onsdag den 30. marts 2016

Ejderen – en åre i folkets historie


»En åre i et folks historie« – sådan kalder forfatteren Hans-Tyge B.T.T. Haarløv både poetisk og rammende den gamle danske grænseflod Ejderen. Og folket, det er naturligvis det danske. Bogen, der ganske enkelt hedder Ejderen, er en lystrejse i tid, ord og billeder langs denne flod. Det er en rigtig kaffebordsbog med flotte helsidesbilleder på venstresiderne og små tekster på højresiderne. Hvert opslag danner således et afsnit for sig. Forfatteren fortæller godt, og er da også lærer på Rønshoved højskole, der siden sin grundlæggelse i 1921 har haft særlig opmærksomhed på Sydslesvig – altså den del af Sønderjylland, der ikke blev dansk i 1920.

Bogen er opbygget som en rejse fra Ejderens udspring i Holsten (syd f. Kiel) til dens »endeligt« i vadehavet. Og det er en tur, man, mens man læser, får lyst til at tage selv – så er man advaret! Der berettes skiftevis om historiske, kulturelle, nationale og dagligdags emner og om natur og teknik, og hvad der nu ellers passer ind – eller faldt forfatteren ind. Og det er såmænd både fornøjeligt og oplysende, og den gamle Ejder træder efterhånden frem som en personlighed.

Ejderen, nær Nordfeld sluse. Billedet er også forsidebillede til bogen Ejderen. (Foto: Hans-Tyge B.T.T. Haaløv. Billedet er lånt fra hjemmesiden til bogen.)

Nu er dette ikke stedet at genfortælle alle de små historier, men noget skal da trækkes frem. Det er således altid spændende at høre om sunkne byer og lande. Og sådan nogle er der sandelig også ud for Sønderjyllands vestkyst. Ikke kun dem, der hører hjemme i tankespindets verden, som den tyske præst Jürgen Spanuths ideer om, at Atlantis havde ligget netop der, men også de virkelige, såsom de mange kirkesogne, der forsvandt i stormfloden i 1362. Derunder Rungholt, der er ganske vist også er sagnomspunden, men dog engang var en virkelig by. Haarløv meddeler følgende gribende beretning fra en ikke helt så fjern fortid:
»Under Anden Verdenskrig blev en engelsk pilot skudt ned over Vadehavet midt om natten. Han overlevede styrtet og fandt nogle gamle pælestumper at sidde på midt i det mørke ingenting. Han vidste som englænder, at tidevandet snart ville komme. Lidt ved siden af bemærkede han en genstand, som han trak op af mudderet. Det var en gammel lerfløjte, som han gav sig til at spille på. Det var hans held, for ikke så langt derfra lå en lille ø, Sydfald, som tilhørte en enerådende grevinde, Diana Reventlow-Criminil. Hun stammede fra huset Emkendorf. Om natten fik hun anledning til at gå lidt udenfor, og dér hørte hun i det fjerne den usandsynlige lyd af en fløjte. Den kaldte hende nærmere, og således reddede hun den engelske pilot fra at drukne. Efter at have fået husly i en uges tid forsvandt piloten og er aldrig blevet fundet igen, men fløjten findes og skulle ligesom de gamle træpæle være rester fra det hedengangne Rungholt.«
Historien om den engelske flyver har strengt taget ikke noget med Ejderen selv at gøre, men Ejderen strømmer jo ud i vadehavet, og det er i den forbindelse historien fortælles. Og det er i det hele taget ikke blot historier om Ejderen, der viderebringes i bogen, men historier, det falder naturligt at fortælle under rejsen langs floden; så der også mindre afstikkere ud til siderne, og det er kun godt. Men i øvrigt kan man da, hvad Haarløv ikke nævner, tilføje, at nævnte Diana Reventlow-Criminil var faster til grev Victor Reventlow-Criminil, der var dansksindet medlem af den første landdag i Kiel, hvor han i 1946 var med til at foreslå en folkeafstemning om adskillelse af Slesvig og Holsten – altså en genetablering af Ejderen som administrativ grænse. Så en forbindelse med Ejderen kunne man altså godt finde der…

Som et genkommende tema i bogen er den gamle Ejder-kanal, der både påbegyndtes og afsluttedes i Christian VII’s regeringstid; den blev indviet i 1784. Det var et mægtigt ingeniørværk: Det var da den største kanal i Europa og den første kanal i verden for oceangående skibe. Den blev åbnet for skibe fra alle nationer, og på de omtrent hundrede år, den var i brug, blev den besejlet af 284.000 skibe. Et af dem var Jules Vernes lystjagt, saint michel, og Jules’ broder, Paul, skrev om rejsen.

Et andet genkommende tema er den nyere Kielerkanal eller »Keiser-Wilhelm-kanelen«, som blev indviet i 1895. Forfatteren kalder den »Kejser Wilhelms plovfure«, og den skærer sig da også gennem landet og har forandret det for altid. Haarløv beretter oplysende og måske en anelse imponeret om denne enorme kanal, der er den mest befærdede kanal i verden, men undertegnede sad tilbage med en noget trist fornemmelse, for den kanal har på mange måder været ødelæggende for Ejderen, som på grund af den er blevet både opgravet, inddæmmet og sågar afspærret. Et sted kommer forfatteren da også til at tænke på et (oversat) digt af svenske Katarina Frostenson (fra Flodtid): »Det burde være forbudt / er ordene der kommer / at dræbe en flod«. Ja, man sidder faktisk tilbage med en fornemmelse af, at man bevidst har forsøgt at dræbe Ejderen, at uskadeliggøre den som flod og dermed som grænse.

Men vadehav og kanaler til en side, så er det naturligvis grænsefloden Ejder, der er emnet i bogen, for den var jo – om ikke i hele sin længde så dog i det meste – grænse for Danmark fra i hvert fald 811 og indtil 1864, påpeger forfatteren. Og det med rette, for selvom der i den seneste generation har været megen fokus blandt historikere på den kendsgerning, at hertugdømmerne Slesvig og Holsten med tiden de facto kom til at udgøre en enhed (i hvert fald politisk) længe før slesvigholstenismens krav, så er det også en kendsgerning, der ikke bør glemmes, at hertugdømmet Slesvig var et dansk hertugdømme, mens Holsten var et tysk hertugdømme. På trods af holstensk infiltration, fælles administration mm. bestod Ejder-grænsen de jure indtil 1864. Ikke som en ren statsgrænse – for den danske konges såkaldte helstat fandtes jo på begge sider – men som grænse mellem to hertugdømmer og desuden som nordgrænse først for det tyske kejserrige og siden for Det tyske Forbund. Bogen Ejderen udkom i øvrigt i anledning af 150-året for Ejder-grænsens udslettelse, nemlig i 2014.

Og til Ejderen som grænseflod, er der knyttet mange historier og afgørende begivenheder. Lige fra bonden i Stabelholm, der takkede Gud for, at det var diget syd for Ejderen, der var brudt sammen, så de selv, nord for, forskånedes for vandmasserne, og til det første skud i 1864, der faldt lige nord for den gamle grænseby Rendsborg.


Johannes Mejers kort fra 1650 over Hertugdømmet Slesvig, hvis sydgrænse dannes af Ejderen og Levenså, idet hertugdømmets sydgrænse fulgte den gamle sydgrænse for Jylland og Danmark. Johannes Mejer (1606-1674), der var fra Sønderjylland, var en stor kartograf, og hans kort var gode for deres tid, og Mejers produktion omfattende. (Billedet er lånt fra Wikipedias opslag om 'Sønderjylland'.)
Selvom bogen er opbygget som små uafhængige beretninger, der kan læses hver for sig, får man alligevel et udbytte af at læse bogen fortløbende, for det er også lykkedes forfatteren at væve et fremadskridende forløb ind i de små historier. Man møder således ofte i begyndelsen beretninger om den fredelige tid før den tyske nationalismes opblomstring, senere om oprøret i Rendsborg i 1848, så mere om Treårskrigen og siden om 1864. Og til sidst noget mere om de danske i Sydslesvig efter Anden Verdenskrig. Selvom opbygningen naturligvis ikke er strengt kronologisk, er der altså alligevel en fornemmelse af historiens forløb i beretningen. Det er fint gjort.

Og ellers er bare tilbage at nævne nogle af de mange historier, der findes i bogen. Man kan læse om slaget ved Bornhøved, om Johan Rantzaus gods Bothkamp, om Bordesholm, hvorfra Slesvig domkirkes smukke alter stammer, om en tusindårig taks i Holsten, om Westensee, hvor Matthias Claudius så månen hæve sig, om den uigennemtrængelige grænseskov Jernved, om slaget ved Sehested, om Rendsborg, om Ejder-stenen, om dansk-patriotisk poesi på tysk, om oprøret i 1848, Treårskrigen, skandinavisme, om krigeriske ditmarskere, Stabelholms klokkestabler, om de underjordiske og et guldbæger, om friserne og meget mere. Og så naturligvis om Uffe hin Spage og om kong Godfred; og om Karl den Stores godkendelse af Ejder-grænsen i 811.

Uffe hin Spages holmgang. Billedet er et af en hel serie postkort tegnet af Viggo Guttorm-Pedersen og udgivet af Samlerens Forlag i 1945. På bagsiden står denne strofe af Grundtvig: »Og Uffe, han stod nu mod tyskere to / i holmgang, hvor Ejderen strømmer, / og Vermund den gamle han græd og han lo / som barnet, der underfuldt drømmer.«
Så har man endnu ikke læst bogen, har man noget til gode; og har man læst bogen, har man nok også noget til gode, for tilbage står at se det hele med egne øjne. Undertegnede har fx endnu til gode at se de smukke gamle slusebroer, der blev lavet i forbindelse med Ejder-kanalen.

God fornøjelse – nyd turen!


Hans-Tyge B.T.T. Haarløv: Ejderen. Tønder 2014.
184 sider. Pris: 300 kr.
Bogen kan bl.a. bestilles hos forfatteren på hjememsiden: www.ejderen.dk