17 februar, 2017

Om kongens - og visse andres - valg

I Danmark har den norske film Kongens nei (hvilket på dansk er blevet »oversat« til Kongens valg) nu i nogen tid rullet over biograflærrederne. Som historisk fiktionsfilm betragtet er den af langt højere kvalitet end en film som fx Under sandet, der tager sig så mange friheder, at fremstillingen af de historiske begivenheder bliver ganske forvredet (hvilket jeg kort har berørt i et tidligere opslag). Det kan man ikke sige om Kongens nei, for selvom der naturligvis er udeladt vigtige personer, ordskifter er blevet opdigtet osv., så er det alt sammen noget, der tjener det overordnede formål at give en tilskåret fremstilling af et historisk forløb med nærblik på nogle af de vigtigste personer, og det på en sådan måde, at det overordnede forløb ikke forandres, men blot træder tydeligt frem. Mange enkeltheder og begivenhedsforløb er i øvrigt gengivet ganske tro mod det, vi ved.

Filmen bygger umiddelbart på Alf R. Jacobsens bog af samme navn, men allerede i 1979 udgav Per Øyvind Heradstveit bogen Kongen som sa NEI!, hvis grundliggende problematik og fremstilling i det hele taget rummer næsten alle de vinkler, portrætter og spørgsmål, som også filmen indeholder. Bl.a. sætter Heradstveit kongehuset ind i en politiske ramme og bygger fremstillingen op om kong Haakon VII's »nej« til den tyske gesandt Bräuer den 10. april i Elverum.


Den norske kong Haakon VII og kronprins Olav søger skjul for de tyske bomber over Molde den 28. april 1940. Billedet blev kendt i samtiden og inspirerede Nordahl Grieg til digtet 'Kongen', hvori bl.a. disse linjer optræder: "Rak og høy står han ved bjørken / stirrende mot det som kommer, / ørne-ensom, ørne-stolt." Birken selv blev et nationalt symbol: kongebjørka. Haakon VII var broder til den danske kong Christian X og hed prins Carl, før han valgtes til det fri Norges konge efter unionsopløsningen i 1905. (Foto: Per Bratland. Billedet er lånt fra NRK's hjemmeside.)

Selvom det forekommer lidt sært at omdøbe filmen i Danmark (især når man betænker, at film med virkeligt fremmede titler, som fx alle de amerikanske, ikke længere oversættes), så er det da sandt, at filmen fremhæver valget som tema. Og ikke bare kongens, men også andres.

Tag nu fx den befalingshavende på Oscarsborg, der uden klare instrukser må forholde sig til de mørklagte skibe, som i mulm og tåge er på vej ind i Oslo-fjorden og passerer Oscarsborg omtrent tyve minutter over fire om morgenen den dag, 9. april 1940. 


02 februar, 2017

Kyndelmisse

»Det er hvidt herude: / Kyndelmisse slaar sin Knude / overmaade hvas og haard«. Sådan synger vi i Steen Steensen Blichers stemningsfulde vintersang. Og i Jeppe Aakjærs mere livlige sang om sneflokke, der kommer vrimlende, afsluttes med konstateringen: »og nu kom Kjørmes-Knud!« De to sange er nok mere end noget andet med til at forme den danske opfattelse af, hvad kyndelmisse er – for »kjørmes« i Aakjærs sang er såmænd bare en folkelig (eller dialektal) måde at sige kyndelmisse på, og kyndelmisse er i øvrigt den danske eller folkelige måde at sige kandelabermesse på, hvilket igen var en oversættelse af messens latinske navn: missa candelarum (se mere i Ordbog over det danske Sprog). Men det vender vi tilbage til, ligesom vi også gemmer det med »knuden« lidt endnu. 

Johan Christian Dahl: Vinterlandskab. Nær Vordingborg (1827). Maleriet kunne godt lede tankerne hen på kyndelmisse. J.C. Dahl var fra Bergen, men var født, da Norge endnu var Danmarks tvillingerige, og han begyndte sin kunstneriske løbebane på Kunstakademiet i København. (Billedet er lånt fra Statens museum for kunst.)