I en tidligere optegnelse lovede jeg at vende tilbage med flere eksempler på fund, som overfortolkes. Det vil jeg så gøre nu.
Kort sagt mener jeg, at man kan se flere tilfælde, hvor arkæologiske fund eller tekniske analyser af sådanne (det være sig af DNA, strontium-indhold eller lignende) overfortolkes og næsten altid med samme tendens, således at fortiden sjovt nok påstås at ligne noget, der passer til den fremherskende politiske ideologi, hvor globalisering, multietnisk, multikultur, mobilitet osv. er nøgleordene. Jeg finder det således påfaldende, hvor ofte ord som »grænseoverskridende«, »kulturmøde« og »europæisk perspektiv« i løbet af de sidste tyve år har indgået i vinkling, analyse og tolkning, når fortiden skulle behandles. Man skulle næsten tro, at forskningsmidlerne var betinget af, at sådanne ord forekom, men tidsånden er måske en bedre forklaring.
Kort sagt mener jeg, at man kan se flere tilfælde, hvor arkæologiske fund eller tekniske analyser af sådanne (det være sig af DNA, strontium-indhold eller lignende) overfortolkes og næsten altid med samme tendens, således at fortiden sjovt nok påstås at ligne noget, der passer til den fremherskende politiske ideologi, hvor globalisering, multietnisk, multikultur, mobilitet osv. er nøgleordene. Jeg finder det således påfaldende, hvor ofte ord som »grænseoverskridende«, »kulturmøde« og »europæisk perspektiv« i løbet af de sidste tyve år har indgået i vinkling, analyse og tolkning, når fortiden skulle behandles. Man skulle næsten tro, at forskningsmidlerne var betinget af, at sådanne ord forekom, men tidsånden er måske en bedre forklaring.
 |
| Fandtes der kinesere i det romerske London? Det er blevet hævdet, efter at flere skeletter i grave fra det 2. til det 4. årh. er blevet undersøgt (et af dem ses her). Eftersom den slags spørgsmål i sagens natur aldrig kan afvises fuldstændigt, da ingen ved noget om alle dem, der levede dengang, er det naturligvis dem, der fremsætter den slags påstande, der må sandsynliggøre dem og fremføre noget, der kan underbygge dem. Det er ikke rigtigt tilfældet med påstanden om kineserne. Så svaret på ovenstående spørgsmål må stadig være: Nej, ikke så vidt vi ved. (Foto: Museum of London. Billedet er lånt fra The Independent.) |
For nu at undgå misforståelser: Selvfølgelig har folk vandret i fortiden, og selvfølgelig har man til tider handlet med fjerntboende folk, og dukker der et fund op, som må rokke ved vore forudfattede meninger, hvis tolkningen hviler på et solidt grundlag, så er det da spændende. Men hvis fx fundet af en vare fra Ægypten i en dansk grav fra bronzealderen straks tolkes som udtryk for »globalisering«, eller hvis tegn på en vis migration i fx stenalderen straks sammenlignes med vore dages indvandring til Europa, så ligner det ærligt talt mere et forsøg på politisering end et forsøg på at gøre folk klogere på fortiden.
Eksemplerne er tænkte. Men jeg har dog gjort mig nogle iagttagelser, og jeg vil påstå, at der lidt for ofte er lighedstræk, når fund og analyser fører til, at »historien skal skrives om«, eller til at noget udråbes som en »sensationel« opdagelse, der »beviser«, at fortiden var »globaliseret«, »multietnisk« eller lignende.
Det er så, hvad det er, men det virkeligt beklagelige er, når der drages vidtgående slutninger på et alt for tyndt grundlag. Som da det blev hævdet, at Harald Blåtand benyttede sig af polske krigere, bare fordi en undersøgelse af nogle skeletter i en krigergrav ved Trelleborg på Sjælland viste, at en stor del af de pågældende personer var født og opvokset uden for det nuværende Danmark, og fordi der lå ét øksehoved af vendisk type i graven. Selvsagt er den slags værst i overskrifterne, men de eksperter, som burde bidrage til en tolkning af fundene, er desværre også nogle gange selv med til at indskrænke feltet af mulige tolkninger ved at vælge een bestemt ud af flere mulige, ja ud af flere, der er lige sandsynlige. Ja, nogle gange udvælges den tolkning, der ligefrem må forekomme at være den mest usandsynlige.
Jeg har allerede på denne netlogbog omtalt to tilfælde af den slags: Det ovenfor nævnte, hvor det blev påstået, at Harald Blåtands vikinger var polske, og det, hvor fundet af en i Jylland begravet kvinde, der muligvis stammede fra Norge, blev anledning til påstande om »globalisering«, og at Danmark havde været multietnisk i vikingetiden.
I dag vil jeg nævne tre eksempler mere, men denne gang er de ikke fra Danmark. Der er to eksempler fra Norden og et fra England.
Lad os begynde i England. Overskriften ’Arkæologer finder kinesiske skeletter på romersk gravplads’ sås bl.a. på hjemmesiden 'Historie' for nu at nævne en dansk, populærhistorisk side, men især naturligvis i britiske medier som fx The Independent, hvor opdagelsen – med forskerens egne ord – kaldes »fænomenal«. Læser man videre, får man kort fortalt følgende historie: I London er knoglematerialet fra nogle grave fra romersk tid blevet undersøgt. Rebecca Redfern mener, at kunne identificere to individer (ud af 22 undersøgte) som værende af asiatisk, sandsynligvis kinesisk, oprindelse. London var »multikulturel«, og dette fund skulle desuden vise, at der kan have været direkte handelskontakt mellem Romerriget og Kina.
Tilsyneladende fænomenalt. Men konklusionen har været udsat for afgørende kritik bl.a. af Kristina Killgrove i artiklen ’Chinese Skeletons In Roman Britain? Not So Fast’. Grundlaget for konklusionen er ganske enkelt alt for usikkert. Sagen er, at Redfern og kolleger har anvendt en metode, hvor man måler på forskellige træk ved den enkelte hovedskal og dens tænder; træk, der kan være arvelige. Resultaterne sammenlignes derefter med forskellige befolkninger med henblik på at bestemme det biologiske tilhørsforhold. Det afgørende problem er, at de data, der sammenlignes med, stammer fra moderne tid. Og det kan man ikke uden videre gøre, for sådanne træk kan forandres over tid også inden for den samme befolkning, og da de fundne skeletter senest er fra år 400, er der altså mindst 1.600 års forskel. Som eksempel på, hvor usikker metoden er, nævner Killgrove, at hun selv har forsynet et computerprogram, der kan hjælpe med at kategorisere individer ud fra den type oplysninger, med tilsvarende data fra skeletter fundet i Rom – og de blev alle kategoriseret som »asiatiske«…
Så med mindre man vil hævde metodens ufejlbarlighed og dermed påstå, at romerne i virkeligheden alle var asiater, må man nok slutte, at sammenligningsgrundlaget er ubrugeligt. Skal den slags metriske undersøgelser af kranier anvendes til at bestemme »etnicitet«, eller hvad man nu vil kalde det, må den befolkning, der sammenlignes med, være fra samme tid som det fundne skelet.
Nå, men tilbage til Killgrove: Man har ikke sammenlignet med andre mulige og måske oven i købet mere sandsynlige grupper, som fx nordafrikanske eller andre ved det sydlige Middelhav boende befolkninger. Med andre ord: Det kunne være, at kranierne også havde lignet dem – hvis man altså havde undersøgt det – og at konklusionen derfor ville være blevet en helt anden. Endelig var flere af de undersøgte kranier meget medtagne, således at slet ikke alle vigtige kendetegn kunne måles. Grundlaget for konklusionen er altså ikke bare yderst spinkelt, men kan slet ikke holde. Der er således intet grundlag for at spinde en ende over direkte kontakter mellem Rom og Kina i antikken eller for påstande om et London med kinesiske indbyggere.
Et andet eksempel: I en artikel i Aftenposten beskriver Stian Suppersberger Hamre et skeletfund fra Trondhjem, som han har været med til at analysere. Det drejer sig om en ung pige, som døde omkring 1250. Artiklen munder ud i den påstand, at pigen tilhørte en »minoritet«, som gjorde befolkningen i middelalderens Norge »mangfoldig«. Hvad er grundlaget for disse påstande? Det er, at man kan konstatere, at pigen var opvokset i et arktisk område, og at hendes mitokondrie-DNA var af en type, »som er utbredt i Sentral- og Vest-Europa, med spesielt stor tetthet nord på den Iberiske halvøy.«
 |
| Hovedskal fra en ung pige, som døde i Trondhjem omkr. 1250. Hun var vokset op i en arktisk egn. Men tilhørte hun også en minoritet, og var Norge flerkulturelt i middelalderen? Sagen er vist stadig ikke bevist... (Foto: Åge Hojem/NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra Aftenposten.) |
Pigen kan altså godt have været fra det nordlige Skandinavien. Selvom man ganske vist ikke ligefrem kan udelukke, at hun kunne være fra fx Hvidehavs-egnene, er der ikke grundlag for at hævde, at hun folkeligt set skulle have været fremmed i forhold til nordmændene eller have tilhørt en »minoritet«. Og hvad så med hendes mitokondrie-DNA, som viser, at hun på mødrene side nedstammer fra samme formoder som en hel del mennesker i Midt-Europa og på den iberiske halvø? Ja, det viser netop ikke andet end det, medmindre Hamre vil påstå, at det at være norsk eller ikke afgøres af ens afstamning på mødrene side og dermed er noget rent genetisk bestemt.
Og lad os lige få noget på plads med DNA og haplogrupper: Hvilken haplogruppe en person tilhører, siger meget lidt om vedkommendes afstamning som helhed. Omtrent lige så lidt som et slægtsnavn siger om en persons afstamning. For lige som et slægtsnavn traditionelt kun overleveres fra faderen, og dette gentager sig slægtled efter slægtled, nedarves mitokondrie-DNA’et fra moder til børn, mens Y-kromosom-DNA’et nedarves fra fader til sønner. Og haplogrupperne er netop betegnelsen for de mange forskellige varianter af disse to DNA-typer. Ligesom ens slægtsnavn kun siger noget en om en bestemt linje i slægten, den rene mandslinje, således siger Y-kromosomets DNA også kun noget om samme, mens mitokondrie-DNA’et kun siger noget om afstamningen i den rene kvindelinje. Lige så lidt som man kan sige, at en person er fx skotsk, bare fordi han bærer et skotsk slægtsnavn (som fx Kingo), lige så lidt kan man sige, at en person er »iberisk«, bare fordi vedkommende fx ved sit mitokondrie-DNA »tilhører« en bestemt haplogruppe, som er særligt udbredt på den iberiske halvø. I øvrigt giver slægtsnavne næsten et sikrere udsagn om den enkeltes nationalitet end haplogruppen, for slægtsnavne er ikke så gamle som ens DNA. Der har altså ikke været så stort et tidsrum, hvor de har kunnet sprede sig.
At en person »tilhører« en bestemt haplogruppe, beviser som sagt ikke ret meget om vedkommendes afstamning eller slægtsforhold i det hele taget. Fx kan to personer, der tilhører to forskellige haplogrupper, sagtens være nærmere beslægtet, end to personer der gennem mitokondrie-DNA’et tilhører samme haplogruppe. Der kan fx være tale om en dreng og dennes fader; de er nært beslægtede, men kan sagtens have forskelligt mitokondrie-DNA, mens to personer med samme mitokondrie-DNA måske kun er beslægtet derved, at deres formødre i lige kvindelinje for 2000 år siden var søstre. På samme måde som man er beslægtet med sin morfader, selvom han har et andet slægtsnavn, mens man ikke er særligt nært beslægtet med sin oldefaders broders oldebarn, der bærer samme slægtsnavn som en selv.
Man kan også meget sjældent sige noget om, hvornår en bestemt haplogruppe er kommet ind i landet; mht. denne pige i Trondhjem kan man som nævnt (men af andre grunde) se, at hun var opvokset i en arktisk egn, så hun kom i hvert fald ikke selv fra den iberiske halvø eller Midt-Europa, men om det var hendes moder, der indvandrede til det arktiske, eller om det var en kvinde, der kom til landet for 2000 år siden, det kan man vist ikke sige noget om. Denne pige og hendes slægt kan altså have været lykkeligt uvidende om deres »fremmedhed«; den kan kun konstateres af videnskabsfolk i vore dage, som så til gengæld begår den fejl at tillægge dette en betydning, det måske slet ikke har haft.
Kort sagt kan bestemmelsen af, hvilken haplogruppe den enkelte tilhører, ikke sige ret meget om netop den enkelte, mens det selvfølgelig kan sige noget om en bestemt befolknings samlede historie, hvis man kortlægger udbredtheden af forskellige haplogrupper i denne befolkning. Det ved Hamre naturligvis godt.
Hvorfor så fremhæve en bestemt vinkel, selvom den er ganske tyndt underbygget? En del af forklaringen ses af Hamres oplæg ved en konference ved universitetet i Bergen. Her afrundes ganske enkelt med disse ord: »Så, hvorfor forteller jeg denne historien? Fordi jeg mener den er et godt eksempel hvordan det var i Norge i middelalderen, et eksempel på noe som de fleste kanskje ikke tenker så mye over. Historien er også en liten del av en større studie som har pågått i tre år, og en av tingene som har blitt stadig klarere for meg gjennom disse årene er at de utfordringene vi står ovenfor i dag, hvor mye skyld blir lagt på, eller påstås å være et resultat av, innvandring og flerkulturelle samfunn, har klare paralleller gjennom den skandinaviske historien. Dette har ikke på noen måte ført til en utradering av det skandinaviske, men har vært en viktig del av utviklingen«.
Det virker helt uholdbart at sammenligne en enkelt piges tilstedeværelse i Trondhjem i middelalderen med vore moderne multietniske og multikulturelle samfund og den moderne indvandring – også selvom pigens moder virkelig skulle have været indvandrer fra fx Spanien. I øvrigt må jeg sige, at jeg synes, ordene meget godt beviser, at jeg har ret i at antage, at der i hvert fald nogle gange ligger en aktuel politisk dagsorden bag ved de tyndbenede påstande om multikultur i fortiden.
En sidste sag, der har nogle år på bagen, men som stadig er et godt eksempel, er denne: ’Vikinger tok indianer til Island’ skrev ’abc nyheter’, som bare var et af mange nyhedsmedier, der bragte denne nyhed tilbage i 2010. Teksten fortsætter: »Den første amerikanske urinnvåneren i Europa kan ha vært en kvinne som ble brakt til Island av vikinger for mer enn 1000 år siden.«
Går man lidt mere bag om historien fx via ’forskning.no’ eller National Geographic, der begge bringer vigtige forbehold, viser sagen sig at være den, at der i 80 nulevende islandske personer er fundet et særligt gen, som er en sjælden (og tilsyneladende nu i Amerika uddød) variant af et gen kaldet C1 (også her er der tale om mitokondrie-DNA), som findes i østasiatiske og indianske folkeslag; dog ligner det mest de varianter, der kendes fra Amerika. De pågældende islændere kan alle ved kendskab til slægten spore deres afstamning tilbage til fire kvinder, der levede på det sydøstlige Island mellem 1710 og 1740, og det menes, at genet må være muteret for mindst 300 år siden og derved have nået sin særegne variant. Så langt så godt.
 |
| Hvor megen samkvem havde nordboerne med indianerne? Bragte en af dem en sqauw med til Island, hvor hun blev stammoder til islændere, der lever i dag? Måske - måske ikke. Der kan sagtens være andre forklaringer på det særlige mitokondrie-DNA, som er fundet hos firs nulevende islændere. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Metal Gaia'.) |
Men derefter begynder spekulationerne, idet det fremhæves, at der var få forbindelser til og fra Island i århundrederne forud for 1700, så det mest sandsynlige hævdes at være, at dette arvemateriale kom til øen helt tilbage omkring år 1000, hvor det så siden er muteret. Forskerne selv kan ikke klandres for de vidtgående sensationsoverskrifter, idet de behørigt gør opmærksom på flere af usikkerhederne. De mener dog, at vikingehypotesen er den mest sandsynlige. Denne (og de vilde overskrifter) kan dog imødegås, for indianer-genet kunne såmænd lige så godt kunne være kommet til Island engang mellem 1607 og 1700, og det behøver jo altså ikke at være kommet med en fuldblodsindianer. Der kan sagtens være tale om en person af blandet europæisk-indiansk herkomst. Husk: Det er kun afstamning i den rene kvindelinje, dette DNA siger noget om. Ægteskaber med indianerkvinder var ikke ukendt for 1600-tallets europæiske pelshandlere i Nord-Amerika (i kort form kan man læse lidt om det her). At en efterkommer af et sådant par kan have fundet vej til Island på et tidspunkt i løbet af 1600-tallet med et engelsk eller fransk skib, er for mig at se ikke mindre sandsynligt, end at en indianer skulle have fundet vej til Island engang i vikingetiden. Efter hvad vi ved om nordboernes forbindelser med de indfødte, var de korte og fjendtlige; her kan jeg kort sagt tilslutte mig Hans Gulløvs betragtninger i artiklen i National Geographic. Hverken fund eller skriftlige beretninger tyder på, at nordboerne knyttede bånd til indianerne.
Igen altså en historie med et så spinkelt grundlag, at der er flere mulige tolkninger, og hvor det ikke nødvendigvis er den mest sandsynlige, der vælges og fremhæves.
Hvad kan man lære? For det første, at man aldrig bør stole på overskrifterne. For det andet, at den fremhævede konklusion ikke nødvendigvis bygger på et solidt grundlag, heller ikke selvom det er en forsker, der fremfører den. For det tredje, at man derfor må nærlæse, hvad der egentlig ligger til grund for konklusionen snarere end bare at godtage den.
