»den Mark, hvorpaa Kornet kan voxe«

Digitalisering kan være godt. I hvert fald må det ses som et stort gode, at Diplomatarium Danicum (hvis oversættelsesrække hedder Danmarks Riges Breve) er ved at blive digitaliseret. Her kan man fx. læse den voldgiftsdom, som den tyske konge, Sigismund af Luxemborg, i 1424 afsagde i striden mellem Erik af Pommern og de holstenske grever om retten til Sønderjylland. Den fastslog i øvrigt, at hertugdømmet aldrig havde været et arvelen, og at holstenerne derfor ingen ret havde dertil, men at Sønderjylland var en del af Danmarks rige, underlagt kongen. Det er bare et af de mange diplomer på latin, der findes i databasen – også i faksimile og med tilhørende dansk oversættelse.

Voldgiftsdommen fra 1424, hvor Sigismund af Luxemborg, konge af Tyskland, Ungarn og Bøhmen, tildømte Danmarks konge og rige retten til Sønderjylland, hvorved det samtidigt fastsloges, at de holstenske grever ikke havde nogen arveret til landsdelen. Dommen blev læst op i Budapest den 28. juni 1424. Dette diplom er et af de mange, der er ved at blive digitaliseret som led i udgivelsen af Diplomatarium Danicum. (Billedet er lånt fra Diplomatariets hjemmeside.)

Heldigvis er projektet også blevet omtalt i medierne, men et sted faldt præsentationen af den historiske baggrund for diplomatariet undertegnede for brystet. Det var i Weekendavisen nr. 31 fra i år (i artiklen ’Ryk direkte til Middelalderen’ af Anders Lundt Hansen i tillægget Ideer), hvor filologen Thomas Hansen, der er seniorredaktør ved Diplomatariet, udtalte: »Det var arven fra det moderne gennembrud. Ønsket om forsvarlige tekstkritiske udgaver af diplomerne var motivet bag Diplomatariet. Man kunne aflive myter og forestillinger.«

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)

Opbyggelige tanker ved en kridtpibe

»De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.« Således skrev jeg i en tidligere optegnelse om det forrygende fund af 1100 meget velbevarede kridtpiber fra Oslos undergrund – og fortid.

Når jeg skrev sådan, var det, fordi kridtpiben som sådan er blevet brugt som billede på forkrænkelighed. Her tænkes ikke på anti-rygningskampagner fra EU, men derimod på en bestemt tobaksarie af den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750). Ja, det vil sige en tobaksarie, der tillægges Bach, for man ved strengt taget hverken, om tekst eller melodi er skrevet af ham. Men arien findes i hans hustru Anna Magdalena Bachs nodebog og kaldes teknisk for »BWV 515a«. Det er i øvrigt et stykke, jeg tidligere har skrevet om i artiklen ’Farvel og tobak?’ (i internettidsskriftet Replique).

Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev måske, måske ikke, 'En tobaksrygers opbyggelige tanker', som under alle omstændigheder findes i nodebogen til hans hustru, Anna Magdalena Bach.

I øvrigt er denne tobaksarie også opbyggelig, selvom piben forbindes med den menneskelige forgængelighed. Den hedder ’Erbauliche Gedanken eines Tobakrauchers’ (»En tobaksrygers opbyggelige tanker«) og er nærmest et stykke protestantisk kontemplation. (Den tyske tekst kan ses her; noderne her.)

År og dag

Det er nu bogstaveligt talt år og dag siden, at undertegnedes bog om Danskhed i middelalderen udkom på forlaget Munch & Lorenzen. Bogen er i det store og hele blevet særdeles vel modtaget og har alle steder fået en saglig behandling.

Danskhed i middelalderen er således blevet anmeldt i Jyllands-Posten (hvor den tildeltes fire stjerne ud af seks mulige), på ’historie-online’, i internettidsskriftet Replique, i Tidehverv, i Grænseforeningens blad Grænsen og i Historielærerforeningens fagblad Noter. Desuden fik den en grundig omtale (der mindede om en anmeldelse) i en klumme af cand.mag. Michael Böss i Kristeligt Dagblad, og endelig blev den omtalt i en klumme af cand.mag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen.

Jeg vil i det følgende ikke undlade at viderebringe nogle af de rosende ord, der er blevet skrevet om bogen, men jeg vil også nævne noget af den kritik der har været – og forholde mig til den.

Glimt af en verden, der forsvandt

Maria Murman (født Appelblom) stod den 9. september 1944 tilbage med sin røde kiste på kajen i Hapsal i Estland; skibet M/S Juhan lagde fra og sejlede over Østersøen til Sverige. Hun skulle egentlig have været med, men båden var fyldt med folk, og hun fik at vide, at der nok var plads til hende, men ikke til hendes røde kiste. Det var dog ikke en hvilken som helst kiste, men hendes brudekiste, hvori hun havde haft det linned og stof, hun havde vævet, da hun nogle år tidligere var blevet gift med Johan. Ham havde hun ikke hos sig der på kajen i Hapsal, for han var blevet tvangsudskrevet til Den røde Hær, og hun havde ikke hørt fra ham. Hun valgte da at blive hellere end at slippe sin røde kiste. Der kom nok en båd mere mod Sverige, tænkte hun. Men det gjorde der ikke. Juhans afgang fra Hapsal var den sidste bådafgang mod Sverige, ja, mod vest i det hele taget, i meget lang tid.

M/S JUHAN på vej ind til Stockholm. JUHAN sejlede efter svensk-tysk overenskomst ni ture mellem Estland og Sverige med flygtninge. Mere end 3000 estlandssvenske kom med JUHAN til Sverige. Mange andre kom dertil på anden vis. Efter Anden Verdenskrig var det gamle svensktalende mindretal i Estland svundet ind til næsten ingenting. (Foto: SOV:s arkiv. Billedet er lånt fra Manfred Hamberg: 'm/s Juhans resor' i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002.)

Juhan havde på sine mange ture over Østersøen transporteret mere end 3000 estlandssvenske (hvilket Manfred Hamberg har skrevet om i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002); andre havde taget flugten på anden vis, og af en svensk befolkning i Estland, der før krigen havde talt mere end syv et halvt tusind mennesker (se hjemmesiden 'Estonia.eu'), var kun få tilbage. Maria Murman var en af dem.

44 år senere, i august måned 1988, blev Maria Murman filmet til en svensk fjernsynsudsendelse (af reporteren Lisbeth Hedborg, der også siden i Svenska Dagbladet skrev om sit møde med bl.a. Maria Murman). Sovjetunionen, som Estland jo var blevet en del af kort tid efter Juhans sidste afgang i 1944, var begyndt at åbne sig, og svensk fjernsyn kunne altså lave en udsendelse om Maria Murman og de andre estlandssvenske på Ormsø, der var blevet tilbage.

Søfolk, tobak og søsyge

I populærkulturen er det en etableret sandhed, at sømænd og fiskere hører sammen med tobak, især snadden er velkendt i mundvigen på en søulk, men skråen forbindes vist også mest med søens folk. Tænk bare på Skæg (fra Rasmus Klump), Skipper Skræk eller kaptajn Haddock (fra Tintin), der alle ryger pibe. Og så er der Haribos Skipperskrå af lakrids (hvis poser sjovt nok prydes af en fisker med pibe!). Ethvert barn vil altså forbinde søfolk og tobak. Slår man op under ’ trivialkunst’ på ’Den store danske’ – altså »billeder med stereotype eller klichéagtige motiver« – fremhæves portrættet af »den gæve fisker med pibe og sydvest« ligefrem som et af »trivialkunstens mest yndede motiver«. Jo, sømanden og tobakken hører utvivlsomt sammen i den almene bevidsthed. Og som det så ofte er med stereotyper, er påstanden ikke uden en vis forbindelse med virkeligheden. For historisk har søfolk vitterlig været store yndere af tobak (læs Henning Henningsens grundige gennemgang af dette stykke kulturhistorie i artiklen ’Sømanden og tobakken’ s. 108-155 i Handels- og Søfartsmuseets Årbog fra 1978).

Ethvert barn ved, at søfolk og tobak hører sammen - her lever forestillingen på en af Haribos poser med lakrids. Oven i købet skrå og pibe på een gang. Historisk set er sammenføjningen ikke uden belæg; søfolk bragte tobakken til Danmark omkr. 1600, og søfolk har vitterlig i tidens løb været store yndere af tobak. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Netmarked'.)