Nu er det jo
ikke sandt, at julen varer lige til påske – for indimellem kommer fasten, som
bekendt. Det ved vi fra den gamle muntre sang, som mange af os synger, mens vi løber
huset rundt som en afslutning på dansen rundt om juletræet selve juleaften.
Sangen var i øvrigt som sangleg yndet i julestuerne allerede i 1700-tallet
(hvilket er en af de mange nyttige oplysninger, man kan finde i Bogen om julen af Iørn Piø).
Men hvornår
slutter julen så? Alle, der kender Peters Jul, ved, at når de tre lys er brændt ned helligtrekongersaften, »saa er
Julen til Ende.« Peters Jul af J.
Krohn udkom første gang i 1866, men denne tidsfæstelse for julens afslutning
har gammel hævd både i Danmark og andre steder. Mange steder i Norge regnes
helligtrekongersaften for sidste aften i julen, og lysene på juletræet tændes
for sidste gang. Også på Island er denne »trettende nat« julens afslutning – ligeså
i Skotland og England (hvor aftenen og natten dog hedder »Twelfth-Night«,
eftersom julen hos dem jo først begynder julemorgen).
 |
| Fra den første udgave af Peters Jul, verset om 'Helligtrekongersaften'. Peters Jul er skrevet af J. Krohn, og første udgave havde tegninger af dennes broder Pietro Krohn og Otto Haslund. J. Krohn var dog ikke tilfreds med trykkerens arbejde! (Billedet er lånt fra Den Gamle Bys hjemmeside.) |
Men var sjette
januar så ikke en del af julehelgen? Både-og. Helligtrekonger var helligdag ikke
bare i katolsk tid, men helt indtil helligdagsreformen i 1770. Ofte regnedes
dagen da også som en del af julen, og da sagde man om 7. januar: »Sankt Knud / gjenner
Julen ud«. Det lille vers kendes i mangfoldige former, hvor udsagnsordet kan
skifte, såsom »pisker«, »driver«, »bærer« mm. (som altid er Troels-Lunds værk
om Dagligt Liv i Norden en guldgrube;
her VII. bog, s. 94). Mange steder brugte man udtryk, der viser, at man selv var aktiv denne dag, idet julen
skulle drives ud, trampes ud eller piskes ud. Men hvem er så denne Knud? Det er
såmænd selveste Knud Lavard, hvis helgendag er 7. januar, på hvilken dag han jo
i 1131 blev dræbt af sin fætter Magnus den Stærke i Haraldsted skov. Allerede i
1500-tallet vides det, at Knud Lavard blev regnet for den, der »plejer at jage
julen ud«.
Det kunne
altså se ud, som om julen skulle slutte den 5. om aftenen, men da den 6. var
helligdag, fortsatte julehelgen nærmest af sig selv en dag mere, og så kunne
det være nødvendigt at tvinge den til at forsvinde senest den 7. om morgenen.
Andre steder
i Norden regnes helligtrekonger vitterlig med som en juledag. »Trettondedagen«
hedder den i Sverige, »trettenhelga« i Norge (som sagt er det kun nogle steder i Norge,
hvor helligtrekongersaften regnes for julens afslutning), og »trettandi« på
Færøerne, hvor vi i Danmark vanligvis kun regner med 12 juledage.
Men ikke nok
med det: Andre steder slutter julen først den 13. januar! Således fx i
Helgeland i Norge, hvor jeg personligt har mødt lokale, barnefødte folk, der
siger, at julen egentlig først slutter på tyvendedagen – altså 13. januar. Også
i Sverige har man denne »tjugondedagen«, og på Færøerne (»tjúgundahalgi«). Sjovt
nok er netop denne dag, 13. januar, dagen hvor vore hedenske forfædre efter alt
at dømme holdt deres juleblot. Det
ligner en tanke.
Hvad der er
forunderligt er, at det også er Knud, der bær’ julen ud i Sverige og Norge –
også selvom det sker den 13. og ikke den 7. januar. I Norge kan det siges, at »tjuende dag Knut
kjører julen ut«, og i Sverige kan det siges, at »tjugonda-Knut dansas julen
ut«. I øvrigt kan den svenske tyvende dag jul også kaldes »knutsdagen«. Der
er dog usikkerhed om, hvem denne Knud er: Knud hertug eller Knud den Hellige?
Det er vistnok egentlig Knud den Hellige, idet han tidligere også havde mindedag
på netop denne dag (ud over den vanlige 10. juli, som var hans dødsdag). Den
13. januar skulle antagelig minde om overflytningen i 1095 af hans jordiske
rester til den kirke, der var under opførsel til hans ære i Odense (hvilket er
i hvert fald er forklaringen, den katolske kirke giver). For almindelige folk
har det dog næppe gjort den store forskel, om det var den ene eller den anden
Knud, der drev julen ud tyvende juledag. Men morsomt er det, at det er en Knud, uanset om det sker den 7. eller
den 13., og uanset om det sker i Norge, Sverige eller Danmark.
 |
| »Canutus« siger teksten, hvilket er Knud, og billedet viser en helgen med spyd. Kalkmaleriet findes i Vigersted kirke nær Haraldsted og er fra omkr. 1450. Men er det Knud Lavard, som bl.a. Axel Bolvig skriver i sin bog Danmarks kalkmalerier? Nærheden til Haraldsted taler for det, men hvis det, han holder i sin venstre hånd, er et rigsæble, er det snarere Knud den Hellige. Hvad der kan øge forvirringen er, at begge helgeners dage på den ældste, kendte danske kalenderstok fra 1531 er markeret med et spyd. Uanset hvad, så er det en af disse to Knud'er, der jager julen ud. I Norge kan man blandt meget andet sige, at »Knut med sitt spjut jaga jule ut.« (Billedet er lånt fra dansk Wikipedias opslag om Knud Lavard.) |
Men sluttede
julen så virkelig? Det hedder i et gammelt ord: »Ved kørmisse knude / er julen
ude / men ingen kan laste / den, der holder jul til faste.« Tja… »derimellem
kommer fasten«. Der er dog ikke andre tegn på, at julen skulle have varet så
længe, end netop denne remse. Og dog: Det med kyndelmisse er
bemærkelsesværdigt, for på Helgelandskysten i Norge (og sikkert også andre
steder), hvor julen jo ellers menes at ende den 13. januar, holdt konerne i
gamle dage et gilde, når mændene drog »på Lofot-fiske«. Det skete netop ved
kyndelmisse, som ikke er et kendt begreb på de kanter. I stedet kaldtes dagen
»kjerringjul«, altså kællingejul, og konerne mødtes, »kosede« sig og fortærede de
sidste rester af julemaden. Skal udtrykket »kjerringjul« mon betyde, at gildet opfattedes
som en afslutning på julen? Eller dækker det blot over, at gildet sammenlignes
med jul? Underforstået: Nu var det konernes tur til at hygge sig og holde jul.
Det er nok det sidste. Men alligevel: Julen har været svær at drive ud.
Men hvornår
slutter julen så rigtigt? Den 5. januar om aftenen, den 7. om morgenen eller
den 13.? De ældste danske kirkelove fra henholdsvis Sjælland og Skåne (begge menes
at være fra 1171) fastsætter begge julehelgen på en tvetydig måde. Først den
skånske, som fastsætter julehelgen (»iulæhælh«) fra »þæn timæ ær hun gar in ok til atanda dah æftir tolfta dah«. Altså fra
den time, hvor den går ind, til ottende dag efter tolvte dag. Selve julehelgen
går vanligvis ind ved solnedgang den 24. december, men i hvert fald er den 25.
første juledag. Der er altså i alt tyve dage i helgen. Men den mærkelige
formulering om den »ottende dag efter tolvte dag« viser jo, at de tolv dage udgør en enhed. Det må være
den egentlige jul, hvorefter så
følger otte dage mere i helgen. Sjællandske kirkelov siger noget lignende: »Iulæ
hælgh fran aduent oc til atænd dagh æfti tolftæ dagh.« Ud over at adventen her regnes
med til julehelgen, er afgrænsningen i den anden ende den samme. Hvorfor denne
dobbelte afgrænsning? Kunne det tænkes, at den før-kristne julefest den 13.
januar har måttet indfanges for at uskadeliggøres? Under alle omstændigheder er
det klart, at forvirringen om julens rette afslutning går langt tilbage.
Skal der
være orden i tingene, må vi altså holde fast i, at julen begynder den 24.
december om aftenen for derefter at vare i tolv dage og slutte den 5. januar om
aftenen, når helligtrekongerslyset er brændt ned. Men lader man julen fortsætte
helligtrekongersdag med, er det ikke så sært, da det er en gammel helligdag; og
skaden er under alle omstændigheder ikke større, end at Knud kan bære julen ud
den syvende om morgenen (eventuelt med lidt hjælp fra husets beboere). Men
glemmer man at uddrive julen, kan man dog (i selskab med visse nordmænd,
svenske og færinger) lade julen fortsætte til og med tyvende juledag (13/1) og
så ved solnedgang tænke på, at det netop var den tid på året, hvor de gamle
fejrede deres julefest – så vidt vi ved.
Julen har
næppe nogen steder varet helt til faste, endsige til påske. Men det var engang en
fast hilsen, når man trådte ind i et hjem i julen: »Gud signe eders Jul! Jul
til Paaske!«, hvilket Otto Sperling beskrev i sin bog om julen fra 1711, De Nomine et Festo Juel (verset her efter
Troels-Lund). Det var nok det bedste, man kunne ønske for folk! Men der er altså allerhøjest tyve juledage. Bare
der også er mad, øl og kager nok…
Fortsat
glædelig jul!
