Ikke for meget

Det var et Herrens vejr den 10. februar 1920 med storm og regn. Mangt et dannebrogsflag fik en flænge. Men det var ikke et dårligt varsel for de danske, skulle det vise sig. Denne dag var mange sønderjyder på vej til eller fra et valglokale, for nu var den dag, som så mange havde håbet på og længtes efter, kommen: Dagen, hvor folk i de nordligste egne af Sønder-Jylland kunne stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle høre til Danmark eller Tyskland. Da alle stemmerne hen mod aften forelå, og telegrammerne tikkede ind på regeringskontorer, avisredaktioner osv., stod det klart, at et overvældende flertal havde stemt for Danmark, nemlig 75 % af de afgivne, gyldige stemmer. Dagen har siden været officiel flagdag i Danmark, og i den del af Sønder-Jylland, der som følge af afstemningen kom hjem til Danmark, har dagen mange steder været en festdag med møder, sang og kaffebord lige til i dag.

En af de mange nødpengesedler, der blev udstedt af de sønderjyske kommuner efter Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig; her fra Gramby kommune (sognebyen Gram), som lå i 1. zone. På trods af byens egen placering, har man åbenbart været meget optaget af 2. zones skæbne, hvilket bl.a. ses af, at sedlens anden side omtaler folkeafstemningen i marts - altså i 2. zone. Som flere andre sedler har også denne et nationalt budskab, men sedlen fra Gramby er meget mere ligefremt politisk end nogen anden nødpengeseddel. Her ses en karikatur af statsminister Zahle, som siger "Klip her", mens han med fingeren tegner en linje nord om Aabenraa og Tinglev! Ententemagterne Frankrig og Storbritannien er ellers ganske venligt ved at klippe kortet over syd for 2. zone. En besk kommentar til den i samtiden udbredte (og ikke meget forkerte) antagelse, at den radikale regering hellere ville lade grænsen gå for langt mod nord end "for langt" mod syd.

Den del af Sønder-Jylland, hvori der stemtes den 10. februar 1920, kaldtes 1. zone, og der stemtes en bloc, således at det samlede udfald af afstemningen skulle bestemme hele zonens fremtidige statslige tilhørsforhold. Syd for lå en 2. zone, hvor der først skulle stemmes den 14. marts, og her skulle hvert lille område (hvert sogn for sig og staden Flensborg for sig) stemme alene; kun de sogne eller den by, hvor der opnåedes dansk flertal, kunne være sikker på at komme til Danmark.

Dansk og tysk i Sønderjylland omkring 1848

Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’. 

Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.)

Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 

Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.

Stand og nation - Anders Sørensen Vedel og Saxo

Saxo indleder fortalen til sin Danmarkshistorie med disse ord: »Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle.« (Peter Zeebergs oversættelse.)

Når man betænker Saxos egen nationale tilgang til sit værk (hvorom jeg har skrevet i bogen Danskhed i middelalderen; se også mit tidligere opslag), kan det egentlig ikke undre, at nogle af de senere tiders oversættere og udgivere også til dels har haft nationale bevæggrunde. Mange vil nok allerede tænke på N. F. S Grundtvigs friske fordanskning fra 1818. 

Saxo, som Gudmund Hentze (1875-1948) forestillede sig ham. Hentze illustrerede en af de mange udgaver af N.F.S. Grundtvigs Saxo-fordanskning, der er kommet i tidens løb, nemlig den udgave, der under navnet Danmarks Riges Krönike udkom første gang i 1924 ved Forlaget Danmark.

Grundtvig indleder sin fortale til Saxo-oversættelsen, Danmarks Krønike, således: »At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havt Forældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i det Haab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been i Fred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderlige Huus og et ærligt Navn til Arve-Gods; det er en Lykke, hvorpaa alle fromme og kiærlige Hjerter sætte besynderlig Priis; og naar denne Lykke times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinder kan frit opslaae Paulun i sine Fædres Land, og glæde sig ved deres Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes!«

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

År og dag

Det er nu bogstaveligt talt år og dag siden, at undertegnedes bog om Danskhed i middelalderen udkom på forlaget Munch & Lorenzen. Bogen er i det store og hele blevet særdeles vel modtaget og har alle steder fået en saglig behandling.

Danskhed i middelalderen er således blevet anmeldt i Jyllands-Posten (hvor den tildeltes fire stjerne ud af seks mulige), på ’historie-online’, i internettidsskriftet Replique, i Tidehverv, i Grænseforeningens blad Grænsen og i Historielærerforeningens fagblad Noter. Desuden fik den en grundig omtale (der mindede om en anmeldelse) i en klumme af cand.mag. Michael Böss i Kristeligt Dagblad, og endelig blev den omtalt i en klumme af cand.mag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen.

Jeg vil i det følgende ikke undlade at viderebringe nogle af de rosende ord, der er blevet skrevet om bogen, men jeg vil også nævne noget af den kritik der har været – og forholde mig til den.

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!

»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.

En uunderbygget tese med stor virkning

Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen; det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget i min bog Danskhed i middelalderen.

Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.

Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat. 

En gammel identitet

»National identitet« er såkaldt kernestof i historiefaget i gymnasiet, altså noget alle elever skal have kendskab til.

 Tilsyneladende har ministeriet dog afsluttet den historiske diskussion om, hvornår »national identitet« opstod, for i bekendtgørelsen er emnet lagt under perioden »1776-1914«. Det er da også påfaldende, hvor entydige mange af lærebøgerne er: Enten formidler de ukritisk den påstand, at national identitet (og dermed også dansk identitet) er et moderne fænomen opstået efter Den franske Revolution, eller også understøtter de indirekte påstanden ved at lade være med at omtale national identitet, før det bliver »relevant« i kapitlerne om 1800-tallet. Der er kun få eksempler på, at national identitet nævnes i forbindelse med før-moderne tid.

 Men så enkel er historien nu ikke – så langtfra. Her kunne der nok være brug for lidt mere af den færdighed, som eleverne ifølge ministeriets vejledning også skal opøves i, nemlig at kunne »underbygge« forskellige synspunkter, påstande og udsagn samt »falsificere« opstillede hypoteser.

Tegning af Gert Ejton, som ledsagede kronikken 'En gammel identitet' i Fyens Stiftstidende 31/7 '15.

Læsevejledning

Jeg kan naturligvis kun anbefale alle at læse min bog Danskhed i middelalderen fra begyndelsen til enden, og mange vil også have stort udbytte af det, tror jeg. Men jeg ved også, at ikke alt deri vil være lige spændende for alle læsere.

Da der er tale om et historiefagligt værk, der indgår i en diskussion og søger at bevise en påstand ud fra de middelalderlige kilder, er der naturligvis kapitler og afsnit, der af nogle kan opfattes som lidt for grundige eller indforståede.

Om falsificering af Benedict Andersons teser

I fredags (19/6 2015) var kronikken i Kristeligt Dagblad skrevet af mig og havde titlen 'Danskheden er ældre, end vi tror'. Udgangspunktet var min nyligt udkomne bog om Danskhed i middelalderen. Kronikken nævner Benedict Andersons særdeles udbredte værk om de Forestillede fællesskaber, som nationerne er. Værkets afgørende tese er, som det måske er bekendt, at det i før-moderne tid slet ikke var muligt at forestille sig det nationale fællesskab; dette skulle angiveligt først være blevet muligt i slutningen af det 18. århundrede.

Kronikken i Kristeligt Dagblad 19. juni 2015: 'Danskheden er ældre, end vi tror'

 

"Men nærlæser man Andersons værk, er det påfaldende, at han end ikke overvejer den mulighed, at nationalbevidsthed kunne have været til også i førmoderne tid. Der er således intet forsøg på at falsificere den fremsatte tese. Det har andre siden måttet gøre."

Og det er både danske og udenlandske forskere, der har gjort det, hvad enten det så er sket i udtrykkelig polemik mod Anderson eller ej. Som jeg har nævnt i en tidligere optegnelse, har fx Anders Leegaard Knudsen påvist tilstedeværelsen af det, han kalder dansk nationalisme, omkring år 1300.

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.

Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.