fredag den 13. maj 2016

Søfolk, tobak og søsyge


I populærkulturen er det en etableret sandhed, at sømænd og fiskere hører sammen med tobak, især snadden er velkendt i mundvigen på en søulk, men skråen forbindes vist også mest med søens folk. Tænk bare på Skæg (fra Rasmus Klump), Skipper Skræk eller kaptajn Haddock (fra Tintin), der alle ryger pibe. Og så er der Haribos Skipperskrå af lakrids (hvis poser sjovt nok prydes af en fisker med pibe!). Ethvert barn vil altså forbinde søfolk og tobak. Slår man op under ’ trivialkunst’ på ’Den store danske’ – altså »billeder med stereotype eller klichéagtige motiver« – fremhæves portrættet af »den gæve fisker med pibe og sydvest« ligefrem som et af »trivialkunstens mest yndede motiver«. Jo, sømanden og tobakken hører utvivlsomt sammen i den almene bevidsthed. Og som det så ofte er med stereotyper, er påstanden ikke uden en vis forbindelse med virkeligheden. For historisk har søfolk vitterlig været store yndere af tobak (læs Henning Henningsens grundige gennemgang af dette stykke kulturhistorie i artiklen ’Sømanden og tobakken’ s. 108-155 i Handels- og Søfartsmuseets Årbog fra 1978).
Ethvert barn ved, at søfolk og tobak hører sammen - her lever forestillingen på en af Haribos poser med lakrids. Oven i købet skrå og pibe på een gang. Historisk set er sammenføjningen ikke uden belæg; søfolk bragte tobakken til Danmark omkr. 1600, og søfolk har vitterlig i tidens løb været store yndere af tobak. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Netmarked'.)

Det var spanske og engelske søfolk, der bragte tobakken til Europa. Og det var engelske og hollandske søfolk, der bragte tobakken til Danmark og Norge (jf. min tidligere optegnelse om kridtpiberne i Oslo havn). Og de danske og norske søfolk var de første, der tog piben til sig, ligesom sømænd og fiskere lige siden har været en af de erhvervsgrupper, der mest flittigt har anvendt tobak, hvad enten den kom i piben eller ret i munden som skrå. (Læs evt. mere om piberygningens historie i mit hæfte Piben har fået en anden lyd eller i kap. 1 i min bog om Tobak til tiden.)

Det mærkelige er, at mange mennesker bestemt ikke har lyst til at mærke tobaksrøg, når de sejler, da de føler, det vil fremprovokere søsyge. Og hjemmesiden ’Min båd’, der leverer nyheder til sejlere, anbefaler da også, at man bl.a. undgår rygning dagen inden en sejlads for at forebygge søsyge. Og selvom jeg ikke selv er tilbøjelig til søsyge, studsede jeg, da jeg faldt over denne iagttagelse, som lægen Anders Gramstrup, der var skibslæge på Amerika-damperen Norge omkring 1900, havde gjort sig: »Forresten er det ganske ejendommeligt, at selv om en mand ikke mærker spor af søsyge og han kan spise sin mad, kan han godt være søsyg; det viser sig ved, at tobak ikke smager ham, at han siger nej til en cigar, det er den fineste diagnose på søsyge.« Som om det nærmest var normalt at have lyst til en cigar i høj sø. Men på den anden side: Gramstrup nåede frem til, at kun 5% af alle søfarende aldrig var søsyge… (citatet er fundet på s. 22 i Drømmen om Amerika, der er lavet i forbindelse med en udstilling om de danske udvandrere til Amerika, der kunne ses i Brede i 1984.)
'Sømanden og piben'. Sømand på M/S TUREBY poserer for fotografen. TUREBY blev søsat i 1935 og lagde efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 til i Reykjavik og kom derefter i britisk tjeneste. TUREBY deltog således i transporter i forbindelse med den allierede landgang i Normandiet. Man kan læse mere om Tureby i Ole Stig Johannesens artikel 'De fire motortrampere fra Kalvehave'. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Fyrskibet', der er digital logbog for Museet for søfart.)
Men hvis rygning fremkalder søsyge, hvorfor vedblev sømændene så at ryge pibe og tygge skrå? Hvorfor ville de norske søfolk på Christian IV’s tid hellere undvære deres frokost end deres tobak? Sagen er måske, at tobak slet ikke er søsygefremkaldende – måske tværtimod. Ifølge Fagbladet CO-Søfart (nr. 4 august 2015 s. 24) tyder nye undersøgelser nemlig på, at tobaksindtag kan forebygge søsyge! Bladet refererer: »I foråret [2015] kundgjorde amerikanske forskere, at de kan påvise, at tobak modvirker søsyge. Egentlig var de i gang med at undersøge, om genetiske forhold var forklaringen på søsyge, da de ved en sammenkøring af data for de 80.000 i undersøgelsen i stedet opdagede en sammenhæng mellem tobak og nul søsyge.« Jeg har ikke kunnet finde andre referencer til undersøgelsen, men hvis dens resultater er rigtigt gengivne, ville det kunne forklare, hvorfor søfolk af alle slags holdt fast i tobakken. Var det en sådan erfaring, der lå til grund for sømandens forkærlighed for både piberøg og skråtobak?
Da Tåsinge-præsten Niels Lucoppidan i 1714 skrev sit store digt Tobacks Berømmelse, nævnte han også sømanden:
Haandfaste Baadsmand i sin Beg-borderet Trøye
Kand megen Modgang ved en Pibe-Røg fordøye
Måske tænkte han her ikke blot på den opmuntring, der kunne ligge i at bakke på piben; måske vidste han, at bådsmanden ved tobakkens hjælp lettere kunne modstå søgangens skadevirkninger.

Men en ting er, om tobakken forebygger søsyge hos tobaksnyderen selv, noget andet er det, om røgen fremkalder søsyge hos andre; for da er man jo lige vidt. Måske er den go’e gamle skrå vejen frem, hvis man vil undgå søsyge?