01 december, 2018

National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla

I dag udkommer bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af Arild Hald Kierkegaard (1979-2012); bogen kan bestilles her. Forlaget, Munch & Lorenzen, har meget passende valgt at lade den udkomme på 100-årsdagen for Islands statslige selvstændighed. Ikke fordi der er nogen ligefrem forbindelse mellem det emne, bogens titel beskriver, og så Islands selvstændighed i 1918, men fordi det i forbindelse med sidstnævnte er på sin plads at minde om, at Island, eller rettere islænderne, som nation betragtet er ældre end blot hundrede år. For at der fandtes en særskilt islandsk identitet allerede på Snorre Sturlusons tid (o. 1178-1241), det er en af de ting, der står klart efter endt læsning af Arild Kierkegaards bog, ligesom det står klart, at bevidstheden om Islands politiske frihed i hvert fald for nogle var en vigtig del af den islandske selvforståelse.


Men Arild Kierkegaards bog er dog meget mere end det, først og fremmest fordi Snorres Heimskringla, der menes skrevet omkring 1230, består af sagaer om de norske konger og altså i langt højere grad handler om Norge end om Island. Disse norske kongesagaer er i langt overvejende grad fortalt med udgangspunkt i en norsk national tradition, og det er en af Kierkegaards pointer, at denne har en del tilfælles med senere tiders nationale identitet, idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.

Om dette syn var vidt udbredt, er naturligvis et åbent spørgsmål, men det er dog ikke i første omgang af betydning for slutningen, der drages, at man i Heimskringla kan finde udtrykt, hvad man må kalde nationale synspunkter eller måske ligefrem en middelalderlig nationalisme (i ordets mere neutrale betydning).

Særlig opmærksomhed påkalder Snorres beskrivelse sig naturligvis, hvor norske og islandske synspunkter enten støder sammen eller i hvert fald ikke er sammenfaldende, for der viser Snorres egen islandske identitet sig nok tydeligst; der ser vi altså en forskel mellem den mere officielle norske dagsorden, som han udadtil tjener, og så hans egen nationalitet; en nationalitet, som teksten dermed bliver et personligt vidnesbyrd om. At der i Norge fandtes folk – måske storbønder og høvdinge som Snorre – der følte tilsvarende, blot som norske for Norge, er nærliggende at antage (se i øvrigt min tidligere optegnelse 'Om norsk identitet i middelalderen'), ligesom det i øvrigt er sandsynligt, at Snorre som islænder oprigtigt følte sig forbundet med Norge i mangt og meget – både historisk, slægtsmæssigt og sprogligt – men altså blot ikke der, hvor der kunne opstå konflikt mellem islandske og norske hensyn.

I øvrigt byder Arild Kierkegaards gennemgang af synet på det nationale og det etniske i Heimskringla på mange andre spændende iagttagelser. Man kunne fremhæve, hvordan de nordiske riger opfattes som faste politiske enheder, hvordan folkeslag beskrives som historiske enheder, der ofte fremtræder med egne skikke og sprog, hvordan de nordiske folkeslag ses som sprogligt og kulturelt beslægtede, og hvordan det nordiske rum i det hele taget på grund af det fælles sprog opfattes som en slags fælles ramme for de nordiske folk; eller hvordan det at tilhøre et folk flere steder beskrives som noget, der skyldes ens afstamning.

Det glæder mig overordentligt, at Arild Kierkegaards lille bog nu er udkommet, ikke bare fordi jeg kendte Arild personligt, men også fordi det er et grundigt stykke arbejde udført af en, der både var historiker og nordisk filolog og dermed i stand til at læse Heimskringla på originalsproget. Desuden er bogen fyldt med spændende iagttagelser, en god sammenfatning af forskningsdiskussionen og tydelige eksempler på, hvorledes national identitet kunne fremtræde i middelalderen.

Jeg er taknemlig for, at Munch & Lorenzen har bundet an med udgivelsen. Jeg kan i øvrigt tilføje, at jeg selv har forsynet bogen med et forord.

God læselyst!