Sidste kapitel om Halberg og tobakken

Længe har Skandinaviens to sidste tilbageværende pibetobaksfabrikker ligget på Fyn, en i Assens og en i Svendborg, begge betydelige også i en international sammenhæng, og de var begge ejet af hver sin danske (eller i det mindste danskdominerede) virksomhed, henholdsvis Scandinavian Tobacco Group (STG) og Mac Baren Tobacco Company. Sidstnævnte ejedes af familievirksomheden Halberg A/S (hvilket man kan læse meget mere om i min bog Tobak til tiden). Men pr. 1. juli 2024 er hele Mac Baren Tobacco Company blevet overdraget til STG ved et køb, der værdisættes til 535 millioner og finansieres dels af kontanter på hånden og dels af gæld (se STG’s egen engelsksprogede pressemeddelelse eller Sydinvestsomtale.) Hvad der skal ske med Mac Baren-fabrikken i Svendborg, der er en af byens største arbejdspladser, er i skrivende stund endnu uvist.

Harald Halberg i døren til sin tobaksforretning på torvet i Svendborg, ca. 1912. Harald Halberg havde i 1887 overtaget Bønnelyckes Fabrik, der var grundlagt i 1826. Senere ændrede tobaksvirksomheden navn til Mac Baren Tobacco Company efter den populære serie af pibetobakker som Harald Halbergs sønnesøn, Jørgen Halberg, udviklede fra 1949 og ind i 1950'erne. I 2024 solgte Halberg A/S familiens gamle tobaksvirksomhed til Scandinavian Tobacco Group. (Billede fra bogen Tobak til tiden.)

Det er af flere grunde en bemærkelsesværdig handel. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at Halberg-familien overhovedet frasælger tobaksvirksomheden, der lige fra 1887 og indtil nu har været nært knyttet til slægten og desuden har været koncernens kernevirksomhed. Mac Baren har oven i købet været overskudsgivende og har i nyere tid formået at vokse blandt andet ved overtagelse af kendte pibetobaksmærker (som fx »Three Nuns« og »St. Bruno«), ved overtagelse af Sutliff i USA og ved satning på rulletobak med mere.

Fastelavnserindringer

Da jeg var barn, var fastelavn stadig en stor ting. Jeg husker, hvordan jeg lavede fastelavnsris, der var pyntet med strimler af silkepapir samt små tønder og katte klippet ud af farvet karton. Det var vist nok i skolen, at vi fik lejlighed til at lave den slags. Og endelig kunne jeg så om morgenen på fastelavns søndag rise mine forældre op ved at rasle med fastelavnsriset, mens jeg sang den gode gamle sang: »Fastelavn/ er mit navn,/ boller vil jeg have!/ Hvis jeg ingen boller får,/ så laver jeg ballade!« Og så vankede der fastelavnsboller. Jeg tror nok, at bollerne hos os som oftest blev købt hos bageren, men vi havde også en god bager.

Sådan omtrent så de fastelavnsboller ud, som jeg fik i min barndom.
(Billedet er lånt fra hjemmesiden bentebager.dk, hvor man i øvrigt også kan finde en opskrift på fastelavnsboller.)

Tekst om Mac Baren rettes i Trap Danmark

Da jeg for godt tre uger siden modtog bind 20 af den nye udgave af Trap Danmark, slog jeg naturligvis straks op på det, som jeg selv har beskæftiget mig med og ved mest om, nemlig tobaksvirksomheden Mac Baren og Halberg-koncernen, som ejer Mac Baren. Det er kun et lille stykke (på s. 178), der omhandler denne virksomhed, som er en af Svendborgs største, men sådan må det naturligvis være i et værk som Trap Danmark, der skal rundt om mange ting på begrænset plads.

Hvad, der var værre, var, at der på den lille plads er to faktuelle fejl samt en oplysning, der ved ikke at give et retvisende billede også må kaldes fejlagtig.

For det første står der, at tobaksvirksomheden blev grundlagt i 1827; men det var i 1826. For det andet står der, at tobaksserien Mac Baren blev introduceret i »begyndelsen af 1950'erne«; men det var i 1949. For det tredje står der, at virksomheden i dag fremstiller pibetobak samt snus- og tyggetobak; det oplyses altså ikke, at en meget væsentlig del af Mac Barens tobaksfremstilling længe har været rulletobak til rul-selv-cigaretter.

ADAM WAGNER: Tobak til tiden. Mac Baren - en virksomhed i Svendborg. Svendborg Museum, 2014.

For mig, der vist er den eneste historiker, der har forsket i Mac Barens historie, og i hvert fald er den eneste, der har skrevet en bog om emnet, var det selvfølgelig irriterende at opdage. Jeg henvendte mig naturligvis til Trap Danmarks redaktion og har nu fået at vide, at fejlene vil blive rettet, således at det kommende særbind om Svendborg Kommune samt den digitale udgave vil have de rette årstal og oplysninger.

En af de få dage...

På den hvide hest red Danmarks konge, Christian X, igennem æresporten, rejst ved den gamle voldsgrænse fra 1864, og ind i de engang tabte, men nu genvundne sønderjyske landsdele. Klokken var tyve minutter over ni om morgenen den 10. juli 1920. I en samtidig reportage, af Carl Dumreicher, hedder det:

Nu var Kongen ved Æresporten. Han havde taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge Sider. Man kunde se, hvor bevæget, han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa tilvejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarschen smelder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsener sammen om ham.

Se filmklippet hos Filmcentralen.

Kun et kort øjeblik, men med så stor betydning. Et øjeblik, hvor lange tiders længsler opfyldtes. Forfatteren Henrik Pontoppidan havde forudgrebet stemningen med sit digt fra 1918: »Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:/ en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage.« Og det var vitterlig et øjeblik, hvor også en gammel spådom gik i opfyldelse.

Ikke for meget

Det var et Herrens vejr den 10. februar 1920 med storm og regn. Mangt et dannebrogsflag fik en flænge. Men det var ikke et dårligt varsel for de danske, skulle det vise sig. Denne dag var mange sønderjyder på vej til eller fra et valglokale, for nu var den dag, som så mange havde håbet på og længtes efter, kommen: Dagen, hvor folk i de nordligste egne af Sønder-Jylland kunne stemme om, hvorvidt deres landsdel skulle høre til Danmark eller Tyskland. Da alle stemmerne hen mod aften forelå, og telegrammerne tikkede ind på regeringskontorer, avisredaktioner osv., stod det klart, at et overvældende flertal havde stemt for Danmark, nemlig 75 % af de afgivne, gyldige stemmer. Dagen har siden været officiel flagdag i Danmark, og i den del af Sønder-Jylland, der som følge af afstemningen kom hjem til Danmark, har dagen mange steder været en festdag med møder, sang og kaffebord lige til i dag.

En af de mange nødpengesedler, der blev udstedt af de sønderjyske kommuner efter Tysklands nederlag i Den første Verdenskrig; her fra Gramby kommune (sognebyen Gram), som lå i 1. zone. På trods af byens egen placering, har man åbenbart været meget optaget af 2. zones skæbne, hvilket bl.a. ses af, at sedlens anden side omtaler folkeafstemningen i marts - altså i 2. zone. Som flere andre sedler har også denne et nationalt budskab, men sedlen fra Gramby er meget mere ligefremt politisk end nogen anden nødpengeseddel. Her ses en karikatur af statsminister Zahle, som siger "Klip her", mens han med fingeren tegner en linje nord om Aabenraa og Tinglev! Ententemagterne Frankrig og Storbritannien er ellers ganske venligt ved at klippe kortet over syd for 2. zone. En besk kommentar til den i samtiden udbredte (og ikke meget forkerte) antagelse, at den radikale regering hellere ville lade grænsen gå for langt mod nord end "for langt" mod syd.

Den del af Sønder-Jylland, hvori der stemtes den 10. februar 1920, kaldtes 1. zone, og der stemtes en bloc, således at det samlede udfald af afstemningen skulle bestemme hele zonens fremtidige statslige tilhørsforhold. Syd for lå en 2. zone, hvor der først skulle stemmes den 14. marts, og her skulle hvert lille område (hvert sogn for sig og staden Flensborg for sig) stemme alene; kun de sogne eller den by, hvor der opnåedes dansk flertal, kunne være sikker på at komme til Danmark.

Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

Flensborg - fra dansk til tysk

Flensborg er som bekendt en gammel dansk by, og de fleste husker nok også, at der var noget med, at Danmark måske kunne have fået Flensborg hjem ved genforeningen i 1920 – men altså ikke fik det. De, der så niende afsnit af ’Historien om Danmark’ i fjernsynet, så i hvert fald, hvordan den såkaldte påskekrise udløstes af spørgsmålet. Det skete, da kong Christian X afsatte ministeriet Zahle, fordi statsministeren ikke ville udskrive folketingsvalg, så det kunne blive afklaret, om regeringen havde vælgernes støtte til sin politik, som gik ud på at afvise at få mere af Sønderjylland end den nordligste afstemningszone (1. zone), hvor der samlet set havde vist sig dansk flertal. Når spørgsmålet syntes aktuelt, var det, fordi der var en forhåbning om, at Danmark kunne blive tilbudt Flensborg, selvom 75,2% af de afgivne stemmer her var blevet afgivet for Tyskland. (Jeg har tidligere skrevet en artikel om ’Det radikale Venstre og Sønderjylland indtil Genforeningen i 1920’ i kulturtidsskriftet Nomos.)

Dansk plakat fra folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920 til brug i 2. zone, først og fremmest Flensborg, hvis hustage ses på tegningen. Den flotte og enkle fremstilling af Dannebrog, der daler ned over Flensborg på afstemningsdagen, den 14. marts, taler sit tydelige sprog. Men Flensborg fik ikke dansk flertal. Dog stemte 28% af de fastboende for Danmark. Uenigheden om, hvorvidt Danmark skulle tage imod Flensborg, hvis verdenskrigens sejrherrer skulle tilbyde Danmark byen, førte til ministeriet Zahles afskedigelse. Man vil bemærke, at teksten er på tysk, hvilket var ganske naturligt, da Flensborg i lange tider havde været overvejende tysksproget; også dengang der endnu var dansk flertal i byen. (Plakaten er lavet af kunstneren Harald Slott-Møller og er her lånt fra de digitale samlinger ved Det kongelige Bibliotek.)

Med kongens handling sikredes vælgerne mulighed for at tage stilling, og Zahles parti, Det radikale Venstre, fik ved valget en afklapsning, idet dets mandattal i folketinget faldt fra 33 til 17, og Danmark fik i stedet en regering af Venstre-folk med Niels Neergaard som statsminister; en regering, der ville stille sig positiv, hvis Danmark skulle få tilbudt noget mere af Sønderjylland end 1. zone – som fx Flensborg. Men Danmark fik aldrig tilbudt mere end Sønderjyllands nordligste afstemningszone (når der ses bort fra bittesmå lokale grænsereguleringer).

Men hvorfor var Flensborg så vigtig? Hvorfor forventede man at få byen tilbudt? Naturligvis var Flensborg Sønderjyllands største by, men også byens lange danske historie spillede ind.

Dansk og tysk i Sønderjylland omkring 1848

Husker man endnu Danmarks Radios fjernsynsdramaserie ’1864’? Allerede i første afsnit så man en fanatisk skolelærer sige noget til børnene om, at man nok skulle få lært slesvigerne at tale dansk, fordi alle i Danmark skulle tale dansk. Man fik det indtryk, at »slesvigerne« var tyske, og at »Slesvig« var et område, Danmark ville erobre. Det var en af de mange misvisende ting i den serie. Heldigvis råder DR lidt bod på det med sin nye fakta-serie ’Historien om Danmark’. 

Sprogforholdene i det sydlige Sønderjylland omkring 1840. Dansk (den røde farve) var endnu vidt udbredt og gik i midtlandet langt sydpå, mens indbyggerne i Angel var i gang med at foretage et sprogskifte fra dansk til tysk (den orange farve). Denne udvikling var noget forholdsvis nyt, idet angelboerne endnu ved århundredets begyndelse havde været dansktalende (når der ses bort fra Slesvig). En af årsagerne til sprogskiftet var den systematiske undervisning i tysk i den sydlige del af Sønderjylland (syd for den grå streg), som fulgte med skoleloven af 1814, da tysk indførtes som skolesprog i de områder, hvor tysk siden reformationen havde været kirkesprog, hvilket var blevet indført helt uden hensyntagen til folkesproget. - Kirkelandsbyen Fjolde er markeret med en grøn prik (se billedteksten til billedet nederst i denne optegnelse). (Billedet er lånt fra 'Wikipedia' (creative commons); jeg har selv tilføjet markeringen af Fjoldes beliggenhed.)

Når baggrunden for de sønderjyske krige skal trækkes op, er en henvisning til, hvordan Sønderjylland (eller hertugdømmet Slesvig) var delt mellem dansk og tysk, noget ganske naturligt. En sådan forekom også i ottende afsnit af DR’s fjernsynsserie ’Historien om Danmark’. Ganske kortfattet godt nok: Man fik blot at vide, at »halvdelen af indbyggerne er dansktalende« i hertugdømmet Slesvig. Det er heller ikke helt forkert. Men eftersom serien havde forsømt at benytte de tidligere afsnit til at berette om den sproglige og politiske udvikling i Sønderjylland (se fx min kritik i min anmeldelse af afsnittet om senmiddelalderen på Critiques hjemmeside), kom denne tilstand, som egentlig blot var et øjebliksbillede af en historisk udvikling, næsten til at fremstå som en statisk tilstand. Og det er til gengæld forkert. For de sproglige forhold, som de var i tiden op til 1848, afveg på afgørende måde fra tidligere tiders forhold og var en følge af et historisk forløb, hvor dansk var blevet trængt bort af tysk.

»Alvorlig taler ved Alfarvej«

Johannes V. Jensens manende digt om de gamles gravhøje kender nok de fleste – og sandt er det, at mange af bronzealderens gravhøje blev lagt ved datidens vejføringer. Især Hærvejen – som allerede var til dengang, og som forbandt bygderne i Jylland med Europa – kantedes af høvdinges og storfolks grave. Ja, gravhøjenes tilstedeværelse er den dag i dag med til at vise, hvor vejens forløb var dengang. Det er tydeligt, at disse gravhøje har skullet kunne ses viden om.

Vi udvælger os en af disse grave; vi drager ad Hærvejen ned i Sønder-Jylland, nærmere bestemt Oversø sogn i Ugle herred i Isted syssel – altså i vore dages Sydslesvig (nyttige turførere hertil kunne være Ture i Nord- og Sydslesvig, Sydslesvig på kryds og tværs eller 1864. En guide i krigens fodspor). Vi skal nemlig høre lidt om en gravhøj nær Sankelmark sø, som ligger smukt højt oppe på et højdedrag øst for vejen. Her har gravhøjen været synlig for alle vejfarende. Men i dag, ak ja, der ser man den næppe. Som det ofte er, når man vil vide noget, får man også noget andet fortalt, og her må vi nu høre lidt om krigen i 1864, for det, man i dag nok mest vil lægge mærke til på stedet, er et stort og noget bastant østrigsk mindesmærke, opført oven på den gamle gravhøj. Velsagtens for at det skal kunne ses viden om. (Jeg skrev også lidt om denne høj i min kronik i Flensborg Avis 11/5 2017.) 

Bronzealdergravhøj med et østrigsk mindesmærke ovenpå. Mindesmærket er fra 1864, og fotografiet er taget efter indvielsen. (Foto: F. Brandt. Billedet er lånt fra hjemmesiden '1864.dk'.)

»Hal ned Dannebrog!«

I dag for hundrede år siden – den 31. marts 1917 – overdrog Danmark ved en ceremoni De vestindiske Øer til De forenede Stater (USA). Da Dannebrog, splitflaget, kl. fire om eftermiddagen (lokal tid) blev halet på paradepladsen i Charlotte Amalie – øernes hovedstad på Skt. Thomas – endte nogle hundrede års dansk herredømme over øerne; men ikke bare det, for da De vestindiske Øer var Danmarks sidste koloni, endte dermed også Danmarks tid som kolonimagt (idet Grønland på trods af eventuelle kolonilignende forhold ikke regnedes for en koloni, men for et såkaldt biland, og derfor også havde sit eget våbenskjold i kongevåbnet; se fx ph.d. Jens Wendel-Hansens bidrag til den debat).

Den 31. marts 1917 vajede Dannebrogs splitflag for sidste gang over De vestindiske Øer. Ceremonien, hvor øerne blev overdraget fra Danmark til USA, fandt sted på paradepladsen i Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Nøjagtig kl. fire om eftermiddagen befalede den sidste danske generalguvernør, Henri Konow: "Hal ned Dannebrog!", og Danmarks tid som kolonimagt var til ende. (Foto: Det Kgl. Bibliotek. Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Dansk militærmusik'.)

Den danske koloni på Skt. Thomas blev grundlagt i 1672, Skt. Jan blev (efter nogle forgæves koloniseringsforsøg) erhvervet i 1718, og Skt. Croix i 1733 (se bl.a. værket Vore gamle tropekolonier). Nu blev disse øer altså overdraget til USA som et led i en handel, hvor USA desuden anerkendte Danmarks overhøjhed over hele Grønland, hvilket var en ikke ubetydelig indrømmelse. Handlen var blevet fuldført fem timer inden ceremonien skulle finde sted, idet en check på 25 millioner dollar blev overdraget til Danmarks ambassadør i Washington, Constantin Brun. Da dette var sket, sendtes telegrafisk besked til generalguvernøren for De vestindiske Øer, Henri Konow, så denne kunne vide, at alt var i orden, og at overdragelsen skulle finde sted som planlagt (hvilket man bl.a. kan læse om på Rigsarkivets meget fine sider om øerne og overdragelsen mm.).

Om kongens - og visse andres - valg

I Danmark har den norske film Kongens nei (hvilket på dansk er blevet »oversat« til Kongens valg) nu i nogen tid rullet over biograflærrederne. Som historisk fiktionsfilm betragtet er den af langt højere kvalitet end en film som fx Under sandet, der tager sig så mange friheder, at fremstillingen af de historiske begivenheder bliver ganske forvredet (hvilket jeg kort har berørt i et tidligere opslag). Det kan man ikke sige om Kongens nei, for selvom der naturligvis er udeladt vigtige personer, ordskifter er blevet opdigtet osv., så er det alt sammen noget, der tjener det overordnede formål at give en tilskåret fremstilling af et historisk forløb med nærblik på nogle af de vigtigste personer, og det på en sådan måde, at det overordnede forløb ikke forandres, men blot træder tydeligt frem. Mange enkeltheder og begivenhedsforløb er i øvrigt gengivet ganske tro mod det, vi ved.

Filmen bygger umiddelbart på Alf R. Jacobsens bog af samme navn, men allerede i 1979 udgav Per Øyvind Heradstveit bogen Kongen som sa NEI!, hvis grundliggende problematik og fremstilling i det hele taget rummer næsten alle de vinkler, portrætter og spørgsmål, som også filmen indeholder. Bl.a. sætter Heradstveit kongehuset ind i en politiske ramme og bygger fremstillingen op om kong Haakon VII's »nej« til den tyske gesandt Bräuer den 10. april i Elverum.

Den norske kong Haakon VII og kronprins Olav søger skjul for de tyske bomber over Molde den 28. april 1940. Billedet blev kendt i samtiden og inspirerede Nordahl Grieg til digtet 'Kongen', hvori bl.a. disse linjer optræder: "Rak og høy står han ved bjørken / stirrende mot det som kommer, / ørne-ensom, ørne-stolt." Birken selv blev et nationalt symbol: kongebjørka. Haakon VII var broder til den danske kong Christian X og hed prins Carl, før han valgtes til det fri Norges konge efter unionsopløsningen i 1905. (Foto: Per Bratland. Billedet er lånt fra NRK's hjemmeside.)

Selvom det forekommer lidt sært at omdøbe filmen i Danmark (især når man betænker, at film med virkeligt fremmede titler, som fx alle de amerikanske, ikke længere oversættes), så er det da sandt, at filmen fremhæver valget som tema. Og ikke bare kongens, men også andres.

Tag nu fx den befalingshavende på Oscarsborg, der uden klare instrukser må forholde sig til de mørklagte skibe, som i mulm og tåge er på vej ind i Oslo-fjorden og passerer Oscarsborg omtrent tyve minutter over fire om morgenen den dag, 9. april 1940. 

Kyndelmisse

»Det er hvidt herude: / Kyndelmisse slaar sin Knude / overmaade hvas og haard«. Sådan synger vi i Steen Steensen Blichers stemningsfulde vintersang. Og i Jeppe Aakjærs mere livlige sang om sneflokke, der kommer vrimlende, afsluttes med konstateringen: »og nu kom Kjørmes-Knud!« De to sange er nok mere end noget andet med til at forme den danske opfattelse af, hvad kyndelmisse er – for »kjørmes« i Aakjærs sang er såmænd bare en folkelig (eller dialektal) måde at sige kyndelmisse på, og kyndelmisse er i øvrigt den danske eller folkelige måde at sige kandelabermesse på, hvilket igen var en oversættelse af messens latinske navn: missa candelarum (se mere i Ordbog over det danske Sprog). Men det vender vi tilbage til, ligesom vi også gemmer det med »knuden« lidt endnu. 

Johan Christian Dahl: Vinterlandskab. Nær Vordingborg (1827). Maleriet kunne godt lede tankerne hen på kyndelmisse. J.C. Dahl var fra Bergen, men var født, da Norge endnu var Danmarks tvillingerige, og han begyndte sin kunstneriske løbebane på Kunstakademiet i København. (Billedet er lånt fra Statens museum for kunst.)

En juledans og dens rødder

I en tidligere optegnelse nævnte jeg den gamle sang »Nu har vi jul igen«, der skulle være kendt allerede i 1700-tallets julestuer. Det er en oplysning, der går igen flere steder – men det er egentlig lidt uklart, hvorfra den stammer. Den nævnes på side 96 i Iørn Piøs store Bogen om julen; men der angives ingen kilde.

I en fin lille artikel i Hjemstavnsliv nr. 12 fra 2001, gør Kjeld Nørgaard rede for sangens og melodiens historie. Den kan man jo læse, så her skal ikke andet end opsamles: Ser vi bort fra den kilde, Iørn Piø må have kendt, som omtaler sangen allerede i 1700-tallet, så er sangen første gang omtalt i Danmark i 1877 i Børnenes Blad nr. 6. Der er melodien er ikke nævnt udtrykkeligt, så den forudsættes kendt, og det gør sangen egentlig også, for det siges, at »den hører med ved ethvert vel ordnet Juletræ«. Melodien er i Danmark først nedtegnet og udgivet i 1931 i bogen Danmarks Sanglege, hvilket naturligvis ikke betyder, at den først skulle være opstået så sent. Her er det nævnt, at verset om »Det er ikke sandt« osv. er kendt fra Bornholm – og altså dengang endnu ikke vidt udbredt.

Både sang og melodi er dog kendt fra Sverige i ældre kilder, og i flere danske kilder fremgår det, at sangen er kommet derfra, hvilket altså virker ganske sandsynligt. I Sverige kendes teksten fra 1856, og melodien fra 1846; begge er dog ældre end det.