Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!
»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.
(…)
Wagner går igennem
Saxo og Svend Aggesens Danmarks krøniker, Roskildekrøniken og Ælnoth. Hermed er
han i dybden med det 12. århundredes kildeskrifter, og det er artige ting, han
fremdrager (…).
Wagner citerer Uffe
Østergaard, som i 2003 trækker sine udtalelser fra 1990'erne tilbage: „Det er nemlig ikke
danskheden som kultur, sprog eller folk der i de konstruktivistiske analyser
hævdes at være af relativ ung alder. Nej, det er nationalstaten, altså
koblingen af politisk nation, stat, territorium, sprog, folk – og i det danske
tilfælde – endda kirke, som først opstod i løbet af 1800-tallet.“ Det er denne
kobling, som Wagner overbevisende i sin bog viser netop var til stede i Saxos
værk og dermed i middelalderen. Ikke alene taler Saxo om konge og rige/folk som
adskilte størrelser, men også om det danske sprog, om den danske kirke for det
danske område med egen skytshelgen (Knud Lavard) og Danmark som politisk
nation, der handler over for Tyskland. Der er en udpræget forståelse af Danmark
fra høj til lav som et „vi“, hvilket Wagner viser i en grundig analyse af Saxos
brug af pronominet „Nostri/noster“.
Vi’et og vores
bruges både reflekteret og ureflekteret gennem hele „Danernes bedrifter“
og taler om vores fortid gennem flere slægtled, vores sprog, vores folk, vores
kendetegn som danske, vores skikke osv., osv. Og det danner dermed den enhed af
nation, stat, kirke, sprog og kultur, som de konstruktivistiske kildefornægtere
blandt historikere mener ikke findes. Indvendingen om at det kun var en elite,
der havde denne holdning og ikke folket, behandler Wagner også overbevisende. (…)
Der er i bogen også
en ganske spændende analyse af forholdet mellem landsdelene og forestillingen
om et Danmark, som Wagner udfolder. Patria har nemlig både betydningen af, at
man hører hjemme f.eks. i Jylland, men samtidigt at man er dansker, således
betegner Saxo Fyn som et svageligt lem på fædrelandet. Det vil sige de
forskellige landsdele opfattes som lemmer på et legeme. Ud over disse danske
landskaber havde kongen andre undersåtter, således siger Knud Lavard til Kong
Niels: „Jeg har udvidet dit
rige (regnum) og føjet usædvanlig store områder til det begrænsede land, der
før kun omfattede Danmark (Dania)“.
Studierne
af Svend Aggesen, Roskildekrøniken og Ælnoth bekræfter dette billede. Ælnoth,
der er engelsk munk i Odense og Knud den Helliges biograf, udvider endog
perspektivet til at omfatte England, hvor han beskriver normannernes invasion,
som gik ud over hans fædreland og folk. Disse beskrivelser lægger sig helt i
forlængelse af Saxo. Man tænkte simpelthen om mennesket som folk og nation i
middelalderen. Det er ikke noget nyt.
(...)«
Så vidt Torben Bramming i Tidehverv.
