tirsdag den 10. november 2015

Mortensgåsen

Mortensaften – mon ikke mange danske slikker sig om munden alene ved navnet? I hvert fald er der mange, der denne aften spiser gås – eller måske bare and, hvis de ikke er så mange, ja, et stegt andebryst kan også gøre det. Gås må der til eller i det mindste dens fjerne slægtning, anden. Den smager jo også lidt af fugl, selvom det strengt taget er at rette bager for smed at spise and mortensaften. Husk i øvrigt at mortensaften falder aftenen inden mortensdag, ligesom juleaften falder aftenen inden juledag, sankthansaften før sankthansdag osv.

Stegt gås med æbler og svesker. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Spise med mormor'.)

De fleste kender nok historien om, hvorfor vi spiser gås mortensaften; men lad os lige tage den igen: Sankt Morten skal have boet i Turon i Frankrig i året 386. Han havde ført et så helligt levned, at borgerne valgte ham som biskop. Men han undslog sig og flygtede; han var naturligvis undselig. Den 11. november var dagen, da han gemte sig i en gåsesti, men gæssene forrådte ham med deres gækken, så han blev opdaget og indsat til biskop. Dette blev Morten så forbitret over, at han påbød alle, at slagte gæssene den 11. november. Deraf den dejlige skik.

Sådan omtrent berettedes historien også første gang på dansk. Det var Hans Hansen Skonning, der i 1616 i Aalborg skrev et værk om mortensgåsen Anser Martiana Eller Sanct Mortens Gaas. Værket var skrevet med et glimt i øjet, hvilket måske anes af undertitlen: »hvorudi foregives årsagen, hvorfor de arme, uskyldige gæs ganske ynkeligen hver mortensdag bliver dødet og aftagne« (efter Iørn Piø i Det festlige år). Beretningen om Morten bisp selv er nok også lidt til spas, hvilket bliver tydelig i beretningens slutning, som vist ikke er så kendt i dag. Ifølge den var gæssene ikke blot skyld i, at Morten blev afsløret, men også i hans død. Thi efter han engang selv havde stegt sig en gås, havde han af hidsig appetit skåret det ene toplår af den og ædt det i en sådan hast, at han faldt i feber og død; men før sin død forbandede han gæssene og gentog sin tidligere befaling om at æde dem på mortensdag (efter Troels-Lund i Dagligt Liv i Norden bd. VII). Man mærker nok den protestantiske morskab på bekostning af katolske helgener. Men gåsen var i hvert fald nært forbundet med mortensdag i 1616, hvor vi altså også første gang på dansk møder beretningen om de forræderiske gæs.

Hellig Morten deler sin kappe med den fattige mand. Billedet viser en vigtig legende knyttet til Skt. Morten: Han var på vej ind i byen Amiens, men mødte foran porten en fattig mand. I medlidenhed delte han sin kappe med ham. Om natten så han i en drøm, hvorledes Kristus viste den halve kappe til englene og fortalte, at Morten havde klædt ham på. En tydelig henvisning til Matthæusevangeliets kap. 25, v. 36 og 40. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Kalkmalerier'.)

At skikken var ældre er derfor en given sag og i øvrigt også velbekendt, skønt det kun er spredte vidnesbyrd, der møder os i tidligere kilder. Fra 1563 nævnes mortensgåsen i forbifarten i en vise om svenskens belejring af Halmstad (under Syvårskrigen); de danske i byen siger da (strofe 25): »I werrer welkomen, y suenske till oss, / løster ether at plucke sancti Morthensgoeß, / fieder will wi aff riffue« (findes i Danske Viser bd. I; og det er altså ikke belejringen af Kalmar, visen handler om, som Paulli og Kristensen fejlagtigt skrev i deres ellers fine artikel 'Af Mortensgaasens Historie' i Danske Studier fra 1932). Med andre ord: de danske har nogle fjer at plukke med svenskerne; eller en høne at plukke, som man også siger i dag. Men mortensgåsen er her så kendt, at den kan nævnes i en anden sammenhæng uden videre forklaring. Men dermed er det ikke en given sag, at skikken skulle være meget ældre end reformationen. Naturligvis er fejringen af hellig Morten fra katolsk tid, men der kan godt være kommet nye skikke til, som måske fortæringen af en lækker gåsesteg.

Mortensgåsen er sandsynligvis kommet til Danmark fra Tyskland, men dernede var mortensdag oprindeligt især en fest, hvor vinen var midtpunkt; derom haves mange digte – altså drikkeviser. Først i 1500-tallet begynder disse tyske digte at omtale både vinen og gåsen. Og Morten bisp var såmænd også helgen for vinavlerne, og hans tegn på kalenderstavene var oprindeligt et bæger, således på den ældste kendte danske kalenderstok fra 1531, som er fra egnen omkring Roskilde. På senere kalenderstave ses dog ofte en gås ud for mortensdag. Det kunne være udtryk for, at gåsen var blevet så udbredt en spise på mortensaften, at den ganske fortrængte bægeret – vinavl var jo heller ikke en dansk foreteelse.

Mortensgåsen kan være kommet til Danmark så sent som 1500-tallet. Men i så fald må den ganske hurtigt være blevet vidt udbredt. Under alle omstændigheder er det næppe en oprindelig nordisk skik, idet den ikke er udbredt i de andre nordiske lande. Først fra 1800-tallets midte blev mortensgåsen udbredt til det egentlige Sverige, hvorimod den havde været kendt i Skåne lige siden dansk tid. Den dag i dag er Danmark og Skåne de eneste steder i Norden, hvor mortensgås er almindeligt udbredt og velforankret, hvilket meget godt viser, at den var udbredt i Danmark før svensken tog Skåne, men derimod ikke en fællesnordisk skik. I øvrigt: Hans Hansens tilnavn »Skonning« betyder »skåning«, hvilket han var, for han var født nær Ydsted i Skåne.
 
Skånske gæs. (Billedet er lånt fra siden 'Visit Sweden' - men det er altså Skåne, den handler om.)

Først med den rationalistiske helligdagsreform i 1770 blev mortensdag afskaffet som helligdag. Så nu må man en helt vanlig hverdagsaften invitere gæster og drikke rødvin og spise gås – og det er egentlig lidt ubekvemt. Men det bør man ikke lade sig gå på af.

Men tilbage til Hans Hansen Skonnings værk; for hvordan tilberedtes en mortensgås i 1616? De skulle ikke alene, siger han, »brades i sig selv slet og ret hen, saadanne som de ere, men endogsaa fyldes og proppes med kostelige Urter, som er Rosiner, Svedsker, Æble, Pærer og andet mere sligt, paa det de deraf disbedre skulle vorde smagendes« (efter Troels-Lund i ovennævnte værk).

Velbekomme!