lørdag den 16. april 2016

Der må være en grænse

Ligesom det har været gængs at påstå, at folkene eller nationerne i før-moderne tid var enten ikke-eksisterende, helt anderledes opfattet eller uklart definerede, sådan er der også blevet sagt om grænser i almindelighed og rigsgrænser i særdeleshed, at de var fraværende eller i hvert fald ganske diffuse, udflydende eller uklare. Det sås for nylig i en artikel i Weekendavisens tillæg Faktisk, som er beregnet for børn, da man i en »faktaboks«, der hed ’Historien om grænser’, kunne se historikeren Uffe Østergård citeret for følgende: »Grænserne udviklede sig lidt efter lidt fra 1500-tallet og frem. (…) Omkring 300 år senere begyndte lande, som vi kender dem i dag, at dukke op, og så lavede man grænser omkring dem«. Der kan være tale om en meget kraftig beskæring af Østergårds udtalelse fra journalisten Marta Sørensens side, men indtrykket, der efterlades, er i hvert fald noget uheldigt. Østergård uddyber: »Grænsen var ikke en streg på jorden eller en grænsebom, men et stort område som skovene i det svenske landskab Småland.« Udsagnet bragte mindelser om Benedict Andersons påstand, fremsat i hans kendte værk om nationerne som Forestillede fællesskaber, hvor han om de dynastiske riger, hvis tankegang angiveligt gik forud for og i øvrigt forhindrede de moderne forestillinger om nationen, siger: »staterne blev defineret ved deres centre, grænser var porøse og uklare« (Imagined communities s .19, egen overs.).

Det er naturligvis rigtigt, at der ikke i middelalderen var grænsebomme ved rigets grænse, ligesom man næppe heller har opfattet grænsen som en streg, man kunne skræve hen over for at stå med et ben i hvert rige. Men det gør ikke grænsen fraværende. En rigsgrænse i middelalderen kunne ganske rigtigt være en skov eller et bjerg, eller det kunne være en flod eller en å, som fx Ejderen, der i 811 blev fastlagt som grænse mellem Frankerriget og Danmark. Og i sidste tilfælde, hvor grænsen udgjordes af en å eller flod, er man jo meget nær ved grænsen som en »streg« eller i hvert fald en linje i landskabet. Og at en grænse udgøres af et bælte eller af et ingenmandsland er heller ikke ensbetydende med, at grænsen så ikke er der, eller at den skulle være uklar. Der er ikke noget uklart over en skov eller et fjeld.

Men i øvrigt kendes der fra Norden flere grænsebeskrivelser, hvor de nordiske lande mødtes. Ældst regnes listen i Den ældre Vestgøtalov for at være, og den er nok oprindeligt nedskrevet omkring 1220. Der berettes om, hvorledes tolv mænd fra Sverige og Danmark satte seks sten til grænse mellem rigerne. Det skulle angiveligt have fundet sted, mens Svend Tveskæg var konge i Danmark. Beretningen er omdiskuteret, men den er i det mindste ældre end Vestgøtaloven selv. Den kendes i øvrigt også fra andre håndskrifter såsom Codex Runicus, der (med runer) er nedskrevet omkring 1300, men hvis indhold naturligvis er ældre. Desuden findes der i Valdemars Jordebog fra 1231 en anden, meget nøje beskrivelse af Hallands grænser; det berettes, hvordan landemærkerne begynder i Stamsund (mellem to øer ud for Gøtaelvens udløb), og så fortsættes der fra stednavn til stednavn, ind i landet og hele vejen ned langs Hallands østlige side. Der er sådan set tale om en ganske velbestemt grænse og ikke bare om en henvisning til en stor skov.
Grænsestenen ved Danabæk; den anden af de seks sten, som sattes som grænsemærke mellem Danmark og Sverige. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Ekomuseum nedre Ätradalen'.)

Det er i øvrigt interessant, hvordan flere af grænsestederne bærer folkenavnet »daner« i sig, som fx Danaege, Danasjø og Danabæk, der alle findes i Faurås herred. Danabæk er i øvrigt nævnt i Ældre Vestgøtalov som et af de seks steder, hvor der blev sat en sten som grænsemærke. Flere af stenene forblev i flere hundrede år kendte grænsemærker og kunne udpeges af den stedlige befolkning - og kendes derfor stadig.

Hvordan de forskellige håndskrifters lister over grænsemærker er afhængige af hinanden er et omtvistet spørgsmål, men det kan tænkes, at nogle af dem er nedskrevet uafhængigt af hinanden og i stedet trækker på en gammel mundtlig tradition; i øvrigt findes der flere håndskrifter med landemærker end de her nævnte. Men under alle omstændigheder er de et tydeligt vidnesbyrd om, at grænser i middelalderen godt kunne være temmelig nøjagtige, selvom de ikke var markeret med streger på et kort. De var virkelige i landskabet og mellem mennesker.