mandag den 29. oktober 2018

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:
Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.
Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.
Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

Arild Kierkegaards kommende bog har flere eksempler og føjer sig således til min egen om Danskhed i middelalderen (hvilken man kan læse mere om her). Det er mig da også en stor glæde at Kierkegaards værk nu, posthumt desværre, kommer til at se dagens lys. Jeg har gjort mit til, at det kunne ske bl.a. ved at forberede teksten til udgivelse og forsyne den med et forord. Men nok om det; lad os vende tilbage til sprogets betydning i Heimskringla.

Nok er sprog og nationalitet knyttet sammen hos Snorre, men ikke som fuldstændigt sammenfaldende størrelser, for nordmændene delte jo sprog med islænderne og de andre efterkommere af nordmænd i de vestlige udbygder (norrønt mål), og sprogslægtskabet var også stadig så nært med de øst-nordiske sprog, at alle nordiske sprog under et, som fra gammel tid, endnu kunne kaldes dansk tunge. Men til gengæld var der til begge sproglige fællesskaber knyttet en identitet, der omend ikke helt sammenfaldende med den nationale dog var knyttet til den. I en tidligere optegnelse har jeg berørt spørgsmålet om ’Dansk tunge og nordisk bevidsthed’, og det er altså også noget, Arild Kierkegaard kommer ind på i sin bog, hvor han tillige ser på den selvforståelse, der hos Snorre er knyttet til det norrøne mål, fælles for islændere og nordmænd.

Man har altså været opmærksom på både sprogslægtskab og -forskelle, og både det ene og det andet har haft betydning for national og etnisk selvforståelse. Ifølge Kierkegaard er der ikke tvivl om, at begrebet »dansk tunge« hos Snorre dækker over et nordisk tilhørsforhold, som bedst modsvares af den historiske sociolog Anthony D. Smiths begreb »etnisk kategori«.

Ganske som hos Saxo (se min bog Danskhed i middelalderen s. 228-234) svarer eet sprog hos Snorre ikke nødvendigvis til een nation eller eet folk, men eet folk har dog kun eet sprog. Derfor er er der næppe heller tvivl om, at nogle af de etniske og nationale skel, Snorre tager for givet, i virkelighedens verden har været modsvaret af sproglige skel; som fx mellem nordmænd og vender, mellem hvilke der, når de mødes, må bruges tolk.

At man lagde mærke til sproget og desuden lagde vægt på det, ses også af Snorres beskrivelse af Magnus Gille (o. 1103-1136): Mange gjorde nar af ham i Norge, fordi det norrøne mål faldt ham tungt, så han måtte lede efter ordene – han var opvokset i Irland (i det blandede skandinavisk-irske miljø).

Da et sprogligt fællesskab ikke med rette kan betegnes som et blot forestillet fællesskab, men også er et vitterligt fællesskab, hvilket dagligt bevidnes af, at folk kan tale sammen og forstå hverandre, er der, som der kan være det med fælles sæder og skikke, til dels tale om et virkeligt og ikke blot forestillet grundlag for det nationale fællesskab; også selvom dette sidste ikke ville være et nationalt fællesskab, uden at dets medlemmer forestillede sig, at de var en del af det.


National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla udkommer december 2018, men kan allerede nu forudbestilles ved forlaget til favørpris (199 kr.).