lørdag den 31. december 2016

Nytår

At der er gået et år, når det efter at have været sommer har været vinter og så atter bliver sommer, det er jo klart. Men hvornår begynder det nye år? Det er ikke selvfølgeligt, og nytår har da også været lagt forskelligt til forskellige tider og i forskellige lande. Nytåret hos os går i vore dage, som bekendt, ind den 1. januar, hvorfor nytårsfesten er en af julens fester (se evt. optegnelsen: 'Hvornår ender julen?'), og det ser ud til, at årsskiftet også oprindeligt lå ved juletid her i Norden, men det har dog ikke været fastlagt ved 1. januar hele tiden, da juledag også til tider har været regnet for nytårsdag. Og ser man ud i Europa, er det for tidligere tiders vedkommende et endog særdeles broget billede, der tegner sig. 


Nytårsdag har ikke altid været den 1. januar. I middelalderen blev juledag af og til regnet for årets første dag. Det var fx tilfældet, da Knud VI (her på billedet) var konge. Det ses bl.a. af dateringen af kong Knuds mandebodsforordning fra 28. december 1200 - dateret 1201. Billedet af Knud VI er fra frisen i Skt. Bendts kirke i Ringsted. (Foto: Orf3us. Billedet er lånt fra 'videnskab.dk'.)

Egentlig er hele vores kalendersystem jo romersk i sin oprindelse, selvom man ganske vist tidligere ofte benyttede danske navne til de tolv måneder. Men januar, februar osv. er de latinske navne, og nogle af disse afslører noget om, hvornår romerne oprindeligt fejrede nytår: September betyder jo »den syvende« på latin, oktober »den ottende«, november »den niende« og december »den tiende«. Romerne regnede nemlig oprindeligt 1. marts for nytårsdag. Det blev dog allerede ændret i 153 f.Kr., hvor nytåret blev flyttet til 1. januar, hvilket blev stadfæstet i 45 f.Kr. med Julius Cæsars kalenderreform.


Man kunne således forledes til at tro, at nytåret har ligget der lige siden, men så enkelt er det nu ikke. For med kristendommens komme og Romerrigets sammenbrud opstod der forskellige konkurrerende traditioner. En del af forklaringen er, at kirkekoncilet i Tours i 567 e.Kr. forkastede det romerske nytår. I stedet opstod et virvar af forskellige nytår, hvilket både R.W. Bauer (Calender for Aarene fra 601 til 2200 efter Christi Fødsel) og Herluf Nielsen (Kronologi) meddeler en del tilfælde af. Således har både juledag og påskedag været regnet for nytårsdag, ligesom den 1. januar, den 1. marts eller Mariæ bebudelse (den 25. marts) har været det. Og fra Det østromerske Rige bredte sig på et tidspunkt den opfattelse, at året begyndte 1. september, hvilket nogle steder ændredes til 25. september, der regnedes for efterårsjævndøgn.

Selv inden for små i øvrigt kulturelt ensartede områder kunne der i middelalderen være flere nytårsberegninger; tag nu fx Nederlandene, hvor Geldern og Frisland før 1334 lod året begynde med påske (men derefter med jul), mens Delft, Dortrecht og Brabant lod året begynde med Langfredag, hvorimod Utrecht indtil 1333 lod året begynde den 25. marts (men derefter med jul). Først i 1575 bestemte statholderen i Nederlandene, Ludvig Zuniga y Requesens, at året overalt skulle begynde den 1. januar.

Herhjemme i Norden har 1. januar meget tidligt været regnet for nytår, men ikke udelukkende, idet juledag også forekommer, hvilket også var tilfældet i England. Man har derfor antaget, at juletiden oprindeligt hos de nordiske og angel-saxiske folk har været regnet for nytår.

Men selvom der ikke var tvivl om, at nytåret herhjemme faldt i juletiden, kunne der altså godt være tvivl om, hvorvidt nytårsdag var første eller ottende juledag. Vi giver ordet til Troels Troels-Lund, der har kigget på de kongelige befalingers dateringer i 1560’erne: »ved Aarsskiftet 1560 har man fulgt gammel Sæd, idet Datoerne følger saaledes efter hverandre: 23de December 1559, 28de December 1560, 31te December 1560 o.s.v. Næste Aar har man fulgt baade gammel og ny Stil, idet Aaret begynder med Juledag, men 1ste Januar ikke desto mindre i Underskriften betegnes som Nytaarsdag 1561. Ved Overgangen fra 1563 til 1564 følges ny Stil, idet 27de, 28de og 29de December henregnes til 1563, men for at Forvirringen dog ikke skal mangle, benævnes 31te December 1563: „Nytaarsaften Aar efter kristi Fødsel 1564“. Næste Aar naar Uklarheden sit Højdepunkt. Første Juledag betegnes nemlig paa nymodens Maade som „25de December 1564“, men tredje Juledag betegnes som „27de December 1565“. I de to følgende Aar følges atter gammel Stil o.s.v., o.s.v.« (Dagligt Liv i Norden bd. VII, s. 13.)

Mange steder i Europa benyttede man indførelsen af den »nye stil« inden for kalenderudregningen, den såkaldte gregorianske kalender, til også at få fastlagt nytåret til 1. januar. Både i Danmark-Norge og i Sverige havde man dog lagt sig fast på 1. januar som nytårsdag, da man i henholdsvis 1700 og 1753 gik over til at benytte den gregorianske kalender i stedet for den julianske.

I Danmark har man altså længe omend ikke helt fast fejret nytårsaften den 31. december. Og det er, så vidt man kan se, altid sket med skud, knald og brag. I det mindste går traditionen med at skyde det nye år ind tilbage til 1600-tallet, og da får vi at vide, at det er en gammel skik. Men i 1600-tallet skød man ikke det nye år ind med raketter eller fyrværkeri, men med geværer eller simpelthen med potter og lignende, der smadredes på folks døre. Det var nok det mest almindelige. Det samme var stadig almindeligt i 1800-tallet. Tænk bare på Peters Jul af J. Krohn (der udkom første gang i 1866): »Naa, hvor det buldrer der ude! Hør!/ Der kom en Potte paa Karens Dør.« Og: »Paa Gaden knalder det Skud paa Skud,/ nu skyder Drengene Aaret ud.« Vi hører om potten og skuddene, og mange tænker nok på fyrværkeri ved sidstnævnte, men et kig på Pietro Krohns tegning viser, at det naturligvis er bøsser, det drejer sig om. 


Tegning fra Peters Jul, der tydeligt viser, hvordan man skød nytåret ind omkr. midten af 1800-tallet: med bøsseskud og potter, der skulle smadres mod folks døre. (Tegning af Pietro Krohn til Peters Jul af J. Krohn.)


I øvrigt var potterne på folks døre (samt nytårsløjerne) ikke ondt ment; de, der fik en potte på døren eller blev forstyrret af løjer, måtte byde gerningsmændene indenfor på et glas eller noget andet godt.

Nytåret er en af julens fester og har altså altid været det her i Norden, uanset om dagen nu blev lagt første eller ottende juledag. Men mange forbinder vist ikke nytårsfestlighederne med jul; det skyldes vel, at alle julens traditioner og gilder har spaltet sig ud, således at alt det med den tunge danske mad, øllet, snapsen og hjemmets mere familiære fest har lejret sig første og anden juledag, mens det mere livlige og lette (eller ligefrem løsslupne) nu knyttes til nytåret – lidt på samme måde, som knallerterne langsomt forsvandt fra juletræet til fordel for nytårsbordet. Men tænk på bøndernes julestuer eller borgerskabets julevisitter, -gilder og -baller med dans, lege og punch – de ligger indholdsmæssigt ikke fjernt fra, hvad vi i vore dage forbinder med nytårsfesten.

Jo, nytåret er en af julens fester; den viser os en anden side af den gode jul. En side, vi måske helt har glemt at forbinde med julen.

Godt nytår!