Vor tids myter

I en tidligere optegnelse lovede jeg at vende tilbage med flere eksempler på fund, som overfortolkes. Det vil jeg så gøre nu.

Kort sagt mener jeg, at man kan se flere tilfælde, hvor arkæologiske fund eller tekniske analyser af sådanne (det være sig af DNA, strontium-indhold eller lignende) overfortolkes og næsten altid med samme tendens, således at fortiden sjovt nok påstås at ligne noget, der passer til den fremherskende politiske ideologi, hvor globalisering, multietnisk, multikultur, mobilitet osv. er nøgleordene. Jeg finder det således påfaldende, hvor ofte ord som »grænseoverskridende«, »kulturmøde« og »europæisk perspektiv« i løbet af de sidste tyve år har indgået i vinkling, analyse og tolkning, når fortiden skulle behandles. Man skulle næsten tro, at forskningsmidlerne var betinget af, at sådanne ord forekom, men tidsånden er måske en bedre forklaring.

Fandtes der kinesere i det romerske London? Det er blevet hævdet, efter at flere skeletter i grave fra det 2. til det 4. årh. er blevet undersøgt (et af dem ses her). Eftersom den slags spørgsmål i sagens natur aldrig kan afvises fuldstændigt, da ingen ved noget om alle dem, der levede dengang, er det naturligvis dem, der fremsætter den slags påstande, der må sandsynliggøre dem og fremføre noget, der kan underbygge dem. Det er ikke rigtigt tilfældet med påstanden om kineserne. Så svaret på ovenstående spørgsmål må stadig være: Nej, ikke så vidt vi ved. (Foto: Museum of London. Billedet er lånt fra The Independent.)

For nu at undgå misforståelser: Selvfølgelig har folk vandret i fortiden, og selvfølgelig har man til tider handlet med fjerntboende folk, og dukker der et fund op, som må rokke ved vore forudfattede meninger, hvis tolkningen hviler på et solidt grundlag, så er det da spændende. Men hvis fx fundet af en vare fra Ægypten i en dansk grav fra bronzealderen straks tolkes som udtryk for »globalisering«, eller hvis tegn på en vis migration i fx stenalderen straks sammenlignes med vore dages indvandring til Europa, så ligner det ærligt talt mere et forsøg på politisering end et forsøg på at gøre folk klogere på fortiden.

Nytår

At der er gået et år, når det efter at have været sommer har været vinter og så atter bliver sommer, det er jo klart. Men hvornår begynder det nye år? Det er ikke selvfølgeligt, og nytår har da også været lagt forskelligt til forskellige tider og i forskellige lande. Nytåret hos os går i vore dage, som bekendt, ind den 1. januar, hvorfor nytårsfesten er en af julens fester (se evt. optegnelsen: 'Hvornår ender julen?'), og det ser ud til, at årsskiftet også oprindeligt lå ved juletid her i Norden, men det har dog ikke været fastlagt ved 1. januar hele tiden, da juledag også til tider har været regnet for nytårsdag. Og ser man ud i Europa, er det for tidligere tiders vedkommende et endog særdeles broget billede, der tegner sig. 

Nytårsdag har ikke altid været den 1. januar. I middelalderen blev juledag af og til regnet for årets første dag. Det var fx tilfældet, da Knud VI (her på billedet) var konge. Det ses bl.a. af dateringen af kong Knuds mandebodsforordning fra 28. december 1200 - dateret 1201. Billedet af Knud VI er fra frisen i Skt. Bendts kirke i Ringsted. (Foto: Orf3us. Billedet er lånt fra 'videnskab.dk'.)

Egentlig er hele vores kalendersystem jo romersk i sin oprindelse, selvom man ganske vist tidligere ofte benyttede danske navne til de tolv måneder. Men januar, februar osv. er de latinske navne, og nogle af disse afslører noget om, hvornår romerne oprindeligt fejrede nytår: September betyder jo »den syvende« på latin, oktober »den ottende«, november »den niende« og december »den tiende«. Romerne regnede nemlig oprindeligt 1. marts for nytårsdag. Det blev dog allerede ændret i 153 f.Kr., hvor nytåret blev flyttet til 1. januar, hvilket blev stadfæstet i 45 f.Kr. med Julius Cæsars kalenderreform.

Normannerne og slaget ved Hastings

I dag er det 950 år siden, slaget ved Hastings i England fandt sted, og dermed 950 år siden vikingetiden – efter den klassiske inddeling – ophørte. Selvom den slags skel naturligvis er kunstige, er der ikke tvivl om, at slaget og normannernes sejr over de angel-saxiske styrker udgør et afgørende skel både i engelsk og i nordisk historie. I engelsk historie, fordi den gamle angel-saxiske kultur herefter oplevede en nedgang, englænderne blev herefter behersket af et fremmed folk, der i omkring to hundrede år vedblev at tale et fremmedsprog, nemlig fransk, som først derefter smeltede sammen med det angel-saxiske til det engelske blandingssprog, vi kender i dag. I nordisk historie, fordi det stærke nordiske præg på England forsvandt, og fordi der efter normannernes sejr ikke længere fandt vellykkede nordiske erobringer af England sted.

Normannerne anførtes af hertug Vilhelm af Normandiet, i samtiden kaldet Vilhelm Bastarden og af eftertiden kaldet Vilhelm Erobreren.

Den mest kendte fremstilling af slaget ved Hastings (som dengang blev kaldt slaget ved Senlac) er nok den broderede fremstilling, der ses på Bayeux-tapetet. Dette »tapet« eller vægtæppe er mere end 70 m langt og menes at være fremstillet ganske kort efter begivenhederne, omkring 1070. Det er utroligt velbevaret, og selvom fremstillingen tydeligt viser normannernes opfattelse af forløbet, er fremstillingen ikke ubrugelig som kilde. Blandt andet er mange detaljer som skibene, udrustningen, klædedragterne med videre meget naturtro og gengivet med mange enkeltheder.

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Et forrygende fund

1100 kridtpiber fundet i Oslo – den nyhed kunne nok få én til at spærre øjnene op. For nok findes der ofte mange stumper af kridtpiber rundt om i byer og på havbunden, men dette er dog et stort enkeltfund. Desuden var piberne i Oslo næsten alle uskadte, hvilket er usædvanligt; der er såmænd tale om verdens største fund af hele piber fra 1600-tallet. Og så var de ældre end 1624, hvilket i sig selv var lidt overraskende, hvilket vi vender tilbage til. Jeg læste først om fundet, da hjemmesiden ’Osloby’ bragte en artikel om det for nylig, men fundet er dog gjort i 2008. Også det vender vi tilbage til.

Et lille udvalg af de 1100 kridtpiber, der i 2008 blev fundet i Oslos undergrund. Stedet var engang en del af Bjørviken, og der lå Oslos store havn, før den ødelæggende brand i 1624. De fine tobakspiber vidner om, at Oslo var en by, hvis borgere var med på moden, idet tobaksnydelse og piberygning var noget temmelig nyt. Fundet er verdens største fund af hele tobakspiber fra 1600-tallet. (Foto: Rofl Øhman. Billedet er lånt fra hjemmesiden Osloby)

At piberne var så velbevarede skyldes, at de engang for knap 400 år siden gik tabt i forbindelse med en brand. Ja, det lyder mærkeligt, men forklaringen er følgende: Den 17. august 1624 var der (endnu engang) ildløs i Oslo, og næsten hele byen samt byens omfattende havneanlæg brændte ned. Og piberne, der må have stået samlet på bryggen, klar til at blive bragt ud eller afhentet, må være faldet i vandet, inden ilden nåede at ødelægge dem. Bryggen brændte og styrtede sammen, og piberne havnede således på Bjørvikens bund, hvor de siden blev beskyttet af lag af mudder. De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.