En af de få dage...

På den hvide hest red Danmarks konge, Christian X, igennem æresporten, rejst ved den gamle voldsgrænse fra 1864, og ind i de engang tabte, men nu genvundne sønderjyske landsdele. Klokken var tyve minutter over ni om morgenen den 10. juli 1920. I en samtidig reportage, af Carl Dumreicher, hedder det:

Nu var Kongen ved Æresporten. Han havde taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge Sider. Man kunde se, hvor bevæget, han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa tilvejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarschen smelder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsener sammen om ham.

Se filmklippet hos Filmcentralen.

Kun et kort øjeblik, men med så stor betydning. Et øjeblik, hvor lange tiders længsler opfyldtes. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde forudgrebet stemningen med sit digt fra 1918: »Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:/ en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.« Og det var vitterlig et øjeblik, hvor også en gammel spådom gik i opfyldelse.

Ikke for meget

Det var et Herrens vejr den 10. februar 1920 med storm og regn. Mangt et dannebrogsflag fik en flænge. Men det var ikke et dårligt varsel for de danske, skulle det vise sig. Denne dag var mange sønderjyder på vej til eller fra et valglokale, for nu var den dag, som så mange havde håbet på og længtes efter, kommen: Dagen, hvor folk i de nordligste egne af Sønder-Jylland kunne stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle høre til Danmark eller Tyskland. Da alle stemmerne hen mod aften forelå, og telegrammerne tikkede ind på regeringskontorer, avisredaktioner osv., stod det klart, at et overvældende flertal havde stemt for Danmark, nemlig 75 % af de afgivne, gyldige stemmer. Dagen har siden været officiel flagdag i Danmark, og i den del af Sønder-Jylland, der som følge af afstemningen kom hjem til Danmark, har dagen mange steder været en festdag med møder, sang og kaffebord lige til i dag.

En af de mange nødpengesedler, der blev udstedt af de sønderjyske kommuner efter Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig; her fra Gramby kommune (sognebyen Gram), som lå i 1. zone. På trods af byens egen placering, har man åbenbart været meget optaget af 2. zones skæbne, hvilket bl.a. ses af, at sedlens anden side omtaler folkeafstemningen i marts - altså i 2. zone. Som flere andre sedler har også denne et nationalt budskab, men sedlen fra Gramby er meget mere ligefremt politisk end nogen anden nødpengeseddel. Her ses en karikatur af statsminister Zahle, som siger "Klip her", mens han med fingeren tegner en linje nord om Aabenraa og Tinglev! Ententemagterne Frankrig og Storbritannien er ellers ganske venligt ved at klippe kortet over syd for 2. zone. En besk kommentar til den i samtiden udbredte (og ikke meget forkerte) antagelse, at den radikale regering hellere ville lade grænsen gå for langt mod nord end "for langt" mod syd.

Den del af Sønder-Jylland, hvori der stemtes den 10. februar 1920, kaldtes 1. zone, og der stemtes en bloc, således at det samlede udfald af afstemningen skulle bestemme hele zonens fremtidige statslige tilhørsforhold. Syd for lå en 2. zone, hvor der først skulle stemmes den 14. marts, og her skulle hvert lille område (hvert sogn for sig og staden Flensborg for sig) stemme alene; kun de sogne eller den by, hvor der opnåedes dansk flertal, kunne være sikker på at komme til Danmark.

En historisk dag i Øxnehallen

For første gang havde jeg i lørdags (den 10. marts) mulighed for at være med til de ’Historiske dage’ i Øxnehallen, der engang var marked for kvægsalg. Så jeg drog afsted i bilen. København er vel en messe værd… Det blev en spændende dag. Jeg havde udset mig forskelligt, jeg ville se og høre, men det er jo også altid en del af fornøjelsen ved den slags begivenheder at drive rundt og lade sin opmærksomhed fange af noget uforudset.

Det første jeg så, da jeg trådte ind i mylderet af mennesker og boder, var Nationalmuseets stand. Og der, i en dyb læderlænestol, sad museumsinspektør Jesper Kurt-Nielsen; en vidtberejst og underholdende fortæller. Jeg slog mig ned, blev budt et glas portvin, og snakken gik. Vi talte bl.a. om Kurt-Nielsens seneste bog om den danske opdagelsesrejsende og eventyrer Ole Olufsen og dennes færd til Niger i 1927-28 (Olufsens sidste rejse). En bog, jeg burde have købt for længst; men bedre sent end aldrig, siger man jo. Her havde jeg sandelig ikke brug for en »kedsomhedsknap«! Efter nogen tid måtte jeg dog lette mig, da jeg skulle nå at høre en spændende samtale på grøn scene om en hidtil næsten ukendt side af Sønder-Jyllands historie. Men dagens begyndelse havde da været over al forventning.

Gustav Johannsen - dansk politiker og spion (!) i prøjsisk Sønder-Jylland.

Det var godt, at jeg nåede samtalen mellem René Rasmussen (fra Sønderborg Slot) og ph.d. Kristian Bruhn om sidstnævntes ph.d. afhandling om de danske spioner i Sønder-Jylland, der fra 1848 og frem til første Verdenskrig arbejdede for den danske militære efterretningstjeneste.

Flensborg - fra dansk til tysk

Flensborg er som bekendt en gammel dansk by, og de fleste husker nok også, at der var noget med, at Danmark måske kunne have fået Flensborg hjem ved genforeningen i 1920 – men altså ikke fik det. De, der så niende afsnit af ’Historien om Danmark’ i fjernsynet, så i hvert fald, hvordan den såkaldte påskekrise udløstes af spørgsmålet. Det skete, da kong Christian X afsatte ministeriet Zahle, fordi statsministeren ikke ville udskrive folketingsvalg, så det kunne blive afklaret, om regeringen havde vælgernes støtte til sin politik, som gik ud på at afvise at få mere af Sønderjylland end den nordligste afstemningszone (1. zone), hvor der samlet set havde vist sig dansk flertal. Når spørgsmålet syntes aktuelt, var det, fordi der var en forhåbning om, at Danmark kunne blive tilbudt Flensborg, selvom 75,2% af de afgivne stemmer her var blevet afgivet for Tyskland. (Jeg har tidligere skrevet en artikel om ’Det radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’ i kulturtidsskriftet Nomos.)

Dansk plakat fra folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 til brug i 2. zone, først og fremmest Flensborg, hvis hustage ses på tegningen. Den flotte og enkle fremstilling af Dannebrog, der daler ned over Flensborg på afstemningsdagen, den 14. marts, taler sit tydelige sprog. Men Flensborg fik ikke dansk flertal. Dog stemte 28% af de fastboende for Danmark. Uenigheden om, hvorvidt Danmark skulle tage imod Flensborg, hvis verdenskrigens sejrherrer skulle tilbyde Danmark byen, førte til ministeriet Zahles afskedigelse. Man vil bemærke, at teksten er på tysk, hvilket var ganske naturligt, da Flensborg i lange tider havde været overvejende tysksproget; også dengang der endnu var dansk flertal i byen. (Plakaten er lavet af kunstneren Harald Slott-Møller og er her lånt fra de digitale samlinger ved Det kongelige Bibliotek.)

Med kongens handling sikredes vælgerne mulighed for at tage stilling, og Zahles parti, Det radikale Venstre, fik ved valget en afklapsning, idet dets mandattal i folketinget faldt fra 33 til 17, og Danmark fik i stedet en regering af Venstre-folk med Niels Neergaard som statsminister; en regering, der ville stille sig positiv, hvis Danmark skulle få tilbudt noget mere af Sønderjylland end 1. zone – som fx Flensborg. Men Danmark fik aldrig tilbudt mere end Sønderjyllands nordligste afstemningszone (når der ses bort fra bittesmå lokale grænsereguleringer).

Men hvorfor var Flensborg så vigtig? Hvorfor forventede man at få byen tilbudt? Naturligvis var Flensborg Sønderjyllands største by, men også byens lange danske historie spillede ind.

Dansk og tysk i Sønderjylland omkring 1848

Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’. 

Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.)

Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.

»Alvorlig taler ved Alfarvej«

Johannes V. Jensens manende digt om de gamles gravhøje kender nok de fleste – og sandt er det, at mange af bronzealderens gravhøje blev lagt ved datidens vejføringer. Især Hærvejen – som allerede var til dengang, og som forbandt bygderne i Jylland med Europa – kantedes af høvdinges og storfolks grave. Ja, gravhøjenes tilstedeværelse er den dag i dag med til at vise, hvor vejens forløb var dengang. Det er tydeligt, at disse gravhøje har skullet kunne ses viden om.

Vi udvælger os en af disse grave; vi drager ad Hærvejen ned i Sønder-Jylland, nærmere bestemt Oversø sogn i Ugle herred i Isted syssel – altså i vore dages Sydslesvig (nyttige turførere hertil kunne være Ture i Nord- og Sydslesvig, Sydslesvig på kryds og tværs eller 1864. En guide i krigens fodspor). Vi skal nemlig høre lidt om en gravhøj nær Sankelmark sø, som ligger smukt højt oppe på et højdedrag øst for vejen. Her har gravhøjen været synlig for alle vejfarende. Men i dag, ak ja, der ser man den næppe. Som det ofte er, når man vil vide noget, får man også noget andet fortalt, og her må vi nu høre lidt om krigen i 1864, for det, man i dag nok mest vil lægge mærke til på stedet, er et stort og noget bastant østrigsk mindesmærke, opført oven på den gamle gravhøj. Velsagtens for at det skal kunne ses viden om. (Jeg skrev også lidt om denne høj i min kronik i Flensborg Avis 11/5 2017.) 

Bronzealdergravhøj med et østrigsk mindesmærke ovenpå. Mindesmærket er fra 1864, og fotografiet er taget efter indvielsen. (Foto: F. Brandt. Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

»den Mark, hvorpaa Kornet kan voxe«

Digitalisering kan være godt. I hvert fald må det ses som et stort gode, at Diplomatarium Danicum (hvis oversættelsesrække hedder Danmarks Riges Breve) er ved at blive digitaliseret. Her kan man fx. læse den voldgiftsdom, som den tyske konge, Sigismund af Luxemborg, i 1424 afsagde i striden mellem Erik af Pommern og de holstenske grever om retten til Sønderjylland. Den fastslog i øvrigt, at hertugdømmet aldrig havde været et arvelen, og at holstenerne derfor ingen ret havde dertil, men at Sønderjylland var en del af Danmarks rige, underlagt kongen. Det er bare et af de mange diplomer på latin, der findes i databasen – også i faksimile og med tilhørende dansk oversættelse.

Voldgiftsdommen fra 1424, hvor Sigismund af Luxemborg, konge af Tyskland, Ungarn og Bøhmen, tildømte Danmarks konge og rige retten til Sønderjylland, hvorved det samtidigt fastsloges, at de holstenske grever ikke havde nogen arveret til landsdelen. Dommen blev læst op i Budapest den 28. juni 1424. Dette diplom er et af de mange, der er ved at blive digitaliseret som led i udgivelsen af Diplomatarium Danicum. (Billedet er lånt fra Diplomatariets hjemmeside.)

Heldigvis er projektet også blevet omtalt i medierne, men et sted faldt præsentationen af den historiske baggrund for diplomatariet undertegnede for brystet. Det var i Weekendavisen nr. 31 fra i år (i artiklen ’Ryk direkte til Middelalderen’ af Anders Lundt Hansen i tillægget Ideer), hvor filologen Thomas Hansen, der er seniorredaktør ved Diplomatariet, udtalte: »Det var arven fra det moderne gennembrud. Ønsket om forsvarlige tekstkritiske udgaver af diplomerne var motivet bag Diplomatariet. Man kunne aflive myter og forestillinger.«

Ejderen – en åre i folkets historie

»En åre i et folks historie« – sådan kalder forfatteren Hans-Tyge B.T.T. Haarløv både poetisk og rammende den gamle danske grænseflod Ejderen. Og folket, det er naturligvis det danske. Bogen, der ganske enkelt hedder Ejderen, er en lystrejse i tid, ord og billeder langs denne flod. Det er en rigtig kaffebordsbog med flotte helsidesbilleder på venstresiderne og små tekster på højresiderne. Hvert opslag danner således et afsnit for sig. Forfatteren fortæller godt, og er da også lærer på Rønshoved højskole, der siden sin grundlæggelse i 1921 har haft særlig opmærksomhed på Sydslesvig – altså den del af Sønderjylland, der ikke blev dansk i 1920.

Bogen er opbygget som en rejse fra Ejderens udspring i Holsten (syd f. Kiel) til dens »endeligt« i vadehavet. Og det er en tur, man, mens man læser, får lyst til at tage selv – så er man advaret! Der berettes skiftevis om historiske, kulturelle, nationale og dagligdags emner og om natur og teknik, og hvad der nu ellers passer ind – eller faldt forfatteren ind. Og det er såmænd både fornøjeligt og oplysende, og den gamle Ejder træder efterhånden frem som en personlighed.

Ejderen, nær Nordfeld sluse. Billedet er også forsidebillede til bogen Ejderen. (Foto: Hans-Tyge B.T.T. Haaløv. Billedet er lånt fra hjemmesiden til bogen.)

Slaget på Lyrskov hede

Den 28. september 1043 stod et stort slag i Jylland. Venderne var trængt over Ejderen, og Magnus den Gode, der fra 1042 til 1047 var konge over både Norge og Danmark, mødte dem på Lyrskov hede nær Hedeby. Adam af Bremen, der skrev sin krønike omkring 1074, beretter, hvorledes det vendiske folk winulerne rykkede op mod Ribe for at hærge byen som hævn for, at danerne havde dræbt deres hertug.

Hverken Sven Aggesøn eller Roskildekrøniken har noget at berette om dette slag, men det har til gengæld både Saxo og Snorre. Saxos beretning er færdiggjort ikke lang tid efter 1208, mens Snorres værk menes at være færdiggjort senest 1240; dog indeholder det meget ældre dele bl.a. flere skjaldekvad, der er digtet samtidig med begivenhederne eller kort efter.

En gammel slesvigsk identitet?

»Den gamle slesvigske identitet blev som så mange andre revet i stykker af de nye nationale programmer i 1800-tallet.« Dette udsagn af Uffe Østergård (i Weekendavisen #27 2015) er vist meget typisk for den udbredte forestilling om en oprindelig slesvigsk identitet; ofte som et led i en udbredt forestilling om naturlige regionale identiteter og sammenhænge, der blev tromlet ned af de moderne nationale fællesskaber. Nogle steder skal det nok passe. Men i Sønderjylland virker det mærkværdigt at tale om det danske som noget nyt og det »slesvigske« som noget gammelt.

Hvad var en »slesvigsk identitet« i det hele taget? Det er især noget, man taler om netop i forbindelse med de nationale brydninger i Sønderjylland fra 1840’erne og frem. Uffe Østergård kan have ret i at indkredse det på følgende måde, idet han taler om »Slesvig eller Sønderjylland som en selvstændig provins med egen historie og karakter. At henvise til denne særlige historie er ikke det samme som at hævde en særlig slesvigsk national identitet. Det blev forsøgt af grupper i Flensborg i 1840rne, men der er ikke vidnesbyrd om, at de havde videre succes uden for deres egne snævre kredse. Slesvigs egenart skal snarere forstås som en afvisning af valget mellem (høj)dansk og (høj)tysk national identitet. Tilknytningen til provinsen var ofte parret med en helstatslig patriotisme, der var bundet til kongen i København.«

Med denne slesvigske identitet befinder vi os altså helt tydeligt i tiden efter 1721, hvor kongen blev eneste regent i hertugdømmet Slesvig, og før 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede samme. Der er da næppe heller tvivl om, at det er i dette tidsrum, man må søge, hvis man vil finde ud af, hvornår en særlig »slesvigsk identitet« opstod. Det er nemlig ikke en gammel identitet, men en moderne. Som identitet var den knyttet til et helt bestemt geografisk område med en særlig politisk status.