Fortidens fastelavnsløjer var ganske livlige, og i modsætning til i dag var de i høj grad også for voksne – måske mest. I almindelighed drejede det sig om at slå gækken løs, og rigeligt med god mad og drikke var en selvfølgelig del af det, ligesom udklædningen og løjerne (også gerne de lidt vovede) var det. En skik, som bredte sig i middelalderen, men som vi desværre ikke har mere, var fastelavnsspillene. I Tyskland, hvorfra spillene så vidt vides kom, var der i begyndelsen tale om ganske korte optrin, som kunne opføres, når man gik fra dør til dør; optrin med kønsligt løssluppent indhold; utro kvinder og deslige. Senere blev det til egentlige skuespil med tekst på tidens udbredte versform, knittelvers (oftest med fire metriske tryk i hver linje og med parrim), og med en lidt mere udbygget handling og en knap så udtrykkelig kønslighed.
 |
| Udsnit af maleri fra omkr. 1570 af Peeter Baltens, der viser en flamsk markedsfest; på dette udsnit ses et teaterstykke. Tiden er nær vort eget fastelavnsstykke, og de fysiske omgivelser i Flandern har mindet om dem i Danmark. Også stykket på markedet på dette maleri var et skæmtestykke: En mand opdager, skjult i en kurv, som en anden mand bærer på ryggen, hvordan hans kone muntrer sig med en gejstlig person. Tilskuerne står tæt rundt om, ja, en er sågar kravlet op på taget for bedre at kunne se. Sådan omtrent kan danske fastelavnsspil have været opført. (Billedet findes på Hollands Rijksmuseum i sal 6 og udsnittet er lånt fra deres hjemmeside; "Gift of the heirs of C. Hoogendijk, The Hague".) |
Teksten, som den fremstår, er tilsyneladende et langt digt skrevet på knittelvers, men nogle af stroferne er replikker, og stykket har uden tvivl været opført som skuespil. Det kunne være opført på en scene og med dragter, hvilket kendes fra middelalderen. Der er tydeligvis en fortæller, der indledningsvis henvender sig til publikum.
Hovedrollen er en ærbar hustru, og stykket indledes med, at hendes mand fortæller, at han vil drage afsted på pilgrimsfærd. Hun forsøger at overtale ham til at blive hjemme, men forgæves. Dårligt nok er han ude af døren, førend en mand kommer på besøg; en bonde, fremgår det senere. Han har ondt af kvinden, fordi hun er alene, og opfordrer hende til at tage en anden mand:
Han får dog en umisforståelig afvisning:
Næppe er han ude af døren, førend en munk kommer forbi. Og han fremstilles som den mest vulgære af alle stykkets personer – det er nok senmiddelalderens folkelige foragt for de hykleriske munke, man ser her. Munken træder ind og siger til kvinden (om sig selv):
Munken er både mere sjofel og ligefrem end bonden, og kvinden afviser ham da også med hån og med ret ligefremme ord om, at han ikke dur til noget (her kan man springe over, hvis man er sart):
Munken kaster nu sin kutte bort og siger, at der nu står en »mandt fwl strwnk« (en mand fuld strunk) tilbage, mens munken (altså kutten) ligger i vråen. Han tænker vel, at det er munken, kvinden ikke bryder sig om, men at hun gerne vil have manden, som han også er. Men der tager han nu fejl; kvinden afviser ham, men kommer for skade at sige, at hvis hun endelig skulle »giøre ille«, da ville hun hellere have »the hoffmen« (»de hofmænd«). Og det er der naturligvis en adelsmand, der hører…
Han kommer da til og hjælper konen af med den noget anmassende munk: Munken får prygl og sendes tilbage til klosteret (selvom han forsøger sig med at hykle og lyver og siger, at han slet ikke var ude på noget; han skulle bare hente nogle oste…).
Adelsmanden er noget mere galant, må man sige, men vil i grunden det samme som både bonden og munken. Han kalder kvinden »hwsfrw fyn« (husfrue fin) og beder hende om at tage med ham hjem. Han vil give hende gode dage, hvis bare hun villigt vil tage ham i favnen. Kvinden beder ham drage bort, hun ønsker stadig ikke at indlade sig med nogen.
Men adelsmanden giver ikke op, og her skifter dramaet karakter, og adelsmanden viser sig at være ganske lumpen: Han går til sin gamle moder, en gammel kælling, der kan mere end sit fadervor, skal det vise sig. Hun kan nemlig mane djævelen frem, og det er lige, hvad hun gør. Han bliver manet ved påkaldelse både af de norske skær og »vendelskaff«, altså Vendels skag (d.e. Grenen i Vendsyssel), samt meget mere. Djævelen skal med sin falske list »egghe hyn fawre quinnæ« (»ægge hin fagre kvinde«), så hun går med til at bedrive ukyskhed med en mand. Djævelen er ikke meget for at komme til den farlige kælling, men da hun maner ham blandt andet »medh alle the kerlingher ther kaen i verden vere« (»med alle de kællinger, der kan i verden være«), tør han ikke at lade være. Han hvisker så den ombejlede kvinde i øret, at hun skal opgive sin troskab. Han siger blandt andet:
Ikke et særlig moralsk stykke, kan man sige… Kvinden er tro og endog meget standhaftig, men ikke særlig klog. Er der en morale? Skulle manden være blevet hjemme? Skal man som kvinde lade være med at være godtroende? Gælder alle kneb? Måske var kvinden overmodig, da hun sagde, at hun hellere ville have en af hofmændene end munken? Måske beseglede hun derved sin egen skæbne? Slutordet, hvor fortælleren igen er på scenen, antyder, at målet først og fremmest er skæg og ballade, idet han siger til publikum:
Hovedrollen er en ærbar hustru, og stykket indledes med, at hendes mand fortæller, at han vil drage afsted på pilgrimsfærd. Hun forsøger at overtale ham til at blive hjemme, men forgæves. Dårligt nok er han ude af døren, førend en mand kommer på besøg; en bonde, fremgår det senere. Han har ondt af kvinden, fordi hun er alene, og opfordrer hende til at tage en anden mand:
Vil han faare so lenge aff landtKvinden afslår, men bonden siger, at ingen jo behøver at få noget at vide; og i øvrigt:
oc giøre eder skade bode
Saa tager eder en anden mandt
thet vil ieg eder raadhe.
Spaer ey thet som øffredt er tiilAltså omtrent (i moderne prosa): »Spar ej på det, som i overflod er til, I er så skøn en kvinde; om husbonden igen komme vil, det bliver ej des mindre.« Kvinden kan altså godt lade andre nyde godt af sin skønhed, som er i overflod – og der bliver jo ikke mindre af den til husbonden af den grund. Bonden fortsætter sin ros af kvindens skønhed og siger, at han har stor »attro« til hende, og at han ikke kunne vinde bedre kærlighed, end om han én gang »motthe krybe ppaa eder« (d.e. »måtte krybe på dig«).
j ere saa skøen en quinnæ
om hosbonden ighen komme viil
thet bliffwer oc ey tees mynne
Han får dog en umisforståelig afvisning:
legh ey saadan draffwel framAltså: »Læg ej sådant vrøvl frem, det er både last og skam, sådan en plump en, som du er; du fjærter vel bedst til hesten.« I øvrigt siger kvinden, at hun da mener, at bonden har sin egen husfrue; det benægter bonden dog og siger, at han vil gå til badstuen »at giøre meg reen och rede meg tiil«. I badstuen bliver bonden dog smurt ind i møg, og hans skæg bliver brændt af med et lys – men han tror selv, at han er blevet flot og vender tilbage til kvinden, som naturligvis ikke vil vide af ham: »Tw est ledher en tw vorst førre« (»du er ledere, end du var før«). Nu kommer bondens kone (han havde altså en kone) og henter ham, og han går med hende – mens han tigger om ikke at få hug. Han er helt til grin!
thet er bode last oc skaem
thelig en plomper som tw est
tw fierter wel tiil hesten best
Næppe er han ude af døren, førend en munk kommer forbi. Og han fremstilles som den mest vulgære af alle stykkets personer – det er nok senmiddelalderens folkelige foragt for de hykleriske munke, man ser her. Munken træder ind og siger til kvinden (om sig selv):
Gæ tw haffwer en farligh mandtAltså noget i retning af: »Hør, du har en farlig mand, han kan meget vel bejle til en kvinde, legemet kildede ham ganske meget; han ville på den kvinde med en hast.«
han quinnæ fwlwel giliæ kandt
legommet killed hanum ganske fast
han ville paa then quinnæ med en hast
Munken er både mere sjofel og ligefrem end bonden, og kvinden afviser ham da også med hån og med ret ligefremme ord om, at han ikke dur til noget (her kan man springe over, hvis man er sart):
Ffaa han skaem oc liden lyckeAltså omtrent: »Få han skam og liden lykke; hjemme duer han ikke et stykke – han må vel hedde frossenpik; han skal ikke tit komme op på min mave.« Dette stykke har i en senere tid været redigeret i håndskriftet, så det mistede sin mening (hvad der vel var meningen).
hieme dwer han ey et stycke
han mo vel hede frossen kwgh
han kommer icke tiidt paa min bwgh
Munken kaster nu sin kutte bort og siger, at der nu står en »mandt fwl strwnk« (en mand fuld strunk) tilbage, mens munken (altså kutten) ligger i vråen. Han tænker vel, at det er munken, kvinden ikke bryder sig om, men at hun gerne vil have manden, som han også er. Men der tager han nu fejl; kvinden afviser ham, men kommer for skade at sige, at hvis hun endelig skulle »giøre ille«, da ville hun hellere have »the hoffmen« (»de hofmænd«). Og det er der naturligvis en adelsmand, der hører…
Han kommer da til og hjælper konen af med den noget anmassende munk: Munken får prygl og sendes tilbage til klosteret (selvom han forsøger sig med at hykle og lyver og siger, at han slet ikke var ude på noget; han skulle bare hente nogle oste…).
Adelsmanden er noget mere galant, må man sige, men vil i grunden det samme som både bonden og munken. Han kalder kvinden »hwsfrw fyn« (husfrue fin) og beder hende om at tage med ham hjem. Han vil give hende gode dage, hvis bare hun villigt vil tage ham i favnen. Kvinden beder ham drage bort, hun ønsker stadig ikke at indlade sig med nogen.
Men adelsmanden giver ikke op, og her skifter dramaet karakter, og adelsmanden viser sig at være ganske lumpen: Han går til sin gamle moder, en gammel kælling, der kan mere end sit fadervor, skal det vise sig. Hun kan nemlig mane djævelen frem, og det er lige, hvad hun gør. Han bliver manet ved påkaldelse både af de norske skær og »vendelskaff«, altså Vendels skag (d.e. Grenen i Vendsyssel), samt meget mere. Djævelen skal med sin falske list »egghe hyn fawre quinnæ« (»ægge hin fagre kvinde«), så hun går med til at bedrive ukyskhed med en mand. Djævelen er ikke meget for at komme til den farlige kælling, men da hun maner ham blandt andet »medh alle the kerlingher ther kaen i verden vere« (»med alle de kællinger, der kan i verden være«), tør han ikke at lade være. Han hvisker så den ombejlede kvinde i øret, at hun skal opgive sin troskab. Han siger blandt andet:
meg vndre at tw gidher vered saa sterckAltså: »mig undrer det, at du har gidet at være stå stærk, at du ej vil lade oplette din særk; det mandekød, det er så blødt, at ligge med mand, det er så sødt.« Men lige meget hjælper det. End ikke djævelen kan få kvinden på andre tanker. Djævelen er derfor bange for at gå tilbage til kællingen, adelsmandens moder, og hun giver ham da også en dragt prygl. Til gengæld bebrejdes hun selv af sønnen, at hun intet har opnået. Og nu tager hun til et sidste råd: Hun går selv til kvinden, og med sig har hun en hund. Hun foregiver da at være ked af det og at søge råd. For hvad? Jo, denne hund var engang hendes datter, siger hun, men da datteren afslog at ligge med en mand, blev hun forvandlet til en hund! Da bliver kvinden bange for, at den samme skæbne skal overgå hende: »jeg redes thet samme skal komme meg tiil«. Adelsmanden dukker op, og kvinden føjer sig: »hwad i ville thet viil ieg giøre«.
At tw ey vilt lade oplette tyn serck
thet manne køed thet er saa bløeth
at ligge med mandt thet er saa søeth
Ikke et særlig moralsk stykke, kan man sige… Kvinden er tro og endog meget standhaftig, men ikke særlig klog. Er der en morale? Skulle manden være blevet hjemme? Skal man som kvinde lade være med at være godtroende? Gælder alle kneb? Måske var kvinden overmodig, da hun sagde, at hun hellere ville have en af hofmændene end munken? Måske beseglede hun derved sin egen skæbne? Slutordet, hvor fortælleren igen er på scenen, antyder, at målet først og fremmest er skæg og ballade, idet han siger til publikum:
Ther med sider nw alle helselAltså, det er godt, om tilskuerne er glade. Og stykket er da også morsomt berettet, der er fart over feltet, og det er jo lige til det sidste spændende, hvordan det går; men folk ville nok, genren taget i betragtning, være blevet skuffede, hvis ikke kvinden til sidst havde »oplettet« sin »serck«. Fastelavn var ikke tiden for alvorlige tanker, men for morskab.
ere i glade thet er fwl wel
