04 oktober, 2015

En uunderbygget tese med stor virkning

Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen; det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget i min bog Danskhed i middelalderen.

Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.

Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat. 

Anderson undersøger nemlig ikke, om det virkeligt forholder sig sådan, som han påstår, at det universelle kristne fællesskab forankret i latinen udelukkede en samtidig nationalbevidsthed. Han undersøger heller ikke, om den dynastiske tænkning – hvor hvert rige skulle have været defineret af sit centrum, mens grænserne var porøse og usikre, og hvor indbyggerne ikke regnedes for et folk, men blot for undersåtter – nu også var gældende i al før-moderne tid, eller om den for den sags skyld var enerådende. Det kunne jo tænkes, at denne dynastiske tænkning, som måske nok var typisk for 16- eller 1700-tallet, ikke var udbredt i middelalderen eller oldtiden, ligesom det kunne tænkes, at det kun var dynastierne selv, og ikke nødvendigvis deres undersåtter, der tænkte sådan. Den dynastiske tænkning kunne med andre ord være udtryk for magthavernes ønske om at legitimere deres magt, hvilket dermed ikke nødvendigvis siger noget om denne tænknings udbredelse.

Endelig må det siges, at selvom der givetvis er en sandhed i, at bogtrykkerkunsten fremmede den sproglige bevidsthed, hvilket atter kunne fremme en national bevidsthed, er det ikke dermed udelukket, at nationalbevidsthed også eksisterede før. Ja, det er end ikke udelukket, at sprogets rolle som en del af en national bevidsthed også eksisterede før.

Titelbladet til den første bog trykt på dansk, »Then danskæ Krønnickæ« (kaldet Rimkrøniken), trykt i København i 1495 af Gotfred af Ghemen. Den første bog trykt på dansk modbeviser i sig selv Andersons tese om, at bogtrykkerkunsten skulle være en forudsætning for de nationale forestillinger. (Foto: Poul Steen; lånt fra »Den store danske«.)

Anderson præsenterer altså en sindrigt konstrueret tese, men lader det blive derved. Efterprøvelsen mangler. Dokumentationen mangler. Tesen bygger på postulater og tænkte mulig- og umuligheder.

At nogle nationale fællesskaber kan være opstået netop, som Anderson skitserer, er ikke bevis for, at der ikke kan være andre, der er ældre eller opstået på en anden måde.

Et værk, der hævder at beskrive den nationale tænknings fremkomst uden så meget som at overveje muligheden af denne tænknings tilstedeværelse før en bestemt historisk epoke – der er bestemt ud fra teoretiske overvejelser og ikke ud fra kendskab til de historiske kilder fra tiden forud – må siges at have en væsentlig brist.

Hvad kan de ældre kilder da sige? Et kig på nogle af de ældste trykte bøger ville være oplagt. Tag nu fx den første bog trykt på dansk, »Then danskæ Krønnickæ« (kaldet Rimkrøniken), trykt i København i 1495 af den indvandrede nederlandske bogtrykker, Gotfred af Ghemen. Ifølge Benedict Anderson skulle det altså først være efter denne bogs tilsynekomst, at en dansk nationalitet kunne blive formet. Men det mærkelige er, at i denne allerførste trykte bog på dansk træder de danske konger frem en efter en og fortæller om deres skæbne. Bogen er således en Danmarkshistorie. Og man hører om, hvordan de »danskæ« som gruppe nedstammer fra Jafet, og om hvordan disse danske samlede sig om Dan. Og: »Han for meth them the tydskæ i mod / och sloo them allæ ther ned for fod«, fordi de tyske var trængt ind i Jylland. Og sådan fortsætter de danske konger med at fortælle Danmarkshistorie, lige til man når frem til Christian I; titelbladet prydes da også af en dansk konge med de danske løver på skjoldet. Bogen blev meget udbredt og tryktes i flere oplag. Og den danske rimkrønike er vel at mærke ældre end selve trykningen - den findes i ældre håndskrifter og er sandsynligvis blevet til på klosteret i Sorø i midten af det 15. årh. Den første bog trykt på dansk modbeviser i sig selv Andersons tese om, at bogtrykkerkunsten skulle være en forudsætning for de nationale forestillinger.