Husker den ærede læser mon artiklen om Harald Blåtands vikinger, der angiveligt skulle have været polske lejesoldater? Jeg har omtalt den i et tidligere opslag. Aviser og elektroniske medier flyder over med den slags sensationsprægede overskrifter. Tag nu denne fra Berlingske Tidende: ’Efter nyt fund: Vikingetiden var multietnisk’. Det var ellers ikke så lidt!
 |
| En norsk kvinde drog til Danmark i vikingetiden. Gjorde det Danmark multietnisk? Beviser det, at folk rejste over meget længere afstande, end vi troede? Næppe. Men en overskrift, der lød som følger, ville nok ikke skabe samme sensation: 'Norsk kvinde begravet i Danmark. Bekræfter vores billede af vikingetiden'. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Opplev Karmøy'.) |
For selvom ordet »multietnisk« strengt taget bare betyder, at der er flere folkeslag på et sted, eller at noget er præget af flere folkeslag, så ligger det i hele brugen af ordet, at der skal være temmelig mange forskellige folk, eller at de personer, der ikke tilhører den mest dominerende etnicitet, må udgøre en temmelig stor del af den samlede befolkning. De nordiske lande er vel (ligesom de fleste lande i Europa) multietniske i dag, men det blev de dog ikke regnet for at være i fx 1980. Var der procentuelt flere fremmede i Danmark i vikingetiden, end der var i 1980? Jeg tvivler stærkt, og der er da heller ingen beviser for noget sådant. Hans Kornø Rasmussen viser også meget godt i sin bog, Den danske stamme (fra 2008), at indvandringen i historisk tid aldrig har været så stor, som den er i dag. Kornø Rasmussen slog desuden med sin bog fra 2000 (Dem og os – det multietniske Danmark) fast, at Danmark var ved at blive multietnisk pga. denne indvandring; det var altså ikke noget, Danmark var før. Næppe heller i vikingetiden.
Men lad os se lidt nærmere på artiklen. Eller rettere: Vi går direkte til kilden, som er en artikel på 'videnskab.dk': ’Vikingetiden havde også indvandrere’. Bemærk den mere afdæmpede og fuldt ud korrekte titel. Artiklens indhold er dog det samme.
Ernst Stidsing fra Museum Østjylland leverer følgende udsagn: »Danmark har været et multietnisk samfund allerede i vikingetiden. Med strontiumsanalyser kan vi se, hvor folk oprindelig kommer fra, og det bliver mere og mere klart, at der har været betydelige kontakter og vandringer over lange afstande. Det har summet af fremmedsprog i byer som Hedeby, Aarhus, Ribe, Roskilde og også Randers, hvor der til tider har været masser af fremmede handelsfolk«.
Endvidere siger han: »Vi arkæologer er i gang med at danne et nyt billede af den tid, for den var meget mere foranderlig, end vi før troede. I dag lever vi i en tid, hvor der er mange flygtningestrømme og folkevandringer. Det var der også i oldtiden både på grund af hungersnød, pladsmangel, handel, kærlighed og krig.«
Desuden er Stidsing refereret for at sige, at verden allerede dengang var »globaliseret«. Altså var der indvandring i stor stil, folk flyttede sig over store afstande, landet var multietnisk og verden var globaliseret.
Nuvel. Lad os se lidt på påstandene. Først må vi konstatere, at der – ligesom det var tilfældet med artiklen om de »polske lejesoldater« – bliver opstillet et skævt billede af, hvad man hidtil skulle have troet. Tag bare overskriften: ’Vikingetiden havde også indvandring’. Ja, naturligvis. Har nogen påstået andet? Spørgsmålet er bare, hvilken art den havde, og hvor omfattende den var.
Og der er vist heller aldrig nogen, der har hævdet, at der ikke kunne høres mange fremmedsprog i fx Hedeby. I beretningen om Ansgars Levned (skrevet i 870 af Rimbert, der var Ansgars efterfølger som biskop i Hamborg-Bremen) fortælles det, at Slesvig (som var det saxiske navn for Hedeby) var en by, hvor »Købmænd kom sammen fra alle Kanter«. Og det nævnes tillige, at både saxer og folk fra Dorestad (som var en frisisk by) gerne ville rejse til Hedeby, efter at der var blevet opført en kirke der. Vi har altså en samtidig kilde, der beretter om de mange forskellige nationaliteter, der søgte Hedebys handel. Beretningen om Ansgars levned har været kendt af historikere i århundreder – og mig bekendt er der ingen, der har påstået, at denne beskrivelse af Hedeby skulle være urigtig. Mig bekendt er der heller ingen, der har troet, at Ribe var fri for fremmede købmænd. Med andre ord: Hvad skulle det nye være? Man har altid vidst, at der til tider har kunnet høres fremmede tungemål i Hedeby og Ribe. Måske er det nyt, at Aarhus og sågar også Randers nævnes. Det er dog endnu udokumenteret, at det også i disse byer skulle have »summet af fremmedsprog«. Men det er da muligt.
Men det er et særdeles spinkelt grundlag for at tale om Danmark som et multietnisk samfund i vikingetiden. For det første har de færreste af disse handelsmænd vel været bofaste, for det andet har disse byers samlede folketal udgjort en forsvindende lille del af Danmarks samlede befolkning, og for det tredje har de fremmede købmænd sandsynligvis holdt sig til disse handelspladser og har dermed næppe sat deres præg på landet som sådan. Hedeby kan muligvis på den baggrund siges at have haft et »multietnisk« præg. Men ikke Danmark som sådan.
I øvrigt er det slet ikke påstanden om »masser af fremmede handelsfolk«, der bruges til at underbygge den vitterlig nye påstand, at Danmark var multietnisk i vikingetiden. Nej, det er følgende fund: En fornem kvinde begravet i Enghøj omkring 900. Strontium-analyser af hendes tænder (emaljen velsagtens) viser, at hun var opvokset i »det sydlige Skandinavien«, og gravfundene bestyrker den antagelse, at hun kom fra det sydlige Norge. Så langt så godt.
Men hvordan i al verden kan den kendsgerning, at en fornem kvinde fra Norge er blevet gravlagt i Støvring herred berettige til en påstand om, at Danmark var »multietnisk«? Eller til at sammenligne datidens indvandring med nutidens? Eller til påstanden, at der »også« var »flygtningestrømme og folkevandringer« dengang? Eller at verden var globaliseret? Eller til at tale om »vandringer over lange afstande«?
For det første taler vi om én kvinde. Selvom vi dertil lægger nogle fremmede købmænd på de afgrænsede handelspladser og andre indvandrere, er der fortsat ikke belæg for de nævnte påstande og sammenligninger. For det andet er det et spørgsmål, om det giver mening at betegne en kvinde fra det sydlige Norge som etnisk fremmed i forhold til de daner, hun må have slået sig ned iblandt. Daner og nordmænd talte samme sprog og havde – så vidt vi ved – omtrent samme sæder og skikke, samme skrifttegn, samme gude- og heltemyter og samme trosforestillinger.
Det giver heller ikke mening at tale om »vandringer over lange afstande«, bare fordi en kvinde fra det sydlige Norge endte sine dage i Nørre-Jylland. I øvrigt er det ikke ny viden, at nordboerne både kunne rejse til og slå sig ned i andre egne af Norden end der, hvor de selv var født; ej heller er det ny viden, at de kunne bevæge sig over endnu længere afstande end den, der her er tale om.
I øvrigt var dele af det sydlige Norge underlagt danske konger fra tid til anden. Det ville egentlig være mere rimeligt at tolke kvinden og hendes formodede ægteskab med en dansk stormand i lyset af dette – men nej, fortidslevn skal åbenbart bruges til polemisk at trække paralleller til moderne politik i stedet for at gøre os klogere på fortiden selv.
Det er egentlig forunderligt, hvordan fund, der dybest set passer med det billede af nordboernes samfund, færdsel, liv, skikke og tro, som vi har fra samtidige kilder eller fra sagaerne, kan forsøges brugt til at tegne et helt andet billede. Var det ikke mere nærliggende at antage, at de nordiske samfund var sådan, som de berettende kilder beskriver det, indtil der måtte fremkomme fund, der beviser noget andet?
Men lad os se lidt nærmere på artiklen. Eller rettere: Vi går direkte til kilden, som er en artikel på 'videnskab.dk': ’Vikingetiden havde også indvandrere’. Bemærk den mere afdæmpede og fuldt ud korrekte titel. Artiklens indhold er dog det samme.
Ernst Stidsing fra Museum Østjylland leverer følgende udsagn: »Danmark har været et multietnisk samfund allerede i vikingetiden. Med strontiumsanalyser kan vi se, hvor folk oprindelig kommer fra, og det bliver mere og mere klart, at der har været betydelige kontakter og vandringer over lange afstande. Det har summet af fremmedsprog i byer som Hedeby, Aarhus, Ribe, Roskilde og også Randers, hvor der til tider har været masser af fremmede handelsfolk«.
Endvidere siger han: »Vi arkæologer er i gang med at danne et nyt billede af den tid, for den var meget mere foranderlig, end vi før troede. I dag lever vi i en tid, hvor der er mange flygtningestrømme og folkevandringer. Det var der også i oldtiden både på grund af hungersnød, pladsmangel, handel, kærlighed og krig.«
Desuden er Stidsing refereret for at sige, at verden allerede dengang var »globaliseret«. Altså var der indvandring i stor stil, folk flyttede sig over store afstande, landet var multietnisk og verden var globaliseret.
Nuvel. Lad os se lidt på påstandene. Først må vi konstatere, at der – ligesom det var tilfældet med artiklen om de »polske lejesoldater« – bliver opstillet et skævt billede af, hvad man hidtil skulle have troet. Tag bare overskriften: ’Vikingetiden havde også indvandring’. Ja, naturligvis. Har nogen påstået andet? Spørgsmålet er bare, hvilken art den havde, og hvor omfattende den var.
Og der er vist heller aldrig nogen, der har hævdet, at der ikke kunne høres mange fremmedsprog i fx Hedeby. I beretningen om Ansgars Levned (skrevet i 870 af Rimbert, der var Ansgars efterfølger som biskop i Hamborg-Bremen) fortælles det, at Slesvig (som var det saxiske navn for Hedeby) var en by, hvor »Købmænd kom sammen fra alle Kanter«. Og det nævnes tillige, at både saxer og folk fra Dorestad (som var en frisisk by) gerne ville rejse til Hedeby, efter at der var blevet opført en kirke der. Vi har altså en samtidig kilde, der beretter om de mange forskellige nationaliteter, der søgte Hedebys handel. Beretningen om Ansgars levned har været kendt af historikere i århundreder – og mig bekendt er der ingen, der har påstået, at denne beskrivelse af Hedeby skulle være urigtig. Mig bekendt er der heller ingen, der har troet, at Ribe var fri for fremmede købmænd. Med andre ord: Hvad skulle det nye være? Man har altid vidst, at der til tider har kunnet høres fremmede tungemål i Hedeby og Ribe. Måske er det nyt, at Aarhus og sågar også Randers nævnes. Det er dog endnu udokumenteret, at det også i disse byer skulle have »summet af fremmedsprog«. Men det er da muligt.
Men det er et særdeles spinkelt grundlag for at tale om Danmark som et multietnisk samfund i vikingetiden. For det første har de færreste af disse handelsmænd vel været bofaste, for det andet har disse byers samlede folketal udgjort en forsvindende lille del af Danmarks samlede befolkning, og for det tredje har de fremmede købmænd sandsynligvis holdt sig til disse handelspladser og har dermed næppe sat deres præg på landet som sådan. Hedeby kan muligvis på den baggrund siges at have haft et »multietnisk« præg. Men ikke Danmark som sådan.
I øvrigt er det slet ikke påstanden om »masser af fremmede handelsfolk«, der bruges til at underbygge den vitterlig nye påstand, at Danmark var multietnisk i vikingetiden. Nej, det er følgende fund: En fornem kvinde begravet i Enghøj omkring 900. Strontium-analyser af hendes tænder (emaljen velsagtens) viser, at hun var opvokset i »det sydlige Skandinavien«, og gravfundene bestyrker den antagelse, at hun kom fra det sydlige Norge. Så langt så godt.
Men hvordan i al verden kan den kendsgerning, at en fornem kvinde fra Norge er blevet gravlagt i Støvring herred berettige til en påstand om, at Danmark var »multietnisk«? Eller til at sammenligne datidens indvandring med nutidens? Eller til påstanden, at der »også« var »flygtningestrømme og folkevandringer« dengang? Eller at verden var globaliseret? Eller til at tale om »vandringer over lange afstande«?
For det første taler vi om én kvinde. Selvom vi dertil lægger nogle fremmede købmænd på de afgrænsede handelspladser og andre indvandrere, er der fortsat ikke belæg for de nævnte påstande og sammenligninger. For det andet er det et spørgsmål, om det giver mening at betegne en kvinde fra det sydlige Norge som etnisk fremmed i forhold til de daner, hun må have slået sig ned iblandt. Daner og nordmænd talte samme sprog og havde – så vidt vi ved – omtrent samme sæder og skikke, samme skrifttegn, samme gude- og heltemyter og samme trosforestillinger.
Det giver heller ikke mening at tale om »vandringer over lange afstande«, bare fordi en kvinde fra det sydlige Norge endte sine dage i Nørre-Jylland. I øvrigt er det ikke ny viden, at nordboerne både kunne rejse til og slå sig ned i andre egne af Norden end der, hvor de selv var født; ej heller er det ny viden, at de kunne bevæge sig over endnu længere afstande end den, der her er tale om.
I øvrigt var dele af det sydlige Norge underlagt danske konger fra tid til anden. Det ville egentlig være mere rimeligt at tolke kvinden og hendes formodede ægteskab med en dansk stormand i lyset af dette – men nej, fortidslevn skal åbenbart bruges til polemisk at trække paralleller til moderne politik i stedet for at gøre os klogere på fortiden selv.
Det er egentlig forunderligt, hvordan fund, der dybest set passer med det billede af nordboernes samfund, færdsel, liv, skikke og tro, som vi har fra samtidige kilder eller fra sagaerne, kan forsøges brugt til at tegne et helt andet billede. Var det ikke mere nærliggende at antage, at de nordiske samfund var sådan, som de berettende kilder beskriver det, indtil der måtte fremkomme fund, der beviser noget andet?
 |
| Fund som denne Buddha-statuette kunne sikkert forlede nogle til at hævde, at verden var globaliseret allerede i jernalderen. Statuetten stammer oprindeligt fra det nordøstlige Indien, men havnede på handelspladsen på Helgø i Mælaren engang i 700-tallet. Der er dog intet, der tyder på, at nordboer besøgte Indien, eller at indere besøgte Norden, og fundet er da også enestående. Det næste bliver vel, at statuettens tilstedeværelse skal bevise, at Sverige var multireligiøst i oldtiden... (Foto: Statens historiska museum.) |
Man kunne også kritisere artiklens påstand om, at datidens verden var »globaliseret«, for det er omend endnu mere misvisende end at tale om multietniske samfund oldtiden. Globalisering kan logisk set først finde sted fra det øjeblik, hvor alle klodens samfund og kulturer er kendt af alle. Dvs. tidligst fra det øjeblik, hvor de store europæiske opdagelsesrejser var bragt til ende, og efter at europæerne havde delt deres viden med ikke-europæerne og omvendt. Vist kunne nordboerne og andre søfarende folkeslag bevæge sig over temmelig store afstande, og varer fra fjerne egne af Europa eller sågar fra Asien kunne havne i Norden, men meget handel foregik som transithandel. Der var en grund til, at man nede i Europa kunne tro, at narhvaltænder fra fx Grønland var horn fra enhjørninger. Det vidste nordboerne da godt, at de ikke var. Men fordi verden ikke var globaliseret, så vidste kunderne ikke ret meget om, hvorfra denne vare stammede. Der var næppe mange nede i Europa, der vidste ret meget om Grønland. Desuden betegner ordet globalisering jo tiden i de sidste 20-30 år, hvor grænserne for menneskenes, kapitalens og varernes bevægelse i stigende grad har været under nedbrydelse. Prisen for rejser er faldet dramatisk, det samme er prisen for kommunikation (hvis vi ser bort fra PostNord), der flyttes varer og kapital i et hidtil uset omfang; og denne løbende forandring kaldes så globalisering. Hvis man påstår, at verden allerede var globaliseret i vikingetiden, har vi intet ord til at beskrive, hvad der sket i de sidste 20-30 år. Ordet bliver meningsløst, slet og ret. Med andre ord: Hvis verden ikke var »globaliseret« i 1970, var den det heller ikke i vikingetiden.
Desværre er de problematiske påstande i artiklen om den multietniske vikingetid ikke bare en enlig svale. Som nævnt har jeg også tidligere behandlet de temmelig løse antagelser om, at Harald Blåtands krigere var polske, men det er end ikke gjort med det. Begge eksempler synes at være del af en egentlig mode blandt europæiske arkæologer mv. i disse år. Man kan undre sig over denne »diskurs«. Hvad skyldes dog denne trang til på et meget spinkelt grundlag at fremsætte vidtløftige påstande om multietnicitet, globalisering, flygtningestrømme mv. i vikingetid og middelalder? Jeg vil vende tilbage med flere eksempler i et kommende opslag.
Desværre er de problematiske påstande i artiklen om den multietniske vikingetid ikke bare en enlig svale. Som nævnt har jeg også tidligere behandlet de temmelig løse antagelser om, at Harald Blåtands krigere var polske, men det er end ikke gjort med det. Begge eksempler synes at være del af en egentlig mode blandt europæiske arkæologer mv. i disse år. Man kan undre sig over denne »diskurs«. Hvad skyldes dog denne trang til på et meget spinkelt grundlag at fremsætte vidtløftige påstande om multietnicitet, globalisering, flygtningestrømme mv. i vikingetid og middelalder? Jeg vil vende tilbage med flere eksempler i et kommende opslag.
