Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og
hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen;
det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget
i min bog Danskhed i middelalderen.
Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.
Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat.
Anderson undersøger nemlig ikke, om det virkeligt forholder
sig sådan, som han påstår, at det universelle kristne fællesskab forankret i
latinen udelukkede en samtidig nationalbevidsthed. Han undersøger heller ikke, om
den dynastiske tænkning – hvor hvert rige skulle have været defineret af sit
centrum, mens grænserne var porøse og usikre, og hvor indbyggerne ikke regnedes
for et folk, men blot for undersåtter – nu også var gældende i al før-moderne tid, eller om den for den
sags skyld var enerådende. Det kunne jo tænkes, at denne dynastiske tænkning,
som måske nok var typisk for 16- eller 1700-tallet, ikke var udbredt i
middelalderen eller oldtiden, ligesom det kunne tænkes, at det kun var dynastierne selv, og ikke nødvendigvis
deres undersåtter, der tænkte sådan. Den dynastiske tænkning kunne med andre
ord være udtryk for magthavernes ønske om at legitimere deres magt, hvilket
dermed ikke nødvendigvis siger noget om denne tænknings udbredelse.
Endelig må det siges, at selvom der givetvis er en sandhed
i, at bogtrykkerkunsten fremmede den sproglige bevidsthed, hvilket atter kunne
fremme en national bevidsthed, er det ikke dermed udelukket, at nationalbevidsthed
også eksisterede før. Ja, det er end ikke udelukket, at sprogets rolle som en
del af en national bevidsthed også eksisterede før.
 |
| Titelbladet til den første bog trykt på dansk, »Then danskæ Krønnickæ« (kaldet Rimkrøniken), trykt i København i 1495 af Gotfred af Ghemen. Den første bog trykt på dansk modbeviser i sig selv Andersons tese om, at bogtrykkerkunsten skulle være en forudsætning for de nationale forestillinger. (Foto: Poul Steen; lånt fra »Den store danske«.) |
Anderson præsenterer altså en sindrigt konstrueret tese, men lader det blive derved. Efterprøvelsen mangler. Dokumentationen mangler. Tesen bygger på postulater og tænkte mulig- og umuligheder.
At nogle nationale fællesskaber kan være opstået netop, som
Anderson skitserer, er ikke bevis for, at der ikke kan være andre, der er ældre eller opstået på en anden måde.
Et værk, der hævder at beskrive den nationale tænknings
fremkomst uden så meget som at overveje muligheden af denne tænknings tilstedeværelse
før en bestemt historisk epoke – der
er bestemt ud fra teoretiske overvejelser og ikke ud fra kendskab til de
historiske kilder fra tiden forud – må siges at have en væsentlig brist.
Hvad kan de ældre kilder da sige? Et kig på nogle af de ældste trykte bøger ville være oplagt. Tag nu fx den første bog trykt på dansk, »Then danskæ Krønnickæ« (kaldet Rimkrøniken),
trykt i København i 1495 af den indvandrede nederlandske bogtrykker,
Gotfred af Ghemen. Ifølge Benedict Anderson skulle det altså først være efter
denne bogs tilsynekomst, at en dansk nationalitet kunne blive formet.
Men det mærkelige er, at i denne allerførste trykte bog på dansk træder
de danske konger frem en efter en og fortæller om deres skæbne. Bogen er
således en Danmarkshistorie. Og man hører om, hvordan de »danskæ« som gruppe nedstammer fra Jafet, og om hvordan disse danske samlede sig om Dan. Og: »Han for meth them the tydskæ i mod / och sloo them allæ ther ned for fod«,
fordi de tyske var trængt ind i Jylland. Og sådan fortsætter de danske
konger med at fortælle Danmarkshistorie, lige til man når frem til
Christian I; titelbladet prydes da også af en dansk konge med de danske
løver på skjoldet. Bogen blev meget udbredt og tryktes i flere oplag. Og
den danske rimkrønike er vel at mærke ældre end selve trykningen
- den findes i ældre håndskrifter og er sandsynligvis blevet til på
klosteret i Sorø i midten af det 15. årh. Den første bog trykt på dansk
modbeviser i sig selv Andersons tese om, at bogtrykkerkunsten skulle være
en forudsætning for de nationale forestillinger.
