mandag den 21. august 2017

Dansk tunge og nordisk bevidsthed

På sin pilgrimsfærd mod Det hellige Land besøgte Erik Ejegod i 1103 Konstantinopel, og der mødte han nogle fra den græske kejsers livvagt, væringegarden, for den bestod jo af nordiske krigere. Ifølge den danske historieskriver Sakse (Saxo Grammaticus) var det de danske i garden, der ville mødes med kong Erik: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge.« Det fik de lov til, selvom kejseren var bange for, »at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem.«. Sakse forklarer i øvrigt på følgende måde for læseren, hvorfor der var danske krigere der hos kejseren: »Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.« (Saxos Danmarkshistorie XII 7,1 og 7,2; Peter Zeebergs oversættelse.) 

Piræus-løven, som på sin højre skulder og sin venstre flanke samt sit venstre forben bærer runeindskrifter. Ved at se nærmere på billedet aner man nok førstnævnte, som med sit slyngede runebånd har været den flottest udførte af indskrifterne. Alle indskrifterne er tilsyneladende fra 1000-tallet og er sandsynligvis udført af nordboer, som har været i den græske kejsers livgarde, væringer kaldet. Denne væringegarde bestod nemlig af folk, der talte dansk tunge, dvs. nordboer i det hele taget. Nogle af dem har mestret runekunsten og har således efterladt sig spor af deres "danske tunge" på denne løve, der oprindeligt (siden antikken) vogtede over havnen i Piræus, men som nu står foran det gamle skibsværft i Venedig, hvortil venetianerne første den som krigsbytte i 1688. I indskriften på løvens højre side har Thorgunn Snædal tydet de nordiske navne Åsmund, Eskil og Thorleif, som altså enten selv har ristet runerne eller mindes eller blot omtales. (Foto: Didier Descouens. Fra 'Wikipedia' under opslaget 'Pireuslejonet'.)

Umiddelbart kunne man nu forledes til at tro, at der kun var danske krigere i kejserens livvagt, men det var ikke tilfældet, for det var ikke kun danerne, der talte dansk, selvom sproget naturligvis havde navn efter netop dem – alle de nordiske folk talte »dansk«. Nærlæser man Sakses fremstilling i sin helhed, fremgår det, at han tog det for givet, at både daner, sveer og nordmænd talte samme sprog (se bl.a. min fremstilling i Danskhed i middelalderen s. 228ff.), hvilket ganske svarer til den almindelige opfattelse dengang. Det nordiske begreb »dansk tunge« betegnede ganske enkelt det fællesnordiske sprog; jævnfør Snorre Sturlasøns forord til sit værk kaldet Heimskringla (færdiggjort omkr. 1230): »I denne boken lot jeg skrive gamle frasagn om de høvdingene som har hatt rike i Nordlandene, og som har talt “dansk tungemål”« (norsk oversættelse af Snorres Konge-Sagaer); og dermed menes hele Norden og alle nordiske høvdinge – selvom hovedvægten er lagt på Norge.

Alt dette er velkendt, men hvad der nok er mindre kendt er, hvordan dette fælles sprog også har været forbundet med en slags nordisk bevidsthed, eller identitet om man vil. Netop det anførte udsagn af Snorre viser, hvordan bevidstheden om det nordiske sproglige fællesskab var med til både at forme og afgrænse en sådan nordisk bevidsthed: For det er sproget, »dansk tungemål«, der bestemmer og afgrænser, hvem Snorre vil berette om. Noget lignende, omend ikke så udtalt, ses hos Sakse, der i sit forord udelukkende beskriver de nordiske lande og fx hverken Tyskland, England eller Venden; i den forbindelse siger Sakse følgende efter at have beskrevet Danmark: »Eftersom dette område ligger tæt på Sverige og Norge både hvad angår sprog og beliggenhed, vil jeg også gøre rede for deres geografi og vejrlig, ligesom jeg har beskrevet Danmarks.« Synsfeltet er altså også her formet af bevidstheden om det nordiske sprogfællesskab.

Udtrykket »dansk tunge« kunne altså bruges til at betegne de nordiske folkeslag under et, og brugt af nordboer afspejler det en bevidsthed om en form for nordisk fællesskab – ikke politisk, men en fælles nordisk verden anderledes end de omliggende områder; et nordisk slægtskab.

Den islandske skjald og (fra 1084 til 1107) lovsigemand Markus Skeggesøn formede på et tidspunkt mellem 1104 og 1106 et kvad, kaldet Eiríksdrápa, til minde om Erik Ejegod, der var død i 1103 på Cypern – inden han havde nået Det hellige Land. I dette drape findes der eksempler på en sådan nordisk bevidsthed knyttet til »den danske tunge«. Det indeholder omtale af en del enkeltheder fra Eriks liv og færden, og det nævnes naturligvis, hvorledes det bl.a. skyldtes Erik Ejegods indsats, at der i Lund blev oprettet et ærkebispesæde i 1104, hvorved Norden altså ikke længere skulle høre under en saxisk ærkebiskop. Det er i den forbindelse, at ordene om den danske tunge falder – således lyder strofen af Markus (efter Íslenzk fornrit bd. XXXV):

Dróttum lét í Danmǫrk settan
dǫglingr grundar skamt frá Lundi
erkistól, þanns ǫll þjóð dýrkar,
eljunþungr, á danska tungu.
Hildingr framði heilagt veldi.
Hvargegnan má Ǫzur fregna,
hǫnum vísar hǫlða reynir
himna stíg, til biskups vígðan.

Og således på nudansk (efter C.C. Rafns oversættelse i Oldnordiske Sagaer bd. 11):

Kort fra Lund i Danmark Landets
Gjæve Konge sætte lod en
Erkebispestol, som alle
Folk af danske Tunge ærer;
Helligt Vælde fremmer Kongen,
Viet er til Bisp den milde
Øssur, ham den hulde Fyrste
Himmeriges Sti anviser.

»Ǫll þjóð á danska tungu« er således ikke bare danerne som sådan, men alle nordboer, alle der talte »dansk tunge«. Markus kvæder også dette:

Eiríkr náði útan fœra
erkistól of Saxa merki;
hljótum vér þat’s hag várn bœtir
hingat norðr af skjǫldungs orðum.

Det er (i C.C. Rafns oversættelse):

Erkebispesædet flytted
Erik hid til os fra Saxland,
Her i Norden bedre Kaar ved
Kongens Bønner vi erholde.

Der er altså et »vi« her i nord, som vandt ved, at ærkestolen blev flyttet bort fra Saxen og til Danmark. Et »vi«, som er bestemt af det fælles sprog, »dansk tunge«. Det spørgsmål melder sig, om den fællesnordiske bevidsthed hos nogle styrkedes af det nordiske ærkebispesædes oprettelse? Var ønsket om en nordisk ærkestol allerede i sig selv et udtryk for en sådan bevidsthed? Har Erik Ejegod måske ligefrem ønsket at styrke en sådan bevidsthed i forbindelse med oprettelsen af ærkesædet i Lund? Kan hænde det hele på en gang, vævet sammen, så årsag og virkning ikke kan skilles klart ad. 

Domkirken i Lund i Skåne. Erik Ejegod forsøgte at få paven til at løse kirken i Norden fra det saxiske ærkebispedømme; det bar frugt i 1104, da et nordisk ærkebispesæde oprettedes i Lund. Nu var alle, der talte dansk tunge, samlet i een kirkeprovins. Dette kirkelige nordiske fællesskab varede dog kun til 1152, hvor et ærkebispesæde oprettedes i Nidaros; i 1164 fulgte så oprettelsen af et sæde i Uppsala. Men Lund forblev dansk ærkebispesæde indtil reformationen. Domkirken af sten indviedes i 1145. (Foto: Per Pixel Petersson. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Visit Sweden'.)

Under alle omstændigheder er det bemærkelsesværdigt, at Erik Ejegod, da han var på pilgrimsfærd i Italien i 1098 – hvor han mødtes med paven og fremførte ønsket om et eget nordisk ærkebispesæde – lod oprette et herberg til gavn for pilgrimme fra Norden. I Knytlingesaga står der derom følgende: »Da han kom til den by, som hedder Piacenza, oprettede han et herberg et lille stykke uden for byen. Og da han kom nordpå til byen Lucca, skænkede han penge til det formål, at alle pilgrimme, som talte dansk tunge, uden betaling skulle få vin nok at drikke og have ret til overnatning i det herberg, han havde oprettet, og som blev omtalt før.« (Efter Arild Hald Kierkegaards oversættelse i hans upublicerede speciale.)

I forbindelse med sin pilgrimsfærd til Italien, som også havde det politiske formål at formå paven til at oprettet et nordisk ærkebispedømme, grundlagde Erik Ejegod altså et herberg med et tilknyttet legat, som alle, der »talte dansk tunge« (»þeir er danska tungu mælti«), skulle kunne nyde godt af; altså ikke bare danske, men også andre nordiske pilgrimme. Om Erik Ejegod vitterlig kun mødtes med de danske væringer i Konstantinopel, som Sakse skriver, er jo ikke til at vide, men han kunne nok have haft interesse i at mødes med alle dem, der talte dansk tunge, og de ville nok også have opfattet ham som en »derhjemmefra« – i en bredere nordisk betydning af ordet.