»National identitet« er såkaldt kernestof i historiefaget i
gymnasiet, altså noget alle elever skal have kendskab til.
Tilsyneladende har
ministeriet dog afsluttet den historiske diskussion om, hvornår »national
identitet« opstod, for i bekendtgørelsen er emnet lagt under perioden
»1776-1914«. Det er da også påfaldende, hvor entydige mange af lærebøgerne er: Enten
formidler de ukritisk den påstand, at national identitet (og dermed også dansk
identitet) er et moderne fænomen
opstået efter Den franske Revolution, eller også understøtter de indirekte påstanden
ved at lade være med at omtale national identitet, før det bliver »relevant« i kapitlerne om 1800-tallet. Der er kun
få eksempler på, at national identitet nævnes i forbindelse med før-moderne
tid.
Men så enkel er historien nu ikke – så langtfra. Her kunne der nok være
brug for lidt mere af den færdighed, som eleverne ifølge ministeriets
vejledning også skal opøves i, nemlig at kunne »underbygge« forskellige
synspunkter, påstande og udsagn samt »falsificere« opstillede hypoteser.
 |
| Tegning af Gert Ejton, som ledsagede kronikken 'En gammel identitet' i Fyens Stiftstidende 31/7 '15. |
At national identitet skulle være et moderne fænomen, er i
høj grad en påstand. Den er dog ikke særlig velunderbygget, men til gengæld er
den falsificeret så ofte, at det kan undre, at den endnu er så fremherskende.
Det er ikke blot anerkendte udenlandske middelalderhistorikere som f.eks. den
britiske Susan Reynolds, der har gjort op med denne påstand; også danske
forskere har godtgjort, at der fandtes noget sådant som dansk identitet i
middelalderen. Alligevel er det, som om lærebøgerne fastholder et andet
syn; og det gælder i øvrigt også flere lærebøger til de højere uddannelser;
især de politologiske værker behandler ofte emnet »national identitet«, som om nævnte
forskning ikke har fundet sted.
Når jeg i min bog, »Danskhed
i middelalderen«, har taget emnet op til endnu en faglig behandling, skyldes
det altså delvis en erkendelse af, at der er brug for mere dokumentation; det,
der allerede er lagt frem, har jo åbenbart ikke været tilstrækkeligt. Men det
skyldes også, at der blandt dem, der har
erkendt, at der i en eller anden form fandtes en dansk identitet, er stor
usikkerhed om, hvori denne identitet bestod. Her har der været næsten frit slag
for forskellige hypoteser.
Nogle har således medgivet, at der nok fandtes en
slags dansk identitet i middelalderen, men har dernæst hævdet, at den var så
anderledes end den moderne identitet, der formedes i 1800-tallet, at der
praktisk talt er tale om to forskellige fænomener. F.eks. skulle den
middelalderlige danskhed ikke have været knyttet til et bestemt sprog eller en
bestemt afstamning, men derimod alene have været rettet mod kongen og riget.
Altså snarere en slags patriotisk danskhed end en national danskhed.
Min bog er
derfor ikke bare et forsøg på at dokumentere en middelalderlig danskhed, men
også og måske mest et forsøg på at karakterisere
en middelalderlig opfattelse af danskhed.
Det er først og fremmest Saxos omfattende værk om danernes
bedrifter (Gesta Danorum) fra omkring
1208, som er undersøgelsens genstand. Selvom Saxos værk nok er det værk fra
dansk middelalder, der er blevet mest indgående analyseret i tidens løb, og
selvom hans stærke danske patriotisme eller nationalfølelse er kendt og behandlet, er der endnu ikke
gjort noget forsøg på at foretage en samlet og tilbundsgående analyse heraf.
Da Saxo som bekendt arbejdede på bestilling af den magtfulde
ærkebiskop Absalon, har det dog været antaget, at hans stærke nationale
betoning alene var en slags propaganda, der skulle tjene Valdemarernes og
kirkens greb om magten.
Hertil kan man sige, at der godt kan være flere lag
ikke bare i teksten, men også i Saxos udtryk for danskhed og
nationalbevidsthed. At en appel til en dansk identitet kan have haft et politisk
formål er f.eks. ikke ensbetydende med, at den danske identitet i sig selv var skabt til dette formål.
Men i et forsøg på at komme ud over dette problem, er der i bogen også
foretaget en gennemgang af nogle ældre danske krøniker, bl.a. Ælnoths Krønike, der formodentlig
stammer fra 1122. De udtryk for nationalbevidsthed – og for at der findes et
dansk folk med særlige kendetegn – der kommer til udtryk i f.eks. Ælnoths Krønike, kan jo ikke være udtryk
for Valdemarernes »ideologi«, men må til gengæld være udtryk for nationale
forestillinger, der fandtes allerede før
Saxo skrev sit værk.
Det er i de middelalderlige kilder muligt at påvise ikke
bare bevidste, men også nærmest ubevidste udtryk for nationale forestillinger
og national identitet, herunder dansk identitet. Og det i en sådan grad, at
lærebøgerne i det mindste tydeligt burde gøre opmærksom på den mulighed, at der
fandtes national identitet også i før-moderne tid. Og faktisk er der i de
selvsamme læreplaner, som antyder, at det nationale hører hjemme mellem 1776 og
1914, åbnet mulighed for en sådan tilgang, idet der i lærervejledningen står: »Det
vil være naturligt at arbejde på tværs af alle tidsafsnittene med temaet dansk
identitet.«
Det var da et sted at begynde.
[Bragt som kronik i Fyens Stiftstidende 31/7 2015]
