onsdag den 19. oktober 2016

Johs - en frihedskæmper

»Oehlenschläger har sagt: „Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå“. Vor opgave bliver at gøre denne profeti til skamme. Lad dem fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af sine rummetre, men af vor trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.« Således afsluttede den 19-årige student Johannes Stefan Jørgensen (1921-1973), kaldet »Johs«, sin rustale på Øregaard gymnasium den 21. juni 1941. Og det var ikke bare store ord ved en festlig lejlighed, skulle det vise sig. Johs blev nemlig siden aktiv sabotør, først i BOPA og siden i Holger Danske, og kom til at betale en høj pris for sin indsats. Han fik sit benet amputeret efter en aktion, hvor hans knæ var blevet ramt af tyske projektiler.


Steffen Bülow har skrevet om ham i Frihedsmuseets Venners årsskrift for 2015, som samtidigt er en selvstændig bog (dog med årsberetninger fra Frihedsmuseet m.fl. til sidst). Bülow er ikke historiker, men har skrevet ud fra en personlig interesse for Johs og dennes fader, der blev clearing-myrdet i 1944. Det er der kommet en spændende lille bog ud af, som dog også har sine svage sider.
Bogen er bygget op med små kapitler, der behandler hver deres emne eller aktion, begyndende med en beskrivelse af Johs’ fader, Stefan Jørgensen, og derpå begivenhederne i tidsfølge med Johs’ indsats, aktionerne osv. Enkelt og klart, men måske også lidt stift.
 
Man kunne i øvrigt godt have ønsket sig, at forfatteren i højere grad havde søgt at afdække Johs’, faderens og hele gruppens åndelige baggrund. Johs’ fader, Stefan Jørgensen, var tidligt medlem af Dansk Samling (DS), og han var tillige klart antinazistisk allerede i trediverne, ligesom det fremgår, at han, med Johs’ ord, var »inderligt kristen«. Hjemme hos familien Jørgensen blev der i begyndelsen af krigen holdt flere DS-dagligstuemøder, hvor bl.a. Arne Sørensen – DS' stifter og formand – deltog. Man får også at vide, at Stefan Jørgensen blev »åndelig bagmand« for den studentergruppe af sabotører, som Johs blev en del af. Men man får ikke mere at vide om Stefan Jørgensens engagement i DS eller om, hvad det betød, at han var »åndelig bagmand«. Det kunne ellers have været ikke bare spændende, men nok også bidragende til en bedre forståelse af både Johs’ og hans gruppes bevæggrunde.

Man får også at vide, at både Johs og et andet af gruppens medlemmer, Jørgen Ringsted, meldte sig ind i både DS og Akademisk Skytteforening, ligesom det oplyses, at Hans Edvard Teglers, der var gruppens leder, var medlem af DS; men oplysningerne falder ligesom tilfældigt og ude af sammenhæng med hele forløbet, som om Bülow ikke er helt opmærksom på betydningen af dem.

Men det er spændende at læse om de mange aktioner, Johs og hans gruppe foretog. Nogle vellykkede, andre mislykkede, nogle store, nogle små, nogle tragiske og andre morsomme. De skal ikke her gennemgås her, men det kan nævnes, at aktionerne indbefattede sabotage, likvideringer, en befrielsesaktion, våbentyveri mm.

Johs begyndte i en gruppe i Gentofte, der var var borgerligt og nationalt præget. Lederen blev den senere så kendte Hans Edvard Teglers. Først lavede gruppen mindre ting på egen hånd, men siden blev den en del af BOPA, og på et tidspunkt brød gruppen med BOPA og kom med i Holger Danske.

Bruddet med BOPA er der brugt noget plads på i bogen, og det er godt, for forståelsen af det er noget, der rækker videre ud. For det fremgår af en af beretningerne, at deres umiddelbare leder i BOPA, kommunisten Erik Saxtorph, i et skænderi med Teglers afslørede, at han pga. spændingerne mellem ham selv og de borgerlige i studentergruppen havde foreslået DKP’s centralkomité, at de sidstnævnte blev likvideret – men at det var blevet afslået. Selvom der tilsyneladende ikke er ganske enighed om denne udlægning, er stedet interessant, fordi det tyder på, at visse af kommunisterne ønskede at drive en benhård ideologisk linje uden hensyntagen til andre interesser end deres egne. Der bare det problem med beretningen, at selvom der tilsyneladende er tale om et citat, fremgår det ikke klart hvem eller hvad, der citeres. Ved at konsultere Jørgen Røjels bog, Holger Danske rejser sig (Samleren, 1993), kan man dog se, at det drejer sig om Jørgen Ringsteds beretning; men det burde naturligvis fremgå klart og tydeligt også i Bülows behandling.

Der er andre steder, hvor der i bogen berøres spørgsmål, hvis besvarelse kan have en videre rækkevidde end blot at afdække Johs’ og hans gruppes historie, som fx clearing-drabet på faderen, Stefan Jørgensen i 1944; for på hvilket grundlag blev disse clearing-drab udført? Det er ikke altid klart, og det er fx ikke afklaret, om tyskerne vidste, at Stefan Jørgensen var inddraget i modstandsarbejdet. Men at de skulle have udpeget ham tilfældigt, virker næsten for utroligt.

Beskrivelsen berører også andre spørgsmål, som fx de unge menneskers moralske overvejelser og deres stærke pligtfølelse og ansvarsbevidsthed. Hver enkelt stikkerlikvidering overvejes alvorligt, og der skydes ikke på må og få; heller ikke mod danske i tysk tjeneste, hvilket synes at vidne om en udpræget retsfølelse.

Man kommer desværre ikke uden om at nævne bogens største svaghed: Dens helt håbløse »citatteknik«, som allerede har været berørt. Sagen er, at næsten alle citater er skrevet i ét med den øvrige tekst uden brug af citationstegn! Det er altså i alt, alt for mange tilfælde ganske uklart, hvornår citatet begynder, og hvornår det slutter. Det er forvirrende og i værste fald misvisende.

Et eksempel (s.38): »Stålhærderiet under Jernkontoret på Vibevej i København blev bortsprængt med 36 kg trotyl, som iflg. Johs ikke levnede en spån af selve hærderiet. Hvorfor skulle det hærderi smadres? Det vidste jeg virkelig ikke. Nå, det er måske lige lovlig stærkt sagt, men personligt vidste jeg kun, at der i København fandtes ganske få stålhærderier« osv. Som man ser, glider forfatterens beretning direkte uden markering af nogen art over i Johs’ beretning på en sådan måde, at man først tror, at forfatteren sidder og småsludrer med sig selv. Andre steder får man indtryk af, at Bülow var med (og siger »vi«), indtil man opdager, at det nok er et citat fra en af de deltagendes beretninger. Men hvor begyndte citatet, spørger man sig selv. Og hvor slutter det igen? Den slags er mere reglen end undtagelsen i bogen. Desuden er det sine steder uklart, hvem der citeres.

Selvom forfatteren naturligvis har et ansvar for den slags fejl, kan det ikke alene hvile på ham. Der har været en korrekturlæser ind over (Hans Ørum), en redaktør (Kjeld Thorsen) og (ifølge forordet) også Niels Gyrsting, som desuden står for selve seriens tilrettelæggelse. Hvem der har fejlet, ved jeg naturligvis ikke, men i sidste ende er det forlagets ansvar, og det er ganske enkelt for dårligt, at Frihedsmuseets Venners Forlag sender noget ud med den slags helt grundlæggende fejl.

Det er synd for selve indholdet med den slags, der er som snubletråde for selve læsningen, for bogen er spændende, og Johs har sandelig fortjent en sådan udgivelse. Bogen Johs kan da også, uanset hvad, anbefales enhver, der interesserer sig for modstandskampen.

Og lad os så runde af med et opbyggeligt efterkrigscitat af hovedpersonen selv, et citat, der meget godt viser Johs’ åndelige indstilling, som i øvrigt var typisk for ånden i DS på krigens tid: »Jeg kan på erfaringens grund sige, at livet bliver lykkeligere og bedre, når man efter ringe evne og blot på et punkt frivilligt tager initiativet til at handle efter sin samvittighed.«




Steffen Bülow: Johs. Sabotøren. 2015
172 sider. Pris: 149 kr.

Bogen kan blandt andet bestilles på Frihedsmuseets Venners Forlags hjemmeside: www.frihedsmuseetsforlag.dk