Da jeg var barn, var fastelavn stadig en stor ting. Jeg husker, hvordan jeg lavede fastelavnsris, der var pyntet med strimler af silkepapir samt små tønder og katte klippet ud af farvet karton. Det var vist nok i skolen, at vi fik lejlighed til at lave den slags. Og endelig kunne jeg så om morgenen på fastelavns søndag rise mine forældre op ved at rasle med fastelavnsriset, mens jeg sang den gode gamle sang: »Fastelavn/ er mit navn,/ boller vil jeg have!/ Hvis jeg ingen boller får,/ så laver jeg ballade!« Og så vankede der fastelavnsboller. Jeg tror nok, at bollerne hos os som oftest blev købt hos bageren, men vi havde også en god bager.
 |
| Sådan omtrent så de fastelavnsboller ud, som jeg fik i min barndom. (Billedet er lånt fra hjemmesiden bentebager.dk, hvor man i øvrigt også kan finde en opskrift på fastelavnsboller.) |
Og så, mandag efter skole, gik jeg rundt med en ven eller flere og raslede ved folks døre. Vi var naturligvis udklædte. Jeg havde nogle år et musketerkostume, som min moder havde lavet det meste af, med flot rød kappe og blå knæbukser, så man kunne se de hvide knæstrømper. Hatten med fjeren var købt, men kården var lavet af en gammel gardinstang, og dens skål var en baldakin fra en lampe. Jeg var vældig glad for min dragt, skønt det nok var lidt koldt. Vi havde en »raslebøsse« til penge, og bare der var nogle få mønter i, kunne den lave en vældig larm, når man raslede med den. Og så sang vi den samme sang som ovenfor nævnt samt et vers mere: »Boller op,/ boller ned,/ boller i min mave./ Hvis jeg ingen boller får,/ så laver jeg ballade!« Og så fik man nogle penge. Egentlig lidt ulogisk, men sådan havde skikken åbenbart udviklet sig, og jeg husker, at der en gang var en ældre dame, der tog os på ordet og gav os nogle lækre hjemmebagte fastelavnsboller. Det var overraskende, men dejligt, og det gav stof til eftertanke, hvordan sangens og vor egen forventning ikke passede sammen. Noget måtte have været anderledes engang…
Jeg husker kun en eneste gang, at der var én, der ikke ville give os noget. Hun spurgte blot, hvorfor vi var udklædte, hvilket vi syntes, var et virkelig åndssvagt spørgsmål, og da vi svarede, at det var fastelavn, sagde hun bare, at det kendte hun ikke noget til, hvorpå hun lukkede døren. Denne fastelavnshadende kvinde forargede os vældigt, og vi talte om, at vi egentlig burde lave ballade; men det blev ved snakken. Så slog vi naturligvis også katten af tønden i skolen, vistnok også om mandagen. Sjældent fik man æren af at blive kattekonge, men i tønden var der slik til alle. Og der var altid fastelavnsboller, hvis man besøgte nogen i dagene omkring fastelavn.
Ja, sådan er den helt almindelige danske erindring om fastelavn vist for de fleste. Selvom man kan frygte, at skikkene langsomt går i opløsning. Er der lige så mange udklædte børn, der løber fastelavn, som tidligere? Vil »halloween« taget livet af fastelavn? Fastelavn er ellers en tid med et væld af gamle skikke, der sejlivet holdt sig i flere hundrede år efter, at selve fasten, som fastelavn var en optakt til, var en saga blot.
En af de gamle skikke var de middelalderlige fastelavnsspil, som jeg har skrevet om i en tidligere optegnelse her på siden.
En anden skik er naturligvis fastelavnsriset, som man bruger, når nogen skal rises op og servere boller. Det har jeg for nylig skrevet om på Årsskriftet Critiques hjemmeside.
Jeg ønsker alle en fornøjelig fastelavn med masser af boller!
– Adam Wagner
