lørdag den 23. juni 2018

Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

Her må vi måske lige minde om, at midsommerdag og sankthansdag er en og samme dag; sankthansdag regnedes altid for midsommerdag, og sådan var det i hele Norden, lige indtil Sverige fra 1953 og Finland fra 1955 ændrede derpå og gjorde »midsommar« til en flyttelig helligdag, der nu skal falde på lørdagen mellem den 20. og 26. juni. Bemærk dog, at dagen stadig hedder Juhannus på finsk.

I grove træk er det sådan, at skikken med sankthans- eller midsommerbål er udbredt i Danmark, Norge og Finland, men hverken i Sverige eller på Island og Færøerne. Der tegner sig altså ikke noget mønster, der tillader en umiddelbart at slutte, hvordan det så ud i tid ligere tider. Og hvordan kan man da tillade sig at antage, at skikken er en gammel dansk skik, når den ikke ses i Skåne? Det kan man bl.a., fordi skikken indtil omkr. 1900 vitterlig var udbredt i Skåne; i midten af 1800-tallet endog vidt udbredt. Men i øvrigt har skikken også tidligere været kendt sine steder i Sverige – men det vender vi tilbage til senere.

St. Hansbål, malt af Nikolai Astrup omkring 1917. Billedet viser således sankthans i Norge; eller jonsok, som sankthans også kaldes, hvilket kommer af Jonsvoke, som altså henviser til vågenatten før Jons dag. (Billedet er lånt fra Ringeriks Avisas hjemmeside.)

Her må man tænke på, at den moderne tilstand, hvor skikkene i temmelig stor grad følger statsgrænserne, er følgen af en forholdsvis ny udvikling, hvor der inden for den enkelte stat har fundet en slags harmonisering sted, således at lokale skikke, der afveg fra de i staten som helhed dominerende, forsvandt til fordel for disse. Dette, tænker jeg, er sket som følge dels af øget mobilitet inden for de enkelte lande, dels af massemediernes påvirkning (ved i Sverige at rapportere om midsommerstænger og i Danmark om sankthansbål) og dels af, at det i stigende grad er foreninger og klubber, der står for midsommerarrangementerne; alt dette vil trække i retning af, at det, der opfattes som det mest rigtige, og det, der er det mest udbredte, vil trænge det egnssæregne og lokalt overleverede til side. I hvert fald er det en kendsgerning, at der siden det 20. århundredes begyndelse er sket en sådan harmonisering både i Danmark og Sverige, så midsommerens træer og blomsterkranse stort set er forsvundet i Danmark til fordel for sankthansbålene, mens midsommerilden, der fandtes flere steder i Sverige, overalt er blevet erstattet af midsommerstænger. De svenske i Finland har dog beholdt deres gamle »midsommareld«, sikkert fordi deres finske landsmænd har samme skik (og fordi Finland ikke i sin tid forblev en del af Sverige).

De gamle danske og norske landsdele i Sverige (især Skåne og Bohus-len) beholdt længe, flere steder indtil omkr. 1900, traditionen for sankthansbål i lighed med Danmark og Norge. Dog fandtes der også i midten af 1800-tallet spredte midsommerblus visse steder i Sverige, fx i Upplands og Hælsinglands kystegne og i Norrbotten, samt i Dalsland, Værmland og Småland (se fx K. Rob. V. Wikmans anm. af Ejdestams bog om »årseldarna« i Svenska landsmål och svenskt folkliv 1942, 65. årg.). De spredte forekomster i det egentlige Sverige, og de langt mere hyppige tilfælde i de gamle dansk-norske landsdele har ført til den antagelse, at midsommerblus ikke oprindeligt var en svensk skik, men det er nok mere nærliggende at antage, at det blot har været en skik, der var i aftagende i Sverige allerede inden 1645 og 1658, da de dansk-norske områder kom til. I hvert fald er bålenes udbredelsesområde i midten af 1800-tallet i forhold til de gamle rigsgrænser påfaldende – men altså ikke entydig.

Til gengæld blev valborgblus – på aftenen før 1. maj – mere udbredte i Sverige. Men sådanne fandtes nu også i Danmark i 1800-tallet, for heller ikke her var det entydigt, om man tændte bål til sankthans eller ej. I Nørre-Jylland havde der således udskilt sig tre forskellige traditioner, nemlig valborgblus, pinseblus og sankthansblus, og det på en sådan måde, at der groft sagt var pinseblus i Vest- og Midt-Jylland, valborgblus i Øst-Jylland og sankthansblus nord og syd herfor (se bd. VII af Evald Tang Kristensens Danske Sagn). Også disse alternative skikke er – som sankthansbålene i Sverige – blevet fortrængt, så sankthansbålet nu er udbredt overalt; eller næsten overalt, for valborgblus findes vist endnu i Djurs.

Når man skal bedømme, hvor gammel en skik midsommerbålet er, kommer man i vanskeligheder, for de skriftlige vidnesbyrd er spredte og tilfældige og ikke ældre end 1500-tallet. Det betyder naturligvis ikke, at skikken ikke er ældre end det; tværtimod må man gætte på, at en skik, som var så udbredt i Norden i 1500-tallet og ikke havde kirkeligt, men folkeligt udspring og nærmest hedensk indhold, er meget ældre. Og allerede den svenske, katolske gejstlige Olaus Magnus omtalte midsommerbål i sit store værk om de nordiske folks historie, der udkom i 1555. Her beretter han, hvorledes hele folket uanset køn ved midsommertid samledes på byens pladser eller på et jævnt sted på landet for glad at træde dansen i skæret fra de mange bål, som blev tændt. Denne beskrivelse gælde måske hele Norden, men må i hvert fald gælde Sverige – som altså har haft skikken med midsommerbål i første halvdel af 1500-tallet, som er den tid, Olaus Magnus beskriver.

Den nok ældste tegning af et nordisk midsommerbål (den brændende tønde t.v. i billedet). Billedet ledsager beskrivelsen i Olaus Magnus' store værk om de nordiske folk, som udkom i 1555, men som beskriver forholdene allerede i århundredets første halvdel.

Også i Danmark har både sankthansbålet og valborgblus været kendt længe, og de tændtes i de mest kendte af de såkaldte vågenætter, hvor man holdt sig vågen natten før en helligdag. Reformatorerne forsøgte at komme disse vågenætter til livs, og de er således nævnt både af Peder Palladius, Sjællands første lutherske superintendent (biskop), omkr. 1540 og i forbindelse med landemoder i Roskilde i 1560’erne (hvilket Birgit Hansen citerer i Fester for sommerens komme). Bål nævnes dog ikke ligefrem, men bålet og vågenatten hang i hvert fald siden sammen, og med Olaus Magnus' beskrivelse i baghovedet synes det givet, at der har været tændt bål ved disse vågenætter. Og i hvert fald haves en beskrivelse af de danske sankthansbål fra Jens Nielsen Mundelstrups disputats fra 1684 om hedenske skikke (Prøve paa den endnu i vore Dage levende Hedendom): »Betragt de Folk af hedensk Aand, som mange Steder aarlig paa St. Hans Aften tænde Ild her og der paa Høje og Bjærge og ved Hjælp af Stænger faa den til at blusse saa højt, at den kan ses milevidt.« (Her efter Jørgen Olriks forord til Danmarks Folkeminders udgave af Erik Pontoppidans Fejekost.)

Man har altså tilsyneladende i hele Norden tændt bål både valborg- og sankthansaften, men det må åbenbart have forekommet folk at have været et bål for meget, for de fleste steder har kun det ene af de to overlevet – eller som tidligere i dele af Nørre-Jylland begge erstattet af et helt tredje bål, pinsebålet. I dag hersker sankthansbålet i Danmark, mens det altså er borte i Sverige. Men oprindeligt er det dog begge steder.

Selv har jeg altid kendt en ro og glæde ved synet af sankthansbålet i midsommernatten. Og bålet har da også været med os længe. Og det vil os det godt: Så langt lyset fra midsommerblusset rækker, kan intet ondt nå os, og landet velsignes af dets lysskær. Sådan tænkte de gamle. Dansen ved bålene er nok desværre efterhånden forsvundet, men når bålene hvert år tændes – hvis da ellers kommunen vil give os lov (!) – er der stadig lidt fortid, som slår følge med os.