»Hal ned Dannebrog!«

I dag for hundrede år siden – den 31. marts 1917 – overdrog Danmark ved en ceremoni De vestindiske Øer til De forenede Stater (USA). Da Dannebrog, splitflaget, kl. fire om eftermiddagen (lokal tid) blev halet på paradepladsen i Charlotte Amalie – øernes hovedstad på Skt. Thomas – endte nogle hundrede års dansk herredømme over øerne; men ikke bare det, for da De vestindiske Øer var Danmarks sidste koloni, endte dermed også Danmarks tid som kolonimagt (idet Grønland på trods af eventuelle kolonilignende forhold ikke regnedes for en koloni, men for et såkaldt biland, og derfor også havde sit eget våbenskjold i kongevåbnet; se fx ph.d. Jens Wendel-Hansens bidrag til den debat).

Den 31. marts 1917 vajede Dannebrogs splitflag for sidste gang over De vestindiske Øer. Ceremonien, hvor øerne blev overdraget fra Danmark til USA, fandt sted på paradepladsen i Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Nøjagtig kl. fire om eftermiddagen befalede den sidste danske generalguvernør, Henri Konow: "Hal ned Dannebrog!", og Danmarks tid som kolonimagt var til ende. (Foto: Det Kgl. Bibliotek. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Dansk militærmusik'.)

Den danske koloni på Skt. Thomas blev grundlagt i 1672, Skt. Jan blev (efter nogle forgæves koloniseringsforsøg) erhvervet i 1718, og Skt. Croix i 1733 (se bl.a. værket Vore gamle tropekolonier). Nu blev disse øer altså overdraget til USA som et led i en handel, hvor USA desuden anerkendte Danmarks overhøjhed over hele Grønland, hvilket var en ikke ubetydelig indrømmelse. Handlen var blevet fuldført fem timer inden ceremonien skulle finde sted, idet en check på 25 millioner dollar blev overdraget til Danmarks ambassadør i Washington, Constantin Brun. Da dette var sket, sendtes telegrafisk besked til generalguvernøren for De vestindiske Øer, Henri Konow, så denne kunne vide, at alt var i orden, og at overdragelsen skulle finde sted som planlagt (hvilket man bl.a. kan læse om på Rigsarkivets meget fine sider om øerne og overdragelsen mm.).

Var Danmark multietnisk i vikingetiden?

Husker den ærede læser mon artiklen om Harald Blåtands vikinger, der angiveligt skulle have været polske lejesoldater? Jeg har omtalt den i et tidligere opslag. Aviser og elektroniske medier flyder over med den slags sensationsprægede overskrifter. Tag nu denne fra Berlingske Tidende: ’Efter nyt fund: Vikingetiden var multietnisk’. Det var ellers ikke så lidt!

En norsk kvinde drog til Danmark i vikingetiden. Gjorde det Danmark multietnisk? Beviser det, at folk rejste over meget længere afstande, end vi troede? Næppe. Men en overskrift, der lød som følger, ville nok ikke skabe samme sensation: 'Norsk kvinde begravet i Danmark. Bekræfter vores billede af vikingetiden'. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Opplev Karmøy'.)

For selvom ordet »multietnisk« strengt taget bare betyder, at der er flere folkeslag på et sted, eller at noget er præget af flere folkeslag, så ligger det i hele brugen af ordet, at der skal være temmelig mange forskellige folk, eller at de personer, der ikke tilhører den mest dominerende etnicitet, må udgøre en temmelig stor del af den samlede befolkning. De nordiske lande er vel (ligesom de fleste lande i Europa) multietniske i dag, men det blev de dog ikke regnet for at være i fx 1980. Var der procentuelt flere fremmede i Danmark i vikingetiden, end der var i 1980? Jeg tvivler stærkt, og der er da heller ingen beviser for noget sådant. Hans Kornø Rasmussen viser også meget godt i sin bog, Den danske stamme (fra 2008), at indvandringen i historisk tid aldrig har været så stor, som den er i dag. Kornø Rasmussen slog desuden med sin bog fra 2000 (Dem og os – det multietniske Danmark) fast, at Danmark var ved at blive multietnisk pga. denne indvandring; det var altså ikke noget, Danmark var før. Næppe heller i vikingetiden.

Om kongens - og visse andres - valg

I Danmark har den norske film Kongens nei (hvilket på dansk er blevet »oversat« til Kongens valg) nu i nogen tid rullet over biograflærrederne. Som historisk fiktionsfilm betragtet er den af langt højere kvalitet end en film som fx Under sandet, der tager sig så mange friheder, at fremstillingen af de historiske begivenheder bliver ganske forvredet (hvilket jeg kort har berørt i et tidligere opslag). Det kan man ikke sige om Kongens nei, for selvom der naturligvis er udeladt vigtige personer, ordskifter er blevet opdigtet osv., så er det alt sammen noget, der tjener det overordnede formål at give en tilskåret fremstilling af et historisk forløb med nærblik på nogle af de vigtigste personer, og det på en sådan måde, at det overordnede forløb ikke forandres, men blot træder tydeligt frem. Mange enkeltheder og begivenhedsforløb er i øvrigt gengivet ganske tro mod det, vi ved.

Filmen bygger umiddelbart på Alf R. Jacobsens bog af samme navn, men allerede i 1979 udgav Per Øyvind Heradstveit bogen Kongen som sa NEI!, hvis grundliggende problematik og fremstilling i det hele taget rummer næsten alle de vinkler, portrætter og spørgsmål, som også filmen indeholder. Bl.a. sætter Heradstveit kongehuset ind i en politiske ramme og bygger fremstillingen op om kong Haakon VII's »nej« til den tyske gesandt Bräuer den 10. april i Elverum.

Den norske kong Haakon VII og kronprins Olav søger skjul for de tyske bomber over Molde den 28. april 1940. Billedet blev kendt i samtiden og inspirerede Nordahl Grieg til digtet 'Kongen', hvori bl.a. disse linjer optræder: "Rak og høy står han ved bjørken / stirrende mot det som kommer, / ørne-ensom, ørne-stolt." Birken selv blev et nationalt symbol: kongebjørka. Haakon VII var broder til den danske kong Christian X og hed prins Carl, før han valgtes til det fri Norges konge efter unionsopløsningen i 1905. (Foto: Per Bratland. Billedet er lånt fra NRK's hjemmeside.)

Selvom det forekommer lidt sært at omdøbe filmen i Danmark (især når man betænker, at film med virkeligt fremmede titler, som fx alle de amerikanske, ikke længere oversættes), så er det da sandt, at filmen fremhæver valget som tema. Og ikke bare kongens, men også andres.

Tag nu fx den befalingshavende på Oscarsborg, der uden klare instrukser må forholde sig til de mørklagte skibe, som i mulm og tåge er på vej ind i Oslo-fjorden og passerer Oscarsborg omtrent tyve minutter over fire om morgenen den dag, 9. april 1940. 

Kyndelmisse

»Det er hvidt herude: / Kyndelmisse slaar sin Knude / overmaade hvas og haard«. Sådan synger vi i Steen Steensen Blichers stemningsfulde vintersang. Og i Jeppe Aakjærs mere livlige sang om sneflokke, der kommer vrimlende, afsluttes med konstateringen: »og nu kom Kjørmes-Knud!« De to sange er nok mere end noget andet med til at forme den danske opfattelse af, hvad kyndelmisse er – for »kjørmes« i Aakjærs sang er såmænd bare en folkelig (eller dialektal) måde at sige kyndelmisse på, og kyndelmisse er i øvrigt den danske eller folkelige måde at sige kandelabermesse på, hvilket igen var en oversættelse af messens latinske navn: missa candelarum (se mere i Ordbog over det danske Sprog). Men det vender vi tilbage til, ligesom vi også gemmer det med »knuden« lidt endnu. 

Johan Christian Dahl: Vinterlandskab. Nær Vordingborg (1827). Maleriet kunne godt lede tankerne hen på kyndelmisse. J.C. Dahl var fra Bergen, men var født, da Norge endnu var Danmarks tvillingerige, og han begyndte sin kunstneriske løbebane på Kunstakademiet i København. (Billedet er lånt fra Statens museum for kunst.)

Danerne og de ældste kilder

Danerne nævnes fra midten af 500-tallet som et af mange folkeslag i Norden. De græske og romerske geografer og historikere havde længe vist interesse for de »barbariske« folkeslag i Nord-Europa (Tacitus’ Germania er nok det mest kendte af disse værker), og på et tidspunkt begynder altså folkenavnet Dani (på latin) eller Δανοι (på græsk) at optræde.

Den gotiske historiker Jordanes skrev sine værker på latin. I Getica, der beskriver goternes historie, omtales øen Scandza i det nordlige hav; »øen« er blevet identificeret med enten Skåne eller den skandinaviske halvø. Her omtales en del folkeslag; tre af dem omtales i sammenhæng, nemlig suetiderne, danerne og herulerne: »suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne fra deres landområde.« (Allan A. Lunds oversættelse i De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie s.284 (med latinsk tekst s. 285). Hele Getica er udgivet med svensk og latinsk paralleltekst (oversat af Andreas Nordin).)

Antikkens geografer havde en vis viden om forholdene i Norden, hvilket denne gengivelse af et af de ptolemæiske kort viser; man er ikke i tvivl om, at det gengiver området omkring det, der senere fik navnet Danmark. Ptolemaios var en græsk geograf, astronom og matematiker, der levede omtrent 100-170, og i værket Γεωγραφικη υφηγησις (en slags geografisk håndbog) samlede han al kendt viden om verden og beskrev beliggenheden af omkr. 8000 steder vha. længde- og breddegrader. Kort som det ovenstående (der er en gengivelse af et kort i håndskriftet Codex Urbinas 82) er tegnet på baggrund af oplysningerne - ja, nogle mener, at enkelte af kortene, som fx det ovenstående, er tegnet af Ptolemaios selv. Det er således Gudmund Schüttes synspunkt fx i artiklen 'Det ptolemæiske Danmarkskort' (i Geografisk Tidsskrift bd. 23, 1915-1916), hvorfra også billedet er lånt. Man vil bemærke, at der på Ptolemaios' tid endnu ikke kendtes noget til en stamme ved navn danerne, men på kortet findes andre også senere kendte folkeslag som fx saxerne og kimbrerne.

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 

Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.

Nytår

At der er gået et år, når det efter at have været sommer har været vinter og så atter bliver sommer, det er jo klart. Men hvornår begynder det nye år? Det er ikke selvfølgeligt, og nytår har da også været lagt forskelligt til forskellige tider og i forskellige lande. Nytåret hos os går i vore dage, som bekendt, ind den 1. januar, hvorfor nytårsfesten er en af julens fester (se evt. optegnelsen: 'Hvornår ender julen?'), og det ser ud til, at årsskiftet også oprindeligt lå ved juletid her i Norden, men det har dog ikke været fastlagt ved 1. januar hele tiden, da juledag også til tider har været regnet for nytårsdag. Og ser man ud i Europa, er det for tidligere tiders vedkommende et endog særdeles broget billede, der tegner sig. 

Nytårsdag har ikke altid været den 1. januar. I middelalderen blev juledag af og til regnet for årets første dag. Det var fx tilfældet, da Knud VI (her på billedet) var konge. Det ses bl.a. af dateringen af kong Knuds mandebodsforordning fra 28. december 1200 - dateret 1201. Billedet af Knud VI er fra frisen i Skt. Bendts kirke i Ringsted. (Foto: Orf3us. Billedet er lånt fra 'videnskab.dk'.)

Egentlig er hele vores kalendersystem jo romersk i sin oprindelse, selvom man ganske vist tidligere ofte benyttede danske navne til de tolv måneder. Men januar, februar osv. er de latinske navne, og nogle af disse afslører noget om, hvornår romerne oprindeligt fejrede nytår: September betyder jo »den syvende« på latin, oktober »den ottende«, november »den niende« og december »den tiende«. Romerne regnede nemlig oprindeligt 1. marts for nytårsdag. Det blev dog allerede ændret i 153 f.Kr., hvor nytåret blev flyttet til 1. januar, hvilket blev stadfæstet i 45 f.Kr. med Julius Cæsars kalenderreform.