Viser opslag med etiketten Saxo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Saxo. Vis alle opslag

18 april, 2023

Er nationer moderne forestillede fællesskaber?

Er nationer moderne? Er de »forestillede fællesskaber«? For fyrre år siden udgav den anglo-irske sociolog Benedict Anderson sit hovedværk Imagined Communities (hvis danske titel er Forestillede fællesskaber), og siden har sådanne spørgsmål defineret den såkaldte nationalismeforskning. I anledning af jubilæet bragte Kristeligt Dagblad en artikel om Andersons værk og teorier, hvortil undertegnede blev interviewet (’Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land’ af Perry MacLeod Ringblom, 11/4 2023; artiklen findes også på internettet). Også historikerne Michael Böss og Uffe Østergård er blevet interviewet til artiklen, der udmærket får ridset Andersons teorier om »prent-kapitalisme« og »forestillede fællesskaber« op.

Sidder Snorre mon og forestiller sig det nationale fællesskab? I hvert fald rummer hans værk Heimskringla forestillinger om nordmændene som et nationalt fællesskab, og det selvom det er fra fra omkr. 1230, hvor bogtrykkunsten endnu ikke var opfundet, og ingen havde hørt om Den franske Revolution. Sikkert er det derimod, at dette billede er Christian Kroghs forestilling om Snorre (fra 1899).

Prent-kapitalisme

Teorien om prent-kapitalismen går kort fortalt ud på, at det var bogtrykkunsten, der muliggjorde nationernes fremvækst ved, at de nationale sprog efterhånden fik samme status som latin og blev lige så udbredte, og ved, at mange sprogvarianter fik én fælles skriftnorm, hvorved ideen om nationale sprog opstod. Teorien om prent-kapitalismen tager for givet, at der ikke fandtes nationer eller nationale forestillinger før bogtrykkunsten. Dette vender vi tilbage til, men det skal lige nævnes, at Michael Böss i artiklen kommer med følgende rammende indvending mod teorien:

Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og skriftkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt.

Også dette vender vi tilbage til.

29 oktober, 2018

Sprog, etnicitet og nationalitet i Heimskringla

Skulle man tro Benedict Anderson, Eric Hobsbawm og andre »modernistiske« teoretikere inden for »nationalismeforskningen« (og det er der mange, der har gjort), er fænomenerne sprog og nationalitet først blevet forbundet med hinanden i moderne tid. Der er dog i ældre kilder mange eksempler på, at den påstand må være ren efterrationalisering.

Vi giver ordet til den islandske stormand Snorre Sturluson, der i Harald Hårderådes saga (en del af Heimskringla) beretter om den norske Styrkår, som efter slaget ved Stamford bro i England i 1066 er på flugt fra de sejrrige engelske styrker:
Da kom en karl på en vogn imod ham, og han var iført en foret skindtrøje. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge mig skindtrøjen, bonde?« »Ikke til dig!«, siger han. »Du må være nordmand, jeg kender dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg er nordmand, hvad vil du da?« Bonden svarer: »Jeg ville dræbe dig, men nu er det så ilde, at jeg ikke har et våben, som er brugbart.« Da sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig, bonde, da skal jeg prøve, om jeg kan dræbe dig«, svinger så sværdet og hugger ham i halsen, så hovedet røg af, tog siden skindtrøjen og sprang på sin hest og drog ned til stranden.
Oversættelsen er Arild Hald Kierkegaards og er hentet fra en bog af ham om National identitet i Snorre Sturlusons Heimskringla, som er under udgivelse ved forlaget Munch & Lorenzen; mere om den senere. Her iagttager vi blot, at Snorre har fundet det helt naturligt, at en engelsk bonde alene ud fra sproget kan afgøre Styrkårs nationalitet – og at han på grund af denne nationalitet opfatter ham som en fjende.

Nordmanden Styrkår møder en engelsk bonde og en etnisk konflikt opstår. Styrkårs sprog afslører ham som norsk, og derfor vil bonden ikke sælge ham sin skindtrøje, men har snarere lyst til at dræbe ham. Derpå dræber Styrkår bonden. (Tegningen er af Wilhelm Wetlesen og er en af de klassiske illustrationer til den norske folkeudgave af Heimskringla; her lånt fra hjemesiden 'Tacitus.nu').

Naturligvis har vi ikke grund til at tro, at Snorre, der skrev omkring 1230, har kendt en ordveksling mellem to mænd, hvoraf den ene døde straks derefter, som fandt sted i 1066; men som kilde til opfattelsen af nationalitet og sprog i Norden på Snorres egen tid er stykket af stor værdi. Og stedet er et af mange, der gør, at man må afskrive fx Benedict Andersons særdeles håndfaste påstande om sprogets fravær af national betydning i før-moderne tid (se også min tidligere optegnelse om Andersons meget udbredte tese).

21 august, 2017

Dansk tunge og nordisk bevidsthed

På sin pilgrimsfærd mod Det hellige Land besøgte Erik Ejegod i 1103 Konstantinopel, og der mødte han nogle fra den græske kejsers livvagt, væringegarden, for den bestod jo af nordiske krigere. Ifølge den danske historieskriver Sakse (Saxo Grammaticus) var det de danske i garden, der ville mødes med kong Erik: »I mellemtiden opsøgte de danskere der var indrulleret i grækernes hær, kejseren og bad indtrængende om tilladelse til at hilse på deres konge.« Det fik de lov til, selvom kejseren var bange for, »at de ville have større respekt for kongen derhjemmefra end for den sold han betalte dem.«. Sakse forklarer i øvrigt på følgende måde for læseren, hvorfor der var danske krigere der hos kejseren: »Blandt de soldater der gør tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler dansk der har de højeste positioner i hæren, og de fungerer normalt som kejserens personlige livvagt.« (Saxos Danmarkshistorie XII 7,1 og 7,2; Peter Zeebergs oversættelse.) 

Piræus-løven, som på sin højre skulder og sin venstre flanke samt sit venstre forben bærer runeindskrifter. Ved at se nærmere på billedet aner man nok førstnævnte, som med sit slyngede runebånd har været den flottest udførte af indskrifterne. Alle indskrifterne er tilsyneladende fra 1000-tallet og er sandsynligvis udført af nordboer, som har været i den græske kejsers livgarde, væringer kaldet. Denne væringegarde bestod nemlig af folk, der talte dansk tunge, dvs. nordboer i det hele taget. Nogle af dem har mestret runekunsten og har således efterladt sig spor af deres "danske tunge" på denne løve, der oprindeligt (siden antikken) vogtede over havnen i Piræus, men som nu står foran det gamle skibsværft i Venedig, hvortil venetianerne første den som krigsbytte i 1688. I indskriften på løvens højre side har Thorgunn Snædal tydet de nordiske navne Åsmund, Eskil og Thorleif, som altså enten selv har ristet runerne eller mindes eller blot omtales. (Foto: Didier Descouens. Fra 'Wikipedia' under opslaget 'Pireuslejonet'.)

Umiddelbart kunne man nu forledes til at tro, at der kun var danske krigere i kejserens livvagt, men det var ikke tilfældet, for det var ikke kun danerne, der talte dansk, selvom sproget naturligvis havde navn efter netop dem – alle de nordiske folk talte »dansk«. Nærlæser man Sakses fremstilling i sin helhed, fremgår det, at han tog det for givet, at både daner, sveer og nordmænd talte samme sprog (se bl.a. min fremstilling i Danskhed i middelalderen s. 228ff.), hvilket ganske svarer til den almindelige opfattelse dengang. Det nordiske begreb »dansk tunge« betegnede ganske enkelt det fællesnordiske sprog; jævnfør Snorre Sturlasøns forord til sit værk kaldet Heimskringla (færdiggjort omkr. 1230): »I denne boken lot jeg skrive gamle frasagn om de høvdingene som har hatt rike i Nordlandene, og som har talt “dansk tungemål”« (norsk oversættelse af Snorres Konge-Sagaer); og dermed menes hele Norden og alle nordiske høvdinge – selvom hovedvægten er lagt på Norge.

24 april, 2017

Poppos jernbyrd

I det tredje afsnit af Danmarks Radios fjernsynsudsendelse ’Historien om Danmark’, som handlede om vikingetiden (og som jeg kort har anmeldt for ’Critique’), blev man belært om, at den historie om, at Harald Blåtand blev omvendt til kristendommen, efter at munken Poppo havde båret jernbyrd, ikke var andet end en myte. Man fik af skuespilleren Lars Mikkelsen følgende at vide: »Det er nu næppe Poppos mirakel, der har fået Harald til at vælge kristendommen til. I det hele taget må myten om Poppo tilskrives, at eftertidens kristne skribenter har pyntet på fortællingen, så den kunne bruges til at vise, hvor overlegen den kristne tro var. Nej, Harald har nok nærmere bare… vejet regnestykket op og nået frem til, at kristendommen ikke kan overvindes, hverken på slagmarken eller i danernes hjerter.«

Poppos jernbyrd. Billedet er fra tredje afsnit af DR's serie 'Historien om Danmark'. I samme udsendelse, hvor dette optrin altså dramatiseres, afskrives det som en myte skabt af eftertidens kristne skribenter. Men i virkeligheden er det dog samtidige kilder, der omtaler Poppos jernbyrd. Er der anden grund end moderne modvilje mod mirakler bag afvisningen af historien? (Billedet er lånt fra DR's serie, afsnittet om vikingetiden, som kan ses her.)

Ordene er selvfølgelig ikke bare Lars Mikkelsens; de viser snarere, hvordan folkene bag serien har ønsket historien fortalt. Det er dog ikke bare noget, DR’s medarbejdere har fundet på, for arkæologen Søren M. Sindbæk, der som en vidende og udmærket formidler medvirkede i afsnittet, har andetsteds til DR udtalt sig på lignende måde: »Harald ønsker ikke, at se sit kongedømme gå tabt. Og fordi Otto den 1.’s bedste argument for at erobre Danmark er for at udbrede den kristne tro, så må Harald Blåtand komme ham i forkøbet ved at gøre sit land kristent«. Dermed er det med »slagmarken« også forklaret; i øvrigt udlægges Haralds bevæggrunde også på denne måde i selve fjernsynsudsendelsen. 

11 april, 2017

Om norsk identitet i middelalderen

Fandtes der en norsk national identitet i middelalderen? Det spørgsmål har naturligvis været lige så omdiskuteret som det tilsvarende spørgsmål om en dansk identitet (en diskussion, jeg har berørt i et tidligere opslag). Dr.art. Erik Opsahl er en af dem, der har beskæftiget sig med spørgsmålet, og som en kort indføring heri skal vi i det følgende se på en af dennes artikler. Opsahl spørger dog ikke »om«, men derimod »i hvilken grad« en norsk nationalfølelse opstod i middelalderen. Artiklen ’I hvilken grad oppstod norsk nasjonalfølelse og identitet i middelalderen?’ (som findes i antologien Tankar om ursprung red. af Fredrik Svanberg) indeholder både teoretiske, metodiske og tolkningsmæssige overvejelser vedrørende nationalitet og national identitet i middelalderen, men her vil vi alene fremdrage nogle af de eksempler på norsk nationalitet, som Opsahl nævner.

Bergen var allerede i 1190'erne en stor handelsby, som fik besøg af mange folk af forskellig nationalitet. I 1191 fik byen også besøg af en gruppe daner, der var på vej til Det hellige Land, og mellem dem (som jo var fremmede) og byens borgere (som var nordmænd) udbrød strid pga. drukkenskab og deraf følgende usømmelig opførsel fra danernes side. Balladen fandt nok sted i de lange smalle gyder mellem handelsgårdene. På billedet ses en sådan gyde, nemlig den mellem Bellgården og Jakobsfjorden; fotografiet er fra før 1939, og gårdene er bygget i 1702. Gårdene på billedet er altså ikke fra middelalderen, men pga. de mange bybrande i Bergen findes der desværre ingen sådanne. De gårde, der blev opført i 1702, har dog i det meste lignet dem, der lå der før, som var bygget i 1527. De gårde, der lå der omkring år 1200 var sandsynligvis noget lavere og havde naturligvis ikke store vinduer med glasruder. (Foto: Anders Beer Wilse. Billedet er lånt fra 'Wikipedia', opslaget 'Jacobsfjorden'.)

Vi vil (som også Opsahl gør) begynde i Bergen i 1191, idet han citerer fra en tekst skrevet omkring år 1200 – sandsynligvis af en i Danmark bosiddende nordmand. Teksten kaldes for 'Danernes færd til det hellige land', og beretter om en gruppe bestående af både daner og nordmænd, der drog ud for at deltage i Det tredje Korstog. Jeg benyttede selv kilden i min bog om Danskhed i middelalderen, da den – som en kilde der var uafhængig af og næsten samtidig med Saxos Gesta Danorum – kunne bekræfte Saxos fremstilling af Esbern Snares meget danskbevidste sindelag. Men her er vi altså et helt andet sted i teksten, idet Opsahl griber fat i følgende lille optrin, hvor de rejsende er kommet til Bergen:

11 januar, 2017

Niels Ebbesen - en dansk helt

Som jeg har påpeget i min bog Danskhed i middelalderen, har det været en udbredt antagelse, at en dansk nationalbevidsthed skulle være et moderne fænomen. I samme bog påviser jeg dog, at der fandtes en sådan bevidsthed allerede i middelalderen, og at opfattelsen af, hvad det danske er, bl.a. hos Saxo var knyttet til et dansk folk snarere end til kongens rige.
 
Går man – fra Saxo at regne – frem i tiden, finder man også andre vidnesbyrd om en bevidst danskhed; en danskhed, der ikke blot konstitueres af riget, men også af folket. Tag nu fx Jyske Krønike, der ofte beskriver de mange konflikter med fremmede magter, Danmark havde været involveret i, som nationale konflikter.

Niels Ebbesen og hans mænd rider bort fra Randers. Det er ikke kun i moderne tid, at Niels Ebbesens dåd er blevet tolket som et led i en dansk-tysk konflikt. (Tegning af Rasmus Christiansen i Danmarks Historie i Billeder udg. i 1891 af Alfred Jacobsen med tekst af V. Mollerup.)

Jyske Krønike er en af de samtidige kilder, vi har til begivenhederne i årene omkring Niels Ebbesens drab på grev Gert (eller Gerhard) i 1340, idet den menes at være forfattet mellem 1342 og 1346: Jyske Krønike beretter om stridighederne i ganske nationale vendinger. Fx »Så samledes alle jyderne i 1329 til slag ved borgen Gottorp mod grev Gerhard, og dér tabte de på grund af et vist forræderi hos danske, og mange faldt«. Og videre: »Fra da af skabtes tyskernes tunge åg over Danmark« (alle citater fra Jyske Krønike er efter Rikke Agnete Olsens oversættelse). Danske og tyskere som modsætninger; de, der bryder rækken, er forrædere. Det folkelige tilhørsforhold er udgangspunktet. Ja, det siges sågar, at de jyske stormænd, der selv havde fordrevet kong Christoffer, nu kaldte ham tilbage »af had til de tyske«.

31 oktober, 2016

Stand og nation - Anders Sørensen Vedel og Saxo

Saxo indleder fortalen til sin Danmarkshistorie med disse ord: »Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle.« (Peter Zeebergs oversættelse.)

Når man betænker Saxos egen nationale tilgang til sit værk (hvorom jeg har skrevet i bogen Danskhed i middelalderen; se også mit tidligere opslag), kan det egentlig ikke undre, at nogle af de senere tiders oversættere og udgivere også til dels har haft nationale bevæggrunde. Mange vil nok allerede tænke på N. F. S Grundtvigs friske fordanskning fra 1818. 

Saxo, som Gudmund Hentze (1875-1948) forestillede sig ham. Hentze illustrerede en af de mange udgaver af N.F.S. Grundtvigs Saxo-fordanskning, der er kommet i tidens løb, nemlig den udgave, der under navnet Danmarks Riges Krönike udkom første gang i 1924 ved Forlaget Danmark.

Grundtvig indleder sin fortale til Saxo-oversættelsen, Danmarks Krønike, således: »At bygge og boe i sin Faders og Farfaders Gaard, at have havt Forældre, som ligge med Æren i deres Grav, samt at leve i det Haab, at kunne engang, naar Herren kalder, hvile sine Been i Fred ved Siden af deres, og efterlade sine Børn det faderlige Huus og et ærligt Navn til Arve-Gods; det er en Lykke, hvorpaa alle fromme og kiærlige Hjerter sætte besynderlig Priis; og naar denne Lykke times et Folkefærd, saa det igiennem Aar-Tusinder kan frit opslaae Paulun i sine Fædres Land, og glæde sig ved deres Ihukommelse, da er det en stor Guds Velsignelse, der aldrig noksom kan paaskiønnes!«

15 august, 2016

Det danske herredømme over England

I oktober 1016 vandt Knud Svenssøn, senere kendt under tilnavnet »den Store«, slaget ved Assandun i Essex. Det banede vejen for hans herredømme over England, som blev grundlaget for det såkaldte Nordsøimperium bestående af Danmark, England, Norge og Skotland – og muligvis mere til. Selvom Knud først i januar 1017 blev kronet som konge over hele England, er 2016 naturligt nok blevet en slags jubelår for »Canute the Great« derovre vestpå.

Et udsnit af en illustration i den kirkelige mindebog Liber Vitae (Winchester), som viser Knud den Store (t.h.) med sin dronning, Emma (t.v.). Knud den Store, der levede fra omtrent 996 til 1035, bliver her kronet af en Herrens engel. Tegningen er noget så enestående som et samtidigt portræt af en dansk vikingetidskonge, idet Liber Vitae menes at være fra 1031. (Billedet er lånt fra Winchester katedrals hjemmeside.)
Men var det et dansk styre, der grundlagdes? Eller er det anakronistisk at tale om noget sådant? Det spørgsmål berørte Anders Lundt Hansen i en artikel i Ideer – et tillæg til Weekendavisen (#53 2015) – der var en slags oplæg til Knud den Store-året. I artiklen, der hed ’Kongen og den danske elite’, skriver Lundt Hansen således:

»I Danmark er Knud den Stores tid blevet tolket som en national sejr over nabolandene: „Engang du herre var i hele Norden, bød over England – nu du kaldes svag“ skrev H. C. Andersen. Men det var som engelsk konge, at Knud i 1019 sejlede over Nordsøen for at gøre arvekrav gældende på Danmark«. Og det er jo sandt nok. Men bagefter skriver Lundt Hansen dette: »Derfor er det anakronistisk at se på Knud den Stores tid – og Middelalderen generelt – ud fra de nationalstater, der opstod i 1800-tallet. Frem for kampe mellem danskere, englændere, tyskere, svenskere og så videre, forstår middelalderforskningen det i dag som magtkampe inden for de europæiske samfunds krigereliter – på tværs af nutidens sprog- og landegrænser.«

09 april, 2016

Nationalitet og kultursammenstød i Helsingør – i 1500-tallet

En af de ting, der viser, at man i før-moderne tid, fx i middelalderen, tænkte nationalt, eller etnisk om man vil, er den kendsgerning, at der blandt et lands indbyggere skelnedes mellem hjemmehørende og fremmede; også selvom disse fremmede i en eller anden forstand var blevet borgere og levede og virkede i pågældende land. I min bog om Danskhed i middelalderen behandler jeg sådanne eksempler hos Saxo. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af Roskilde, hvoraf det fremgår, at der på Valdemar den Stores tid netop skelnedes mellem byens danske indbyggere og de fremmede, som var saxer:
»Det var også på det tidspunkt at byen Roskilde eksploderede i drab og mord mellem de to gilder borgerne var inddelt i, og alle udlændinge enten blev dræbt eller jaget ud af byen. Og for de lokales gilde var det ikke engang nok at ødelægge de fremmedes, de lod også deres afsindige vrede gå ud over den kongelige møntmester«. (Saxos Danmarkshistorie XIV 21,1 – Peter Zeebergs oversættelse.)
Det var naturligvis mest i byerne, at sådanne fremmede slog sig ned, da de ofte kom som købmænd eller håndværkere. Det er i øvrigt ikke ny viden, at der var sådanne fremmede i de danske byer, men længe har man ikke beskæftiget sig så meget med emnet, hvilket måske har været medvirkende til, at den antagelse, at man ikke tænkte nationalt eller etnisk i før-moderne tid, har kunnet udbrede sig.

Men nu er der et stort forskningsarbejde i gang med hjemsted på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvilket Weekendavisens sektion ’Ideer’ for nogle måneder siden bragte en spændende artikel om (’Naboens diskrete charme’ af Morten Beiter i #07 2016). Projektet (der mærkeligt nok ikke har et dansk navn) skal undersøge de fremmede i byer i Danmark (og en enkelt i Sverige) i tidsrummet 1450-1650. På trods af den noget politiserede beskrivelse af projektet – hvis formål er at genoprette balancen i vore dages debat om de fremmede i Danmark ved en indsigt i forholdet mellem danske og udlændinge i Danmark i nævnte tidsrum – er projektet ganske seriøst og vil efter alt at dømme blive et stort skridt fremad også for forskningen i nationalitet i før-moderne og tidlig-moderne tid.

Prospekt over Helsingør og  Kronborg (og Øresund og Skåne) fra Georg Brauns og Frans Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum i seks bind, udgivet fra 1572 til 1617. (Billedet her er lånt fra Wikipedias opslag 'Kronborg'.)

09 november, 2015

Artige ting. En anmeldelse

Min bog, Danskhed i middelalderen, er blevet anmeldt af Torben Bramming i Tidehverv nr. 8-9 (2015). Bramming er selv forfatter til flere bøger, senest Brorson, om den kendte salmedigter, skrevet sammen med Bente Bramming, men også bogen Hvad er et folk? fra 2002. Jeg har fået Tidehvervs tilladelse til at bringe uddrag af Brammings anmeldelse, hvilket jeg takker for. Så: Værsgo!


»Der har gennem de sidste årtier hersket den fordom på vestlige, humanistiske fakulteter, at nationalfølelse og fædreland er moderne konstruktioner fra 1700-tallets slutning, da den magtbesiddende elite skulle bruge en ideologi, der kunne samle det gryende industrisamfund. Postmarxistiske historikere som Hobsbawm og herhjemme den notoriske EU-propagandist Uffe Østergård har taget historien ind i det ideologiske mørkekammer og bortretoucheret kilderne, for især i Uffe Østergårds udgave at fremstille et smukt sort-hvidt billede af fortiden, som kan glæde EU’s antinationale imperietænkere.

28 september, 2015

Slaget på Lyrskov hede


Den 28. september 1043 stod et stort slag i Jylland. Venderne var trængt over Ejderen, og Magnus den Gode, der fra 1042 til 1047 var konge over både Norge og Danmark, mødte dem på Lyrskov hede nær Hedeby. Adam af Bremen, der skrev sin krønike omkring 1074, beretter, hvorledes det vendiske folk winulerne rykkede op mod Ribe for at hærge byen som hævn for, at danerne havde dræbt deres hertug.

Hverken Sven Aggesøn eller Roskildekrøniken har noget at berette om dette slag, men det har til gengæld både Saxo og Snorre. Saxos beretning er færdiggjort ikke lang tid efter 1208, mens Snorres værk menes at være færdiggjort senest 1240; dog indeholder det meget ældre dele bl.a. flere skjaldekvad, der er digtet samtidig med begivenhederne eller kort efter.

09 september, 2015

Lejres fald - og genrejsning

Lejre på Sjælland har en vigtig plads i de danske og nordiske sagn om oldtiden og derved også en plads i vores selvforståelse. Men i årevis har Lejre ikke haft en plads i historieskrivningen. Man har derimod kunnet læse om, at Lejre som de danske kongers sæde var opspind. Det var snarere noget, som Valdemarstidens historikere Saxo og Sven Aggesøn havde opfundet for at give de danske konger en lang og ærværdig historie, og i hvert fald var det ikke til at fæste lid til. Lejre-kongerne blev forvist fra historien, og en af grundene var manglende arkæologiske fund fra jernalderen på stedet, men en lige så afgørende grund var afvisningen af Saxo som kilde til oldtiden, ja, som kilde til noget som helst andet end hans egen »ideologi«.

Det store angreb på Saxo som kilde til en fortidig virkelighed satte ind med den skånske historiker Curt Weibulls afhandling om Saxo (fra 1915), og hans radikale dom blev fulgt op af bl.a. historikeren Erik Arup. Det var det slægtled af historikere, der i modsætning til deres forgængere anså sig selv for at være »kritiske«; kildekritikken blev sat i højsædet, og for Saxos værk om danernes bedrifter blev følgen altså en afvisning af det som kilde til begivenheder. Derudover blev det i praksis en afvisning af mundtlig overlevering som kilde til viden om oldtiden og desuden en vidt udbredt afvisning af, at man i fx Saxos værk kunne finde sådanne oldsagn; Saxo havde jo konstrueret hele sagnhistorien selv. Linjen er fortsat stort set til i dag og har altså præget danske historikeres tolkning af Saxos beretning i hundrede år.
Skjold hyldes som konge. Ifølge flere Sagn var Skjold den første Lejre-konge og stamfader til den danske kongeslægt, Skjoldungerne; således fx hos Sven Aggesøn. Ifølge Lejre-krøniken og Saxos Gesta Danorum var det dog kong Dan, der var danernes første hersker. (Billede af Louis Moe, 1891.)

24 august, 2015

En gammel identitet


»National identitet« er såkaldt kernestof i historiefaget i gymnasiet, altså noget alle elever skal have kendskab til.
 Tilsyneladende har ministeriet dog afsluttet den historiske diskussion om, hvornår »national identitet« opstod, for i bekendtgørelsen er emnet lagt under perioden »1776-1914«. Det er da også påfaldende, hvor entydige mange af lærebøgerne er: Enten formidler de ukritisk den påstand, at national identitet (og dermed også dansk identitet) er et moderne fænomen opstået efter Den franske Revolution, eller også understøtter de indirekte påstanden ved at lade være med at omtale national identitet, før det bliver »relevant« i kapitlerne om 1800-tallet. Der er kun få eksempler på, at national identitet nævnes i forbindelse med før-moderne tid.
 Men så enkel er historien nu ikke – så langtfra. Her kunne der nok være brug for lidt mere af den færdighed, som eleverne ifølge ministeriets vejledning også skal opøves i, nemlig at kunne »underbygge« forskellige synspunkter, påstande og udsagn samt »falsificere« opstillede hypoteser.

Tegning af Gert Ejton, som ledsagede kronikken 'En gammel identitet' i Fyens Stiftstidende 31/7 '15.

25 juli, 2015

Saxo Grammaticus (eller: Sakse Lange)

Jeg har i min bog om Danskhed i middelalderen (s. 48-50) kort berørt spørgsmålet om Saxos person; her skal vi dog høre lidt mere om de kilder, vi har.

Saxo kender vi som forfatteren til værket Gesta Danorum (»Danernes bedrifter«). Men navnet kendes ikke fra teksten selv, da forfatteren intetsteds giver sig til kende ved navn. Desuden har der siden senmiddelalderen været forskellige formodninger om, hvem denne Saxo nærmere bestemt var. Flere – herunder Christiern Pedersen, der i 1514 lod Gesta Danorum trykke i Paris – har fx antaget, at han skulle være identisk med en vis Saxo, der var provst ved Roskilde domkirke, og som døde i 1190. E. Kroman har i sit skrift om Saxo og Overleveringen af hans Værk (fra 1971) givet en god fremstilling af hele denne diskussion – og her kan man i øvrigt også læse, at identifikationen af Gesta Danorums forfatter med Roskilde-provsten allerede blev afvist af Otto Sperling i 1696. Det er dog Karsten Friis-Jensen, der senest har behandlet spørgsmålet indgående i artiklen ’Was Saxo a Canon of Lund?’ bragt i Cahiers de l’Instutut du Moyen-Âge Grec et Latin nr. 59 (1989).

Saxo, som Louis Moe (1857-1945) forestillede sig ham. Tegnet til Fr. Winkel Horns Saxo-oversættelse, der udkom første gang i 1898.

Så: Hvem var Saxo? Eller for at begynde helt forfra: Hvem var forfatteren af det værk, vi kender som Gesta Danorum?
 

25 juni, 2015

Læsevejledning

Jeg kan naturligvis kun anbefale alle at læse min bog Danskhed i middelalderen fra begyndelsen til enden, og mange vil også have stort udbytte af det, tror jeg. Men jeg ved også, at ikke alt deri vil være lige spændende for alle læsere.

Da der er tale om et historiefagligt værk, der indgår i en diskussion og søger at bevise en påstand ud fra de middelalderlige kilder, er der naturligvis kapitler og afsnit, der af nogle kan opfattes som lidt for grundige eller indforståede.

22 juni, 2015

Om falsificering af Benedict Andersons teser

I fredags (19/6 2015) var kronikken i Kristeligt Dagblad skrevet af mig og havde titlen 'Danskheden er ældre, end vi tror'. Udgangspunktet var min nyligt udkomne bog om Danskhed i middelalderen. Kronikken nævner Benedict Andersons særdeles udbredte værk om de Forestillede fællesskaber, som nationerne er. Værkets afgørende tese er, som det måske er bekendt, at det i før-moderne tid slet ikke var muligt at forestille sig det nationale fællesskab; dette skulle angiveligt først være blevet muligt i slutningen af det 18. århundrede.

Kronikken i Kristeligt Dagblad 19. juni 2015: 'Danskheden er ældre, end vi tror'
 
"Men nærlæser man Andersons værk, er det påfaldende, at han end ikke overvejer den mulighed, at nationalbevidsthed kunne have været til også i førmoderne tid. Der er således intet forsøg på at falsificere den fremsatte tese. Det har andre siden måttet gøre."

Og det er både danske og udenlandske forskere, der har gjort det, hvad enten det så er sket i udtrykkelig polemik mod Anderson eller ej. Som jeg har nævnt i en tidligere optegnelse, har fx Anders Leegaard Knudsen påvist tilstedeværelsen af det, han kalder dansk nationalisme, omkring år 1300.

15 juni, 2015

Danskhed i middelalderen

I dag er det Valdemarsdag, det ved de fleste nok, og det er også årsdagen for de sønderjyske landsdeles genforening med Danmark i 1920. Men før alt det var dagen jo kendt som sankt Vitus' dag, og det var på den dag, at de danske krigere under kong Valdemars og ærkebiskop Absalons ledelse erobrede Arkona i 1168 eller 1169. Og så er det altså også dagen, som forlaget Munch & Lorenzen har valgt til at lade min bog om Danskhed i middelalderen udkomme.


Min bog er skrevet på baggrund af min magisterafhandling og har i øvrigt undertitlen: Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Den er et opgør med den stadigt meget udbredte forestilling om, at dansk identitet og nationalbevidsthed i det hele taget skulle være moderne fænomener.