10 juli, 2020

En af de få dage...

På den hvide hest red Danmarks konge, Christian X, igennem æresporten, rejst ved den gamle voldsgrænse fra 1864, og ind i de engang tabte, men nu genvundne sønderjyske landsdele. Klokken var tyve minutter over ni om morgenen den 10. juli 1920. I en samtidig reportage, af Carl Dumreicher, hedder det:
Nu var Kongen ved Æresporten. Han havde taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge Sider. Man kunde se, hvor bevæget, han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa tilvejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarschen smelder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsener sammen om ham.
Se filmklippet hos Filmcentralen.

Kun et kort øjeblik, men med så stor betydning. Et øjeblik, hvor lange tiders længsler opfyldtes. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde forudgrebet stemningen med sit digt fra 1918: »Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:/ en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.« Og det var vitterlig et øjeblik, hvor også en gammel spådom gik i opfyldelse.

10 februar, 2020

Ikke for meget

Det var et Herrens vejr den 10. februar 1920 med storm og regn. Mangt et dannebrogsflag fik en flænge. Men det var ikke et dårligt varsel for de danske, skulle det vise sig. Denne dag var mange sønderjyder på vej til eller fra et valglokale, for nu var den dag, som så mange havde håbet på og længtes efter, kommen: Dagen, hvor folk i de nordligste egne af Sønder-Jylland kunne stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle høre til Danmark eller Tyskland. Da alle stemmerne hen mod aften forelå, og telegrammerne tikkede ind på regeringskontorer, avisredaktioner osv., stod det klart, at et overvældende flertal havde stemt for Danmark, nemlig 75 % af de afgivne, gyldige stemmer. Dagen har siden været officiel flagdag i Danmark, og i den del af Sønder-Jylland, der som følge af afstemningen kom hjem til Danmark, har dagen mange steder været en festdag med møder, sang og kaffebord lige til i dag.

En af de mange nødpengesedler, der blev udstedt af de sønderjyske kommuner efter Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig; her fra Gramby kommune (sognebyen Gram), som lå i 1. zone. På trods af byens egen placering, har man åbenbart været meget optaget af 2. zones skæbne, hvilket bl.a. ses af, at sedlens anden side omtaler folkeafstemningen i marts - altså i 2. zone. Som flere andre sedler har også denne et nationalt budskab, men sedlen fra Gramby er meget mere ligefremt politisk end nogen anden nødpengeseddel. Her ses en karikatur af statsminister Zahle, som siger "Klip her", mens han med fingeren tegner en linje nord om Aabenraa og Tinglev! Ententemagterne Frankrig og Storbritannien er ellers ganske venligt ved at klippe kortet over syd for 2. zone. En besk kommentar til den i samtiden udbredte (og ikke meget forkerte) antagelse, at den radikale regering hellere ville lade grænsen gå for langt mod nord end "for langt" mod syd.
Den del af Sønder-Jylland, hvori der stemtes den 10. februar 1920, kaldtes 1. zone, og der stemtes en bloc, således at det samlede udfald af afstemningen skulle bestemme hele zonens fremtidige statslige tilhørsforhold. Syd for lå en 2. zone, hvor der først skulle stemmes den 14. marts, og her skulle hvert lille område (hvert sogn for sig og staden Flensborg for sig) stemme alene; kun de sogne eller den by, hvor der opnåedes dansk flertal, kunne være sikker på at komme til Danmark.

03 marts, 2019

Et fastelavnsspil

Fortidens fastelavnsløjer var ganske livlige, og i modsætning til i dag var de i høj grad også for voksne – måske mest. I almindelighed drejede det sig om at slå gækken løs, og rigeligt med god mad og drikke var en selvfølgelig del af det, ligesom udklædningen og løjerne (også gerne de lidt vovede) var det. En skik, som bredte sig i middelalderen, men som vi desværre ikke har mere, var fastelavnsspillene. I Tyskland, hvorfra spillene så vidt vides kom, var der i begyndelsen tale om ganske korte optrin, som kunne opføres, når man gik fra dør til dør; optrin med kønsligt løssluppent indhold; utro kvinder og deslige. Senere blev det til egentlige skuespil med tekst på tidens udbredte versform, knittelvers (oftest med fire metriske tryk i hver linje og med parrim), og med en lidt mere udbygget handling og en knap så udtrykkelig kønslighed.

Det ældste, kendte danske fastelavnsspil findes nedskrevet i et håndskrift fra 1531; da håndskriftet, ud over dette årstal, også indeholder navnet på skolemesteren ved Vor Frue Kirkes skole i Odense, Christiern Hansen, tænker man, at nedskrivningen skyldes ham, og at dette fastelavnsspil, samt de to andre skuespil, som håndskriftet indeholder, har været opført af latinskolens elever – for at tjene lidt penge, hvilket var vanligt (stykket er udgivet af Leif Søndergaard i bogen: Fastelavnsspillet i Danmarks senmiddelalder). Af disse tre skuespil, er det ene en oversættelse, og det andet et temmelig ringe stykke, mens det tredje, fastelavnsspillet, så vidt vides er originalt og i øvrigt ganske underholdende med en god fremdrift. Dertil kommer, at stykket næsten lever op til Aristoteles’ krav om enhed i handling, sted og tid. Lad os se lidt nærmere på dette gamle fastelavnsspil.
 
Udsnit af maleri fra omkr. 1570 af Peeter Baltens, der viser en flamsk markedsfest; på dette udsnit ses et teaterstykke. Tiden er nær vort eget fastelavnsstykke, og de fysiske omgivelser i Flandern har mindet om dem i Danmark. Også stykket på markedet på dette maleri var et skæmtestykke: En mand opdager, skjult i en kurv, som en anden mand bærer på ryggen, hvordan hans kone muntrer sig med en gejstlig person. Tilskuerne står tæt rundt om, ja, en er sågar kravlet op på taget for bedre at kunne se. Sådan omtrent kan danske fastelavnsspil have været opført. (Billedet findes på Hollands Rijksmuseum i sal 6 og udsnittet er lånt fra deres hjemmeside; "Gift of the heirs of C. Hoogendijk, The Hague".)
Teksten, som den fremstår, er tilsyneladende et langt digt skrevet på knittelvers, men nogle af stroferne er replikker, og stykket har uden tvivl været opført som skuespil. Det kunne være opført på en scene og med dragter, hvilket kendes fra middelalderen. Der er tydeligvis en fortæller, der indledningsvis henvender sig til publikum.

01 december, 2018

National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla

I dag udkommer bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af Arild Hald Kierkegaard (1979-2012); bogen kan bestilles her. Forlaget, Munch & Lorenzen, har meget passende valgt at lade den udkomme på 100-årsdagen for Islands statslige selvstændighed. Ikke fordi der er nogen ligefrem forbindelse mellem det emne, bogens titel beskriver, og så Islands selvstændighed i 1918, men fordi det i forbindelse med sidstnævnte er på sin plads at minde om, at Island, eller rettere islænderne, som nation betragtet er ældre end blot hundrede år. For at der fandtes en særskilt islandsk identitet allerede på Snorre Sturlusons tid (o. 1178-1241), det er en af de ting, der står klart efter endt læsning af Arild Kierkegaards bog, ligesom det står klart, at bevidstheden om Islands politiske frihed i hvert fald for nogle var en vigtig del af den islandske selvforståelse.


Men Arild Kierkegaards bog er dog meget mere end det, først og fremmest fordi Snorres Heimskringla, der menes skrevet omkring 1230, består af sagaer om de norske konger og altså i langt højere grad handler om Norge end om Island. Disse norske kongesagaer er i langt overvejende grad fortalt med udgangspunkt i en norsk national tradition, og det er en af Kierkegaards pointer, at denne har en del tilfælles med senere tiders nationale identitet, idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.

29 oktober, 2018

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:
Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.
Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.

Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

23 juni, 2018

Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

06 april, 2018

Museum Obscurum på Falster

Et varulvefoster, et vampyrhoved, et drageskelet og mange andre mærkelige og dunkle sager på museum! Utroligt, men sandt. Det drejer sig om udstillingen Museum Obscurum (omtrent: »det dunkle museum«) på museet Falsters Minder i Nykøbing.

Kasse brugt i forbindelse med studiet af varulve indeholdende bl.a. et varulvefoster i sprit - eller hvad? (Billedet er lånt fra hjemmesiden til Falsters Minder.)

Hvad er det dog for noget? Ifølge Falsters Minder er der tale om en hidtil ukendt samling af rariteter eller kuriositeter indsamlet af Cornelius S.C. Rödder på hans mange rejser. På museets hjemmeside står Rödders leveår ikke anført, og jeg noterede det ikke, da jeg besøgte udstillingen, men han skulle have levet fra engang i anden halvdel af 1700-tallet til omkring midten af 1800-tallet. Museet har genskabt hans studerekammer med flotte montrer, der dækker hele den ene væg; men der er også nogle tilstødende rum, hvor man finder Rödders mere dunkle samling, som han for en stor dels vedkommende havde købt af den engelske forsker Thomas Theodore Merrylin, hvis samling findes i London. Det er i disse rum, man finder de indledningsvis nævnte »genstande«.