Er nationer moderne forestillede fællesskaber?

Er nationer moderne? Er de »forestillede fællesskaber«? For fyrre år siden udgav den anglo-irske sociolog Benedict Anderson sit hovedværk Imagined Communities (hvis danske titel er Forestillede fællesskaber), og siden har sådanne spørgsmål defineret den såkaldte nationalismeforskning. I anledning af jubilæet bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Andersons værk og teorier, hvortil undertegnede blev interviewet (’Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land’ af Perry MacLeod Ringblom, 11/4 2023; artiklen findes også på internettet). Også historikerne Michael Böss og Uffe Østergård er blevet interviewet til artiklen, der udmærket får ridset Andersons teorier om »prent-kapitalisme« og »forestillede fællesskaber« op.

Sidder Snorre mon og forestiller sig det nationale fællesskab? I hvert fald rummer hans værk Heimskringla forestillinger om nordmændene som et nationalt fællesskab, og det selvom det er fra fra omkr. 1230, hvor bogtrykkunsten endnu ikke var opfundet, og ingen havde hørt om Den franske Revolution. Sikkert er det derimod, at dette billede er Christian Kroghs forestilling om Snorre (fra 1899).

Prent-kapitalisme

Teorien om prent-kapitalismen går kort fortalt ud på, at det var bogtrykkunsten, der muliggjorde nationernes fremvækst ved, at de nationale sprog efterhånden fik samme status som latin og blev lige så udbredte, og ved, at mange sprogvarianter fik én fælles skriftnorm, hvorved ideen om nationale sprog opstod. Teorien om prent-kapitalismen tager for givet, at der ikke fandtes nationer eller nationale forestillinger før bogtrykkunsten. Dette vender vi tilbage til, men det skal lige nævnes, at Michael Böss i artiklen kommer med følgende rammende indvending mod teorien:

Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og skriftkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt.

Også dette vender vi tilbage til.

National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla

I dag udkommer bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af Arild Hald Kierkegaard (1979-2012); bogen kan bestilles her. Forlaget, Munch & Lorenzen, har meget passende valgt at lade den udkomme på 100-årsdagen for Islands statslige selvstændighed. Ikke fordi der er nogen ligefrem forbindelse mellem det emne, bogens titel beskriver, og så Islands selvstændighed i 1918, men fordi det i forbindelse med sidstnævnte er på sin plads at minde om, at Island, eller rettere islænderne, som nation betragtet er ældre end blot hundrede år. For at der fandtes en særskilt islandsk identitet allerede på Snorre Sturlusons tid (o. 1178-1241), det er en af de ting, der står klart efter endt læsning af Arild Kierkegaards bog, ligesom det står klart, at bevidstheden om Islands politiske frihed i hvert fald for nogle var en vigtig del af den islandske selvforståelse.

Men Arild Kierkegaards bog er dog meget mere end det, først og fremmest fordi Snorres Heimskringla, der menes skrevet omkring 1230, består af sagaer om de norske konger og altså i langt højere grad handler om Norge end om Island. Disse norske kongesagaer er i langt overvejende grad fortalt med udgangspunkt i en norsk national tradition, og det er en af Kierkegaards pointer, at denne har en del tilfælles med senere tiders nationale identitet, idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:

Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.

Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.

Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

Om norsk identitet i middelalderen

Fandtes der en norsk national identitet i middelalderen? Det spørgsmål har naturligvis været lige så omdiskuteret som det tilsvarende spørgsmål om en dansk identitet (en diskussion, jeg har berørt i et tidligere opslag). Dr.art. Erik Opsahl er en af dem, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, og som en kort indføring heri skal vi i det følgende se på en af dennes artikler. Opsahl spørger dog ikke »om«, men derimod »i hvilken grad« en norsk nationalfølelse opstod i middelalderen. Artiklen ’I hvilken grad oppstod norsk nasjonalfølelse og identitet i middelalderen?’ (som findes i antologien Tankar om ursprung red. af Fredrik Svanberg) indeholder både teoretiske, metodiske og tolkningsmæssige overvejelser vedrørende nationalitet og national identitet i middelalderen, men her vil vi alene fremdrage nogle af de eksempler på norsk nationalitet, som Opsahl nævner.

Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.)

Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 

Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)

Nationalitet og kultursammenstød i Helsingør – i 1500-tallet

En af de ting, der viser, at man i før-moderne tid, fx i middelalderen, tænkte nationalt, eller etnisk om man vil, er den kendsgerning, at der blandt et lands indbyggere skelnedes mellem hjemmehørende og fremmede; også selvom disse fremmede i en eller anden forstand var blevet borgere og levede og virkede i pågældende land. I min bog om Danskhed i middelalderen behandler jeg sådanne eksempler hos Saxo. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af Roskilde, hvoraf det fremgår, at der på Valdemar den Stores tid netop skelnedes mellem byens danske indbyggere og de fremmede, som var saxer:

»Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester«. (Saxos Danmarkshistorie XIV 21,1 – Peter Zeebergs oversættelse.)

Det var naturligvis mest i byerne, at sådanne fremmede slog sig ned, da de ofte kom som købmænd eller håndværkere. Det er i øvrigt ikke ny viden, at der var sådanne fremmede i de danske byer, men længe har man ikke beskæftiget sig så meget med emnet, hvilket måske har været medvirkende til, at den antagelse, at man ikke tænkte nationalt eller etnisk i før-moderne tid, har kunnet udbrede sig.

Men nu er der et stort forskningsarbejde i gang med hjemsted på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvilket Weekendavisens sektion ’Ideer’ for nogle måneder siden bragte en spændende artikel om (’Naboens diskrete charme’ af Morten Beiter i #07 2016). Projektet (der mærkeligt nok ikke har et dansk navn) skal undersøge de fremmede i byer i Danmark (og en enkelt i Sverige) i tidsrummet 1450-1650. På trods af den noget politiserede beskrivelse af projektet – hvis formål er at genoprette balancen i vore dages debat om de fremmede i Danmark ved en indsigt i forholdet mellem danske og udlændinge i Danmark i nævnte tidsrum – er projektet ganske seriøst og vil efter alt at dømme blive et stort skridt fremad også for forskningen i nationalitet i før-moderne og tidlig-moderne tid.

Prospekt over Helsingør og  Kronborg (og Øresund og Skåne) fra Georg Brauns og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum i seks bind, udgivet fra 1572 til 1617. (Billedet her er lånt fra Wikipedias opslag 'Kronborg'.)

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!

»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.

En uunderbygget tese med stor virkning

Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen; det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget i min bog Danskhed i middelalderen.

Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.

Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat. 

En gammel identitet

»National identitet« er såkaldt kernestof i historiefaget i gymnasiet, altså noget alle elever skal have kendskab til.

 Tilsyneladende har ministeriet dog afsluttet den historiske diskussion om, hvornår »national identitet« opstod, for i bekendtgørelsen er emnet lagt under perioden »1776-1914«. Det er da også påfaldende, hvor entydige mange af lærebøgerne er: Enten formidler de ukritisk den påstand, at national identitet (og dermed også dansk identitet) er et moderne fænomen opstået efter Den franske Revolution, eller også understøtter de indirekte påstanden ved at lade være med at omtale national identitet, før det bliver »relevant« i kapitlerne om 1800-tallet. Der er kun få eksempler på, at national identitet nævnes i forbindelse med før-moderne tid.

 Men så enkel er historien nu ikke – så langtfra. Her kunne der nok være brug for lidt mere af den færdighed, som eleverne ifølge ministeriets vejledning også skal opøves i, nemlig at kunne »underbygge« forskellige synspunkter, påstande og udsagn samt »falsificere« opstillede hypoteser.

Tegning af Gert Ejton, som ledsagede kronikken 'En gammel identitet' i Fyens Stiftstidende 31/7 '15.

En gammel slesvigsk identitet?

»Den gamle slesvigske identitet blev som så mange andre revet i stykker af de nye nationale programmer i 1800-tallet.« Dette udsagn af Uffe Østergård (i Weekendavisen #27 2015) er vist meget typisk for den udbredte forestilling om en oprindelig slesvigsk identitet; ofte som et led i en udbredt forestilling om naturlige regionale identiteter og sammenhænge, der blev tromlet ned af de moderne nationale fællesskaber. Nogle steder skal det nok passe. Men i Sønderjylland virker det mærkværdigt at tale om det danske som noget nyt og det »slesvigske« som noget gammelt.

Hvad var en »slesvigsk identitet« i det hele taget? Det er især noget, man taler om netop i forbindelse med de nationale brydninger i Sønderjylland fra 1840’erne og frem. Uffe Østergård kan have ret i at indkredse det på følgende måde, idet han taler om »Slesvig eller Sønderjylland som en selvstændig provins med egen historie og karakter. At henvise til denne særlige historie er ikke det samme som at hævde en særlig slesvigsk national identitet. Det blev forsøgt af grupper i Flensborg i 1840rne, men der er ikke vidnesbyrd om, at de havde videre succes uden for deres egne snævre kredse. Slesvigs egenart skal snarere forstås som en afvisning af valget mellem (høj)dansk og (høj)tysk national identitet. Tilknytningen til provinsen var ofte parret med en helstatslig patriotisme, der var bundet til kongen i København.«

Med denne slesvigske identitet befinder vi os altså helt tydeligt i tiden efter 1721, hvor kongen blev eneste regent i hertugdømmet Slesvig, og før 1864, hvor Prøjsen og Østrig erobrede samme. Der er da næppe heller tvivl om, at det er i dette tidsrum, man må søge, hvis man vil finde ud af, hvornår en særlig »slesvigsk identitet« opstod. Det er nemlig ikke en gammel identitet, men en moderne. Som identitet var den knyttet til et helt bestemt geografisk område med en særlig politisk status.

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.

Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.