Tekst om Mac Baren rettes i Trap Danmark

Da jeg for godt tre uger siden modtog bind 20 af den nye udgave af Trap Danmark, slog jeg naturligvis straks op på det, som jeg selv har beskæftiget mig med og ved mest om, nemlig tobaksvirksomheden Mac Baren og Halberg-koncernen, som ejer Mac Baren. Det er kun et lille stykke (på s. 178), der omhandler denne virksomhed, som er en af Svendborgs største, men sådan må det naturligvis være i et værk som Trap Danmark, der skal rundt om mange ting på begrænset plads.

Hvad, der var værre, var, at der på den lille plads er to faktuelle fejl samt en oplysning, der ved ikke at give et retvisende billede også må kaldes fejlagtig.

For det første står der, at tobaksvirksomheden blev grundlagt i 1827; men det var i 1826. For det andet står der, at tobaksserien Mac Baren blev introduceret i »begyndelsen af 1950'erne«; men det var i 1949. For det tredje står der, at virksomheden i dag fremstiller pibetobak samt snus- og tyggetobak; det oplyses altså ikke, at en meget væsentlig del af Mac Barens tobaksfremstilling længe har været rulletobak til rul-selv-cigaretter.

ADAM WAGNER: Tobak til tiden. Mac Baren - en virksomhed i Svendborg. Svendborg Museum, 2014.

For mig, der vist er den eneste historiker, der har forsket i Mac Barens historie, og i hvert fald er den eneste, der har skrevet en bog om emnet, var det selvfølgelig irriterende at opdage. Jeg henvendte mig naturligvis til Trap Danmarks redaktion og har nu fået at vide, at fejlene vil blive rettet, således at det kommende særbind om Svendborg Kommune samt den digitale udgave vil have de rette årstal og oplysninger.

National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla

I dag udkommer bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af Arild Hald Kierkegaard (1979-2012); bogen kan bestilles her. Forlaget, Munch & Lorenzen, har meget passende valgt at lade den udkomme på 100-årsdagen for Islands statslige selvstændighed. Ikke fordi der er nogen ligefrem forbindelse mellem det emne, bogens titel beskriver, og så Islands selvstændighed i 1918, men fordi det i forbindelse med sidstnævnte er på sin plads at minde om, at Island, eller rettere islænderne, som nation betragtet er ældre end blot hundrede år. For at der fandtes en særskilt islandsk identitet allerede på Snorre Sturlusons tid (o. 1178-1241), det er en af de ting, der står klart efter endt læsning af Arild Kierkegaards bog, ligesom det står klart, at bevidstheden om Islands politiske frihed i hvert fald for nogle var en vigtig del af den islandske selvforståelse.

Men Arild Kierkegaards bog er dog meget mere end det, først og fremmest fordi Snorres Heimskringla, der menes skrevet omkring 1230, består af sagaer om de norske konger og altså i langt højere grad handler om Norge end om Island. Disse norske kongesagaer er i langt overvejende grad fortalt med udgangspunkt i en norsk national tradition, og det er en af Kierkegaards pointer, at denne har en del tilfælles med senere tiders nationale identitet, idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:

Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.

Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.

Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

En historisk dag i Øxnehallen

For første gang havde jeg i lørdags (den 10. marts) mulighed for at være med til de ’Historiske dage’ i Øxnehallen, der engang var marked for kvægsalg. Så jeg drog afsted i bilen. København er vel en messe værd… Det blev en spændende dag. Jeg havde udset mig forskelligt, jeg ville se og høre, men det er jo også altid en del af fornøjelsen ved den slags begivenheder at drive rundt og lade sin opmærksomhed fange af noget uforudset.

Det første jeg så, da jeg trådte ind i mylderet af mennesker og boder, var Nationalmuseets stand. Og der, i en dyb læderlænestol, sad museumsinspektør Jesper Kurt-Nielsen; en vidtberejst og underholdende fortæller. Jeg slog mig ned, blev budt et glas portvin, og snakken gik. Vi talte bl.a. om Kurt-Nielsens seneste bog om den danske opdagelsesrejsende og eventyrer Ole Olufsen og dennes færd til Niger i 1927-28 (Olufsens sidste rejse). En bog, jeg burde have købt for længst; men bedre sent end aldrig, siger man jo. Her havde jeg sandelig ikke brug for en »kedsomhedsknap«! Efter nogen tid måtte jeg dog lette mig, da jeg skulle nå at høre en spændende samtale på grøn scene om en hidtil næsten ukendt side af Sønder-Jyllands historie. Men dagens begyndelse havde da været over al forventning.

Gustav Johannsen - dansk politiker og spion (!) i prøjsisk Sønder-Jylland.

Det var godt, at jeg nåede samtalen mellem René Rasmussen (fra Sønderborg Slot) og ph.d. Kristian Bruhn om sidstnævntes ph.d. afhandling om de danske spioner i Sønder-Jylland, der fra 1848 og frem til første Verdenskrig arbejdede for den danske militære efterretningstjeneste.

Johs - en frihedskæmper

»Oehlenschläger har sagt: „Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå“. Vor opgave bliver at gøre denne profeti til skamme. Lad dem fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af sine rummetre, men af vor trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.« Således afsluttede den 19-årige student Johannes Stefan Jørgensen (1921-1973), kaldet »Johs«, sin rustale på Øregaard gymnasium den 21. juni 1941. Og det var ikke bare store ord ved en festlig lejlighed, skulle det vise sig. Johs blev nemlig siden aktiv sabotør, først i BOPA og siden i Holger Danske, og kom til at betale en høj pris for sin indsats. Han fik sit benet amputeret efter en aktion, hvor hans knæ var blevet ramt af tyske projektiler.

Steffen Bülow har skrevet om ham i Frihedsmuseets Venners årsskrift for 2015, som samtidigt er en selvstændig bog (dog med årsberetninger fra Frihedsmuseet m.fl. til sidst). Bülow er ikke historiker, men har skrevet ud fra en personlig interesse for Johs og dennes fader, der blev clearing-myrdet i 1944. Det er der kommet en spændende lille bog ud af, som dog også har sine svage sider.

År og dag

Det er nu bogstaveligt talt år og dag siden, at undertegnedes bog om Danskhed i middelalderen udkom på forlaget Munch & Lorenzen. Bogen er i det store og hele blevet særdeles vel modtaget og har alle steder fået en saglig behandling.

Danskhed i middelalderen er således blevet anmeldt i Jyllands-Posten (hvor den tildeltes fire stjerne ud af seks mulige), på ’historie-online’, i internettidsskriftet Replique, i Tidehverv, i Grænseforeningens blad Grænsen og i Historielærerforeningens fagblad Noter. Desuden fik den en grundig omtale (der mindede om en anmeldelse) i en klumme af cand.mag. Michael Böss i Kristeligt Dagblad, og endelig blev den omtalt i en klumme af cand.mag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen.

Jeg vil i det følgende ikke undlade at viderebringe nogle af de rosende ord, der er blevet skrevet om bogen, men jeg vil også nævne noget af den kritik der har været – og forholde mig til den.

Fragmenter fra frihedskampen

»Det blev den 5. maj. For de af os, som er gamle – eller er på vej til at blive det – behøver datoen ikke noget årstal. Den står mejslet ind i vores sind: Femte maj, den dag da fem års tysk besættelse med vold og mord og terror afsluttedes i en eksplosion af solskin og jubel, „mens kysterne blegned af lykke omkring den befriede jord.“« Sådan skriver Knud Christensen om denne dag i sine besættelsestidserindringer, – their finest hour, som udkom kort før nytår. Den bog skal omtales i det følgende, men læseren må dog vide, at jeg ikke er ganske uhildet, da jeg på forfatterens opfordring har skrevet forordet til bogen. Men jeg kan da nævne, at også Berlingske Tidende har fundet den værd at omtale - i øvrigt sammen med to andre bøger om frihedskæmpere.

Knud Christensen som 19-årig. Da var han redaktør af flere illegale blade og desuden inddraget i andet modstandsarbejde. Knud Christensen begyndte sine illegale aktiviteter i august 1942, som syttenårig. (Billede fra bogen - their finest hour.)

Knud Christensen er en af dem, der vitterlig er i stand til at udtale sig om besættelsesmagtens vold, mord og terror, for han var med, da det gjaldt, både som udgiver af illegale blade, deltager i våbenmodtagelser, sabotage med mere. Bogen, der har undertitlen Fragmenter fra frihedskampen, er udgivet af Dansk Samling, som Knud Christensen var medlem af under besættelsen. Ja, det er han for øvrigt endnu, idet han i dag er æresmedlem. I øvrigt har »fragmenterne« været udgivet tidligere – i 1995 i årbogen fra Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn – men er altså nu for første gang udgivet som selvstændig bog.

Ejderen – en åre i folkets historie

»En åre i et folks historie« – sådan kalder forfatteren Hans-Tyge B.T.T. Haarløv både poetisk og rammende den gamle danske grænseflod Ejderen. Og folket, det er naturligvis det danske. Bogen, der ganske enkelt hedder Ejderen, er en lystrejse i tid, ord og billeder langs denne flod. Det er en rigtig kaffebordsbog med flotte helsidesbilleder på venstresiderne og små tekster på højresiderne. Hvert opslag danner således et afsnit for sig. Forfatteren fortæller godt, og er da også lærer på Rønshoved højskole, der siden sin grundlæggelse i 1921 har haft særlig opmærksomhed på Sydslesvig – altså den del af Sønderjylland, der ikke blev dansk i 1920.

Bogen er opbygget som en rejse fra Ejderens udspring i Holsten (syd f. Kiel) til dens »endeligt« i vadehavet. Og det er en tur, man, mens man læser, får lyst til at tage selv – så er man advaret! Der berettes skiftevis om historiske, kulturelle, nationale og dagligdags emner og om natur og teknik, og hvad der nu ellers passer ind – eller faldt forfatteren ind. Og det er såmænd både fornøjeligt og oplysende, og den gamle Ejder træder efterhånden frem som en personlighed.

Ejderen, nær Nordfeld sluse. Billedet er også forsidebillede til bogen Ejderen. (Foto: Hans-Tyge B.T.T. Haaløv. Billedet er lånt fra hjemmesiden til bogen.)