lørdag den 19. november 2016

Runestenen på Frøsø

På Frøsø i Storsjøen i Jemtland står en runesten, som kan siges at være beslægtet med den store Jelling-sten i Danmark. De ligner slet ikke hinanden, men de har det til fælles, at de begge beretter om kristningen af et folk eller et land, og det er der ikke andre runesten end de to, der gør. På Jelling-stenen hævder kong Harald, søn af Gorm, at han har kristnet danerne; Frøsø-stenens indskrift lyder sådan (transskriberet til oldnordisk): »Austmaðr, Guðfastar sun, let ræisa stæin þenna ok gærva bro þessa ok hann let kristna Iamtaland. Asbiorn gærði bro. Trionn ræist ok Stæinn runar þessar« (efter Riksantikvarieämbetet).

Frøsø-stenen; fra midten af 1000-tallet. Rundeindskriften beretter om Østmand, der både lod stenen rejse, lod gøre en bro og lod Jemtland kristne. I baggrunden ses den moderne efterfølger til Østmands bro. Pga. de moderne broers bredde er stenen flyttet fra sin oprindelige plads ved vandet. Kun Frøsø-stenen og den store Jelling-sten beretter om kristning af et folk eller et land. Frøsø-stenen er i øvrigt Jemtlands eneste kendte runesten. (Foto: Adam Wagner; 2. juli 2016.)

Oversat (til nu-dansk) bliver det: »Østmand, Gudfasts søn, lod rejse denne sten og gøre denne bro, og han lod kristne Jemtland. Asbjørn gjorde broen. Tryn og Sten ristede disse runer.« Runestenen menes at være rejst på et tidspunkt mellem 1020 og 1050.

Man må naturligvis huske, at Jemtland ikke var en del af Sverige på det tidspunkt (hvilket det jo først blev i 1645). Ja, det var endog ikke blevet en del af Norge endnu. Jemtland var efter alt at dømme et eget tingstyret land, jemternes land, hvor de frie mænd mødtes for at træffe vigtige beslutninger, afgøre retstvister osv. Først efter 1178 kom Jemtland under den norske konge, men landet bevarede en særstatus, der måske kan sammenlignes med Hjaltlands (altså Shetlands) og de andre vestlige øers, og jemterne blev ved at samles til deres årlige »jamtamot« (jemtemode), som deres tingmøde kaldtes. Jemtlands særstatus varede helt ind i 1500-tallet. (Edv. Bull har i artiklen 'Jemtland og Norge' i Fornvännen taget spørgsmålet om Jemtlands tidlige tilhørsforhold op, og i hæftet Jämtar på ting behandler Carl-Göran Ekerwald jemtetingets historie.)


Jemtland var et ægte grænseland mellem Sverige og Norge og blev naturligvis påvirket fra begge sider, men de stærkeste bånd gik over Kølen til Norge. Ifølge Snorre Sturlasons kongesagaer var Jemtland bebygget af nordmænd. Han beretter i sagaen om Harald Hårfager, hvorledes mange flygtede for dennes styre: »noen flyktet fra landet, og det var en svær mengde mennesker, for da ble store øde land bygd. Da ble Jemtland og Helsingland bygd, begge disse landene, var for resten noe bygd av nordmenn før også.« (Citeret efter den norske 1944-udgave af Snorres kongesagaer.) Dette udsagn, at Jemtland i hovedsagen skulle være blevet befolket fra Norge, er der næppe grund til at betvivle. Senere (i Håkon den Godes saga) beretter Snorre i øvrigt, hvordan jemterne hellere vil give sig under den norske end den svenske konge, thi »de var jo kommet av norsk ætt.« Samme sted uddyber Snorre i øvrigt beskrivelsen af Helsingland ved at forklare, at dette lands østlige del, kyststrækningen, var beboet af sveer, hvilket også passer godt med andre vidnesbyrd, og i øvrigt viser, at Snorres hensigt ikke var at beskrive alt som værende norsk, men vitterlig var at give en fremstilling af de historiske forhold, som han forstod dem.  

Men tilbage til Jemtland og landets kristning, som næppe er sket efter kongeligt magtbud, da landet jo endnu ikke hørte under nogen konge. Kristningen kan meget vel være sket efter en tingbeslutning, ligesom det skete på Island i år 1000 (hvilket bl.a. er Sven B.F. Janssons bud). Den Østmand, som på Frøsø-stenen nævnes at have kristnet jemterne, kan have været lovsigemand eller lignende. Vi ved det dog ikke. Der vides ikke meget andet, end der står på stenen.

Dog må missionen være udgået fra Sverige (måske fra Sigtuna), for så langt tilbage man ved, hørte Jemtland kirkeligt under Uppsala (se fx Gunnar Smedbergs tekst om stiftets historie). Dette ændredes først med freden efter Den nordiske Syvårskrig (1563-1570), hvor Jemtland kirkeligt blev lagt under Nidaros i Norge.

Frøsø var Jemtlands midtpunkt. Her holdt jemterne deres ting, som givetvis allerede fra gammel tid var forbundet med et efterfølgende marked. Desuden må Frøsø have været et helligsted; navnet tyder på, at vaneguden Frø (eller: Frej) har været dyrket her. Også efter kristendommens indtog forblev Frøsø et vigtigt helligsted: Den ældste kirke var af træ og blev senere kendt som Vesterhus kapel. Den lå efter alt at dømme ved en gård, og i nærheden af den lå flere gravhøje fra hedensk tid. Måske var gården Østmands? Måske havde dette også været stedet for Frøs helligdom? Som Jelling kirke kom til at ligge mellem de gamle høje, kom Vesterhus kapel også til på sit sted til at ligge nær flere gravhøje – et af Jemtlands rigeste fundområder fra jernalderen (se museet Jamtlis rapport om Frøsø s. 19). Men Frøsø-stenen kom ikke til at stå ved denne kirke, og ejheller ved tingstedet, så vidt vi ved, men derimod ved det sted, hvor broen fra fastlandet stødte til land. Senere i 1200-tallet byggedes andetsteds på øen den stenkirke, der endnu findes, og den blev et vigtigt bedested på pilgrimsvejen fra kysten ved den botniske bugt over Medelpad og til Nidaros i Trøndelag. Vesterhus kapel er nu for længst væk.

Frøsø kirke set med fugleblik; synsretningen er V-SV. Frøsø kirke er fra 1200-tallet og var i katolsk tid et naturligt bedested på pilgrimsvejen fra Den botniske Bugt til Nidaros domkirke. Klokkestablen er opført i 1754 og er af såkaldt »norrländsk« type, som dog er særligt udbredt netop i Jemtland. Man ser Storsjøen, hvori Frøsø ligger, og øerne man ser er hhv. Bynæset (som er et næs, der rager ud fra Frøsø), Andersøen og Norderø. Bagerst fastlandet. (Billedet er lånt fra siden 'Visit Østersund'.)

Man kunne fristes til den dristige tanke, at Jemtland med sin Frø-kult allerede i hedensk tid havde religiøs forbindelse til Uppsala, som jo var et vigtigt helligsted for Frø. Og at det måske også var derfor, at den nye tro kom fra Svealand? Tanker er jo toldfri…  

Det ikke kun den kendsgerning, at Jemtland kom til at høre under Uppsala kirkeligt set, der peger på påvirkning fra Sverige. Også runestenens udseende (både på korset og ormen, der danner runebåndet) peger på indflydelse fra Uppland i Sverige. Det er altså sandsynligt, at i det mindste runeristeren kom derfra. Og så er der navnet Østmand: Det fremstår som et navn, men betyder ganske enkelt »mand fra øst«. I de islandske sagaer er det den vanlige betegnelse for det, man naturligt nok i Danmark kaldte »nordmænd«. I Jemtland måtte en »østmand« derimod være en fra Sverige, hvilket jo umiddelbart kunne tages som endnu et tegn for påvirkning derfra. Men der er bare det, at navnet her fremstår som et egennavn og ikke et tilnavn. Måske var faderen, Gudfast, fra Sverige? Måske havde han i sin tid fået tilnavnet »østmand«, som så siden blev givet til sønnen som et egennavn? Det er Bo Oscarssons gæt. Under alle omstændigheder kan navnet Østmand her næppe tages som udtryk for, at manden var svensk, da det er et egennavn og ikke et tilnavn.  

Vi kommer næppe Jemtlands kristning nærmere end, at der er noget, der tyder på, at den kristne påvirkning er kommet fra Sverige, men at jemterne selv må have taget imod den, eftersom Jemtland ikke hørte under nogen konge.  

Frøsø-stenen blev som nævnt rejst ved broen. Det vil sige: Der hvor broen må have været. For broen forsvandt på et tidspunkt i løbet af middelalderen. Men runestenen stod indtil 1919 på det, der hed Runudden (se Bo Oscarssons og Rickard O. Lindströms redegørelser). Et oplagt sted at lave en bro fra Frøsø til fastlandet; der hvor man anlagde den første bro i nyere tid, i 1711-12, og hvor man siden har udvidet med flere og større broer i en grad, så man måtte flytte stenen. Det har været en stor bro efter vikingetidens målestok – hvis der da er tale om en bro fra den ene kyst til den anden. Men der kunne også være tale om en bro i betydningen: bådebro, anløbsbro, brygge. Indtil arkæologien kan komme til hjælp i det spørgsmål, må det forblive uafklaret.  

Da runeskriften med tiden gik i glemmebogen, begyndte sagndannelsen om indskrifternes mening. Således kunne præsten Mogens Pedersen fra Herjedalen i 1635 berette om et sagn, hvor det hed sig, at indskriften på Frøsø-stenen i virkeligheden var stærk trolddom, der bandt et uhyre til søens bund (gengivet i Storsjöodjuret af Ulla Oscarsson).  

Men allerede i 1643 udgav den danske læge og oldgransker, Ole Worm (1588-1654), sit store værk om danske og norske runeindskrifter, Monumenta Danica kaldet, og der gengav han runeteksten temmelig nøjagtigt og gav en oversættelse, som kun lidt afviger fra den moderne tolkning (selvom billedgengivelsen af selve stenens udseende snarere må opfattes som en principskitse). Worm næver sagnet, men med hans læsning af denne og de andre sten begynder den videnskabelige runologi i Danmark.

Frøsø-stenen, som den ser ud i Ole Worms Monumenta Danica fra 1643, der var en fuldstændig udgivelse af alle da kendte danske og norske runeindskrifter. Denne gengivelse af Frøsø-stenen er den første, vi kender, og Worms videnskabelige behandling af stenens indskrift er også den første af sin slags. Som det ses, er gengivelsen af stenens udseende ikke ganske nøjagtig, men som principskitse betragtet, er den ikke helt af vejen. Også gengivelsen af runerne er, ligesom Worms oversættelse, ganske god omend ikke fejlfri.

Men sagnet er nu også spændende i sig selv og åbner for en anden historie, nemlig den om udyret i Storsjøen. Det vil vi vende tilbage til en anden god gang. Frøsø-stenen befinder sig endnu på Frøsø i Storsjøen i Jemtland; den kan ses ude foran den såkaldte landstingsborg, som ligger oppe på bakken over for broen fra byen Østersund på fastlandet.