mandag den 28. september 2015

Slaget på Lyrskov hede


Den 28. september 1043 stod et stort slag i Jylland. Venderne var trængt over Ejderen, og Magnus den Gode, der fra 1042 til 1047 var konge over både Norge og Danmark, mødte dem på Lyrskov hede nær Hedeby. Adam af Bremen, der skrev sin krønike omkring 1074, beretter, hvorledes det vendiske folk winulerne rykkede op mod Ribe for at hærge byen som hævn for, at danerne havde dræbt deres hertug.

Hverken Sven Aggesøn eller Roskildekrøniken har noget at berette om dette slag, men det har til gengæld både Saxo og Snorre. Saxos beretning er færdiggjort ikke lang tid efter 1208, mens Snorres værk menes at være færdiggjort senest 1240; dog indeholder det meget ældre dele bl.a. flere skjaldekvad, der er digtet samtidig med begivenhederne eller kort efter.

For at få hele historien med, må vi også have noget af forhistorien. Magnus var søn af Olav den Hellige, der faldt i slaget ved Stiklestad i 1030, da han forsøgte at tilbagevinde kongemagten i Norge. Allerede året derpå blev han helgenkåret.

I 1035 blev så Magnus konge af Norge og indgik forlig med den danske konge, Harde-Knud, der også kunne have gjort krav på Norge efter sin fader, Knud den Store. Roskildekrøniken (fra 1138) beretter: »Hardeknud og kong Magnus af Norge traf da den aftale indbyrdes, og bekræftede den med ed på relikvier, at den, som levede længst, som efterlever skulle overtage den afdødes rige og besidde de to riger som ved arvelig ret.« (Michael H. Geltings oversættelse.) Denne usædvanlige aftale bekræftes både af Saxo og Snorre. Saxos fremstilling viser i øvrigt tydeligt hans nationale syn på riget og dets styrelse: »At Danmark og Norge blev regeret i fællesskab, betød så meget for ham [Harde-Knud] at han foretrak at det første var underlagt det andet, frem for at de havde hver sin konge – for ham var det at foretrække at udlændinge styrede fædrelandet, frem for at fædrelandets styre ikke omfattede udlændingene. Aftalen ville altså give et af de to lande storslået magt mens det andet skulle ende i usselt slaveri – og særligt tåbeligt blev det af at udfaldet var overladt til tilfældet. Dette forlig bekræftede begge parter ved ed.« (Peter Zeebergs oversættelse.) – Jeg har i øvrigt behandlet det nationale i dette tekststed i min bog Danskhed i middelalderen (på s. 162 og 171).

Nuvel, da Harde-Knud døde, gjorde Magnus naturligvis krav på kongeværdigheden i Danmark og fik den, selvom også Knud den Stores søstersøn, Sven Estridsøn, var kandidat. Følgen blev borgerkrig. Da venderne i høsten 1043 krydsede Ejderen, var Magnus altså presset fra to sider. Hvem skulle han vende sig imod? Snorre beretter (her i nyere norsk oversættelse) at »Danehøvdingene egget kong Magnus til å fare mot venderhæren og ikke la hedningene velte inn over landet og legge det øde, og det ble avgjort at kongen skulde vende seg med hæren mot sør og gå til Heidaby« (efter Gyldendal norsk Forlags udgave af Snorres kongesagaer, 1944). Dette var også, hvad Magnus valgte, hvilket Saxo studser over: »Han glemte sine egne følelser til fordel for hele landets, kan man sige, for det måtte ikke se ud som om han tog sig mere ihærdigt af sine egne sager end af rigets. På trods af at magtforholdene endnu ikke var afklarede, betænkte denne hersker, der tilhørte en fremmed slægt, sig ikke et øjeblik på personlig at påtage sig en risiko der hørte ind under den magt striden stod om.« Magnus valgte med andre ord at påtage sig kongemagtens risiko, selvom han var truet netop på kongeværdigheden – og det selvom han var af fremmed slægt. Han »vendte sig fra den hjemlige fjende til den fremmede«, siger Saxo. Han vendte sig mod venderne.

Både Snorre og Saxo beretter om, hvorledes Magnus natten før slaget havde syner – men det er ikke de samme syner, de kan berette om. Ifølge begge så han en skikkelse, der varslede hans sejr, men kun Snorre nævner, at det var hans fader, helgenkongen Olav, der viste sig. Saxo kan dertil berette, at der varsledes et tegn på sejren, og at det tegn skulle være en ørns død. Begge beretter, at Magnus morgenen derpå fortalte om sin drøm.
Magnus-stenen rejst i Skibelund krat 28/9 1898. Stenen er udhugget af Niels Skovgaard og viser kong Magnus med øksen Hel højt hævet efterfulgt af sine krigere. I luften ses klokken Glad, som hang i Norge, men alligevel hørtes kime under slaget. Thor Lange står for indskriften, der lyder: "Magnus, tvende Rigers Pryd, / Unde Gud din Kongesjæl / at se Nordens Grænsepæl / Atter rykket frem mod syd." (Foto: Adam Wagner.)

Uanset hvad han nu havde drømt, så stod slaget dagen derpå, den 28. september, mikkelsmesseaften, som dagen kaldtes, da den jo falder dagen før mikkelsmesse. Det blev et blodigt slag – ikke mindst for venderne. Magnus rykkede frem bevæbnet med en økse, hans fader havde haft; den hed Hel. Hans norske krigere mente ifølge Snorre at høre den klokke, der hed Glad, og som Olav i sin tid havde skænket til kirken i Kaupang. Og Saxo beretter (noget skeptisk), hvordan der ganske rigtigt viste sig en ørn, som Magnus snapt fik dræbt med et spyd. Sejren var vis, og venderne faldt i stort tal.

»Det sier folk«, beretter Snorre, »at det aldri har vært så stort mannefall i Nordlandene i kristen tid som det venderne hadde på Lyrskogshede.« Venderhæren var ifølge Snorre så stor, at ingen kunne tælle den. Det er måske også det, der ligger bag det tal, som Adam af Bremen oplyser: »Femten tusind mand skal være blevet dræbt ved den lejlighed«. Saxo beretter, at »venderne blev hugget ned til sidste mand«, hvilket nok er overdrevent, men dog et minde om det knusende nederlag, der blev venderne til del.

Et drape af Arnor Jarleskjald, der menes at være digtet kort efter Magnus’ død i 1047, omtaler også begivenhederne. Snorre har medtaget de relevante strofer, som her er gendigtet på dansk:

Vidt frem Drotten vaded
vred med Øxen brede.
Hørders konge kasted
Kamp-Særk – Sværd-Thing Glammed!
Land vor Skaber skifted.
Skaft med to-hånds Kraft nu
Helten svang; og »Hel« bed
hidsigt blege Isser.

Lig i Hobe lagdes;
langtfra Ulve sprang da,
ævned ej at kravle
op til Dyngens Toppe.
Raske Drot jeg roser
Redeligt. På Heden
Vidt sig Valen bredte,
Vældig Hær lå fældet.

(Fordanskning af Viggo J. von Holstein-Rathlou.)

Ifølge Saxo blev Magnus så højt elsket, fordi han havde forsvaret landet, at han derfor fik tilnavnet »den gode«.

I 1898 rejstes på årsdagen for slaget en sten til minde om sejren på Lyrskov hede. Men i 1898 var næsten hele Sønderjylland jo annekteret af Prøjsen, og et tydeligt dansk mindesmærke for en sejr over indtrængere fra syd kunne ikke opsættes på Lyrskov hede. Så det blev rejst i Skibelund krat nord for Kongeåen. Men det er en anden historie.