Nytår

At der er gået et år, når det efter at have været sommer har været vinter og så atter bliver sommer, det er jo klart. Men hvornår begynder det nye år? Det er ikke selvfølgeligt, og nytår har da også været lagt forskelligt til forskellige tider og i forskellige lande. Nytåret hos os går i vore dage, som bekendt, ind den 1. januar, hvorfor nytårsfesten er en af julens fester (se evt. optegnelsen: 'Hvornår ender julen?'), og det ser ud til, at årsskiftet også oprindeligt lå ved juletid her i Norden, men det har dog ikke været fastlagt ved 1. januar hele tiden, da juledag også til tider har været regnet for nytårsdag. Og ser man ud i Europa, er det for tidligere tiders vedkommende et endog særdeles broget billede, der tegner sig. 

Nytårsdag har ikke altid været den 1. januar. I middelalderen blev juledag af og til regnet for årets første dag. Det var fx tilfældet, da Knud VI (her på billedet) var konge. Det ses bl.a. af dateringen af kong Knuds mandebodsforordning fra 28. december 1200 - dateret 1201. Billedet af Knud VI er fra frisen i Skt. Bendts kirke i Ringsted. (Foto: Orf3us. Billedet er lånt fra 'videnskab.dk'.)

Egentlig er hele vores kalendersystem jo romersk i sin oprindelse, selvom man ganske vist tidligere ofte benyttede danske navne til de tolv måneder. Men januar, februar osv. er de latinske navne, og nogle af disse afslører noget om, hvornår romerne oprindeligt fejrede nytår: September betyder jo »den syvende« på latin, oktober »den ottende«, november »den niende« og december »den tiende«. Romerne regnede nemlig oprindeligt 1. marts for nytårsdag. Det blev dog allerede ændret i 153 f.Kr., hvor nytåret blev flyttet til 1. januar, hvilket blev stadfæstet i 45 f.Kr. med Julius Cæsars kalenderreform.

Runestenen på Frøsø

På Frøsø i Storsjøen i Jemtland står en runesten, som kan siges at være beslægtet med den store Jelling-sten i Danmark. De ligner slet ikke hinanden, men de har det til fælles, at de begge beretter om kristningen af et folk eller et land, og det er der ikke andre runesten end de to, der gør. På Jelling-stenen hævder kong Harald, søn af Gorm, at han har kristnet danerne; Frøsø-stenens indskrift lyder sådan (transskriberet til oldnordisk): »Austmaðr, Guðfastar sun, let ræisa stæin þenna ok gærva bro þessa ok hann let kristna Iamtaland. Asbiorn gærði bro. Trionn ræist ok Stæinn runar þessar« (efter Riksantikvarieämbetet).

Frøsø-stenen; fra midten af 1000-tallet. Rundeindskriften beretter om Østmand, der både lod stenen rejse, lod gøre en bro og lod Jemtland kristne. I baggrunden ses den moderne efterfølger til Østmands bro. Pga. de moderne broers bredde er stenen flyttet fra sin oprindelige plads ved vandet. Kun Frøsø-stenen og den store Jelling-sten beretter om kristning af et folk eller et land. Frøsø-stenen er i øvrigt Jemtlands eneste kendte runesten. (Foto: Adam Wagner; 2. juli 2016.)

Oversat (til nu-dansk) bliver det: »Østmand, Gudfasts søn, lod rejse denne sten og gøre denne bro, og han lod kristne Jemtland. Asbjørn gjorde broen. Tryn og Sten ristede disse runer.« Runestenen menes at være rejst på et tidspunkt mellem 1020 og 1050.

Stand og nation - Anders Sørensen Vedel og Saxo

Saxo indleder fortalen til sin Danmarkshistorie med disse ord: »Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle.« (Peter Zeebergs oversættelse.)

Når man betænker Saxos egen nationale tilgang til sit værk (hvorom jeg har skrevet i bogen Danskhed i middelalderen; se også mit tidligere opslag), kan det egentlig ikke undre, at nogle af de senere tiders oversættere og udgivere også til dels har haft nationale bevæggrunde. Mange vil nok allerede tænke på N. F. S Grundtvigs friske fordanskning fra 1818. 

Saxo, som Gudmund Hentze (1875-1948) forestillede sig ham. Hentze illustrerede en af de mange udgaver af N.F.S. Grundtvigs Saxo-fordanskning, der er kommet i tidens løb, nemlig den udgave, der under navnet Danmarks Riges Krönike udkom første gang i 1924 ved Forlaget Danmark.

Grundtvig indleder sin fortale til Saxo-oversættelsen, Danmarks Krønike, således: »At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havt Forældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i det Haab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been i Fred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderlige Huus og et ærligt Navn til Arve-Gods; det er en Lykke, hvorpaa alle fromme og kiærlige Hjerter sætte besynderlig Priis; og naar denne Lykke times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinder kan frit opslaae Paulun i sine Fædres Land, og glæde sig ved deres Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes!«

Johs - en frihedskæmper

»Oehlenschläger har sagt: „Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå“. Vor opgave bliver at gøre denne profeti til skamme. Lad dem fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af sine rummetre, men af vor trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.« Således afsluttede den 19-årige student Johannes Stefan Jørgensen (1921-1973), kaldet »Johs«, sin rustale på Øregaard gymnasium den 21. juni 1941. Og det var ikke bare store ord ved en festlig lejlighed, skulle det vise sig. Johs blev nemlig siden aktiv sabotør, først i BOPA og siden i Holger Danske, og kom til at betale en høj pris for sin indsats. Han fik sit benet amputeret efter en aktion, hvor hans knæ var blevet ramt af tyske projektiler.

Steffen Bülow har skrevet om ham i Frihedsmuseets Venners årsskrift for 2015, som samtidigt er en selvstændig bog (dog med årsberetninger fra Frihedsmuseet m.fl. til sidst). Bülow er ikke historiker, men har skrevet ud fra en personlig interesse for Johs og dennes fader, der blev clearing-myrdet i 1944. Det er der kommet en spændende lille bog ud af, som dog også har sine svage sider.

Normannerne og slaget ved Hastings

I dag er det 950 år siden, slaget ved Hastings i England fandt sted, og dermed 950 år siden vikingetiden – efter den klassiske inddeling – ophørte. Selvom den slags skel naturligvis er kunstige, er der ikke tvivl om, at slaget og normannernes sejr over de angel-saxiske styrker udgør et afgørende skel både i engelsk og i nordisk historie. I engelsk historie, fordi den gamle angel-saxiske kultur herefter oplevede en nedgang, englænderne blev herefter behersket af et fremmed folk, der i omkring to hundrede år vedblev at tale et fremmedsprog, nemlig fransk, som først derefter smeltede sammen med det angel-saxiske til det engelske blandingssprog, vi kender i dag. I nordisk historie, fordi det stærke nordiske præg på England forsvandt, og fordi der efter normannernes sejr ikke længere fandt vellykkede nordiske erobringer af England sted.

Normannerne anførtes af hertug Vilhelm af Normandiet, i samtiden kaldet Vilhelm Bastarden og af eftertiden kaldet Vilhelm Erobreren.

Den mest kendte fremstilling af slaget ved Hastings (som dengang blev kaldt slaget ved Senlac) er nok den broderede fremstilling, der ses på Bayeux-tapetet. Dette »tapet« eller vægtæppe er mere end 70 m langt og menes at være fremstillet ganske kort efter begivenhederne, omkring 1070. Det er utroligt velbevaret, og selvom fremstillingen tydeligt viser normannernes opfattelse af forløbet, er fremstillingen ikke ubrugelig som kilde. Blandt andet er mange detaljer som skibene, udrustningen, klædedragterne med videre meget naturtro og gengivet med mange enkeltheder.

Sankt Oluf og troldkællingens kældervæg

Hellig Oluf, også kendt som Olav den Hellige, opnåede stor folkelig yndest i Norden i middelalderen allerede fra dens begyndelse. Ja, senere hen vandt denne yndest og dyrkelse endog frem i det nordlige Tyskland; altså var der for en gangs skyld tale om en kulturel og religiøs påvirkning, der gik fra nord til syd.

Denne norske helgenkonges folkelige yndest ses bl.a. af de mange sagn, han optræder i. Det er for længst og ganske givet med rette blevet bemærket, at han i disse folkelige sagn optræder som en slags erstatning for Thor, hvilket nok er en del af forklaringen på den gunst han vandt. I så fald må Olufs udbredelse og opkomsten af i hvert fald nogle af disse sagn gå langt tilbage i tid.

Der er nogle særlige træk ved Oluf i disse sagn, der leder tankerne hen på Thor. Først og fremmest havde Oluf rødt skæg, ligesom Thor. Det er der naturligvis ikke noget sært i, men det bemærkelsesværdige er, hvorledes dette kendetegn er blevet husket i den folkelige overlevering; det er altså blevet tillagt betydning. Desuden optræder Oluf i sagnene som en kæmpe, ja, nærmest en halvgud, mere end en konge, han være nok så hellig. Han kan med sit prægtige skib »sejle« i luften – og gennem klipper og bjerge! Endvidere bærer Oluf sin letgenkendelige »danske økse«, som man gerne kaldte den i vikingetiden; altså en stridsøkse med langt skaft. Det er naturligvis ikke en hammer, men minder måske lidt om. I hvert fald har Oluf, som Thor, sit eget særegne våben med sig til hver en tid. Egentlig er denne langøkse Olufs marterredskab, altså det redskab, der dræbte ham og dermed ophøjede ham til helgenes skare. Endelig, og det er nok det afgørende træk, fremstår han som den store trolde- og jættebetvinger, hvorved han er menneskenes værner mod vildmarkens truende kræfter. Her har han slet og ret overtaget den rolle, Thor før spillede i menigmands bevidsthed.

Sankt Oluf i en senmiddelalderlig dansk fremstilling, nærmere bestemt et kalkmaleri af Isefjordmesteren i Tuse kirke. Oluf ses med sit marterredskab, langøksen, og trædende et uhyre, hedenskabet, under fode. I folkesagnene har han med sit røde skæg og sin evige kamp mod troldtøj været en slags efterfølger til Thor. (Foto: Hideko Bondesen - http://www.nordenskirker.dk.)

Polske vikinger?

’Harald Blåtands vikinger var polske lejesoldater’ hedder den opsigtsvækkende overskrift til en artikel (af Gunver Lystbæk Vestergård) på Aarhus universitets hjemmeside. I underrubrikken står der følgende: »Arkæologer fra Aarhus Universitet kan som en del af et internationalt forskerhold afsløre, at en stor del af Harald Blåtands vikingehær var udlændinge – muligvis fra Polen. Dermed skal nationalmyten om den danske stats dannelse tages op til revision.«

Allerede her blødes overskriftens påstand altså noget op ved brug af ordet »muligvis«; men overskriften, som altså er misvisende, vil jo alligevel være styrende for folks forståelse af artiklen og dens indhold. Det så man, da flere andre, tydeligvis pirret af »sensationen« med de polske vikinger, overtog overskriften og dens påstand (se fx Information). Og selvom artiklen om de polske vikinger er fra 2011, lever dens tolkning videre, senest i en artikel i Weekendavisen (#36 2016, ’Følelser ved fronten’ af Anders Lundt Hansen), hvor det om de krigergrave ved Trelleborg, som det hele drejer sig om, hedder, at de viser, »at krigergrupperne var multietniske.« Det er der slet ikke belæg for at sige, og artiklen fra Aarhus universitet er således et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at præsentere forskningsresultaterne sagligt og uden vidtgående slutninger på et spinkelt grundlag og ikke »sælge« dem med iøjnefaldende, men uholdbare, påstande.

En fællesgrav ved Trelleborg på Sjælland; man ser benene af de døde krigere. I 2011 blev tandemaljen fra 48 sådanne vikingetidskrigere undersøgt, og resultatet blev på Aarhus universitets hjemmeside udlagt, som om Harald Blåtand benyttede sig af polske lejesoldater. Denne vidtgående påstand holder dog ikke for en nærmere undersøgelse. Heller ikke påstandene om, at krigerne skulle være fremmede eller udlændinge er særligt sikre. Måske var nogle af dem bare fra Bornholm eller Skåne? (Billedet er lånt fra Nationalmuseets hjemmeside.)

En del af problemet er givetvis, at det at dræbe »myter« (allerhelst »nationale« eller »nationalromantiske« myter) er blevet et mål i sig selv for forskningen. Det giver fremstillingen en ganske anstrengt form, da sådanne myter ofte slet ikke findes og derfor først må konstrueres som en anden stråmand. Den eksisterende viden fremstilles ofte mere simpel, end den er, med henblik på at kunne stikke den ned og triumfere over mytens død. Og den største »skalp« synes altså at være nedgørelsen af en påstået national eller romantisk opfattelse; det er i hvert fald den fortælling sådanne sensationer gerne er bygget op over.

»lifligst Drik fra dunkle Væld«

I sommer besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende skilt ved siden af med denne tekst:

Du vandringsman på vägen går

Kom hit och drick du svalka får

Ty vattnet äger samma kraft

Som i St. Olofs tid det haft.

Men ak, da jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der er sprunget af vor egen fortids kilde.

»Sankt Olofs källa« i Hardemo i Nærke, Sverige. En af Nordens mange helligkilder - og en af de mange, der er viet til hellig Oluf - altså Olav den Hellige. Kildens omgivelser er, som det ses, fint bevaret - men kilden er tørlagt. Ofte sker det pga. dræn, hvilket er synd, for helligkilderne er vore ældste bevarede kulturminder. (Foto: Adam Wagner.)

»den Mark, hvorpaa Kornet kan voxe«

Digitalisering kan være godt. I hvert fald må det ses som et stort gode, at Diplomatarium Danicum (hvis oversættelsesrække hedder Danmarks Riges Breve) er ved at blive digitaliseret. Her kan man fx. læse den voldgiftsdom, som den tyske konge, Sigismund af Luxemborg, i 1424 afsagde i striden mellem Erik af Pommern og de holstenske grever om retten til Sønderjylland. Den fastslog i øvrigt, at hertugdømmet aldrig havde været et arvelen, og at holstenerne derfor ingen ret havde dertil, men at Sønderjylland var en del af Danmarks rige, underlagt kongen. Det er bare et af de mange diplomer på latin, der findes i databasen – også i faksimile og med tilhørende dansk oversættelse.

Voldgiftsdommen fra 1424, hvor Sigismund af Luxemborg, konge af Tyskland, Ungarn og Bøhmen, tildømte Danmarks konge og rige retten til Sønderjylland, hvorved det samtidigt fastsloges, at de holstenske grever ikke havde nogen arveret til landsdelen. Dommen blev læst op i Budapest den 28. juni 1424. Dette diplom er et af de mange, der er ved at blive digitaliseret som led i udgivelsen af Diplomatarium Danicum. (Billedet er lånt fra Diplomatariets hjemmeside.)

Heldigvis er projektet også blevet omtalt i medierne, men et sted faldt præsentationen af den historiske baggrund for diplomatariet undertegnede for brystet. Det var i Weekendavisen nr. 31 fra i år (i artiklen ’Ryk direkte til Middelalderen’ af Anders Lundt Hansen i tillægget Ideer), hvor filologen Thomas Hansen, der er seniorredaktør ved Diplomatariet, udtalte: »Det var arven fra det moderne gennembrud. Ønsket om forsvarlige tekstkritiske udgaver af diplomerne var motivet bag Diplomatariet. Man kunne aflive myter og forestillinger.«

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)

Opbyggelige tanker ved en kridtpibe

»De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.« Således skrev jeg i en tidligere optegnelse om det forrygende fund af 1100 meget velbevarede kridtpiber fra Oslos undergrund – og fortid.

Når jeg skrev sådan, var det, fordi kridtpiben som sådan er blevet brugt som billede på forkrænkelighed. Her tænkes ikke på anti-rygningskampagner fra EU, men derimod på en bestemt tobaksarie af den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750). Ja, det vil sige en tobaksarie, der tillægges Bach, for man ved strengt taget hverken, om tekst eller melodi er skrevet af ham. Men arien findes i hans hustru Anna Magdalena Bachs nodebog og kaldes teknisk for »BWV 515a«. Det er i øvrigt et stykke, jeg tidligere har skrevet om i artiklen ’Farvel og tobak?’ (i internettidsskriftet Replique).

Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev måske, måske ikke, 'En tobaksrygers opbyggelige tanker', som under alle omstændigheder findes i nodebogen til hans hustru, Anna Magdalena Bach.

I øvrigt er denne tobaksarie også opbyggelig, selvom piben forbindes med den menneskelige forgængelighed. Den hedder ’Erbauliche Gedanken eines Tobakrauchers’ (»En tobaksrygers opbyggelige tanker«) og er nærmest et stykke protestantisk kontemplation. (Den tyske tekst kan ses her; noderne her.)

År og dag

Det er nu bogstaveligt talt år og dag siden, at undertegnedes bog om Danskhed i middelalderen udkom på forlaget Munch & Lorenzen. Bogen er i det store og hele blevet særdeles vel modtaget og har alle steder fået en saglig behandling.

Danskhed i middelalderen er således blevet anmeldt i Jyllands-Posten (hvor den tildeltes fire stjerne ud af seks mulige), på ’historie-online’, i internettidsskriftet Replique, i Tidehverv, i Grænseforeningens blad Grænsen og i Historielærerforeningens fagblad Noter. Desuden fik den en grundig omtale (der mindede om en anmeldelse) i en klumme af cand.mag. Michael Böss i Kristeligt Dagblad, og endelig blev den omtalt i en klumme af cand.mag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen.

Jeg vil i det følgende ikke undlade at viderebringe nogle af de rosende ord, der er blevet skrevet om bogen, men jeg vil også nævne noget af den kritik der har været – og forholde mig til den.

Glimt af en verden, der forsvandt

Maria Murman (født Appelblom) stod den 9. september 1944 tilbage med sin røde kiste på kajen i Hapsal i Estland; skibet M/S Juhan lagde fra og sejlede over Østersøen til Sverige. Hun skulle egentlig have været med, men båden var fyldt med folk, og hun fik at vide, at der nok var plads til hende, men ikke til hendes røde kiste. Det var dog ikke en hvilken som helst kiste, men hendes brudekiste, hvori hun havde haft det linned og stof, hun havde vævet, da hun nogle år tidligere var blevet gift med Johan. Ham havde hun ikke hos sig der på kajen i Hapsal, for han var blevet tvangsudskrevet til Den røde Hær, og hun havde ikke hørt fra ham. Hun valgte da at blive hellere end at slippe sin røde kiste. Der kom nok en båd mere mod Sverige, tænkte hun. Men det gjorde der ikke. Juhans afgang fra Hapsal var den sidste bådafgang mod Sverige, ja, mod vest i det hele taget, i meget lang tid.

M/S JUHAN på vej ind til Stockholm. JUHAN sejlede efter svensk-tysk overenskomst ni ture mellem Estland og Sverige med flygtninge. Mere end 3000 estlandssvenske kom med JUHAN til Sverige. Mange andre kom dertil på anden vis. Efter Anden Verdenskrig var det gamle svensktalende mindretal i Estland svundet ind til næsten ingenting. (Foto: SOV:s arkiv. Billedet er lånt fra Manfred Hamberg: 'm/s Juhans resor' i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002.)

Juhan havde på sine mange ture over Østersøen transporteret mere end 3000 estlandssvenske (hvilket Manfred Hamberg har skrevet om i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002); andre havde taget flugten på anden vis, og af en svensk befolkning i Estland, der før krigen havde talt mere end syv et halvt tusind mennesker (se hjemmesiden 'Estonia.eu'), var kun få tilbage. Maria Murman var en af dem.

44 år senere, i august måned 1988, blev Maria Murman filmet til en svensk fjernsynsudsendelse (af reporteren Lisbeth Hedborg, der også siden i Svenska Dagbladet skrev om sit møde med bl.a. Maria Murman). Sovjetunionen, som Estland jo var blevet en del af kort tid efter Juhans sidste afgang i 1944, var begyndt at åbne sig, og svensk fjernsyn kunne altså lave en udsendelse om Maria Murman og de andre estlandssvenske på Ormsø, der var blevet tilbage.

Søfolk, tobak og søsyge

I populærkulturen er det en etableret sandhed, at sømænd og fiskere hører sammen med tobak, især snadden er velkendt i mundvigen på en søulk, men skråen forbindes vist også mest med søens folk. Tænk bare på Skæg (fra Rasmus Klump), Skipper Skræk eller kaptajn Haddock (fra Tintin), der alle ryger pibe. Og så er der Haribos Skipperskrå af lakrids (hvis poser sjovt nok prydes af en fisker med pibe!). Ethvert barn vil altså forbinde søfolk og tobak. Slår man op under ’ trivialkunst’ på ’Den store danske’ – altså »billeder med stereotype eller klichéagtige motiver« – fremhæves portrættet af »den gæve fisker med pibe og sydvest« ligefrem som et af »trivialkunstens mest yndede motiver«. Jo, sømanden og tobakken hører utvivlsomt sammen i den almene bevidsthed. Og som det så ofte er med stereotyper, er påstanden ikke uden en vis forbindelse med virkeligheden. For historisk har søfolk vitterlig været store yndere af tobak (læs Henning Henningsens grundige gennemgang af dette stykke kulturhistorie i artiklen ’Sømanden og tobakken’ s. 108-155 i Handels- og Søfartsmuseets Årbog fra 1978).

Ethvert barn ved, at søfolk og tobak hører sammen - her lever forestillingen på en af Haribos poser med lakrids. Oven i købet skrå og pibe på een gang. Historisk set er sammenføjningen ikke uden belæg; søfolk bragte tobakken til Danmark omkr. 1600, og søfolk har vitterlig i tidens løb været store yndere af tobak. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Netmarked'.)

Fragmenter fra frihedskampen

»Det blev den 5. maj. For de af os, som er gamle – eller er på vej til at blive det – behøver datoen ikke noget årstal. Den står mejslet ind i vores sind: Femte maj, den dag da fem års tysk besættelse med vold og mord og terror afsluttedes i en eksplosion af solskin og jubel, „mens kysterne blegned af lykke omkring den befriede jord.“« Sådan skriver Knud Christensen om denne dag i sine besættelsestidserindringer, – their finest hour, som udkom kort før nytår. Den bog skal omtales i det følgende, men læseren må dog vide, at jeg ikke er ganske uhildet, da jeg på forfatterens opfordring har skrevet forordet til bogen. Men jeg kan da nævne, at også Berlingske Tidende har fundet den værd at omtale - i øvrigt sammen med to andre bøger om frihedskæmpere.

Knud Christensen som 19-årig. Da var han redaktør af flere illegale blade og desuden inddraget i andet modstandsarbejde. Knud Christensen begyndte sine illegale aktiviteter i august 1942, som syttenårig. (Billede fra bogen - their finest hour.)

Knud Christensen er en af dem, der vitterlig er i stand til at udtale sig om besættelsesmagtens vold, mord og terror, for han var med, da det gjaldt, både som udgiver af illegale blade, deltager i våbenmodtagelser, sabotage med mere. Bogen, der har undertitlen Fragmenter fra frihedskampen, er udgivet af Dansk Samling, som Knud Christensen var medlem af under besættelsen. Ja, det er han for øvrigt endnu, idet han i dag er æresmedlem. I øvrigt har »fragmenterne« været udgivet tidligere – i 1995 i årbogen fra Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn – men er altså nu for første gang udgivet som selvstændig bog.

Nu ride vi sommer i by

Længe før man kendte begreberne »kampdag« eller »international« var 1. maj - som hedder valborgdag - den dag, hvorpå man fejrede sommerens komme, og hvor man »red sommer i by«. Den gode Henrik Gerner (der havde været med i den nordsjællandske modstandsbevægelse i svenskekrigenes onde dage) skrev derom i sin Rijmstock fra 1670 om årets gang og bondens gøremål:

Hey, nu ride vi Sommer ibye, vi siungende kommer
Med dend herlige May, oc med dend lystige Sommer.

Aftenen forinden - valborgsaften - havde mange våget ved bålet, og valborgdag satte man majstangen op. Majstangen var pyntet med nyudsprunget løv og farvede bånd - heraf udtrykket »at maje ud«. Kalenderreformen i 1700 bragte forvirring, da man (for at rette den skævhed, som den gregorianske kalender havde medført) sprang ti dage over, for derefter var bøgen slet ikke længere udsprungen den 1. maj (som jo nu svarede til den 20. april i den gamle kalender). Med tiden blev festerne for sommerens komme løsrevet fra valborgdag og fandt nu blot sted på et tidspunkt mellem 1. maj og sankthans. Nogle steder overlevede skikkene som pinseskikke, mens andre holdt fast i begyndelsen af maj som den rette tid. (Hvilket man alt sammen kan læse mere om i Birgit Hansens bog om Fester for sommerens komme eller i Iørn Piøs om Det festlige år.)

Majstangen, som er pyntet (eller »majet ud«), er oprindeligt knyttet til valborgdag (d. 1. maj), hvor man festede for sommerens komme. (Billedet er lånt fra et gammelt Richs-album.)

 

Da arbejderbevægelserne trængte frem, satte de mange arbejdere, der havde deres rod på landet og i landbokulturen, deres præg på »festlighederne«. Det, som de fleste af dem, der hverken er arbejdere eller socialister, kan sætte pris på ved »kampdagen«, er vel just de gamle festlige træk fra glæden over sommerens komme: bøgeløv, musik, gode venners lag, god mad og øl. Men dansen mangler desværre.

Glædelig valborgdag! Lad os ride sommer i by!

- Adam Wagner

Et forrygende fund

1100 kridtpiber fundet i Oslo – den nyhed kunne nok få én til at spærre øjnene op. For nok findes der ofte mange stumper af kridtpiber rundt om i byer og på havbunden, men dette er dog et stort enkeltfund. Desuden var piberne i Oslo næsten alle uskadte, hvilket er usædvanligt; der er såmænd tale om verdens største fund af hele piber fra 1600-tallet. Og så var de ældre end 1624, hvilket i sig selv var lidt overraskende, hvilket vi vender tilbage til. Jeg læste først om fundet, da hjemmesiden ’Osloby’ bragte en artikel om det for nylig, men fundet er dog gjort i 2008. Også det vender vi tilbage til.

Et lille udvalg af de 1100 kridtpiber, der i 2008 blev fundet i Oslos undergrund. Stedet var engang en del af Bjørviken, og der lå Oslos store havn, før den ødelæggende brand i 1624. De fine tobakspiber vidner om, at Oslo var en by, hvis borgere var med på moden, idet tobaksnydelse og piberygning var noget temmelig nyt. Fundet er verdens største fund af hele tobakspiber fra 1600-tallet. (Foto: Rofl Øhman. Billedet er lånt fra hjemmesiden Osloby)

At piberne var så velbevarede skyldes, at de engang for knap 400 år siden gik tabt i forbindelse med en brand. Ja, det lyder mærkeligt, men forklaringen er følgende: Den 17. august 1624 var der (endnu engang) ildløs i Oslo, og næsten hele byen samt byens omfattende havneanlæg brændte ned. Og piberne, der må have stået samlet på bryggen, klar til at blive bragt ud eller afhentet, må være faldet i vandet, inden ilden nåede at ødelægge dem. Bryggen brændte og styrtede sammen, og piberne havnede således på Bjørvikens bund, hvor de siden blev beskyttet af lag af mudder. De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.

Der må være en grænse

Ligesom det har været gængs at påstå, at folkene eller nationerne i før-moderne tid var enten ikke-eksisterende, helt anderledes opfattet eller uklart definerede, sådan er der også blevet sagt om grænser i almindelighed og rigsgrænser i særdeleshed, at de var fraværende eller i hvert fald ganske diffuse, udflydende eller uklare. Det sås for nylig i en artikel i Weekendavisens tillæg Faktisk, som er beregnet for børn, da man i en »faktaboks«, der hed ’Historien om grænser’, kunne se historikeren Uffe Østergård citeret for følgende: »Grænserne udviklede sig lidt efter lidt fra 1500-tallet og frem. (…) Omkring 300 år senere begyndte lande, som vi kender dem i dag, at dukke op, og så lavede man grænser omkring dem«. Der kan være tale om en meget kraftig beskæring af Østergårds udtalelse fra journalisten Marta Sørensens side, men indtrykket, der efterlades, er i hvert fald noget uheldigt. Østergård uddyber: »Grænsen var ikke en streg på jorden eller en grænsebom, men et stort område som skovene i det svenske landskab Småland.« Udsagnet bragte mindelser om Benedict Andersons påstand, fremsat i hans kendte værk om nationerne som Forestillede fællesskaber, hvor han om de dynastiske riger, hvis tankegang angiveligt gik forud for og i øvrigt forhindrede de moderne forestillinger om nationen, siger: »staterne blev defineret ved deres centre, grænser var porøse og uklare« (Imagined communities s .19, egen overs.).

Det er naturligvis rigtigt, at der ikke i middelalderen var grænsebomme ved rigets grænse, ligesom man næppe heller har opfattet grænsen som en streg, man kunne skræve hen over for at stå med et ben i hvert rige. Men det gør ikke grænsen fraværende. En rigsgrænse i middelalderen kunne ganske rigtigt være en skov eller et bjerg, eller det kunne være en flod eller en å, som fx Ejderen, der i 811 blev fastlagt som grænse mellem Frankerriget og Danmark. Og i sidste tilfælde, hvor grænsen udgjordes af en å eller flod, er man jo meget nær ved grænsen som en »streg« eller i hvert fald en linje i landskabet. Og at en grænse udgøres af et bælte eller af et ingenmandsland er heller ikke ensbetydende med, at grænsen så ikke er der, eller at den skulle være uklar. Der er ikke noget uklart over en skov eller et fjeld.

Grænsestenen ved Danabæk; den anden af de seks sten, som sattes som grænsemærke mellem Danmark og Sverige. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Ekomuseum nedre Ätradalen'.)

Nationalitet og kultursammenstød i Helsingør – i 1500-tallet

En af de ting, der viser, at man i før-moderne tid, fx i middelalderen, tænkte nationalt, eller etnisk om man vil, er den kendsgerning, at der blandt et lands indbyggere skelnedes mellem hjemmehørende og fremmede; også selvom disse fremmede i en eller anden forstand var blevet borgere og levede og virkede i pågældende land. I min bog om Danskhed i middelalderen behandler jeg sådanne eksempler hos Saxo. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af Roskilde, hvoraf det fremgår, at der på Valdemar den Stores tid netop skelnedes mellem byens danske indbyggere og de fremmede, som var saxer:

»Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester«. (Saxos Danmarkshistorie XIV 21,1 – Peter Zeebergs oversættelse.)

Det var naturligvis mest i byerne, at sådanne fremmede slog sig ned, da de ofte kom som købmænd eller håndværkere. Det er i øvrigt ikke ny viden, at der var sådanne fremmede i de danske byer, men længe har man ikke beskæftiget sig så meget med emnet, hvilket måske har været medvirkende til, at den antagelse, at man ikke tænkte nationalt eller etnisk i før-moderne tid, har kunnet udbrede sig.

Men nu er der et stort forskningsarbejde i gang med hjemsted på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvilket Weekendavisens sektion ’Ideer’ for nogle måneder siden bragte en spændende artikel om (’Naboens diskrete charme’ af Morten Beiter i #07 2016). Projektet (der mærkeligt nok ikke har et dansk navn) skal undersøge de fremmede i byer i Danmark (og en enkelt i Sverige) i tidsrummet 1450-1650. På trods af den noget politiserede beskrivelse af projektet – hvis formål er at genoprette balancen i vore dages debat om de fremmede i Danmark ved en indsigt i forholdet mellem danske og udlændinge i Danmark i nævnte tidsrum – er projektet ganske seriøst og vil efter alt at dømme blive et stort skridt fremad også for forskningen i nationalitet i før-moderne og tidlig-moderne tid.

Prospekt over Helsingør og  Kronborg (og Øresund og Skåne) fra Georg Brauns og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum i seks bind, udgivet fra 1572 til 1617. (Billedet her er lånt fra Wikipedias opslag 'Kronborg'.)

Danskheden er en moderne konstruktion!

Jeg har kviet mig lidt ved at skulle lave denne optegnelse, da det i nogen grad strider mod det, jeg hidtil har taget for givet, men sandheden må frem, og jeg vil derfor ikke skjule, at jeg i Rigsarkivet har gjort et bemærkelsesværdigt fund, et dokument, der må rokke ved vores opfattelse af danskheden; den måde, hvorpå vi forstår det at være dansk, er måske ganske ny! Dokumentet sandsynliggør nemlig, at den nationale danske identitet er konstrueret i slutningen af 1700-tallet, og at den dermed er moderne og først opstået efter Den franske Revolution.

Et tilsyneladende uanseligt dokument lå gemt blandt papirer i et andet, helt uvedkommende læg om stikkerlikvideringer begået af en hidtil ukendt gruppe under Besættelsen. Det gamle dokument stammede fra et hemmeligt møde holdt skærtorsdag 1790 i en klub i København. Hvordan det er havnet blandt papirerne fra besættelsestiden – som jeg helt eksklusivt havde fået lov at se – er lidt af en gåde. Der er ingen, der har haft fingre i de papirer, siden de blev samlet kort før folketingsvalget i 1945, og Frode Jakobsen båndlagde dem for 70 år. Har nogen villet skaffe det gamle dokument af vejen? Eller var der tværtimod nogen, der forsøgte at sikre det mod destruktion? Intet vides med sikkerhed.

Der findes naturligvis ingen billeder, der viser det hemmelige skærtorsdagsmøde, hvor vores dokument blev til, men dette billede viser en typisk københavnsk 1700-talsklub, hvor der disputeres og drikkes tobak. Referenten ses sidde under bordet. Sådan omtrent kan vores møde også have taget sig ud. Men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, var det ikke rene »kandestøberier«, der foregik ved sådanne møder; som det vil ses i hovedteksten, kan mødet, der refereres i vort dokument, meget vel have haft altafgørende betydning for den moderne danskhed.

Men til selve sagen: Dokumentet, der som sagt er dateret »Kiøbenhavn Anno 1790 den 1^ste Aprilis«, er helt tydeligt et mødereferat. Men allerede derved, at de deltagende kun benævnes ved, hvad der ganske sikkert er dæknavne, er dokumentet interessant. Deltagerne har tydeligvis villet skjule deres identitet. Og når man læser videre, forstår man det godt, for mødets deltagere ville givetvis være blevet dømt for højforræderi, hvis deres rette navne var kommet frem.

Ejderen – en åre i folkets historie

»En åre i et folks historie« – sådan kalder forfatteren Hans-Tyge B.T.T. Haarløv både poetisk og rammende den gamle danske grænseflod Ejderen. Og folket, det er naturligvis det danske. Bogen, der ganske enkelt hedder Ejderen, er en lystrejse i tid, ord og billeder langs denne flod. Det er en rigtig kaffebordsbog med flotte helsidesbilleder på venstresiderne og små tekster på højresiderne. Hvert opslag danner således et afsnit for sig. Forfatteren fortæller godt, og er da også lærer på Rønshoved højskole, der siden sin grundlæggelse i 1921 har haft særlig opmærksomhed på Sydslesvig – altså den del af Sønderjylland, der ikke blev dansk i 1920.

Bogen er opbygget som en rejse fra Ejderens udspring i Holsten (syd f. Kiel) til dens »endeligt« i vadehavet. Og det er en tur, man, mens man læser, får lyst til at tage selv – så er man advaret! Der berettes skiftevis om historiske, kulturelle, nationale og dagligdags emner og om natur og teknik, og hvad der nu ellers passer ind – eller faldt forfatteren ind. Og det er såmænd både fornøjeligt og oplysende, og den gamle Ejder træder efterhånden frem som en personlighed.

Ejderen, nær Nordfeld sluse. Billedet er også forsidebillede til bogen Ejderen. (Foto: Hans-Tyge B.T.T. Haaløv. Billedet er lånt fra hjemmesiden til bogen.)

Påskekællinger

En påskekælling, det er en heks, der huserer natten til skærtorsdag. Mange har nok hørt, at heksene flyver til Bloksbjerg sankthansaften, mens andre ved, at de også flyver afsted voldborgaften. Men tidligere fløj heksene altså også afsted skærtorsdagsaften, i hvert fald på de østdanske øer – og i Skånelandene. Denne skik deler de østdanske hekse i øvrigt med hele det svenske område, hvor det ligefrem er blevet skik, at børnene går »påskkärring«, hvilket vil sige, at de udklædte som hekse går rundt i nabolaget og ønsker god påske og belønnes med godteri.

Dette er vistnok det ældste kendte billede af en flyvende heks i Danmark. Det er et kalkmaleri fra domkirken i Slesvig, dateret til 1240-50 . (Foto: Alexander Voss. Billedet er lånt fra hjemmesiden til den evangelisk-lutherske menighed i Slesvig.)

Ridderromantik eller Lars Tyndskid?

Det er fremragende, at Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med hjemmesiden 'middelaldertekster.dk' har gjort en række danske middelaldertekster tilgængelige på internettet og oven i købet har gjort det muligt at foretage ordbogsopslag lige fra selve teksten, sådan som Politiken kunne berette i et interview med dr.phil. Marita Akhøj Nielsen (6/1). Og det er også fint, at folk med adgang til teksterne således kan danne sig et mere retvisende billede af middelalderens virkelighed; men det overrasker mig, at Akhøj Nielsen tror, at folks opfattelse af middelalderen først og fremmest er præget af romantiske forestillinger om ædle riddere og skønne jomfruer. Jeg vil påstå, at opfattelsen af middelalderen som mørk, beskidt, ussel, tilbagestående og åndeligt fattig stadigvæk er mere almindelig. Og jeg mener, at Akhøj Nielsen i sin iver efter at imødegå den angiveligt udbredte romantiske forestilling kommer til at overdrive det uromantiske i en sådan grad, at hun kommer til at understøtte opfattelsen af middelalderen som en »mørk« periode.

Som Akhøj Nielsen er citeret, må man forstå det således, at vores romantiserede opfattelse af middelalderen dybest set stammer fra 1800-tallet med bl.a. B. S. Ingemanns historiske romaner. Akhøj Nielsen uddyber: »Det skabte en helt anakronistisk forestilling om, hvad det vil sige at være dansk. Men den middelalderbonde, der har smattet rundt i mudderet for at få sine udslidte øg til at bringe en lille smule byg på marken, så han kunne få noget øl at drikke i stedet for at få dårlig mave af det beskidte vand, har jo ikke tænkt på, at han var dansk«.