30 april, 2016

Nu ride vi sommer i by

Længe før man kendte begreberne »kampdag« eller »international« var 1. maj - som hedder valborgdag - den dag, hvorpå man fejrede sommerens komme, og hvor man »red sommer i by«. Den gode Henrik Gerner (der havde været med i den nordsjællandske modstandsbevægelse i svenskekrigenes onde dage) skrev derom i sin Rijmstock fra 1670 om årets gang og bondens gøremål:
Hey, nu ride vi Sommer ibye, vi siungende kommer
Med dend herlige May, oc med dend lystige Sommer.
Aftenen forinden - valborgsaften - havde mange våget ved bålet, og valborgdag satte man majstangen op. Majstangen var pyntet med nyudsprunget løv og farvede bånd - heraf udtrykket »at maje ud«. Kalenderreformen i 1700 bragte forvirring, da man (for at rette den skævhed, som den gregorianske kalender havde medført) sprang ti dage over, for derefter var bøgen slet ikke længere udsprungen den 1. maj (som jo nu svarede til den 20. april i den gamle kalender). Med tiden blev festerne for sommerens komme løsrevet fra valborgdag og fandt nu blot sted på et tidspunkt mellem 1. maj og sankthans. Nogle steder overlevede skikkene som pinseskikke, mens andre holdt fast i begyndelsen af maj som den rette tid. (Hvilket man alt sammen kan læse mere om i Birgit Hansens bog om Fester for sommerens komme eller i Iørn Piøs om Det festlige år.)

Majstangen, som er pyntet (eller »majet ud«), er oprindeligt knyttet til valborgdag (d. 1. maj), hvor man festede for sommerens komme. (Billedet er lånt fra et gammelt Richs-album.)
 
Da arbejderbevægelserne trængte frem, satte de mange arbejdere, der havde deres rod på landet og i landbokulturen, deres præg på »festlighederne«. Det, som de fleste af dem, der hverken er arbejdere eller socialister, kan sætte pris på ved »kampdagen«, er vel just de gamle festlige træk fra glæden over sommerens komme: bøgeløv, musik, gode venners lag, god mad og øl. Men dansen mangler desværre.

Glædelig valborgdag! Lad os ride sommer i by!

25 april, 2016

Et forrygende fund

1100 kridtpiber fundet i Oslo – den nyhed kunne nok få én til at spærre øjnene op. For nok findes der ofte mange stumper af kridtpiber rundt om i byer og på havbunden, men dette er dog et stort enkeltfund. Desuden var piberne i Oslo næsten alle uskadte, hvilket er usædvanligt; der er såmænd tale om verdens største fund af hele piber fra 1600-tallet. Og så var de ældre end 1624, hvilket i sig selv var lidt overraskende, hvilket vi vender tilbage til. Jeg læste først om fundet, da hjemmesiden ’Osloby’ bragte en artikel om det for nylig, men fundet er dog gjort i 2008. Også det vender vi tilbage til.

Et lille udvalg af de 1100 kridtpiber, der i 2008 blev fundet i Oslos undergrund. Stedet var engang en del af Bjørviken, og der lå Oslos store havn, før den ødelæggende brand i 1624. De fine tobakspiber vidner om, at Oslo var en by, hvis borgere var med på moden, idet tobaksnydelse og piberygning var noget temmelig nyt. Fundet er verdens største fund af hele tobakspiber fra 1600-tallet. (Foto: Rofl Øhman. Billedet er lånt fra hjemmesiden Osloby)
At piberne var så velbevarede skyldes, at de engang for knap 400 år siden gik tabt i forbindelse med en brand. Ja, det lyder mærkeligt, men forklaringen er følgende: Den 17. august 1624 var der (endnu engang) ildløs i Oslo, og næsten hele byen samt byens omfattende havneanlæg brændte ned. Og piberne, der må have stået samlet på bryggen, klar til at blive bragt ud eller afhentet, må være faldet i vandet, inden ilden nåede at ødelægge dem. Bryggen brændte og styrtede sammen, og piberne havnede således på Bjørvikens bund, hvor de siden blev beskyttet af lag af mudder. De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.

16 april, 2016

Der må være en grænse

Ligesom det har været gængs at påstå, at folkene eller nationerne i før-moderne tid var enten ikke-eksisterende, helt anderledes opfattet eller uklart definerede, sådan er der også blevet sagt om grænser i almindelighed og rigsgrænser i særdeleshed, at de var fraværende eller i hvert fald ganske diffuse, udflydende eller uklare. Det sås for nylig i en artikel i Weekendavisens tillæg Faktisk, som er beregnet for børn, da man i en »faktaboks«, der hed ’Historien om grænser’, kunne se historikeren Uffe Østergård citeret for følgende: »Grænserne udviklede sig lidt efter lidt fra 1500-tallet og frem. (…) Omkring 300 år senere begyndte lande, som vi kender dem i dag, at dukke op, og så lavede man grænser omkring dem«. Der kan være tale om en meget kraftig beskæring af Østergårds udtalelse fra journalisten Marta Sørensens side, men indtrykket, der efterlades, er i hvert fald noget uheldigt. Østergård uddyber: »Grænsen var ikke en streg på jorden eller en grænsebom, men et stort område som skovene i det svenske landskab Småland.« Udsagnet bragte mindelser om Benedict Andersons påstand, fremsat i hans kendte værk om nationerne som Forestillede fællesskaber, hvor han om de dynastiske riger, hvis tankegang angiveligt gik forud for og i øvrigt forhindrede de moderne forestillinger om nationen, siger: »staterne blev defineret ved deres centre, grænser var porøse og uklare« (Imagined communities s .19, egen overs.).




Det er naturligvis rigtigt, at der ikke i middelalderen var grænsebomme ved rigets grænse, ligesom man næppe heller har opfattet grænsen som en streg, man kunne skræve hen over for at stå med et ben i hvert rige. Men det gør ikke grænsen fraværende. En rigsgrænse i middelalderen kunne ganske rigtigt være en skov eller et bjerg, eller det kunne være en flod eller en å, som fx Ejderen, der i 811 blev fastlagt som grænse mellem Frankerriget og Danmark. Og i sidste tilfælde, hvor grænsen udgjordes af en å eller flod, er man jo meget nær ved grænsen som en »streg« eller i hvert fald en linje i landskabet. Og at en grænse udgøres af et bælte eller af et ingenmandsland er heller ikke ensbetydende med, at grænsen så ikke er der, eller at den skulle være uklar. Der er ikke noget uklart over en skov eller et fjeld.

Grænsestenen ved Danabæk; den anden af de seks sten, som sattes som grænsemærke mellem Danmark og Sverige. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Ekomuseum nedre Ätradalen'.)

09 april, 2016

Nationalitet og kultursammenstød i Helsingør – i 1500-tallet

En af de ting, der viser, at man i før-moderne tid, fx i middelalderen, tænkte nationalt, eller etnisk om man vil, er den kendsgerning, at der blandt et lands indbyggere skelnedes mellem hjemmehørende og fremmede; også selvom disse fremmede i en eller anden forstand var blevet borgere og levede og virkede i pågældende land. I min bog om Danskhed i middelalderen behandler jeg sådanne eksempler hos Saxo. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af Roskilde, hvoraf det fremgår, at der på Valdemar den Stores tid netop skelnedes mellem byens danske indbyggere og de fremmede, som var saxer:
»Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester«. (Saxos Danmarkshistorie XIV 21,1 – Peter Zeebergs oversættelse.)
Det var naturligvis mest i byerne, at sådanne fremmede slog sig ned, da de ofte kom som købmænd eller håndværkere. Det er i øvrigt ikke ny viden, at der var sådanne fremmede i de danske byer, men længe har man ikke beskæftiget sig så meget med emnet, hvilket måske har været medvirkende til, at den antagelse, at man ikke tænkte nationalt eller etnisk i før-moderne tid, har kunnet udbrede sig.

Men nu er der et stort forskningsarbejde i gang med hjemsted på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvilket Weekendavisens sektion ’Ideer’ for nogle måneder siden bragte en spændende artikel om (’Naboens diskrete charme’ af Morten Beiter i #07 2016). Projektet (der mærkeligt nok ikke har et dansk navn) skal undersøge de fremmede i byer i Danmark (og en enkelt i Sverige) i tidsrummet 1450-1650. På trods af den noget politiserede beskrivelse af projektet – hvis formål er at genoprette balancen i vore dages debat om de fremmede i Danmark ved en indsigt i forholdet mellem danske og udlændinge i Danmark i nævnte tidsrum – er projektet ganske seriøst og vil efter alt at dømme blive et stort skridt fremad også for forskningen i nationalitet i før-moderne og tidlig-moderne tid.

Prospekt over Helsingør og  Kronborg (og Øresund og Skåne) fra Georg Brauns og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum i seks bind, udgivet fra 1572 til 1617. (Billedet her er lånt fra Wikipedias opslag 'Kronborg'.)

01 april, 2016

Danskheden er en moderne konstruktion!

Jeg har kviet mig lidt ved at skulle lave denne optegnelse, da det i nogen grad strider mod det, jeg hidtil har taget for givet, men sandheden må frem, og jeg vil derfor ikke skjule, at jeg i Rigsarkivet har gjort et bemærkelsesværdigt fund, et dokument, der må rokke ved vores opfattelse af danskheden; den måde, hvorpå vi forstår det at være dansk, er måske ganske ny! Dokumentet sandsynliggør nemlig, at den nationale danske identitet er konstrueret i slutningen af 1700-tallet, og at den dermed er moderne og først opstået efter Den franske Revolution.

Et tilsyneladende uanseligt dokument lå gemt blandt papirer i et andet, helt uvedkommende læg om stikkerlikvideringer begået af en hidtil ukendt gruppe under Besættelsen. Det gamle dokument stammede fra et hemmeligt møde holdt skærtorsdag 1790 i en klub i København. Hvordan det er havnet blandt papirerne fra besættelsestiden – som jeg helt eksklusivt havde fået lov at se – er lidt af en gåde. Der er ingen, der har haft fingre i de papirer, siden de blev samlet kort før folketingsvalget i 1945, og Frode Jakobsen båndlagde dem for 70 år. Har nogen villet skaffe det gamle dokument af vejen? Eller var der tværtimod nogen, der forsøgte at sikre det mod destruktion? Intet vides med sikkerhed.

Der findes naturligvis ingen billeder, der viser det hemmelige skærtorsdagsmøde, hvor vores dokument blev til, men dette billede viser en typisk københavnsk 1700-talsklub, hvor der disputeres og drikkes tobak. Referenten ses sidde under bordet. Sådan omtrent kan vores møde også have taget sig ud. Men i modsætning til, hvad man måske skulle tro, var det ikke rene »kandestøberier«, der foregik ved sådanne møder; som det vil ses i hovedteksten, kan mødet, der refereres i vort dokument, meget vel have haft altafgørende betydning for den moderne danskhed.
Men til selve sagen: Dokumentet, der som sagt er dateret »Kiøbenhavn Anno 1790 den 1ste Aprilis«, er helt tydeligt et mødereferat. Men allerede derved, at de deltagende kun benævnes ved, hvad der ganske sikkert er dæknavne, er dokumentet interessant. Deltagerne har tydeligvis villet skjule deres identitet. Og når man læser videre, forstår man det godt, for mødets deltagere ville givetvis være blevet dømt for højforræderi, hvis deres rette navne var kommet frem.