lørdag den 25. juli 2015

Saxo Grammaticus (eller: Sakse Lange)

Jeg har i min bog om Danskhed i middelalderen (s. 48-50) kort berørt spørgsmålet om Saxos person; her skal vi dog høre lidt mere om de kilder, vi har.

Saxo kender vi som forfatteren til værket Gesta Danorum (»Danernes bedrifter«). Men navnet kendes ikke fra teksten selv, da forfatteren intetsteds giver sig til kende ved navn. Desuden har der siden senmiddelalderen været forskellige formodninger om, hvem denne Saxo nærmere bestemt var. Flere – herunder Christiern Pedersen, der i 1514 lod Gesta Danorum trykke i Paris – har fx antaget, at han skulle være identisk med en vis Saxo, der var provst ved Roskilde domkirke, og som døde i 1190. E. Kroman har i sit skrift om Saxo og Overleveringen af hans Værk (fra 1971) givet en god fremstilling af hele denne diskussion – og her kan man i øvrigt også læse, at identifikationen af Gesta Danorums forfatter med Roskilde-provsten allerede blev afvist af Otto Sperling i 1696. Det er dog Karsten Friis-Jensen, der senest har behandlet spørgsmålet indgående i artiklen ’Was Saxo a Canon of Lund?’ bragt i Cahiers de l’Instutut du Moyen-Âge Grec et Latin nr. 59 (1989).

Saxo, som Louis Moe (1857-1945) forestillede sig ham. Tegnet til Fr. Winkel Horns Saxo-oversættelse, der udkom første gang i 1898.

Så: Hvem var Saxo? Eller for at begynde helt forfra: Hvem var forfatteren af det værk, vi kender som Gesta Danorum?
 
Historikeren Sven Aggesøn, der menes at have skrevet på sin kortfattede danmarkshistorie omkring 1190, nævner, at Absalon har fortalt ham, at Svens contubernalis Saxo »vidtløftigere i en finere Stil« er ved at skrive om Sven Estridsøns sønners bedrifter. Ordet contubernalis, som M. Cl. Gertz oversatte som »hirdfælle«, vender vi tilbage til senere. Men allerede af denne omtale er det en rimelig antagelse, at omtalte Saxo må være forfatteren til Gesta Danorum, da denne vitterlig har været en meget dygtig latiner. Man kunne selvfølgelig antage, at der var en helt tredje forfatter, der i et formfuldendt latin samtidigt med de to andre også skrev på en danmarkshistorie, men det virker ganske usandsynligt, også fordi vi ikke har det mindste spor af et sådant skrift. I øvrigt gør den kendsgerning, at Gesta Danorums forfatter skrev på Absalons opfordring, det sandsynligt, at det vitterlig er ham, Absalon har fortalt Sven om.

Desuden ved vi, at Gesta Danorums forfatter skrev på netop Sven-sønnernes historie på et tidspunkt før 1202, for i denne del af Gesta Danorum, ellevte bog, nævnes den svenske Birger Jarl, som endnu levende – og han døde i januar 1202. Så det passer meget godt med, at den Saxo, Sven Aggesøn nævner, er forfatteren til Gesta Danorum.

Dertil kommer, at Saxo også nævnes i Ældre Sjællandske Krønike (Vetus Chronica Sialandie) fra anden halvdel af det trettende århundrede. Her citerer den ukendte forfatter nemlig fra Gesta Danorum, som også nævnes (og for øvrigt for første gang kaldes ved navnet Gesta Danorum), og forfatteren hertil siges at være »Saxo, cognomine Longus, mire et urbane eloquentie clericus«, altså »Saxo, med tilnavnet Lang (el. Lange), en klerk af vidunderlig og fin veltalenhed«. Denne kilde bekræfter således, at den Saxo, Sven Aggesøn nævner, er forfatteren til det af os kendte værk, Gesta Danorum. Selvom denne Ældre Sjællandske Krønike naturligvis er nedskrevet noget senere, er anden halvdel af 1200-tallet ikke i tid langt fra 1208, hvor Gesta Danorums forfatter endnu levede.

At der i historikerkredse har været en levende tradition om denne forfatter, Saxo, ses af, at han tillige nævnes af redaktøren af det endnu noget senere »Saxo-kompendium« (Saxonis Gesta Danorum in compendium redacta) fra midten af det fjortende århundrede (der står i forbindelse med Jyske Krønike): Her fremhæves Saxos fine sprogsans ved, at han kaldes grammaticus, altså noget i retning af »en fremragende stilist«. Her nævnes det også, at Saxo var sjællænder; noget der ikke lyder urimeligt, hvis man har læst hans værk, hvor Sjælland fremhæves som den smukkeste egn i Danmark (Gesta Danorums fortale 2,3).

Saxo, som Gudmund Hentze (1875-1948) forestillede sig ham. Hentze illustrerede en af de mange udgaver af N.F.S. Grundtvigs fordanskning af Saxos tekst, nemlig den der udkom første gang i 1924.

At Saxo, ligesom Sven Aggesøn, har hørt til de fornemme kredse i Danmark, er i øvrigt noget, vi ved fra hans eget værk. Her fortæller han, at både hans fader og bedstefader havde gjort tjeneste som krigere hos Valdemar den Store (Fortalen 1,6). Om han også selv var hirdmand for kongen, har været omdiskuteret. Gertz hævder i en note til Sven Aggesøns historieværk, at den betegnelse, Sven anvender om Saxo, nemlig contubernalis, kun kan tolkes således, at han var dennes hirdfælle, idet betegnelsen contubernium »gentagne Gange« anvendes om kongens hird. Denne tolkning har Karsten Friis-Jensen imødegået på overbevisende måde, idet han for det første påpeger, at contubernium kun anvendes to gange af Sven, og at det ingen af disse gange er en entydig betegnelse for den kongelige, danske hird. For det andet gør Friis-Jensen opmærksom på, at der er tilfælde af, at forfattere i middelalderen har brugt betegnelsen contubernalis om andre forfattere; altså nærmest i betydningen »forfatterkollega«. Endelig kan det jo være, at Sven faktisk kendte Saxo fra studietiden i udlandet. Kort sagt er det slet ikke sikkert, at Saxo og Sven har været hirdfæller. Ydermere nævner Saxo i fortalen til sit værk sig selv som »den ringeste« af Absalons folk (Fortalen 1,1). Frasen, »den ringeste«, er mere et tegn på ydmyghed end en egentlig beskrivelse af Saxos status; ikke desto mindre viser den, at Saxo på en eller anden måde var en del af Absalons hushold.

Og der var bevisligt en Saxo i Absalons tjeneste ved dennes død i 1201, hvilket fremgår af Absalons testamente, hvor det omtales, at Absalon eftergiver »sin klerk Saxo« hans gæld på to en halv mark sølv. Den latinske betegnelse er clericus, altså samme betegnelse som også forfatteren af Ældre Sjællandske Krønike benyttede om Saxo mere end et halvt århundrede senere.

Clericus kunne blot betegne en skriver, men for det meste betegnede det nu vitterlig en gejstlig, og denne benævnelse, clericus, har derfor fået flere til at mene, at Saxo var gejstlig, hvilket Friis-Jensen da også sandsynliggør i sin artikel. Når nogen ikke har villet tro dette, skyldes det især Saxos meget lidt kirkelige stil; der er fx ingen bibelcitater i Gesta Danorum, hvilket er bemærkelsesværdigt. Saxos optagethed af kamp og verdslige anliggender er dog ikke nødvendigvis et bevis for, at Saxo ikke kan have været gejstlig. I Lund var der omkring 1200 en del verdslige kannikker, altså kannikker med egen ejendom, som sandsynligvis slet ikke boede ved domkapitlet. Saxo kan af Absalon have fået et præbende ved domkapitlet som belønning for sine fortjenester.

Og der var vitterlig en kannik ved domkapitlet i Lund på Absalons tid ved navn Saxo, nærmere bestemt en akolyt. Det ved vi, for han er optegnet blandt de underdegne (subdiakoner), der døde som kannikker i Lund (fra det endnu i sin oprindelige form bevarede Necrologium Lundense). At denne Saxo var samtidig med Absalon ses af, at det er samme hånd, der har indført Absalons navn ved dennes død.

Side i Necrologium Lundense, hvor de underdegne, der døde som kannikker ved Lund domkirke, er indtegnet. Nummer fem fra neden er en akolyt ved navn Saxo. Måske forfatteren til Gesta Danorum.

Når vi i det ovenstående har brugt navnet Saxo, så er det egentlig den latiniserede form af et dansk navn, der derfor med lige så stor ret kunne gengives som Sakse. Jeg har dog valgt – som også i min bog – at holde mig til den latiniserede form.

Men Gesta Danorums forfatter var altså en vis Sakse, kaldet Lange, der var af stormandsæt, og hvis fader og bedstefader havde tjent Valdemar den Store som hirdmænd. Han må have modtaget uddannelse ved et fransk universitet – muligvis sammen med Sven Aggesøn. Han var Absalons klerk, og altså i Absalons personlige tjeneste, men var sandsynligvis som sådan også tilknyttet domkapitlet i Lund som kannik, nærmere betegnet akolyt, muligvis som verdslig kannik, der ikke boede i klosteret.