16 juni, 2016

År og dag

Det er nu bogstaveligt talt år og dag siden, at undertegnedes bog om Danskhed i middelalderen udkom på forlaget Munch & Lorenzen. Bogen er i det store og hele blevet særdeles vel modtaget og har alle steder fået en saglig behandling.

Danskhed i middelalderen er således blevet anmeldt i Jyllands-Posten (hvor den tildeltes fire stjerne ud af seks mulige), på ’historie-online’, i internettidsskriftet Replique, i Tidehverv, i Grænseforeningens blad Grænsen og i Historielærerforeningens fagblad Noter. Desuden fik den en grundig omtale (der mindede om en anmeldelse) i en klumme af cand.mag. Michael Böss i Kristeligt Dagblad, og endelig blev den omtalt i en klumme af cand.mag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen.


Jeg vil i det følgende ikke undlade at viderebringe nogle af de rosende ord, der er blevet skrevet om bogen, men jeg vil også nævne noget af den kritik der har været – og forholde mig til den.

Om bogen – bedømt i dens helhed – skriver dr.phil. Jon Gissel i Replique: »Historikeren Adam Wagners bog Danskhed i Middelalderen er god, grundig og gedigen. Den har et smukt ydre, er et helstøbt bind, og forfatteren skriver et smukt dansk. Der er usædvanlig få sprogfejl.« I Noter skriver cand.mag. Johnny F. Lindholm følgende: »Danskhed i middelalderen er en smuk bog, der danner en helhed mellem indhold og udseende i et fint, handleligt format.« Og: »bogen [er] skrevet i et godt, myndigt sprog, der er let at læse uden at være udvandet

Mag.art. Uffe Østergårds vurdering i Grænsen er følgende: »Adam Wagner har med denne bog effektivt skrevet sig ind i en generation af yngre danske historikere der, provokeret af de nyere nationalismeteorier, har nylæst kildematerialet fra tiden før 1700-tallet for at efterprøve tesen om, at nationalstat og demokratisk nationalisme først opstod i kølvandet på den franske revolution.«

For dem der har læst Danskhed i middelalderen, er det en kendt sag, at undertegnede har rettet en del kritik mod netop Uffe Østergårds opfattelse af, at det nationale er en moderne konstruktion. Derfor er Østergårds bedømmelse måske af særlig interesse. Østergård skriver videre: »Som varedeklaration skal det ikke skjules, at jeg er en af de modernistiske historikere, der kritiseres for at have misforstået eller mistolket kilderne, især det monumentale værk fra omkring 1208, Gesta Danorum af Saxo Grammaticus, som Adam Wagner i det foreliggende værk har underkastet en omhyggelig og beundringsværdigt klar og systematisk læsning. Wagners grundige arbejde fortjener meget mere end den nemme afvisning, at vi forstår noget forskelligt ved nation, stat og folk.«

Østergård anerkender flere af de slutninger, der drages i Danskhed i middelalderen: »Tværtimod når han i sin fine nylæsning frem til, at Saxo, hans opdragsgiver ærkebisp Absalon, datidens læsere samt forfatterne af en række næsten samtidige krøniker alle havde en klar opfattelse af deres danske fædreland, dets grænser og forskellene mellem dem og andre nationale identiteter. Han skelner mellem fædrelandet, patria og kongens rige, regnum, og argumenterer i en overbevisende kritik af de fleste danske middelalderhistorikere for, at datiden klart indså forskellen.«

Også Gissel kan overordnet set tilslutte sig bogens bevisførelse: »Dette resultat, at fædrelandsfølelse og følelse af tilknytning til et folk fandtes i Middelalderen, virker overbevisende.« Og: »Det virker helt overbevisende, at Saxo ikke anser folket som defineret af kongemagten«.

Böss skriver noget lignende: »den grundige og detaljerede analyse af Saxos brug af latinske nøglebegreber som „patria“, „natio“ og „gens“ [er] ret overbevisende. Det samme er kritikken af tidligere Saxo-forskere. Denne læser følte sig i hvert fald til sidst overtydet om, at der i det mindste i de to højeste stænder (adelen og gejstligheden) i højmiddalderen fandtes en etnisk-national bevidsthed, altså en forestilling om danerne som et folk blandt andre folkeslag, og at Danmark udgjorde kernen i det imperium, danske konger gik i krig for at skabe«

Cand.theol. Torben Bramming har i Tidehverv bl.a. hæftet sig ved bogens behandling af Saxos brug af pronomener som »vi« og »vores« samt spørgsmålet om, hvor udbredt den danske nationalbevidsthed var: »Vi’et og vores bruges både reflekteret og ureflekteret gennem hele „Danernes bedrifter“ og taler om vores fortid gennem flere slægtled, vores sprog, vores folk, vores kendetegn osv., osv. Og det danner dermed den enhed af nation, stat, kirke, sprog og kultur, som de konstruktivistiske kildefornægtere blandt historikere mener ikke findes. Indvendingen om at det kun var en elite, der havde denne holdning og ikke folket, behandler Wagner også overbevisende.«

Anmelderne giver dog også visse steder udtryk for uenighed. Fx skriver Böss dette: »Wagner konkluderer, at opfattelsen af, hvad folket er – nemlig „et afstamningsfællesskab med et fædreland og fælles sprog, kultur og historie“ – var „grundlæggende den samme“ som den, man havde i 1800-tallet. Men det er en temmelig ahistorisk påstand, som det kan undre én at møde hos en historiker«. Her er dog nok tale om en misforståelse, og det er ordet »grundlæggende«, det drejer sig om. Når jeg bruger ordet »grundlæggende« i sammenhængen, menes det helt bogstaveligt: At det var det samme, der lå til grund for folket både i middelalderens og i 1800-tallets opfattelse. For det, der mentes at ligge til grund, var det nævnte »afstamningsfællesskab med et fædreland og fælles sprog, kultur og historie«. Og det er ikke en ahistorisk påstand. Böss må have misforstået meningen i sammenhængen og troet, at jeg mente, at folket opfattedes på ganske samme måde i 1800-tallet som i højmiddelalderen. Altså at der var fuld overensstemmelse. Men det er ikke det, der menes, og heller ikke det, der står – hvis brugen af ordet »grundlæggende« forstås ret.

Mere reel er uenigheden, der gives udtryk for i det følgende: »Det er i undladelsen af en nærmere analyse af samspillet mellem etnicitet, kongemagt og statsdannelse, at Adam Wagners forsøg på at forklare middelalderens danskhed halter.«

Gissel er inde på noget lignende og udbygger det – i sin i øvrigt noget længere anmeldelse – også mere. Gissel finder det, som nævnt, overbevisende, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem de to begreber patria (»fædreland«) og regnum (»rige«), men er ikke overbevist om, at kongen eller kongemagten ikke kan være afgørende for nationen: »For fuldt ud at kunne bedømme, om Adam Wagner har ret i sin karakteristik af forholdet mellem danskhed og kongedømme, måtte man gennemarbejde hele Saxos værk med henblik på, hvordan kongedømmet beskrives. Saxos måde at indlede sin fortælling på, med kongeslægtens fremkomst, og at den er folkets oprindelse, må pege i retning af kongedømmet som konstituerende for Danmark som danernes fædreland. Det bør undersøges, om denne betragtning af Saxos holdning får Wagners mange glimrende eksempler til at falde på plads på en anden måde end i hans argumentation. Wagner betoner forskellen mellem fædreland og kongedømme i modsætning til den tidligere forskning, men hvad nu hvis Saxos værk som helhed peger på, at den nationale bevidsthed, historien i egentlig forstand, begynder med kongeslægten? Efter læsningen er man overbevist om, at Adam Wagner har ret i, at gå imod Hal Koch, som hævdede, at for Saxo var fædrelandet ensbetydende med kongemagten, men det kunne godt være, at Wagner ikke helt har set kongemagtens betydning for nationen.«

Jeg indrømmer gerne, at en gennemgående læsning af Gesta Danorum med henblik på at komme Saxos syn på forholdet mellem folk og kongemagt nærmere kunne være ønskelig og højst sandsynligt ville bidrage med nye indsigter – og muligvis med en nuancering af konklusionerne. Men jeg vil også understrege, at jeg ikke i bogen har hævdet, at kongemagten ikke skulle have betydning for folket; jeg hævder derimod – med belæg i teksten – at det danske folk ikke er bestemt af kongen eller dennes magt. Altså at det danske folk fx ikke blot er betegnelse for dem, der er kongens undersåtter, eller blot er dem, der bor i kongeriget. Tværtimod er kongen gentagne gange betegnet som danernes konge. Folket har en konge – ikke omvendt. Men dermed er det jo ikke sikkert, at alt er sagt om forholdet mellem de to. Det er det næppe. Og en sådan gennemgående læsning, som Gissel efterlyser ville være et naturligt skridt, hvis Danskhed i middelalderen skulle følges op af yderligere Saxo-studier. I det hele taget ville det være godt med en mere tilbundsgående undersøgelse af Saxos forståelse af kongemagten.

Også Lindholm anviser oplagte muligheder for videre studier: »Wagner synes utvivlsomt at have fundet en sammenhæng i dansk middelalder, der både er vigtig for vores forståelse af de behandlede værker og for vores forståelse af middelalderen i det hele taget. Naturligvis er dette kun toppen af isbjerget, selvom det materiale, Wagner gennemgår, er enormt. Tilbage står for en synkron betragtning t.eks. norske og islandske middelalderværker, der griber ind i den selvsamme historie, som Saxo, Ælnoth, Sven Aggesøn og Roskildekrønikøren behandler. Diakront kan materialet udvides ad infinitum, og det er oplagt, at Danskhed i middelalderen må være med til at ændre vores blik på mange egne af fortiden, selvom kilderne må gennemgås med en tættekam.« Og det er så sandt, som det er sagt; der er nok at tage fat på.

Böss afslutter sin anmeldelse med denne bedømmelse: »der er tale om et vigtigt dansk korrektiv til den modernistiske forståelse af Danmarks og det danske folks historie.« Gissel skriver: »Adam Wagner har haft modet til at bryde med en modestrømning, som har villet benægte, at dansk sind og bevidsthed fandtes længere tilbage. Også for dette fortjener han tak.« Endog Østergård slutter med en tak: »vi andre må på samme tid takke for et sådant grundigt empirisk arbejde, som har bragt os meget længere i forståelsen af det nationale, herunder kilderne til „danskheden“, end 1980erne da nationalismeforskningen tog fart.«

Så hvad andet kan man afslutte med end: selvtak. Jeg for min del er glad for, at anmelderne har læst Danskhed i middelalderen med både kritisk og åbent sind.