fredag den 26. maj 2017

»Alvorlig taler ved Alfarvej«

Johannes V. Jensens manende digt om de gamles gravhøje kender nok de fleste – og sandt er det, at mange af bronzealderens gravhøje blev lagt ved datidens vejføringer. Især Hærvejen – som allerede var til dengang, og som forbandt bygderne i Jylland med Europa – kantedes af høvdinges og storfolks grave. Ja, gravhøjenes tilstedeværelse er den dag i dag med til at vise, hvor vejens forløb var dengang. Det er tydeligt, at disse gravhøje har skullet kunne ses viden om.

Vi udvælger os en af disse grave; vi drager ad Hærvejen ned i Sønder-Jylland, nærmere bestemt Oversø sogn i Ugle herred i Isted syssel – altså i vore dages Sydslesvig (nyttige turførere hertil kunne være Ture i Nord- og Sydslesvig, Sydslesvig på kryds og tværs eller 1864. En guide i krigens fodspor). Vi skal nemlig høre lidt om en gravhøj nær Sankelmark sø, som ligger smukt højt oppe på et højdedrag øst for vejen. Her har gravhøjen været synlig for alle vejfarende. Men i dag, ak ja, der ser man den næppe. Som det ofte er, når man vil vide noget, får man også noget andet fortalt, og her må vi nu høre lidt om krigen i 1864, for det, man i dag nok mest vil lægge mærke til på stedet, er et stort og noget bastant østrigsk mindesmærke, opført oven på den gamle gravhøj. Velsagtens for at det skal kunne ses viden om. (Jeg skrev også lidt om denne høj i min kronik i Flensborg Avis 11/5 2017.) 

Bronzealdergravhøj med et østrigsk mindesmærke ovenpå. Mindesmærket er fra 1864, og fotografiet er taget efter indvielsen. (Foto: F. Brandt. Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

Slaget ved Sankelmark fandt sted en bister vinterkvæld i 1864; nærmere bestemt den 6. februar. De danske tropper havde i al stilhed trukket sig tilbage fra Danevirke, men da fjenden opdagede, at stillingerne var forladte, sendtes nogle østrigske husarer afsted for at indhente de danske tropper. Ved netop dette sted, hvor Sankelmark sø på den ene side og højdedraget med gravhøjen på den anden skabte et pas, havde man sat 1.300 danske soldater, københavnere og vendelboer under Max Müllers ledelse; de skulle forhindre fjendens fremrykken for derved at beskytte hovedhæren, der jo var sårbar på sin vandring mod nord. De østrigske angribere var omkring 2.000 i tallet. Fjenderne tørnede sammen, de danske holdt stand, og en langtrukken og blodig kamp udvikledes. Da der ikke var tid til at genlade, kæmpede begge sider efterhånden mest med bajonet, sabel og kolbeslag. De danske soldater gik for sidste gang i dansk krigshistorie i karré, hvilket vil sige, at de samledes i en klynge med bajonetterne stikkende udad for at holde stand mod de gentagne rytterangreb. Tabstallene var 434 for østrigsk side og 796 for dansk side. Men østrigerne måtte trække sig tilbage, hvorved man fra dansk side havde opnået sit mål.

De faldne østrigske soldater fik i efteråret samme år et mindesmærke på toppen af højdedraget – og på toppen af gravhøjen. Stenene til monumentet blev taget fra tre dysser i området, som dermed blev ødelagt.

De faldne danske kunne ikke få deres mindesmærke før i 1889; langt det meste af Sønder-Jylland var jo blevet prøjsisk pga. krigens udfald. Det danske mindesmærke er rejst nede for foden af bakken, vest for vejen, omtrent der, hvor de danske tropper stred. Danmarks Thermopylæ!

Det danske mindesmærke for foden af bakken. Dengang var søens vandstand højere end i dag, og der dannedes således et pas mellem søen tv. bag træerne og bakken til højre. Også dengang var der skov på stedet. (Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

Tilbage til bronzealdergravhøjen; det var ikke første gang, dengang i 1864, at den blev anvendt til andet formål end minde om den døde bronzealderhøvding. På grund af deres beliggenhed højt hævet i landskabet blev mange oldtidshøje i tidens løb fundet anvendelige til andre formål. Nogle blev tinghøje andre blev galgehøje. Denne blev det sidste. Fra engang i middelalderen og frem til begyndelsen af 1800-tallet var denne gravhøj rettersted for Ugle herred, og der stod altså dengang en galge, hvor nu det østrigske monument er. Man kender ikke alle henrettelser, men i sin bog om Galgehøj og rettersted oplyser Niels H. Kragh-Nielsen, at der i hvert fald i 1632 blev hængt en vis Jes Clausen fra Store Solt på denne høj. Således straffedes han for tyveri, og han kunne ses viden om til skræk og advarsel – eller til skam og skændsel for sit tyveri.

I øvrigt lå herredets tingsted på en anden bronzealderhøj syd for Oversø by; højen hed i den lokale dialekt slet og ret: Tinghoe.

Lad os nu alligevel afslutte med femte strofe af Danmarkssangen af Johannes V. Jensen (som i øvrigt findes som sang nr. 374 i Højskolesangbogen; her citeret efter samlingen Digte):

Alvorlig taler ved Alfarvej
med Grønsvær tækket de Gamles Grave:
Henfarne Slægter – forglem dem ej!
I Arv de gav dig en ædel Gave.
    Henfarne Slægter
    i Landets Marv
    sig ej fornægter.
    Bevar din Arv!