»Alvorlig taler ved Alfarvej«

Johannes V. Jensens manende digt om de gamles gravhøje kender nok de fleste – og sandt er det, at mange af bronzealderens gravhøje blev lagt ved datidens vejføringer. Især Hærvejen – som allerede var til dengang, og som forbandt bygderne i Jylland med Europa – kantedes af høvdinges og storfolks grave. Ja, gravhøjenes tilstedeværelse er den dag i dag med til at vise, hvor vejens forløb var dengang. Det er tydeligt, at disse gravhøje har skullet kunne ses viden om.

Vi udvælger os en af disse grave; vi drager ad Hærvejen ned i Sønder-Jylland, nærmere bestemt Oversø sogn i Ugle herred i Isted syssel – altså i vore dages Sydslesvig (nyttige turførere hertil kunne være Ture i Nord- og Sydslesvig, Sydslesvig på kryds og tværs eller 1864. En guide i krigens fodspor). Vi skal nemlig høre lidt om en gravhøj nær Sankelmark sø, som ligger smukt højt oppe på et højdedrag øst for vejen. Her har gravhøjen været synlig for alle vejfarende. Men i dag, ak ja, der ser man den næppe. Som det ofte er, når man vil vide noget, får man også noget andet fortalt, og her må vi nu høre lidt om krigen i 1864, for det, man i dag nok mest vil lægge mærke til på stedet, er et stort og noget bastant østrigsk mindesmærke, opført oven på den gamle gravhøj. Velsagtens for at det skal kunne ses viden om. (Jeg skrev også lidt om denne høj i min kronik i Flensborg Avis 11/5 2017.) 

Bronzealdergravhøj med et østrigsk mindesmærke ovenpå. Mindesmærket er fra 1864, og fotografiet er taget efter indvielsen. (Foto: F. Brandt. Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

»Hal ned Dannebrog!«

I dag for hundrede år siden – den 31. marts 1917 – overdrog Danmark ved en ceremoni De vestindiske Øer til De forenede Stater (USA). Da Dannebrog, splitflaget, kl. fire om eftermiddagen (lokal tid) blev halet på paradepladsen i Charlotte Amalie – øernes hovedstad på Skt. Thomas – endte nogle hundrede års dansk herredømme over øerne; men ikke bare det, for da De vestindiske Øer var Danmarks sidste koloni, endte dermed også Danmarks tid som kolonimagt (idet Grønland på trods af eventuelle kolonilignende forhold ikke regnedes for en koloni, men for et såkaldt biland, og derfor også havde sit eget våbenskjold i kongevåbnet; se fx ph.d. Jens Wendel-Hansens bidrag til den debat).

Den 31. marts 1917 vajede Dannebrogs splitflag for sidste gang over De vestindiske Øer. Ceremonien, hvor øerne blev overdraget fra Danmark til USA, fandt sted på paradepladsen i Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Nøjagtig kl. fire om eftermiddagen befalede den sidste danske generalguvernør, Henri Konow: "Hal ned Dannebrog!", og Danmarks tid som kolonimagt var til ende. (Foto: Det Kgl. Bibliotek. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Dansk militærmusik'.)

Den danske koloni på Skt. Thomas blev grundlagt i 1672, Skt. Jan blev (efter nogle forgæves koloniseringsforsøg) erhvervet i 1718, og Skt. Croix i 1733 (se bl.a. værket Vore gamle tropekolonier). Nu blev disse øer altså overdraget til USA som et led i en handel, hvor USA desuden anerkendte Danmarks overhøjhed over hele Grønland, hvilket var en ikke ubetydelig indrømmelse. Handlen var blevet fuldført fem timer inden ceremonien skulle finde sted, idet en check på 25 millioner dollar blev overdraget til Danmarks ambassadør i Washington, Constantin Brun. Da dette var sket, sendtes telegrafisk besked til generalguvernøren for De vestindiske Øer, Henri Konow, så denne kunne vide, at alt var i orden, og at overdragelsen skulle finde sted som planlagt (hvilket man bl.a. kan læse om på Rigsarkivets meget fine sider om øerne og overdragelsen mm.).

Kyndelmisse

»Det er hvidt herude: / Kyndelmisse slaar sin Knude / overmaade hvas og haard«. Sådan synger vi i Steen Steensen Blichers stemningsfulde vintersang. Og i Jeppe Aakjærs mere livlige sang om sneflokke, der kommer vrimlende, afsluttes med konstateringen: »og nu kom Kjørmes-Knud!« De to sange er nok mere end noget andet med til at forme den danske opfattelse af, hvad kyndelmisse er – for »kjørmes« i Aakjærs sang er såmænd bare en folkelig (eller dialektal) måde at sige kyndelmisse på, og kyndelmisse er i øvrigt den danske eller folkelige måde at sige kandelabermesse på, hvilket igen var en oversættelse af messens latinske navn: missa candelarum (se mere i Ordbog over det danske Sprog). Men det vender vi tilbage til, ligesom vi også gemmer det med »knuden« lidt endnu. 

Johan Christian Dahl: Vinterlandskab. Nær Vordingborg (1827). Maleriet kunne godt lede tankerne hen på kyndelmisse. J.C. Dahl var fra Bergen, men var født, da Norge endnu var Danmarks tvillingerige, og han begyndte sin kunstneriske løbebane på Kunstakademiet i København. (Billedet er lånt fra Statens museum for kunst.)

»lifligst Drik fra dunkle Væld«

I sommer besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende skilt ved siden af med denne tekst:

Du vandringsman på vägen går

Kom hit och drick du svalka får

Ty vattnet äger samma kraft

Som i St. Olofs tid det haft.

Men ak, da jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der er sprunget af vor egen fortids kilde.

»Sankt Olofs källa« i Hardemo i Nærke, Sverige. En af Nordens mange helligkilder - og en af de mange, der er viet til hellig Oluf - altså Olav den Hellige. Kildens omgivelser er, som det ses, fint bevaret - men kilden er tørlagt. Ofte sker det pga. dræn, hvilket er synd, for helligkilderne er vore ældste bevarede kulturminder. (Foto: Adam Wagner.)

Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)

Opbyggelige tanker ved en kridtpibe

»De piber, der dengang vel blev anset for at være gået tabt i branden, holdt sig altså bedre end alle andre samtidige piber, der velbeholdne nåede frem til tobaksnyderne, hvilket jo egentlig er en morsom, ja nærmest opbyggelig, tanke.« Således skrev jeg i en tidligere optegnelse om det forrygende fund af 1100 meget velbevarede kridtpiber fra Oslos undergrund – og fortid.

Når jeg skrev sådan, var det, fordi kridtpiben som sådan er blevet brugt som billede på forkrænkelighed. Her tænkes ikke på anti-rygningskampagner fra EU, men derimod på en bestemt tobaksarie af den tyske komponist Johann Sebastian Bach (1685-1750). Ja, det vil sige en tobaksarie, der tillægges Bach, for man ved strengt taget hverken, om tekst eller melodi er skrevet af ham. Men arien findes i hans hustru Anna Magdalena Bachs nodebog og kaldes teknisk for »BWV 515a«. Det er i øvrigt et stykke, jeg tidligere har skrevet om i artiklen ’Farvel og tobak?’ (i internettidsskriftet Replique).

Johann Sebastian Bach (1685-1750) skrev måske, måske ikke, 'En tobaksrygers opbyggelige tanker', som under alle omstændigheder findes i nodebogen til hans hustru, Anna Magdalena Bach.

I øvrigt er denne tobaksarie også opbyggelig, selvom piben forbindes med den menneskelige forgængelighed. Den hedder ’Erbauliche Gedanken eines Tobakrauchers’ (»En tobaksrygers opbyggelige tanker«) og er nærmest et stykke protestantisk kontemplation. (Den tyske tekst kan ses her; noderne her.)

Glimt af en verden, der forsvandt

Maria Murman (født Appelblom) stod den 9. september 1944 tilbage med sin røde kiste på kajen i Hapsal i Estland; skibet M/S Juhan lagde fra og sejlede over Østersøen til Sverige. Hun skulle egentlig have været med, men båden var fyldt med folk, og hun fik at vide, at der nok var plads til hende, men ikke til hendes røde kiste. Det var dog ikke en hvilken som helst kiste, men hendes brudekiste, hvori hun havde haft det linned og stof, hun havde vævet, da hun nogle år tidligere var blevet gift med Johan. Ham havde hun ikke hos sig der på kajen i Hapsal, for han var blevet tvangsudskrevet til Den røde Hær, og hun havde ikke hørt fra ham. Hun valgte da at blive hellere end at slippe sin røde kiste. Der kom nok en båd mere mod Sverige, tænkte hun. Men det gjorde der ikke. Juhans afgang fra Hapsal var den sidste bådafgang mod Sverige, ja, mod vest i det hele taget, i meget lang tid.

M/S JUHAN på vej ind til Stockholm. JUHAN sejlede efter svensk-tysk overenskomst ni ture mellem Estland og Sverige med flygtninge. Mere end 3000 estlandssvenske kom med JUHAN til Sverige. Mange andre kom dertil på anden vis. Efter Anden Verdenskrig var det gamle svensktalende mindretal i Estland svundet ind til næsten ingenting. (Foto: SOV:s arkiv. Billedet er lånt fra Manfred Hamberg: 'm/s Juhans resor' i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002.)

Juhan havde på sine mange ture over Østersøen transporteret mere end 3000 estlandssvenske (hvilket Manfred Hamberg har skrevet om i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002); andre havde taget flugten på anden vis, og af en svensk befolkning i Estland, der før krigen havde talt mere end syv et halvt tusind mennesker (se hjemmesiden 'Estonia.eu'), var kun få tilbage. Maria Murman var en af dem.

44 år senere, i august måned 1988, blev Maria Murman filmet til en svensk fjernsynsudsendelse (af reporteren Lisbeth Hedborg, der også siden i Svenska Dagbladet skrev om sit møde med bl.a. Maria Murman). Sovjetunionen, som Estland jo var blevet en del af kort tid efter Juhans sidste afgang i 1944, var begyndt at åbne sig, og svensk fjernsyn kunne altså lave en udsendelse om Maria Murman og de andre estlandssvenske på Ormsø, der var blevet tilbage.

En juledans og dens rødder

I en tidligere optegnelse nævnte jeg den gamle sang »Nu har vi jul igen«, der skulle være kendt allerede i 1700-tallets julestuer. Det er en oplysning, der går igen flere steder – men det er egentlig lidt uklart, hvorfra den stammer. Den nævnes på side 96 i Iørn Piøs store Bogen om julen; men der angives ingen kilde.

I en fin lille artikel i Hjemstavnsliv nr. 12 fra 2001, gør Kjeld Nørgaard rede for sangens og melodiens historie. Den kan man jo læse, så her skal ikke andet end opsamles: Ser vi bort fra den kilde, Iørn Piø må have kendt, som omtaler sangen allerede i 1700-tallet, så er sangen første gang omtalt i Danmark i 1877 i Børnenes Blad nr. 6. Der er melodien er ikke nævnt udtrykkeligt, så den forudsættes kendt, og det gør sangen egentlig også, for det siges, at »den hører med ved ethvert vel ordnet Juletræ«. Melodien er i Danmark først nedtegnet og udgivet i 1931 i bogen Danmarks Sanglege, hvilket naturligvis ikke betyder, at den først skulle være opstået så sent. Her er det nævnt, at verset om »Det er ikke sandt« osv. er kendt fra Bornholm – og altså dengang endnu ikke vidt udbredt.

Både sang og melodi er dog kendt fra Sverige i ældre kilder, og i flere danske kilder fremgår det, at sangen er kommet derfra, hvilket altså virker ganske sandsynligt. I Sverige kendes teksten fra 1856, og melodien fra 1846; begge er dog ældre end det.

Drømte mig en drøm i nat

»Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl« står der med runer i Codex Runicus, det skånske runehåndskrift fra omkring 1300, der indeholder en af de ældste tekster af Skånske Lov. På håndskriftets sidste opslag findes sangen. Og det er en sang, for som det ses, er der noder under teksten. Og dermed er det den ældste danske sang, der er overleveret os.

Gennem de syv hundrede år slår den blidt og vemodigt en tone an i os. At netop den i 1931 blev DR's »pausesignal« var et godt valg.

– Adam Wagner