På sin pilgrimsfærd mod Det hellige Land besøgte Erik Ejegod i 1103 Konstantinopel, og der mødte han nogle fra den græske kejsers livvagt, væringegarden, for den bestod jo af nordiske krigere. Ifølge den danske historieskriver Sakse (Saxo Grammaticus) var det de danske i garden, der ville mødes med kong Erik: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge.« Det fik de lov til, selvom kejseren var bange for, »at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem.«. Sakse forklarer i øvrigt på følgende måde for læseren, hvorfor der var danske krigere der hos kejseren: »Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.« (Saxos Danmarkshistorie XII 7,1 og 7,2; Peter Zeebergs oversættelse.)
Piræus-løven, som på sin højre skulder og sin venstre flanke samt sit venstre forben bærer runeindskrifter. Ved at se nærmere på billedet aner man nok førstnævnte, som med sit slyngede runebånd har været den flottest udførte af indskrifterne. Alle indskrifterne er tilsyneladende fra 1000-tallet og er sandsynligvis udført af nordboer, som har været i den græske kejsers livgarde, væringer kaldet. Denne væringegarde bestod nemlig af folk, der talte dansk tunge, dvs. nordboer i det hele taget. Nogle af dem har mestret runekunsten og har således efterladt sig spor af deres "danske tunge" på denne løve, der oprindeligt (siden antikken) vogtede over havnen i Piræus, men som nu står foran det gamle skibsværft i Venedig, hvortil venetianerne første den som krigsbytte i 1688. I indskriften på løvens højre side har Thorgunn Snædal tydet de nordiske navne Åsmund, Eskil og Thorleif, som altså enten selv har ristet runerne eller mindes eller blot omtales. (Foto: Didier Descouens. Fra 'Wikipedia' under opslaget 'Pireuslejonet'.) |
Umiddelbart kunne man nu forledes til at tro, at der kun var danske krigere i kejserens livvagt, men det var ikke tilfældet, for det var ikke kun danerne, der talte dansk, selvom sproget naturligvis havde navn efter netop dem – alle de nordiske folk talte »dansk«. Nærlæser man Sakses fremstilling i sin helhed, fremgår det, at han tog det for givet, at både daner, sveer og nordmænd talte samme sprog (se bl.a. min fremstilling i Danskhed i middelalderen s. 228ff.), hvilket ganske svarer til den almindelige opfattelse dengang. Det nordiske begreb »dansk tunge« betegnede ganske enkelt det fællesnordiske sprog; jævnfør Snorre Sturlasøns forord til sit værk kaldet Heimskringla (færdiggjort omkr. 1230): »I denne boken lot jeg skrive gamle frasagn om de høvdingene som har hatt rike i Nordlandene, og som har talt “dansk tungemål”« (norsk oversættelse af Snorres Konge-Sagaer); og dermed menes hele Norden og alle nordiske høvdinge – selvom hovedvægten er lagt på Norge.