onsdag den 23. marts 2016

Påskekællinger


En påskekælling, det er en heks, der huserer natten til skærtorsdag. Mange har nok hørt, at heksene flyver til Bloksbjerg sankthansaften, mens andre ved, at de også flyver afsted voldborgaften. Men tidligere fløj heksene altså også afsted skærtorsdagsaften, i hvert fald på de østdanske øer – og i Skånelandene. Denne skik deler de østdanske hekse i øvrigt med hele det svenske område, hvor det ligefrem er blevet skik, at børnene går »påskkärring«, hvilket vil sige, at de udklædte som hekse går rundt i nabolaget og ønsker god påske og belønnes med godteri.

Dette er vistnok det ældste kendte billede af en flyvende heks i Danmark. Det er et kalkmaleri fra domkirken i Slesvig, dateret til 1240-50 . (Foto: Alexander Voss. Billedet er lånt fra hjemmesiden til den evangelisk-lutherske menighed i Slesvig.)

Men tilbage til de danske hekse og deres flyven bort, for det med, at de flyver til Bloksbjerg, som ellers ethvert barn tror at vide, er muligvis slet ikke rigtigt. Det kan være en nyere påvirkning fra litteraturen og Tyskland. I hvert fald fløj de jyske hekse oprindeligt til Troms kirke, som var en slags satanisk kirke i det nordligste Norge eller af og til mod Hekkenfeldt på Island. Flere Vestsjællandske hekse tog også til Troms og ikke til Bloksbjerg. Men det er da muligt, at de øvrige sjællandske hekse vitterlig fløj til Bloksbjerg, sådan som flere af Evald Tang Kristensens meddelere berettede om (i Danske sagn bd. VII). Dog var der også nogle, der fløj til Øllemose på Østsjælland. De svenske hekse flyver i øvrigt helst til Blåkulla. Målet for dem alle var at holde fest, heksesabbat, med Gammel-Erik (hvilket er det folkelige kaldenavn for Djævelen).

Hekkenfeldt var et af de steder, hvortil danske hekse gerne fløj, og Hekkenfeldt det er som bekendt vulkanen Hekla på Island. (Detalje fra Abraham Ortelius' kort fra 1585.)

Natten til skærtorsdag var altså en heksenat på de østdanske øer. I Danmark opfattede man med tiden mest en heks som en gammel styg kvinde, men hvem som helst kunne være heks. Og da de skulle afsted til Øllemose eller Bloksbjerg, eller hvor de nu skulle hen, måtte de have fat i noget at ride på i luften. Derfor var det af stor vigtighed, at man fik alt inden døre, som ellers kunne blive taget af disse påskekællinger: ildragere, katte, gæs med mere. Også møddinger kunne heksene ride på! Men da man jo ikke kunne få en mødding indenfor, måtte man i stedet sikre den ved at lægge en økse i den. Stål skærmer som bekendt mod troldtøj og mod heksenes magt. Derfor brugte man flere steder også at lægge stål over husets dør på denne aften.

Aftenen kaldtes i øvrigt også sanktskadeaften, for man havde iagttaget, hvordan alle skaderne den aften forsvandt sammen med heksene. Skaden er knyttet til heksen og fulgte hende til bestemmelsesstedet. Nogle mente sågar, at skaderne ved heksesabbattens måltid blev lagt på ryggen, så heksen kunne bruge dens rumpe som drikkebæger…

En typisk dansk heks er sådan en, som kendes fra illustrationerne til H.C. Andersens Fyrtøiet: En kælling med forklæde og tørklæde om hovedet (ingen spidse hatte her! De hører kun hjemme i Nord-Amerika). Her i en måske lidt for nydelig udgave (for hendes underlæbe hang hende jo ned på brystet) fra Den kongelige Porcelænsfabrik, 1953. (Billedet er lånt fra antikvitetshandelssiden AntikOlga.)

Man måtte også sørge for selv at holde sig inden døre skærtorsdagsnat, for ellers kunne man af en heks blive omskabt til en hest og altså selv blive brugt som heksens ridedyr. Heksene red naturligvis i luften, men man kunne med kirkeklokken forsøge at klemte påskekællingerne ned efter solnedgang eller om morgenen skærtorsdag. Klemtede kirkeklokkerne, mens en eller flere hekse var i nærheden, drattede de nemlig ned. Dette kendes både fra Danmark (hvilket George Nellemann kan fortælle i sin Bogen om påsken) og fra Sverige (som bl.a. Troels-Lund har fremdraget i Dagligt Liv i Norden bd. VII).

Nogle kunne måske alligevel godt tænke sig at vove sig ud skærtorsdagsaften, da det er en udbredt forestilling, at hekse godt kan være tiltrækkende. Ifølge Dagens er dette en heks, man kunne ønske sig et stævnemøde med [siden er senere fjernet]. Men kan man være helt tryg ved sådan een? Og så er det altså noget vrøvl, når samme nyhedsside skriver, at man kan kende heksene på den spidse hat - det er kun i Nord-Amerika! Hun her har da heller ingen hat på.

Der er i øvrigt én måde, hvorpå man uden fare kan snige sig udenfor, hvis man er nysgerrig efter at få synet af nogle flyvende hekse, men da må man på sig have en kvist af røn; allerhelst af en flyverøn. For røn beskytter mod troldtøj. Men det er jo ikke sikkert, der er så mange hekse tilbage på Sjælland og de øvrige østdanske øer – og hvis der er, er det ikke sikkert, man bryder sig om at vide, hvem det er.

(Svensk vittighedstegning; lånt fra en islandsk side.)
 Adam Wagner