15 juni, 2015

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.


Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.

Nu skal der nok være en og anden historiker, der siger, at det da er at løbe åbne døre ind. Og det er både rigtigt og forkert. På den ene side er det jo rigtigt, at både danske og udenlandske middelalderhistorikere har påvist tilstedeværelsen af national identitet i middelalderen, men på den anden side må man iagttage, at denne viden slet ikke er trængt igennem i almenheden, ja, end ikke er trængt ud til alle fagfæller. Der kan således fra det sidste kvarte århundrede - hvor optagetheden af spørgsmålet om dansk identitet har været særlig stor - fremdrages mange udsagn om det nationale som noget moderne; udsagn ikke bare fra journalister, men også fra historikere.


Tag nu den postulerende overskrift fra "videnskab.dk": 'Danskhed er en moderne opfindelse'. I artiklen antydes det, at det først var efter tabet af Norge i 1814, at man begyndte at forbinde det at være dansk med det at være født i Danmark og tale dansk (selvom artiklen omhandler Rasmus Glenthøjs forskning, er det nok snarere artiklens forfatter end ham, der står for den vinkling).


Man kunne også nævne kronikken 'Hvis nation?' (Politiken 18/6 2005) af Wibeke Haldrup Pedersen, inspektør på Nationalmuseet, som typisk for samme grundfortælling: "Fortællingen om et homogent dansk folk med en fælles fortid er en konstruktion, der tog sin begyndelse for omkring 200 år siden." Flere tilfælde kunne fremdrages. I forhold til denne udbredte grundfortælling om det danske og det nationale som noget moderne er der selvsagt ikke tale om at løbe åbne døre ind.


Hvad forskningen angår, er det ganske rigtigt, at flere har påvist, at der fandtes en dansk identitet i middelalderen; her vil jeg først og fremmest nævne Anders Leegaard Knudsens artikel om en dansk nationalisme omkring år 1300 (i Historisk Tidsskrift bd. 100 hft. 1), men i øvrigt har historikerne naturligvis altid været opmærksomme på Saxos udtalte danske sindelag. Til gengæld har der været stor usikkerhed om, hvad det i middelalderen ville sige at være dansk, og hvem der forbandt sig med det. Opslaget 'identitet' i "Den store danske" afspejler meget godt forskningens almene standpunkt:



"Hvem var det så fra Harald Blåtand til Frederik 3., der identificerede sig med Danmark og dansk? På forskningens nuværende stade må svaret nødvendigvis endnu have karakter af antagelser. Men fra første gang, en konge herskede over riget — eller søgte at skabe det — må ord som Danmark og dansk have indgået som afgørende begreber i hans selvforståelse og hans horisont. Og også hos dem, der tjente ham personligt eller var hans mænd ude omkring i landet. Den brede befolkning var ikke en grå konturløs almue, men samfundets stærkt feudale struktur må have stået i vejen for en udvikling af nationale tanker og følelser. De, der gennem det lange tidsrum identificerede sig med fædrelandet, var efter alt at dømme magtens mænd og de, der tjente dem med sværdet eller pennen."



Og sådan har "forskningens nuværende stade" i det store og hele taget sig ud, siden Ole Feldbæks forelæsning på Københavns universitet i forbindelse med konferencen "The Birth of Europe" i august 1995, selvom det må siges, at Leegaard Knudsens forskning viste, at det i hvert fald omkring 1300 var en bredere kreds, end blot dem der tjente kongen med sværdet, som forbandt sig med Danmark og det danske.


Forskningen har i meget ringe grad forsøgt at få afklaret, hvad man forbandt med det at være dansk, og således har der været rum for forskellige antagelser, såsom at man ikke forstod det danske på en "etnisk" måde, at man ikke forbandt det med et særligt sprog, at det danske ikke havde politisk betydning osv.



Det er først og fremmest denne "karakter af antagelser", som Danskhed i middelalderen vil forsøge at ændre ved grundige studier i de enkelte teksters danskhedsbegreb og i de enkelte forfatteres opfattelse af det nationale og det danske. Frem for alt ved en gennemgang af Saxos Gesta Danorum, men også ved en lignende gennemgang af Sven Aggesøns danmarkshistorie, Roskildekrøniken og Ælnoths Krønike.


Danskhed i middelalderen kan bestilles direkte hos forlaget, Munch & Lorenzen, eller evt. på "Saxo.com".



God læselyst!