Er nationer moderne forestillede fællesskaber?

Er nationer moderne? Er de »forestillede fællesskaber«? For fyrre år siden udgav den anglo-irske sociolog Benedict Anderson sit hovedværk Imagined Communities (hvis danske titel er Forestillede fællesskaber), og siden har sådanne spørgsmål defineret den såkaldte nationalismeforskning. I anledning af jubilæet bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Andersons værk og teorier, hvortil undertegnede blev interviewet (’Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land’ af Perry MacLeod Ringblom, 11/4 2023; artiklen findes også på internettet). Også historikerne Michael Böss og Uffe Østergård er blevet interviewet til artiklen, der udmærket får ridset Andersons teorier om »prent-kapitalisme« og »forestillede fællesskaber« op.

Sidder Snorre mon og forestiller sig det nationale fællesskab? I hvert fald rummer hans værk Heimskringla forestillinger om nordmændene som et nationalt fællesskab, og det selvom det er fra fra omkr. 1230, hvor bogtrykkunsten endnu ikke var opfundet, og ingen havde hørt om Den franske Revolution. Sikkert er det derimod, at dette billede er Christian Kroghs forestilling om Snorre (fra 1899).

Prent-kapitalisme

Teorien om prent-kapitalismen går kort fortalt ud på, at det var bogtrykkunsten, der muliggjorde nationernes fremvækst ved, at de nationale sprog efterhånden fik samme status som latin og blev lige så udbredte, og ved, at mange sprogvarianter fik én fælles skriftnorm, hvorved ideen om nationale sprog opstod. Teorien om prent-kapitalismen tager for givet, at der ikke fandtes nationer eller nationale forestillinger før bogtrykkunsten. Dette vender vi tilbage til, men det skal lige nævnes, at Michael Böss i artiklen kommer med følgende rammende indvending mod teorien:

Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og skriftkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt.

Også dette vender vi tilbage til.

National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla

I dag udkommer bogen National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla af Arild Hald Kierkegaard (1979-2012); bogen kan bestilles her. Forlaget, Munch & Lorenzen, har meget passende valgt at lade den udkomme på 100-årsdagen for Islands statslige selvstændighed. Ikke fordi der er nogen ligefrem forbindelse mellem det emne, bogens titel beskriver, og så Islands selvstændighed i 1918, men fordi det i forbindelse med sidstnævnte er på sin plads at minde om, at Island, eller rettere islænderne, som nation betragtet er ældre end blot hundrede år. For at der fandtes en særskilt islandsk identitet allerede på Snorre Sturlusons tid (o. 1178-1241), det er en af de ting, der står klart efter endt læsning af Arild Kierkegaards bog, ligesom det står klart, at bevidstheden om Islands politiske frihed i hvert fald for nogle var en vigtig del af den islandske selvforståelse.

Men Arild Kierkegaards bog er dog meget mere end det, først og fremmest fordi Snorres Heimskringla, der menes skrevet omkring 1230, består af sagaer om de norske konger og altså i langt højere grad handler om Norge end om Island. Disse norske kongesagaer er i langt overvejende grad fortalt med udgangspunkt i en norsk national tradition, og det er en af Kierkegaards pointer, at denne har en del tilfælles med senere tiders nationale identitet, idet den er udtryk for en forestilling om nordmændene som eet folk med eet land, der børe være samlet under een konge. Folket opfattes, skønt bestående af flere lokale folkelige enheder, som en enhed med fælles sprog, afstamning og historie, afgrænset fra andre folkeslag, der på samme måde opfattes som enheder, der bevæger sig gennem historien. Og en vigtig del af denne norske nationale tradition er modviljen mod, at Norge regeres af fremmede fyrster. Man finder altså i Heimskringla en forestilling om et folk i etnisk forstand, som er knyttet til et bestemt veldefineret rige med faste grænser, styret af en bestemt indenlandsk kongeslægt, hvorfor der også menes at være en samhørighed mellem folk, rige og konge, ligesom landets frihed spiller en rolle.

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:

Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.

Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.

Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

Peder Vinstrup - den sidste danske biskop i Lund

De, der så afsnittet om ’Reformation og renæssance’ i Danmarks Radios fjernsynsserie  ’Historien om Danmark’, blev vidner til, hvordan biskop Peder Pedersen Vinstrups afsjælede legeme blev både afklædt og opskåret, for at de mest intime detaljer om hans krop kunne deles med almenheden, mens der oven i købet blev gjort grin med dem. (Hvornår har man ligget så længe i sin kiste, at ens krop betragtes som offentlig ejendom og respekten for den dermed ophører?) Selvom det alt sammen var begrundet i almindelig nysgerrighed, foregik det naturligvis i videnskabens navn, og det er da også altid spændende at få noget at vide om fortidens mennesker. Men så er spørgsmålet, om seerne egentlig fik så meget at vide om mennesket Peder Vinstrup? Betragter man mennesket som noget rent materielt, så fik man sikkert det meste at vide – han havde både huller i tænderne og havde lidt af forstoppelse – men vanligvis betragtes et rent materielt menneskesyn som netop umenneskeligt, fordi mennesket er så meget mere end sin krop. 

Biskop Peder Pedersen Vinstrups jordiske rester, som i 2013 blev taget ud af deres sarkofag i krypten under Lund domkirke, Vinstrups egen kirke, hvor han var den sidste danske biskop. Peder Vinstrup levede 1605-1679. Han er blevet kaldt såvel forræder som bolværk mod forsvenskningen af Skåne. (Billedet er fra afsnittet 'Reformation og renæssance' i DR's serie 'Historien om Danmark'.)

Seerne fik fx ikke rigtigt svar på, hvem Peder Vinstrup var ud over, at han var dansk biskop i Lund, da Skåne med Roskilde-freden ophørte med at være en del af Danmarks rige, og at han fortsatte som biskop også efter dette. Disse få kendsgerninger kan så danne udgangspunkt for det følgende, for netop dette, at Vinstrup var biskop i Skånelandene i overgangstiden, var naturligvis en prøvelse, og hans handlen har givet anledning til de mest forskelligartede vurderinger af ham rent menneskeligt – af hans person.

Dansk tunge og nordisk bevidsthed

På sin pilgrimsfærd mod Det hellige Land besøgte Erik Ejegod i 1103 Konstantinopel, og der mødte han nogle fra den græske kejsers livvagt, væringegarden, for den bestod jo af nordiske krigere. Ifølge den danske historieskriver Sakse (Saxo Grammaticus) var det de danske i garden, der ville mødes med kong Erik: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge.« Det fik de lov til, selvom kejseren var bange for, »at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem.«. Sakse forklarer i øvrigt på følgende måde for læseren, hvorfor der var danske krigere der hos kejseren: »Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.« (Saxos Danmarkshistorie XII 7,1 og 7,2; Peter Zeebergs oversættelse.) 

Piræus-løven, som på sin højre skulder og sin venstre flanke samt sit venstre forben bærer runeindskrifter. Ved at se nærmere på billedet aner man nok førstnævnte, som med sit slyngede runebånd har været den flottest udførte af indskrifterne. Alle indskrifterne er tilsyneladende fra 1000-tallet og er sandsynligvis udført af nordboer, som har været i den græske kejsers livgarde, væringer kaldet. Denne væringegarde bestod nemlig af folk, der talte dansk tunge, dvs. nordboer i det hele taget. Nogle af dem har mestret runekunsten og har således efterladt sig spor af deres "danske tunge" på denne løve, der oprindeligt (siden antikken) vogtede over havnen i Piræus, men som nu står foran det gamle skibsværft i Venedig, hvortil venetianerne første den som krigsbytte i 1688. I indskriften på løvens højre side har Thorgunn Snædal tydet de nordiske navne Åsmund, Eskil og Thorleif, som altså enten selv har ristet runerne eller mindes eller blot omtales. (Foto: Didier Descouens. Fra 'Wikipedia' under opslaget 'Pireuslejonet'.)

Umiddelbart kunne man nu forledes til at tro, at der kun var danske krigere i kejserens livvagt, men det var ikke tilfældet, for det var ikke kun danerne, der talte dansk, selvom sproget naturligvis havde navn efter netop dem – alle de nordiske folk talte »dansk«. Nærlæser man Sakses fremstilling i sin helhed, fremgår det, at han tog det for givet, at både daner, sveer og nordmænd talte samme sprog (se bl.a. min fremstilling i Danskhed i middelalderen s. 228ff.), hvilket ganske svarer til den almindelige opfattelse dengang. Det nordiske begreb »dansk tunge« betegnede ganske enkelt det fællesnordiske sprog; jævnfør Snorre Sturlasøns forord til sit værk kaldet Heimskringla (færdiggjort omkr. 1230): »I denne boken lot jeg skrive gamle frasagn om de høvdingene som har hatt rike i Nordlandene, og som har talt “dansk tungemål”« (norsk oversættelse af Snorres Konge-Sagaer); og dermed menes hele Norden og alle nordiske høvdinge – selvom hovedvægten er lagt på Norge.

Om norsk identitet i middelalderen

Fandtes der en norsk national identitet i middelalderen? Det spørgsmål har naturligvis været lige så omdiskuteret som det tilsvarende spørgsmål om en dansk identitet (en diskussion, jeg har berørt i et tidligere opslag). Dr.art. Erik Opsahl er en af dem, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, og som en kort indføring heri skal vi i det følgende se på en af dennes artikler. Opsahl spørger dog ikke »om«, men derimod »i hvilken grad« en norsk nationalfølelse opstod i middelalderen. Artiklen ’I hvilken grad oppstod norsk nasjonalfølelse og identitet i middelalderen?’ (som findes i antologien Tankar om ursprung red. af Fredrik Svanberg) indeholder både teoretiske, metodiske og tolkningsmæssige overvejelser vedrørende nationalitet og national identitet i middelalderen, men her vil vi alene fremdrage nogle af de eksempler på norsk nationalitet, som Opsahl nævner.

Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.)

Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 

Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)

Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)

År og dag

Det er nu bogstaveligt talt år og dag siden, at undertegnedes bog om Danskhed i middelalderen udkom på forlaget Munch & Lorenzen. Bogen er i det store og hele blevet særdeles vel modtaget og har alle steder fået en saglig behandling.

Danskhed i middelalderen er således blevet anmeldt i Jyllands-Posten (hvor den tildeltes fire stjerne ud af seks mulige), på ’historie-online’, i internettidsskriftet Replique, i Tidehverv, i Grænseforeningens blad Grænsen og i Historielærerforeningens fagblad Noter. Desuden fik den en grundig omtale (der mindede om en anmeldelse) i en klumme af cand.mag. Michael Böss i Kristeligt Dagblad, og endelig blev den omtalt i en klumme af cand.mag. Bo Bjørnvig i Weekendavisen.

Jeg vil i det følgende ikke undlade at viderebringe nogle af de rosende ord, der er blevet skrevet om bogen, men jeg vil også nævne noget af den kritik der har været – og forholde mig til den.

Nationalitet og kultursammenstød i Helsingør – i 1500-tallet

En af de ting, der viser, at man i før-moderne tid, fx i middelalderen, tænkte nationalt, eller etnisk om man vil, er den kendsgerning, at der blandt et lands indbyggere skelnedes mellem hjemmehørende og fremmede; også selvom disse fremmede i en eller anden forstand var blevet borgere og levede og virkede i pågældende land. I min bog om Danskhed i middelalderen behandler jeg sådanne eksempler hos Saxo. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af Roskilde, hvoraf det fremgår, at der på Valdemar den Stores tid netop skelnedes mellem byens danske indbyggere og de fremmede, som var saxer:

»Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester«. (Saxos Danmarkshistorie XIV 21,1 – Peter Zeebergs oversættelse.)

Det var naturligvis mest i byerne, at sådanne fremmede slog sig ned, da de ofte kom som købmænd eller håndværkere. Det er i øvrigt ikke ny viden, at der var sådanne fremmede i de danske byer, men længe har man ikke beskæftiget sig så meget med emnet, hvilket måske har været medvirkende til, at den antagelse, at man ikke tænkte nationalt eller etnisk i før-moderne tid, har kunnet udbrede sig.

Men nu er der et stort forskningsarbejde i gang med hjemsted på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvilket Weekendavisens sektion ’Ideer’ for nogle måneder siden bragte en spændende artikel om (’Naboens diskrete charme’ af Morten Beiter i #07 2016). Projektet (der mærkeligt nok ikke har et dansk navn) skal undersøge de fremmede i byer i Danmark (og en enkelt i Sverige) i tidsrummet 1450-1650. På trods af den noget politiserede beskrivelse af projektet – hvis formål er at genoprette balancen i vore dages debat om de fremmede i Danmark ved en indsigt i forholdet mellem danske og udlændinge i Danmark i nævnte tidsrum – er projektet ganske seriøst og vil efter alt at dømme blive et stort skridt fremad også for forskningen i nationalitet i før-moderne og tidlig-moderne tid.

Prospekt over Helsingør og  Kronborg (og Øresund og Skåne) fra Georg Brauns og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum i seks bind, udgivet fra 1572 til 1617. (Billedet her er lånt fra Wikipedias opslag 'Kronborg'.)

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!

»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.

En uunderbygget tese med stor virkning

Jeg har i en tidligere optegnelse berørt Benedict Anderson og hans vidt udbredte opfattelse, at det nationale skulle være et moderne fænomen; det vil jeg uddybe lidt i det følgende med udgangspunkt i kritik, jeg har foretaget i min bog Danskhed i middelalderen.

Benedict Andersons afgørende bidrag til den såkaldte nationalismeforskning er værket Imagined Communities (Forestillede fællesskaber), der søger at belyse baggrunden for den nationale tankes fremvækst fra slutningen af det 18. århundrede. Her går Benedict Anderson så vidt som til at hævde, at det slet ikke var muligt at tænke nationalt i før-moderne tid.

Anderson fremsætter nemlig en helstøbt tese om, hvorfor et sådant forestillet fællesskab som nationen ikke kunne have været tænkt i før-moderne tid, og tillige en besnærende forklaring på, hvorledes den nationale tanke kunne opstå og udbredes gennem trykkekunsten og den deraf følgende ensretning og afgrænsning af sprogfællesskaberne. Men det forbliver et postulat. 

En gammel identitet

»National identitet« er såkaldt kernestof i historiefaget i gymnasiet, altså noget alle elever skal have kendskab til.

 Tilsyneladende har ministeriet dog afsluttet den historiske diskussion om, hvornår »national identitet« opstod, for i bekendtgørelsen er emnet lagt under perioden »1776-1914«. Det er da også påfaldende, hvor entydige mange af lærebøgerne er: Enten formidler de ukritisk den påstand, at national identitet (og dermed også dansk identitet) er et moderne fænomen opstået efter Den franske Revolution, eller også understøtter de indirekte påstanden ved at lade være med at omtale national identitet, før det bliver »relevant« i kapitlerne om 1800-tallet. Der er kun få eksempler på, at national identitet nævnes i forbindelse med før-moderne tid.

 Men så enkel er historien nu ikke – så langtfra. Her kunne der nok være brug for lidt mere af den færdighed, som eleverne ifølge ministeriets vejledning også skal opøves i, nemlig at kunne »underbygge« forskellige synspunkter, påstande og udsagn samt »falsificere« opstillede hypoteser.

Tegning af Gert Ejton, som ledsagede kronikken 'En gammel identitet' i Fyens Stiftstidende 31/7 '15.

Om falsificering af Benedict Andersons teser

I fredags (19/6 2015) var kronikken i Kristeligt Dagblad skrevet af mig og havde titlen 'Danskheden er ældre, end vi tror'. Udgangspunktet var min nyligt udkomne bog om Danskhed i middelalderen. Kronikken nævner Benedict Andersons særdeles udbredte værk om de Forestillede fællesskaber, som nationerne er. Værkets afgørende tese er, som det måske er bekendt, at det i før-moderne tid slet ikke var muligt at forestille sig det nationale fællesskab; dette skulle angiveligt først være blevet muligt i slutningen af det 18. århundrede.

Kronikken i Kristeligt Dagblad 19. juni 2015: 'Danskheden er ældre, end vi tror'

 

"Men nærlæser man Andersons værk, er det påfaldende, at han end ikke overvejer den mulighed, at nationalbevidsthed kunne have været til også i førmoderne tid. Der er således intet forsøg på at falsificere den fremsatte tese. Det har andre siden måttet gøre."

Og det er både danske og udenlandske forskere, der har gjort det, hvad enten det så er sket i udtrykkelig polemik mod Anderson eller ej. Som jeg har nævnt i en tidligere optegnelse, har fx Anders Leegaard Knudsen påvist tilstedeværelsen af det, han kalder dansk nationalisme, omkring år 1300.

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.

Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.