mandag den 20. juni 2016

Opbyggelige tanker ved en kridtpibe

»De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.« Således skrev jeg i en tidligere optegnelse om det forrygende fund af 1100 meget velbevarede kridtpiber fra Oslos undergrund – og fortid.

Når jeg skrev sådan, var det, fordi kridtpiben som sådan er blevet brugt som billede på forkrænkelighed. Her tænkes ikke på anti-rygningskampagner fra EU, men derimod på en bestemt tobaksarie af den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750). Ja, det vil sige en tobaksarie, der tillægges Bach, for man ved strengt taget hverken, om tekst eller melodi er skrevet af ham. Men arien findes i hans hustru Anna Magdalena Bachs nodebog og kaldes teknisk for »BWV 515a«. Det er i øvrigt et stykke, jeg tidligere har skrevet om i artiklen ’Farvel og tobak?’ (i internettidsskriftet Replique).

Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev måske, måske ikke, 'En tobaksrygers opbyggelige tanker', som under alle omstændigheder findes i nodebogen til hans hustru, Anna Magdalena Bach.
I øvrigt er denne tobaksarie også opbyggelig, selvom piben forbindes med den menneskelige forgængelighed. Den hedder ’Erbauliche Gedanken eines Tobakrauchers’ (»En tobaksrygers opbyggelige tanker«) og er nærmest et stykke protestantisk kontemplation. (Den tyske tekst kan ses her; noderne her.)

Første vers lyder således:

»So oft ich meine Tobacks-Pfeife,
Mit gutem Knaster angefüllt,
Zur Lust und Zeitvertreib ergreife,
So gibt sie mir ein Trauerbild –
Und füget diese Lehre bei,
Daß ich derselben ähnlich sei.«
Hvilket i en dansk prosaoversættelse kunne blive til noget i retning af dette: »Hver gang jeg til lyst og tidsfordriv griber min tobakspibe, fyldt med god kanaster, så giver den mig et sørgebillede – og føjer den lære til, at jeg den selv er lig.« Tobaksrygeren, der tænkes at fremsige digtet, sammenligner herefter sig selv med piben i de følgende strofer: Piben stammer fra ler og jord, ligesom han selv. Og han skal selv blive til jord igen. Og også han går, som piben, i stykker, førend det var tænkt. Det er altså selve forkrænkeligheden, der er sammenlignelig.
Kridtpiber, som de oftest ses af eftertiden. De skrøbelige piber er et memento mori. De minder os om vor egen forkrænkelighed. Disse piber er fundet i Ribe og er fra 16- eller 1700-årene. (Billedet er lånt fra 'Magasinet', hvor Sydvestjyske Museer beretter om deres fund; se under optegnelsen 'Mere byarkæologi...' fra 1. februar 2010.)
Dernæst siges det, at man ikke plejer at farve piben, men lader den forblive hvid; ligesom han selv efter livet må blegne (altså: dø). Men i graven bliver kroppen lige så sort, som piben bliver det efter lang tids brug. Og når piben er antændt, så ser man som i et øjeblik, hvordan røgen forsvinder i luften; intet andet end asken bliver tilbage. Sådan fortæres også menneskets ry, og dets legeme forvandles til støv. Og videre går tankerne: Hvor ofte sker det ikke ved rygningen, at man plejer at bruge fingeren, når stopperen ikke er for hånden; da tænker han, at hvis kullet giver sådan en pine, hvor hedt er der da ikke i Helvede? Og sådan kan tobaksrygeren gøre sig opbyggelige tanker; derfor smøger han sin pibe (stedse i andagt) fuld af tilfredshed, og det både til lands, til vands og derhjemme! Det opbyggelige ligger i erkendelsen af forgængeligheden.

Den tyske basbaryton Klaus Mertens synger på denne udmærkede lille optagelse strofe 1, 3 og 6 af Bachs 'Erbauliche Gedanken eines Tobakrauchers'. Det virker godt, at han sidder med en pibe - selvom piben, han sidder med er en merskumspibe. Piben i sangen er en kridtpibe.
Egentlig mangler der i Bachs opbyggelige tobaksarie en strofe, der kan være et billede på opstandelsen. Og det var derfor, jeg kom til at tænke på Bachs tobaksarie, da jeg læste om piberne fra Oslo: For selvom de er nøjagtig lige så forgængelige og skrøbelige, som Bachs kridtpiber var det, og som Bach selv var det, og som ethvert menneske er det, ja, så bevaredes de, netop da de gik til i Oslos brand, hvorefter enhver måtte anse dem for tabt. Men nu er de atter kommet for dagens lys – bedre bevaret end alle deres samtidige. Det er da opbyggeligt.


De 1100 velbevarede kridtpiber fra Oslos undergrund kan passende minde os om vor opstandelse. For tænk, at noget så skrøbeligt, som alle troede var gået til grunde, atter kan komme velbevaret frem i lyset!
(Foto: Rofl Øhman. Billedet er lånt fra hjemmesiden Osloby.)