mandag den 24. april 2017

Poppos jernbyrd

I det tredje afsnit af Danmarks Radios fjernsynsudsendelse ’Historien om Danmark’, som handlede om vikingetiden (og som jeg kort har anmeldt for ’Critique’), blev man belært om, at den historie om, at Harald Blåtand blev omvendt til kristendommen, efter at munken Poppo havde båret jernbyrd, ikke var andet end en myte. Man fik af skuespilleren Lars Mikkelsen følgende at vide: »Det er nu næppe Poppos mirakel, der har fået Harald til at vælge kristendommen til. I det hele taget må myten om Poppo tilskrives, at eftertidens kristne skribenter har pyntet på fortællingen, så den kunne bruges til at vise, hvor overlegen den kristne tro var. Nej, Harald har nok nærmere bare… vejet regnestykket op og nået frem til, at kristendommen ikke kan overvindes, hverken på slagmarken eller i danernes hjerter.«

Poppos jernbyrd. Billedet er fra tredje afsnit af DR's serie 'Historien om Danmark'. I samme udsendelse, hvor dette optrin altså dramatiseres, afskrives det som en myte skabt af eftertidens kristne skribenter. Men i virkeligheden er det dog samtidige kilder, der omtaler Poppos jernbyrd. Er der anden grund end moderne modvilje mod mirakler bag afvisningen af historien? (Billedet er lånt fra DR's serie, afsnittet om vikingetiden, som kan ses her.)

Ordene er selvfølgelig ikke bare Lars Mikkelsens; de viser snarere, hvordan folkene bag serien har ønsket historien fortalt. Det er dog ikke bare noget, DR’s medarbejdere har fundet på, for arkæologen Søren M. Sindbæk, der som en vidende og udmærket formidler medvirkede i afsnittet, har andetsteds til DR udtalt sig på lignende måde: »Harald ønsker ikke, at se sit kongedømme gå tabt. Og fordi Otto den 1.’s bedste argument for at erobre Danmark er for at udbrede den kristne tro, så må Harald Blåtand komme ham i forkøbet ved at gøre sit land kristent«. Dermed er det med »slagmarken« også forklaret; i øvrigt udlægges Haralds bevæggrunde også på denne måde i selve fjernsynsudsendelsen. 

Det er da så afgjort også en mere rationel forklaring end den med jernbyrden. Problemet er bare, at der i meget høj grad er tale om spekulation. Udlægningen af kong Haralds motiver og overvejelser bygger ikke på kilder, men alene på, hvad Sindbæk eller andre tror, at Harald har tænkt. Og hvad mere er: Afvisningen af »myten« om Poppos jernbyrd strider mod kilderne. For i modsætning til hvad Lars Mikkelsen siger (altså: er blevet bedt om at sige), så er det ikke bare »eftertidens« kristne skribenter, der beretter om denne jernbyrd, nej, det er de tidligste kilder, der beretter om denne begivenhed. Kilder, der er så godt som samtidige. Det er først senere kilder som Adam af Bremens krønike (der er oversat til dansk af Allan A. Lund), der beretter om, hvorledes den tyske kejser tvinger Harald Blåtand til at gøre danerne kristne. Endelig forekommer det problematisk at gå ud fra som en selvfølge, at datidens mennesker, her altså Harald Blåtand, havde en rent materialistisk tankegang – at troen selv skulle have været fuldstændigt uvedkommende, mens taktiske overvejelser skulle have været enerådende. Det virker ærligt talt mere, som om moderne akademikere bare har svært ved at affinde sig med det, som kilderne ellers tyder på, nemlig at troen på guddommelige magter har været en del af virkeligheden for de fleste mennesker i fortiden.

Det forekommer mig således at være ligefrem usandsynligt, at en person som Harald Blåtand slet ikke har taget gudernes magt med i sine overvejelser. Han må naturligvis have følt sig temmelig sikker på, at han kunne slippe afsted med at antage den kristne Gud som den eneste gud, men har det alene drejet sig om en vurdering af, hvordan Danmarks stormænd eller den tyske kejser ville tage det? Mon der ikke også har indgået en vurdering af, hvordan aserne (og muligvis andre hedenske guddomme) ville tage det? Og i forlængelse deraf: Om Kristus har været så stærk, at han efterfølgende har kunnet beskytte Harald imod en sådan vrede? Det er naturligvis bare antagelser, men det er så sandelig også bare en antagelse, at kong Harald skulle have tænkt lige så materialistisk som en gennemsnitlig dansk politiker (eller akademiker) anno 2017.

Måske skyldes afskrivelsen af Poppos jernbyrd, at det kan forekomme moderne mennesker vanskeligt at tro på mirakler? Og det kan da også være vanskeligt, men at man selv står fjernt fra fortidens tankeverden berettiger ikke en til at afvise samtidige beretninger for i stedet frit at digte et begivenhedsforløb. I øvrigt behøver man slet ikke at tro på mirakler for at godtage beretningen om Poppos jernbyrd, man kan såmænd bare nøjes med at godtage, at jernbyrd fandt sted, og at folk troede på det. For det er kendsgerninger.

Jernbyrd var mange steder i middelalderens Europa en anerkendt form for gudsdom (et ordal). Fra Danmark kendes flere fremgangsmåder, hvoraf nogle er beskrevet i Skånske Lov, nemlig trugsjern og skudsjern. Om skudsjern hedder det i kap. 154 (i Erik Kromans og Stig Iuuls oversættelse til nu-dansk): »Bærer en Mand Skudsjern, da skal han gaa ni Skridt langt, før han kaster Jernet. Kaster han det før, da er han fældet.« Og om trugsjern hedder det i kap. 155: »Bærer en Mand Trugsjern, da skal Truget staa tolv Skridt fra Stokkene, og den, der skal bære Jernet, skal kaste det i Truget. Falder Jernet uden for Truget, da skal den, der bærer det, tage det op og atter kaste det i Truget«. Derpå skal hånden straks forsegles med en vante, som skal blive siddende på indtil den kommende lørdag, hvor hånden løses, og det afgøres, om jernbæreren er skyldig eller ej. I det sidste tilfælde (med trugsjern) må man altså forstå, at det vurderedes, om hånden havde taget (for meget) skade eller ej, mens prøven med skudsjern alene gik ud på at udholde det gloende jern; der er ikke et ord om en efterfølgende vurdering af skaderne. Endelig var der en anden, lignende gudsdom, nemlig »at gå på plovjern« (denne prøve kaldes også for skrå), hvor man andetstedsfra ved, at man skulle gå over gloende plovjern. Mange sager skulle efter Skånske Lov afgøres enten ved trugsjern eller skudsjern. Så naturligvis har jernbyrd været brugt, og dette er ganske givet et af de tilfælde, hvor Skånske Lov byggede på sædvaneret.

I øvrigt er det næppe sandt, når Saxo skriver, at jernbyrd blev indført efter Poppos bedrift. Sandsynligvis er jernbyrd en gammel form for gudsbevis – i hvert fald var den udbredt blandt flere germanske folkeslag, og ifølge den ældste beretning om Poppos jernbyrd (hvilken vi vender tilbage til nedenfor) var det kong Harald, og ikke Poppo selv, der foreslog jernbyrden. I 1215 besluttede kirken i øvrigt (ved det fjerde Lateran-koncilium) at afskaffe jernbyrd, hvorfor Valdemar Sejr senere udsendte en forordning om dette.

Se, nu vil moderne mennesker jo nok antage, at alle, der bar jernbyrd, blev dømt skyldige – da man vel ikke kan undgå at få alvorlige skader efter sådan en omgang. Og i de fleste tilfælde ude i Europa var det vist graden af uskadthed og ikke graden af udholdenhed, der afgjorde sagen – nøjagtig som i tilfældet med Poppo (se nedenfor). Men overraskende nok klarede mange frisag. I Danmark kendes ingen mulighed for at slutte noget om det, men bl.a. Peter Leeson har i en artikel (’Ordeals’) fremhævet materiale fra Varad i Ungarn (i dag i Rumænien), hvor man i tiden mellem 1208 og 1235 har ført sagerne om jernbyrd til protokols. Alle sager er altså noteret – ikke bare dem, der »gik godt«. Ud af 308 sager i dette tidsrum faldt de 100, fordi parterne kom overens. Leeson antager, at de anklagede i disse tilfælde var skyldige og derfor frygtede ordalet og indgik forlig. 208 personer bar dog jernbyrd; heraf blev 130 frikendt, mens 78 blev kendt skyldige. Det er vist en statistik, som vil overraske de fleste. Man kan givetvis komme med mange forsøg på en rationel forklaring (hvilket også Leeson gør – læs selv artiklen), men det er ikke så afgørende her. Det afgørende er, at selv moderne rationalister må forstå, at jernbyrd vitterlig blev udført i middelalderen, og at man godt kunne slippe fra det på en sådan måde, at folk i samtiden anerkendte, at der var tale om et mirakel – en frifindelse. Der er altså overhovedet ingen som helst grund til at gøre sig krumspring for at afskrive Poppos jernbyrd som en myte. Tværtimod ville det være at afvise de samtidige kilder uden nogen som helst rimelig grund.

Poppo viser kongen sin uskadte hånd, da den gloende handske tages af. Pladen er en af 29 forgyldte kobberplader fra omkr. 1200, som blev fundet i Tamdrup kirke i Lover-syssel. De syv af dem - herunder fire, der viser historien om Poppos jernbyrd - menes at have beklædt et relikvieskrin. I dag findes pladerne på Nationalmuseet, mens kopier af dem pryder alterbordets front i Tamdrup kirke. At det her fremstilles som en gloende handske, Poppo bar, er ikke enestående; også Saxo, som skrev omtrent samtidigt med, at disse plader blev til, beretter, at Poppo bar en gloende handske. (Foto: Lennart Larsen. Billedet er et udsnit af et billede fra Nationalmuseet, hvorpå alle fire tavler med billeder knyttet til beretningen om Poppo ses.)

Lad os nu se lidt på de ældste kilder til Haralds kristning. Der er naturligvis Harald Blåtands egen beretning, som den findes på den store Jelling-sten (se mere på runedatabasen fra Københavns universitet). Her får vi dog blot at vide, at Harald »gjorde danerne kristne«. Han må altså have taget kristendommen og tillige påbudt folket at tage den. Også en tysk samtidig, nemlig munken Ruotger i Køln (der menes at have skrevet sin beretning, Vita Brunonis, mellem 965 og 969), nævner, at »normannernes« konge, Harald, samt mange af hans folk bøjede sig for Kristus. Men ikke noget om, hvordan eller hvorfor. Den saxiske Widukind, der var munk i Corvey-klosteret, skrev sin Saxerkrønike omkring 967 og beretter deri udførligt om Haralds omvendelse; og heri nævnes Poppos jernbyrd.

Widukinds beretning lyder således i dansk oversættelse:

»Danerne var fra gammel Tid Kristne, men tjente ikke desto mindre Afguderne efter Hedningskik. Nu hændte det en Gang, at der ved et Gilde, hvor Kongen var tilstede, opstod en Trætte om Dyrkelsen af Guderne, idet Danerne paastod, at Kristus nok var en Gud, men at der ogsaa var andre Guder, der var større end han, da de lod Menneskene se langt større Tegn og Undere end Kristus. Herimod vidnede en Klerk, der nu har viet Gud sit Liv, en Biskop ved Navn Poppo, at der var en eneste sand Gud og Fader og hans enbaarne Søn vor Herre Jesus Kristus og den Helligaand, medens Afguderne var Dæmoner og ikke Guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne Tro paa sig selv, hvortil Poppo uden Tøven svarede ja. Kongen lod saa Klerken sætte under Opsyn til Dagen efter, og da det var bleven Morgen, lod han et stort, tungt Stykke Jern ophede og bød Klerken bære det glødende Jern for den katolske Tro. Den Kristi Bekender greb uden Vaklen Jernet og bar det saa længe Kongen bestemte, fremviste saa sin Haand, der var uskadt, og overtydede saaledes alle om den katolske Tros Sandhed. Derover omvendte Kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud og bød de Folk, han herskede over, at forkaste Afguderne, og han viste senere Præsterne og Guds Tjenere skyldig Ære. Men ogsaa dette maa med Rette regnes din Fader til Ære, da det skyldes hans Iver, at Kirkerne og Præstestanden er kommen til saa megen Ære i disse Egne.« (Efter ’danmarkshistorien.dk’.)

Widukinds beretning må betegnes som samtidig, og i øvrigt var saxerne jo nabofolk til danerne. Denne beretning er den tidligste beskrivelse af omstændighederne i forbindelse med Harald Blåtands omvendelse – men bemærk, at der ikke udtrykkeligt siges noget om dåb. I øvrigt fremgår det, at danerne (eller i hvert fald flere af dem, må man tro) allerede havde optaget Kristus i deres guderække. Det nye, som Harald anerkendte, var altså ikke, at Kristus var en gud, men at Han alene, skulle æres som sådan.

Også Thietmar af Merseburg skrev (i tidsrummet 1009-1018) en krønike om saxiske fyrster og om mission blandt daner og vender og nævner deri Poppos jernbyrd og Harald Blåtands omvendelse.

Senere skrev flere andre om Poppo, Haralds omvendelse eller danernes kristning, men den næste i rækken er Adam af Bremen, der først skrev sit værk i 1070’erne. Her optræder Poppo også, men ikke som den, der omvender Harald; i stedet bærer han jernbyrd for at overbevise Erik Sejrsæl, som ifølge magister Adam herskede i Danmark, mens Sven Tveskæg var i landflygtighed. Altså på et noget senere tidspunkt end Harald Blåtands herredømme. Harald Blåtand derimod blev, ifølge Adam, personligt overbevist af Unni, som var udsendt af ærkebispesædet Hamborg-Bremen; siden blev Harald Blåtand, stadig ifølge magister Adam, af den tyske kejser Otto tvunget til også at lade danerne kristne. Historien er altså hos Adam af Bremen blevet ændret betydeligt i forhold til de ældste kilder, og vi noterer os, at Poppos rolle er mindsket, mens kejserens rolle og ikke mindst Adams eget stift fremhæves. Mange senere beretninger bygger helt eller delvis på Adam af Bremens krønike, men nye varianter ses også. Saxo fortæller fx, at Poppo bar jernbyrd for at overbevise danerne, mens Sven Tveskæg var konge! (Se Gesta Danorum X 11,4.)

Men de tidligste kilder, som i udgangspunktet er de mest pålidelige, beretter altså om Poppos jernbyrd på Harald Blåtands tid. Og hvad enten man kan lide det eller ej, så fandt den slags virkelig sted både i europæisk og dansk middelalder. Så hvorfor skulle Poppos jernbyrd ikke have fundet sted? Der må være en grænse for, hvor meget man kan digte imod kilderne – også selvom man måtte have et materialistisk historiesyn.