 erobrede Polen de vendiske områder ved Østersøen,
herunder Pommern, hvor pommeranerne boede. Selvom disse Trelleborg-krigere vitterlig
skulle være kommet fra egnene ved Østersøens sydkyst, var de altså næppe
polske. Så hvad skyldes en sådan vild og udokumenteret påstand mon? Mit gæt er,
at den skyldes de moderne statsgrænser. Er det ikke paradoksalt? I opgøret med
»nationalmyter« skaber man en ny national myte, nemlig myten om, at alt fortidigt,
som findes inden for de moderne statsgrænser, også nationalt er knyttet til
disse stater. Folk, der boede ved Østersøens sydkyst, bliver dermed »polske«.
Det kunne egentlig godt minde om moderne »nation
building« – og det ville i øvrigt svare til, at man omtalte Hedeby som en
tysk by eller Danevirke som et tysk forsvarsværk.
Derudover er der flere vigtige ting, der ikke spørges til, men
som må siges at være nødvendige for fuldt ud at forstå forskningens resultat,
og som artiklens forfatter altså burde
have spurgt til. Lad os fx se på den helt afgørende graf: Hvad menes der her med
»Danmark«? Er det også de moderne statsgrænser, der afgør afgrænsningen her? Det
lader det til. I hvert fald har Karen Margarita Frei og Robert Frei kortlagt
strontiumisotop-værdierne for nutidens Danmark. Og det er velsagtens dette banebrydende arbejde, der ligger til grund for analyserne. Men det havde unægtelig
været rart at få det afklaret i selve artiklen.
Hvis det således er tilfældet, at grafens »Danmark« er bestemt af de moderne statsgrænser, så er der jo ikke bevis for, at alle de 32 »afvigende« individer er udlændinge eller fremmede i forhold til datidens Danmark. Flere af dem ses at ligge lidt højere end, men stadig meget nær på, isotop-værdien for »Danmark«. Kunne nogle af dem fx være opvokset i Skåne? Eller Halland? Hvis man med grå farve viste strontium isotop-værdierne for vikingetidens Danmark, hvor mange af krigerne ville så falde uden for området?
I øvrigt ser det ud til, at Bornholm heller ikke er medtaget
som grundlag for beregningen af strontiumisotopen for grafens »Danmark«; det
fremgår klart af Freis artikel om hendes og Robert Freis arbejde, at strontiumisotop-værdien
på Bornholm er meget højere end i resten af det nuværende Danmark. Strontiumisotop-værdien
for det nuværende Danmark, men uden
Bornholm, ligger mellem 0,708 og 0,711, hvilket svarer til det område, der i
grafen er markeret med gråt. End ikke Bornholm synes altså at være en del af
grafens »Danmark«. Kunne flere af de såkaldte fremmede og udlændinge så være
fra Bornholm? Nogle af dem ligger som sagt kun lidt over værdierne for
»Danmark«. Disse spørgsmål stilles slet ikke i artiklen. Men det ville jo også
gøre det sværere at lave en fanfare om polske lejetropper og afvikling af
»nationalmyter«, hvis krigerne bare var fra Bornholm eller Skåne.
Endelig er der et spændende spørgsmål, som Dobat ganske
redeligt berører, men som ikke spiller den mindste rolle, hverken for hans egen
eller for artikelforfatterens konklusioner, nemlig følgende, om hvor krigerne
mon kom fra »Måske fra det tidlige polske kongerige eller fra det sagnomspundne
Jomsborg – et borganlæg, som man mener lå ved den sydlige Østersøkyst.« Ja, det
gæt med Jomsborg er da mindst lige så godt som det med Polen. Men Jomsborg er,
som det fremgår, blevet henvist til sagnenes verden (se også Peter Sawyers
fremstilling i ’Den store danske’); ligesom Lejre og Vinland var det. Men ikke
desto mindre kan man ikke helt lade det ude af betragtning, som det også ses
både af Dobats udtalelse og Sawyers artikel, hvilket bl.a. skyldes, at nogle af
Jomsborgs høvdinge faktisk kendes fra samtidige skriftlige kilder. Som i sin
tid med Lejre og Vinland er Jomsborg afvist, alene fordi der ikke er er gjort
afgørende, arkæologiske fund, der beviser
dets eksistens, og fordi de skriftlige kilder er netop de kilder, som moderne
kildekritik har gjort alt for at afskrive som upålidelige, nemlig de islandske
sagaer, Saxo, Sven Aggesøn m.fl. Men denne golde afvisning af rent
»kildekritiske« grunde virker ikke så overbevisende, nu hvor arkæologiske fund er
dukket op både i Amerika og Gammel Lejre. Jomsborg kunne vise sig at være en parallel
til Lejre.
Jomsvikingerne deltog ifølge sagaerne i slaget ved Hjørungavåg på kong Svend Tveskægs side, mens slaget ifølge Saxo fandt sted endnu i Harald Blåtands tid. Både slaget og jomsvikingerne selv er sagnomspundne, men slaget menes at have fundet sted 986. Ifølge bl.a. Jomsvikingesaga deltog Bue hin digre, der stammede fra Bornholm og var en af jomsvikingernes høvdinge. Tegningen viser det uvejr, der brød ud under slaget; tegningen er lavet af Halfdan Egedius i 1899 til den klassiske norske udgave af Snorres Heimskringla. (Billedet er lånt fra norske Wikipedias opslag om 'Slaget ved Hjørungavåg'.) |
De nævnte kilder (fx Jomsvikingesaga
og Sven Aggesøns krønike) knytter Jomsborg til netop Harald Blåtand. Og
hvis der var tale om krigere fra Jomsborg, kunne det da godt være, at de ikke
var vokset op i (det vestlige) Danmark, hvilket dog ikke nødvendigvis ville
gøre dem polske eller vendiske. Men uanset hvad man måtte mene om Jomsborg, så
tyder meget på, at der boede nordboer ved den vendiske kyst, fx på øen
Hiddensee. Der kan være opstået en blandingsbefolkning, men om disse har været
opfattet som »fremmede« i Danmark er jo ikke sikkert. Det afhænger nok af, i
hvor høj grad de havde bevaret deres nordiske slægtsforbindelser, sprog og
skikke. Trelleborg-krigeren med den vendiske økse kunne jo også komme fra en af
disse bygder.
Nu har jeg ikke behandlet de andre artikler om emnet, men
som det er præsenteret fra Aarhus universitet, må man sige, at der slet intet
belæg er for påstanden om, at Harald Blåtands krigere skulle være polske, og at
der heller ikke synes at være nogen grund til at tro, at de alle skulle stamme
fra Østersøens sydkyst. Og hvis de gjorde, er der ikke nogen grund til at påstå,
at de ikke var danske. Det var de muligvis ikke, men det kan de godt have
været. Og så vidt jeg kan se ud af det foreliggende, er det også en mulighed,
at i hvert fald nogle af dem kunne have været fra Bornholm; eller måske Skåne
(hvilket artiklen i hvert fald burde have forholdt sig til).
Det er kedeligt, at de spændende resultater, som den nye forskningsteknologi
giver, så ofte misbruges til letkøbte påstande i en ensidig kamp mod påståede
nationalmyter i stedet for at åbne for flere mulige tolkninger i en indgående
debat med den eksisterende viden og de allerede kendte skriftlige kilder.
Det ser i hvert fald ikke godt ud, hvis der skal hugges en
hæl og klippes en tå for at få konklusionerne til at passe. Og formålet er jo
ikke at erstatte gamle myter med nye.
– Adam Wagner
(Bemærk: Artiklen ’Harald Blåtands vikinger var polske lejesoldater’ var 22/10 2018 ikke længere at finde på den tidligere adresse på Aarhus universitets hjemmeside.)