mandag den 31. oktober 2016

Stand og nation - Anders Sørensen Vedel og Saxo

Saxo indleder fortalen til sin Danmarkshistorie med disse ord: »Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle.« (Peter Zeebergs oversættelse.)

Når man betænker Saxos egen nationale tilgang til sit værk (hvorom jeg har skrevet i bogen Danskhed i middelalderen; se også mit tidligere opslag), kan det egentlig ikke undre, at nogle af de senere tiders oversættere og udgivere også til dels har haft nationale bevæggrunde. Mange vil nok allerede tænke på N. F. S Grundtvigs friske fordanskning fra 1818. 

Saxo, som Gudmund Hentze (1875-1948) forestillede sig ham. Hentze illustrerede en af de mange udgaver af N.F.S. Grundtvigs Saxo-fordanskning, der er kommet i tidens løb, nemlig den udgave, der under navnet Danmarks Riges Krönike udkom første gang i 1924 ved Forlaget Danmark.

Grundtvig indleder sin fortale til Saxo-oversættelsen, Danmarks Krønike, således: »At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havt Forældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i det Haab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been i Fred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderlige Huus og et ærligt Navn til Arve-Gods; det er en Lykke, hvorpaa alle fromme og kiærlige Hjerter sætte besynderlig Priis; og naar denne Lykke times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinder kan frit opslaae Paulun i sine Fædres Land, og glæde sig ved deres Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes!«

Grundtvig glædede sig således også over forfædrenes ihukommelse og tillige over folkets arveret til fædrelandet. Men Grundtvig var ikke den første Saxo-oversætter, der tænkte på det danske folk og ville mindes forfædrene. Det gjaldt nemlig også manden bag den første fuldstændige danske oversættelse af Gesta Danorum, Anders Sørensen Vedel (1542-1616). Vedels oversættelse kom i 1575 under navnet Den danske Krønike (og blev genudgivet i 1851). Karsten Friis-Jensen berører det i skriftet Vedels Saxo og den danske adel.

Friis-Jensens ærinde er, som titlen antyder, at påvise, hvorledes Vedel i sin Saxo-oversættelse har søgt at give indtryk af, at den danske adels rødder gik tilbage til de personer og slægter, der er nævnt i Gesta Danorum, samt hvorledes Vedel med sit ordvalg har gengivet Saxo-krønikens Danmark, så det mindede om hans egen tids adelsvælde. Men Friis-Jensen er også inde på, hvorledes det digt, som doktor Hans Frandsen havde skrevet som en hilsen til Vedels oversættelse, er patriotisk. Hans Frandsen fremstår således i digtet ikke som talsmand for den lærde stand, men for alle danske. Og hvad skriver Hans Frandsen da? Lad os se på de to sidste strofer, hvor der først tales om Saxos krønike og dens oversættelse:
Den er nu paa vort Maal udsæt,
Oss Danske til Nytte oc Ære:
Huo ellers sit Gaffn vil acte ret,
Oc det met Flittighed lære.

Mester Anders Vedel giorde dette Gaffn,
Som førre haffde Møde oc Vanske:
Thi bør hannem Tack oc efftersagn,
Til ære, aff alle Danske.
Saxos krønike er altså ved sin oversættelse og tilgængelighed til nytte og ære for »Oss Danske«. Det, der før var vanskeligt at læse, var nu blevet oversat til »vort Maal« (og »vi« er jo de danske). Og derfor skal Vedel altså have tak af alle danske.

Friis-Jensen understreger, at man naturligvis ikke må forveksle Hans Frandsens patriotisme med det 19. århundredes demokratiske patriotisme. Og det er jo klart, for 1500-tallets Danmark var standsdelt; det var adelsvældets dage. Men ikke desto mindre var tidens danskhed altså ikke bare en form for »adelig nationalisme« (for nu at benytte et begreb, Eric Hobsbawm fremfører i sin bog om nationer og nationalisme siden 1780, da han ikke tror, at man vil kunne finde udtryk for nationalbevidsthed uden for de adeliges kreds i før-moderne tid). Hans Frandsen var ikke adelig, men af borgerstanden. Men hans danske »vi« indbefatter altså også ham selv.

Friis-Jensen understreger dette, at Danmark var et standssamfund, og skriver at »skellet mellem frels og ufrels eller ædel og uædel, altså mellem adelig eller borger og bonde, var mindst lige så betydningsfuldt som spørgsmålet om nationalitet.« Det kan jo være rigtigt nok (selvom det er vigtigt at understrege, at Friis-Jensen ikke derved siger, at nationalitet ikke betød noget), men man kunne også sige, at denne vending hos Friis-Jensen ikke er særligt nøjagtig; for hvordan måler man, hvor betydningsfuldt noget er? Er det ikke snarere et spørgsmål om at finde ud af, hvad de forskellige ting betød? De (både standen og nationaliteten) kan have været betydningsfulde, men de kan have været det på forskellig måde.

Også Anders Sørensen Vedel kom af borgerstanden; han var tillige gejstlig, idet han på tidspunktet for Saxo-oversættelsens udgivelse var slotspræst i København. Lad os se lidt på Vedels forord, og hvorledes han deri beskriver baggrunden for oversættelsen:

»Udi midler tid at denne vor Danske krønicke haffuer saaledis veret tryckt oc læst udi atskillige fremmede Landskaff noget mere end udi it halfft hundret Aar, da formercker ieg, at her haffuer veret nogle udi Danmarck, som haffue harmet oc beklaget sig, at de kunde icke komme til at læse deris egen Fædernelands Historie, som fremmede Nationer læste saa mangen god dag paa Latinsk Tungemaal. Saa at det saa gaat som fortrød oc bluedis mange, at udlendiske Folck skulde vide mere at sige aff ærlige Danske Mends herkomst oc mandommelige Gierninger, end de selff, huilcke denne ære hørde til met rette.«

Der er altså fremmede nationer, de udenlandske, og så er der danske mænd i Danmark – deres fædreland. Nogle af disse harmedes over, at de ikke selv kunne læse om fædrelandets historie og deres egen herkomst. Herved siger Vedel jo også, at hans samtids »ærlige Danske Mend« er efterkommere af de danske, som Saxo skriver om. Nu ved vi, at de danske mænd, der nødede Vedel til at gå i gang med oversættelsen, var nogle af rigets mægtigste mænd; adelige som Johan Friis, Peder Oxe og Niels Kaas.

Anders Sørensen Vedel (1542-1616), malt af Tobias Gemperle i 1578, tre år efter, at Vedels Saxo-oversættelse udkom. Billedet er fuldt af tegn og hentydninger; bl.a. ses n.tv. et ark papir med runer på. Det skal kendetegne Vedel som historiker og muligvis henvise til arbejdet med Saxo. På blækhuset står en græsk vending, der translittereret til latin er: theo kai patridi. På dansk altså: for Gud og fædrelandet. Beskueren må forstå det således, at Vedel tjente Gud og fædrelandet med sin pen. (Maleriet hænger på Frederiksborg slot. De forskellige ord og tegn er udlagt af Hanne Honnens de Lichtenberg i bogen
Tro ~ håb & forfængelighed. Billedet er lånt fra 'Wikipedia' under opslaget 'Anders Sørensen Vedel'.)

Men læser man resten af forordet, er man ikke i tvivl om, at Vedel, som doktor Hans Frandsen, også selv opfattede sig som dansk, hvilket altså ikke var forbeholdt de adelige. Vedel taler nemlig om »vore gamle Forfædre« i forbindelse med Saxos første otte bøger (hedenskabets tid), og han taler om »de gamle Forfædre«, som dyrkede Odin, Thor og Frig og gav ugedagene navn efter dem. Og andetsteds skriver han, hvordan det er en »velgierning Gud haffuer beuist oss her udi Danmarckis rige. At wi finde saa meget optegnet for oss udi denne vor Danske Krønicke, at wi kunde (…) der læse, huad erlige Mandoms gierninger vore gamle forfædre haffue bedreffuet«. Forfædrene, danerne i Saxos krønike, er altså også Vedels – og da han taler til de danske læsere, må det også være deres.

Selvom oversættelsen utvivlsomt mest henvendte sig til den danske adel, var den ikke kun ment for denne, hvilket ses, hvor Vedel atter taler om baggrunden for dens udgivelse: »Huorfaare det er offte ynsket oc begeret aff mangen fin Dansk Mand, at mand maatte faaet denne Krønicke udsæt paa vort Danske Maal, at den kunde læsis baade aff Ædel ov Wædel, oc alle dennem som Danskt Sprock forstaa.« Oversættelsen var altså både for ædel og uædel (d.e. adelig og uadelig), samt for alle der kunne dansk.
Man ser her, hvordan Vedel taler om »vort Danske Maal«, som altså er fælles for alle danske – ædel som uædel. Denne vending, »vort Danske Maal«, benytter Vedel flere steder.

Det »vi«, som er dansk, og som deler forfædre (de forfædre, Saxo beskriver), er altså ikke bare adelen, sådan som nogle måske ville antage, hvis de havde læst Hobsbawm. De, der er fælles om forfædrene, er også fælles om fædrelandet, hvilket ses, hvor Vedel priser Peder Oxe for dennes indsats for »sit Fæderne lands gaffn oc ære«, hvortil Vedel føjer: »saa at baade wi som nu leffue oc alle vore Effterkommere, læg oc lærd, skulde vide hannem tack oc ære derfaare«. Fædrelandets gavn må alle altså takke for, læg og lærd, nulevende og efterkommere, hvilket viser, at fællesskabet i fædrelandet efter Vedels opfattelse indbefatter alle stænder og alle slægtled; adel, ikke-adel, læg og lærd.

Det, at Danmarks rige var et standssamfund, betød ikke (i hvert fald ikke for Vedel), at det at være dansk var forbundet med en bestemt stand. Men det, at alle stænder var danske, betød naturligvis heller ikke, at stand var uden betydning. Efter at have prist Peder Oxe og beskrevet, hvordan »wi Danske« nu kunne læse »om de gamle Danske mends ærlige Mandommelige gierninger«, skriver Vedel: »Oc at wi der ved kunde opueckis, huere udi sin stæd, til at forsuare vore Forfædris gode rycte og prijs, som de haffue indlagd for oss, oc beflijtte oss udi allehaande Dyd oc Duelighed effter deris gode Eksempel.« Alle må altså søge at efterleve og forsvare forfædrenes store gerninger; hver på sit sted. Alle danske må altså gøre deres bedste uanset stand.

Og stænderne skal da heller ikke først og fremmest forstås som adskilte enheder, som man nok vil være tilbøjelig til i dag, men derimod som forskellige dele af en helhed: »Naar Bønder, Borgere, Klercke oc Adelen udi it Rige stemmis saaledis udi en samdrectig Concordanz, da er det den sødiste Musica, som kand glæde den Førstis [d.e. fyrstes] Hierte, som skal regere saadant it Folck.« Nok er stænderne adskilte fra hverandre, men de bør dog være dele af en helhed. Derfor var der for Vedel heller ikke en modsætning mellem et standsopdelt samfund og en fælles nationalitet.

Selvom Karsten Friis-Jensen utvivlsomt har ret i, at Vedels Saxo-oversættelse først og fremmest var tiltænkt efterspørgslen i den danske adel, var den danske adel ikke alene om at være dansk. Både Vedel og Hans Frandsen var værdige talsmænd for de lærde ikke-adelige, og de regnede sig selv og tillige lægfolk for danske. Og fælles for dem alle var det »Danske Maal«, fædrelandet og forfædrene.