torsdag den 9. juni 2016

Glimt af en verden, der forsvandt


Maria Murman (født Appelblom) stod den 9. september 1944 tilbage med sin røde kiste på kajen i Hapsal i Estland; skibet M/S Juhan lagde fra og sejlede over Østersøen til Sverige. Hun skulle egentlig have været med, men båden var fyldt med folk, og hun fik at vide, at der nok var plads til hende, men ikke til hendes røde kiste. Det var dog ikke en hvilken som helst kiste, men hendes brudekiste, hvori hun havde haft det linned og stof, hun havde vævet, da hun nogle år tidligere var blevet gift med Johan. Ham havde hun ikke hos sig der på kajen i Hapsal, for han var blevet tvangsudskrevet til Den røde Hær, og hun havde ikke hørt fra ham. Hun valgte da at blive hellere end at slippe sin røde kiste. Der kom nok en båd mere mod Sverige, tænkte hun. Men det gjorde der ikke. Juhans afgang fra Hapsal var den sidste bådafgang mod Sverige, ja, mod vest i det hele taget, i meget lang tid.

M/S JUHAN på vej ind til Stockholm. JUHAN sejlede efter svensk-tysk overenskomst ni ture mellem Estland og Sverige med flygtninge. Mere end 3000 estlandssvenske kom med JUHAN til Sverige. Mange andre kom dertil på anden vis. Efter Anden Verdenskrig var det gamle svensktalende mindretal i Estland svundet ind til næsten ingenting. (Foto: SOV:s arkiv. Billedet er lånt fra Manfred Hamberg: 'm/s Juhans resor' i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002.)

Juhan havde på sine mange ture over Østersøen transporteret mere end 3000 estlandssvenske (hvilket Manfred Hamberg har skrevet om i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002); andre havde taget flugten på anden vis, og af en svensk befolkning i Estland, der før krigen havde talt mere end syv et halvt tusind mennesker (se hjemmesiden 'Estonia.eu'), var kun få tilbage. Maria Murman var en af dem.

44 år senere, i august måned 1988, blev Maria Murman filmet til en svensk fjernsynsudsendelse (af reporteren Lisbeth Hedborg, der også siden i Svenska Dagbladet skrev om sit møde med bl.a. Maria Murman). Sovjetunionen, som Estland jo var blevet en del af kort tid efter Juhans sidste afgang i 1944, var begyndt at åbne sig, og svensk fjernsyn kunne altså lave en udsendelse om Maria Murman og de andre estlandssvenske på Ormsø, der var blevet tilbage.

Den estlandssvenske befolkning havde siden middelalderen boet på mange af de estiske øer eller på selve kysten. Flere steder havde de estlandssvenske været i flertal, og nogle steder havde de haft øerne nærmest for sig selv. Det var en verden af fiskere og bønder, hvis veje mest gik over vand, og lodserne ved Estlands kyster var som oftest estlandssvenske. Eller »øboer«, som de kaldte sig selv; esterne kalde dem rannarootsi, hvilket betyder »kystsvensk« (se Olle Bergmans artikel i 'Språktidningen'). Øboernes estlandssvenske verden kaldte de selv Øbolandet eller rettere Aibolandet, som det hed på deres eget mål. I øvrigt var der flere egnsmål, som godt kunne være temmelig forskellige indbyrdes. »Øboerne« opretholdt gennem århundrederne deres svenske mål og deres egen levevis, og de fandt helst deres ægtefæller i de andre estlandssvenske bygder, selvom forholdet til de omkringboende ester var gnidningsfrit. Men det var to forskellige folk. (Se bl.a. den historiske oversigt fra fra Åbo Akademi, men også Göte Brunbergs oversigt er god.)

Kort, der viser hvor i Estland de estlandssvenske var i flertal. (copyright Lars Craemer; kortet er lånt fra hjemmesiden 'G-gruppen', nærmere bestemt fra Gösta Brunbergs artikel 'Om estlandssvenskarna'.)

Øbolandet bestod bl.a. af øer som Runø, Kynø, Odensholm, Nargø, ligesom der boede svenske på Øsel og Dagø. Desuden var der svenske bygder i egnen omkring Hapsal. Og så var der altså også Ormsø.

Maria Murman var fra Ormsø; det var der, hun havde sit hjem, og det var dertil hun drog, da hun i 1944 måtte sande, at der ikke kom flere både. På Ormsø genså hun efter krigen sin mand, der havde overlevet, omend han var stærkt svækket. Og på Ormsø boede hun stadig, da svensk fjernsyn fandt hende i 1988. Foruden Maria Murman møder man i udsendelsen tre andre estlandssvenske; der var da blot fem svenske tilbage på Ormsø, der engang – før 1944 – havde været en ø med en stor svensktalende befolkning på omkring 2.600 sjæle. Af ester var der da omkring 200.

Maria Murman, født Appelblom, 1911-2004. Maria Murman blev født på Ormsø i Estland, og hun døde på Ormsø. Billedet er fra en svensk udsendelse fra 1988 om de svenske på Ormsø, lavet af Elisabeth Hedborg; se den her, hvor den vises, som da den i 1989 blev genudsendt i det svensksprogede program 'OBS' i finsk fjernsyn. - Maria Murman synger sin yndlingsvise 'Du hemmets jord' på tiden 03.09, og fra tiden 06:43 og lidt frem ser man den gamle Olai-kirkes sørgelige forfatning. Der havde været holdt afskedsgudstjeneste i august 1944. Næste gudstjeneste skulle blive julegudstjenesten i 1988.

Den mindst 700 år gamle estlandssvenske verden var gået under – men de fem gamle mennesker på Ormsø var endnu i 1988 levende rester af den. Og de fem var naturligvis afgjort præget af de mange år under sovjetstyret og præget af deres egen verdens forfald. Men også af en livets vedholdenhed; en stadighed, der nok var kendetegnende for den gamle verden, de var rundet af.

Næsten overalt i Estland betød den sovjetiske erobring kirkernes forfald. Ormsøs middelalderkirke, i sin tid viet til Norges helgenkonge, Oluf, var ingen undtagelse. Man ser i udsendelsen, hvordan kirken lå hen som ruin. Maria Murman beretter, hvor vakker deres kirke, hvori hun var blevet både konfirmeret og viet, havde været; men nu kunne hun ikke længere holde ud at se på den. Kun een gang havde hun været der siden krigen.

Oscar Friberg, der var fyrpasser, kunne i næsten 50 år ikke komme ned til kysten. Havet havde som for alle estlandssvenske været livsnerven, forbindelsesvejen både til de andre »øboer« samt til de svenske i Finland og de svenske i Sverige; men nu var kysten Sovjetunionens grænse mod Vesten, og de gamle veje var stænget af. Som så mange andre kyster i Estland lå stranden næsten øde; kun fiskerkolletivet (en fiske-kolkhoz), måtte sejle ud, men da Friberg ikke kunne indordne sig, var han altså udelukket fra at tage på søen. De fremmede soldater kunne færdes på kysten. Men i 1988, da fjernsynsudsendelsen blev optaget, fik de lov at gå ned til kysten; det var vel »glasnost«.

Også Johan Nyberg mindes i udsendelsen den frihed, der var før krigen: Man kunne tage hvorhen, man ville. Han sejlede ofte til Stockholm; og til Gotland, hvor de købte slibesten – en god, gammel gotlandsk handelsvare. Men det værste, siger Nyberg, det var, da landbruget skulle kollektiviseres; alt skulle afleveres til »kolkhozen«. Kreaturer og redskaber – det var det værste. Oscar Fribergs vurdering var i 1988, at alt blev værre for hver dag.

Men allerede samme år blev der for første gang siden krigen holdt julegudstjeneste i den forfaldne Olai-kirke, som siden blev sat i stand og genindviet på hellig Olufs dag (den 29. juli) 1990. Året efter blev Estland atter frit. Alt dette skete, inden Maria Murman døde i 2004. Hun, der var født i 1911, da Estland var en del af zarens Rusland, nåede således at se både kommunismen og de russiske soldater forsvinde fra Estland. Men hun havde også set den estlandssvenske verden forsvinde. På Ormsø forsvandt den med hende.

Maria Murmans yndlingssang var ’Du hemmets jord’, hvilket viser, at der før den sovjetiske besættelse var levende bånd til Sverige, for sangen er skrevet af Paul Josef Rosenius og udgivet i Sverige i 1904. Men den handler om hjemstavnen. Enhver svensk hjemstavn. For Maria Murman handlede den nok om Ormsø. Man kan i udsendelsen høre hende synge de to første vers:
Du hemmets jord där jag som liten lekte,
din blotta åsyn gör min känsla varm.
Här var det modershänder ömt mig smekte,
här blev jag lyft uppå min faders arm.

Här är den fläcken där jag först såg ljuset,
och här jag nötte mina barnaskor.
Än står det kvar, det gamla kära huset
med många minnen ifrån far och mor.
Adam Wagner


Jeg takker cand.phil. Jakob Buhl for hans kritiske gennemlæsning og for villigt at dele ud af sin store viden om bl.a. estlandssvenske forhold.