Midsommerblus

Ud over det at skåle i øl og spise svinekød og kage til jul, så er er sankthansbålet nok en af vore ældste endnu levende skikke hertillands. Og af alle de mange forskellige sankthans- eller midsommerskikke (som jeg kort har berørt i en tidligere optegnelse) er bålet vel også den allermest kendte. 

Sankt Hans Aften ved Vejle Fjord, malt af Harald Slott-Møller i 1904. Det er muligvis hustruen, maleren Agnes Slott-Møller, som ses sidde med ryggen til. (Billedet er lånt fra kunst-'bloggen' 'To sommerfugle'.)

Selvom bålet jo tændes på helligaftenen til Sankt Hans’ dag (Johannes Døberen den 24. juni), så har det i sig selv ingen kirkelig eller kristelig oprindelse, men er efter alt at dømme hedensk. I hvert fald er alle de forestillinger, der i folketroen er forbundet med bålet, knyttet til den kraft, der i almindelighed mentes at gennemtrænge midsommernatten. Bålet mentes således at værne mod troldtøj og hekse så langt dets lys rakte, samt i tiden fremover at beskytte kvæget mod sygdomme og kornet mod hagl og brand (se bl.a. Erik Reitzel-Nielsens bog Omkring Sankt Hans). Der er altså tilsyneladende ikke, som nogen ellers har foreslået, nogen spor af, at bålet skulle være levn af en solkult eller lignende, selvom midsommernatten naturligvis i sig selv har med solens bane at gøre.

På sporet af en afladshandler

Da man i 1960’erne undersøgte Alstahaug kirke i Helgeland i Norge – der nok er mest kendt som den kirke, hvor salmedigteren Petter Dass havde embede fra 1689 til 1707 – fandt man i en af gravene under gulvet i kirkeskibet en lille sølvdåse med et vokssegl i. Benene i graven viste, at det var en kvinde, der i 1500-tallet var blevet begravet dér på den ikke ringe plads i kirken. Birgitta Berglund har berettet om disse fund og mange andre i sit omfattende værk Alstahaug på Helgeland 1000-1750.

 

En lille sølvæske med et vokssegl fundet i en kvindegrav under gulvet i Alstahaug kirke i Helgeland. Hvilket segl var det? Hvilket dokument havde det været fæstet til? Det viser sig at være seglet til generalkommissæren for afladshandel i Norden, Johannes Arcimboldus, og kvinden må have haft et dyrt afladsbrev med sig i graven, et brev, der nu er ædt af tidens tand. (Foto: Per E. Fredriksen, NTNU Vitenskapsmuseet. Billedet er lånt fra 'Gemini.no'.)

Men hvilket segl var det? Det var noget medtaget og indtørret efter de mange år under kirkegulvet, og det dokument, seglet i sin tid har været fastgjort til, var blevet til intet. Men seglet viste sig ved sammenligning at svare til et andet og mere velbevaret vokssegl – de to var altså et aftryk af samme seglstempel. For det velbevarede segls vedkommende vides det endog, hvilket dokument, det har været fæstet til, og hvis ægthed det altså skulle bevise: nemlig et afladsbrev fra 1518. Altså et afladsbrev udstedt året efter, at den tyske munk Morten Luther (den 31. oktober 1517) slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, de teser, i hvilke han først og fremmest gik voldsomt til angreb på netop kirkens afladshandel. En begivenhed, der anses for at være begyndelsen på reformationen. Men naturligvis stoppede afladshandelen ikke med det samme, det siger sig selv, for reformationen fandt jo først sted i Danmark i 1536 og i Norge i 1537 – og i Sverige allerede i 1527. 

Peder Vinstrup - den sidste danske biskop i Lund

De, der så afsnittet om ’Reformation og renæssance’ i Danmarks Radios fjernsynsserie  ’Historien om Danmark’, blev vidner til, hvordan biskop Peder Pedersen Vinstrups afsjælede legeme blev både afklædt og opskåret, for at de mest intime detaljer om hans krop kunne deles med almenheden, mens der oven i købet blev gjort grin med dem. (Hvornår har man ligget så længe i sin kiste, at ens krop betragtes som offentlig ejendom og respekten for den dermed ophører?) Selvom det alt sammen var begrundet i almindelig nysgerrighed, foregik det naturligvis i videnskabens navn, og det er da også altid spændende at få noget at vide om fortidens mennesker. Men så er spørgsmålet, om seerne egentlig fik så meget at vide om mennesket Peder Vinstrup? Betragter man mennesket som noget rent materielt, så fik man sikkert det meste at vide – han havde både huller i tænderne og havde lidt af forstoppelse – men vanligvis betragtes et rent materielt menneskesyn som netop umenneskeligt, fordi mennesket er så meget mere end sin krop. 

Biskop Peder Pedersen Vinstrups jordiske rester, som i 2013 blev taget ud af deres sarkofag i krypten under Lund domkirke, Vinstrups egen kirke, hvor han var den sidste danske biskop. Peder Vinstrup levede 1605-1679. Han er blevet kaldt såvel forræder som bolværk mod forsvenskningen af Skåne. (Billedet er fra afsnittet 'Reformation og renæssance' i DR's serie 'Historien om Danmark'.)

Seerne fik fx ikke rigtigt svar på, hvem Peder Vinstrup var ud over, at han var dansk biskop i Lund, da Skåne med Roskilde-freden ophørte med at være en del af Danmarks rige, og at han fortsatte som biskop også efter dette. Disse få kendsgerninger kan så danne udgangspunkt for det følgende, for netop dette, at Vinstrup var biskop i Skånelandene i overgangstiden, var naturligvis en prøvelse, og hans handlen har givet anledning til de mest forskelligartede vurderinger af ham rent menneskeligt – af hans person.

Danerne og de ældste kilder

Danerne nævnes fra midten af 500-tallet som et af mange folkeslag i Norden. De græske og romerske geografer og historikere havde længe vist interesse for de »barbariske« folkeslag i Nord-Europa (Tacitus’ Germania er nok det mest kendte af disse værker), og på et tidspunkt begynder altså folkenavnet Dani (på latin) eller Δανοι (på græsk) at optræde.

Den gotiske historiker Jordanes skrev sine værker på latin. I Getica, der beskriver goternes historie, omtales øen Scandza i det nordlige hav; »øen« er blevet identificeret med enten Skåne eller den skandinaviske halvø. Her omtales en del folkeslag; tre af dem omtales i sammenhæng, nemlig suetiderne, danerne og herulerne: »suetiderne er kendt for at være større end alle de andre af dette folk, selvom også danerne, der er udgået af deres æt, har fordrevet herulerne fra deres landområde.« (Allan A. Lunds oversættelse i De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie s.284 (med latinsk tekst s. 285). Hele Getica er udgivet med svensk og latinsk paralleltekst (oversat af Andreas Nordin).)

Antikkens geografer havde en vis viden om forholdene i Norden, hvilket denne gengivelse af et af de ptolemæiske kort viser; man er ikke i tvivl om, at det gengiver området omkring det, der senere fik navnet Danmark. Ptolemaios var en græsk geograf, astronom og matematiker, der levede omtrent 100-170, og i værket Γεωγραφικη υφηγησις (en slags geografisk håndbog) samlede han al kendt viden om verden og beskrev beliggenheden af omkr. 8000 steder vha. længde- og breddegrader. Kort som det ovenstående (der er en gengivelse af et kort i håndskriftet Codex Urbinas 82) er tegnet på baggrund af oplysningerne - ja, nogle mener, at enkelte af kortene, som fx det ovenstående, er tegnet af Ptolemaios selv. Det er således Gudmund Schüttes synspunkt fx i artiklen 'Det ptolemæiske Danmarkskort' (i Geografisk Tidsskrift bd. 23, 1915-1916), hvorfra også billedet er lånt. Man vil bemærke, at der på Ptolemaios' tid endnu ikke kendtes noget til en stamme ved navn danerne, men på kortet findes andre også senere kendte folkeslag som fx saxerne og kimbrerne.

Nytår

At der er gået et år, når det efter at have været sommer har været vinter og så atter bliver sommer, det er jo klart. Men hvornår begynder det nye år? Det er ikke selvfølgeligt, og nytår har da også været lagt forskelligt til forskellige tider og i forskellige lande. Nytåret hos os går i vore dage, som bekendt, ind den 1. januar, hvorfor nytårsfesten er en af julens fester (se evt. optegnelsen: 'Hvornår ender julen?'), og det ser ud til, at årsskiftet også oprindeligt lå ved juletid her i Norden, men det har dog ikke været fastlagt ved 1. januar hele tiden, da juledag også til tider har været regnet for nytårsdag. Og ser man ud i Europa, er det for tidligere tiders vedkommende et endog særdeles broget billede, der tegner sig. 

Nytårsdag har ikke altid været den 1. januar. I middelalderen blev juledag af og til regnet for årets første dag. Det var fx tilfældet, da Knud VI (her på billedet) var konge. Det ses bl.a. af dateringen af kong Knuds mandebodsforordning fra 28. december 1200 - dateret 1201. Billedet af Knud VI er fra frisen i Skt. Bendts kirke i Ringsted. (Foto: Orf3us. Billedet er lånt fra 'videnskab.dk'.)

Egentlig er hele vores kalendersystem jo romersk i sin oprindelse, selvom man ganske vist tidligere ofte benyttede danske navne til de tolv måneder. Men januar, februar osv. er de latinske navne, og nogle af disse afslører noget om, hvornår romerne oprindeligt fejrede nytår: September betyder jo »den syvende« på latin, oktober »den ottende«, november »den niende« og december »den tiende«. Romerne regnede nemlig oprindeligt 1. marts for nytårsdag. Det blev dog allerede ændret i 153 f.Kr., hvor nytåret blev flyttet til 1. januar, hvilket blev stadfæstet i 45 f.Kr. med Julius Cæsars kalenderreform.

Runestenen på Frøsø

På Frøsø i Storsjøen i Jemtland står en runesten, som kan siges at være beslægtet med den store Jelling-sten i Danmark. De ligner slet ikke hinanden, men de har det til fælles, at de begge beretter om kristningen af et folk eller et land, og det er der ikke andre runesten end de to, der gør. På Jelling-stenen hævder kong Harald, søn af Gorm, at han har kristnet danerne; Frøsø-stenens indskrift lyder sådan (transskriberet til oldnordisk): »Austmaðr, Guðfastar sun, let ræisa stæin þenna ok gærva bro þessa ok hann let kristna Iamtaland. Asbiorn gærði bro. Trionn ræist ok Stæinn runar þessar« (efter Riksantikvarieämbetet).

Frøsø-stenen; fra midten af 1000-tallet. Rundeindskriften beretter om Østmand, der både lod stenen rejse, lod gøre en bro og lod Jemtland kristne. I baggrunden ses den moderne efterfølger til Østmands bro. Pga. de moderne broers bredde er stenen flyttet fra sin oprindelige plads ved vandet. Kun Frøsø-stenen og den store Jelling-sten beretter om kristning af et folk eller et land. Frøsø-stenen er i øvrigt Jemtlands eneste kendte runesten. (Foto: Adam Wagner; 2. juli 2016.)

Oversat (til nu-dansk) bliver det: »Østmand, Gudfasts søn, lod rejse denne sten og gøre denne bro, og han lod kristne Jemtland. Asbjørn gjorde broen. Tryn og Sten ristede disse runer.« Runestenen menes at være rejst på et tidspunkt mellem 1020 og 1050.

»lifligst Drik fra dunkle Væld«

I sommer besøgte jeg »Sankt Olofs källa« i Nærke i Sverige. En af mange helligkilder i Norden, og stedet var pænt holdt; der stod endda et middelalderligt udseende skilt ved siden af med denne tekst:

Du vandringsman på vägen går

Kom hit och drick du svalka får

Ty vattnet äger samma kraft

Som i St. Olofs tid det haft.

Men ak, da jeg løftede dækslet af træ for at drikke og svales, så jeg, at kilden nu er tørlagt. Om det skyldes dræn, ved jeg ikke, men sådan er det desværre alt for ofte gået med kilderne. Det er trist, hver gang et af vore sprudlende, ja, næsten levende, kulturminder således tørlægges – ødelægges. Særligt trist, fordi det måske siger noget om vort fælles forhold til de historiske levn og til alt det, der er sprunget af vor egen fortids kilde.

»Sankt Olofs källa« i Hardemo i Nærke, Sverige. En af Nordens mange helligkilder - og en af de mange, der er viet til hellig Oluf - altså Olav den Hellige. Kildens omgivelser er, som det ses, fint bevaret - men kilden er tørlagt. Ofte sker det pga. dræn, hvilket er synd, for helligkilderne er vore ældste bevarede kulturminder. (Foto: Adam Wagner.)

Union, fremmedvælde og frihed

Frihed er det bedste guld,

som sol bestråler over muld,

lad den dit smykke være!

Sådan begynder den sang til frihedens pris, som er kendt fra højskolesangbogen (nr. 175 i 18. udg.), og som oprindeligt blev skrevet i 1439 (eller måske i 1438) af Thomas Simonsson, biskop af Strængnæs i Sverige. Sangen handler om den personlige, den politiske og den nationale frihed. Selvom man i Danmark er vant til at synge den i Christian Henrik de Thurahs smukke fordanskning (fra 1862) til Carl Nielsens melodi, er sangen jo egentlig svensk, og selvom man som dansk måske ikke bryder sig om at tænke på det, så blev den skrevet som et led i kampen for svensk frihed mod dansk overherredømme. Frihetsvisan, kaldes den på svensk.

De otte strofer, som udgør denne frihedsvise, er egentlig skrevet som en afrunding til en længere vise om Engelbrekt Engelbrektsson, som var den mand, der begyndte den svenske opstand mod Erik af Pommern og det danske herredømme over Sverige; denne er i 1881 udgivet af G. E. Klemming i hans Svenska medeltids dikter och rim (s.385).

Statue af Engelbrekt Engelbrektsson i Ørebro i Nærke i Sverige. Engelbrekt levede fra
omkr. 1390 til 1436. Som anfører for bjergmændene i Bergslagen indledte han den svenske frihedskamp mod det danske overherredømme. Engelbrekt Engelbrektsson fik Ørebro slot i forlening, da han var blevet høvedsmand for de svenske tropper. Biskop Thomas af Strængnæs digtede en vise om Engelbrekt, og den vandt siden stor udbredelse; i Sverige skulle der findes mere end 900 forskellige melodier til den. Her høres visen med en af dem. (Foto: www.fotoakuten.se)

Glimt af en verden, der forsvandt

Maria Murman (født Appelblom) stod den 9. september 1944 tilbage med sin røde kiste på kajen i Hapsal i Estland; skibet M/S Juhan lagde fra og sejlede over Østersøen til Sverige. Hun skulle egentlig have været med, men båden var fyldt med folk, og hun fik at vide, at der nok var plads til hende, men ikke til hendes røde kiste. Det var dog ikke en hvilken som helst kiste, men hendes brudekiste, hvori hun havde haft det linned og stof, hun havde vævet, da hun nogle år tidligere var blevet gift med Johan. Ham havde hun ikke hos sig der på kajen i Hapsal, for han var blevet tvangsudskrevet til Den røde Hær, og hun havde ikke hørt fra ham. Hun valgte da at blive hellere end at slippe sin røde kiste. Der kom nok en båd mere mod Sverige, tænkte hun. Men det gjorde der ikke. Juhans afgang fra Hapsal var den sidste bådafgang mod Sverige, ja, mod vest i det hele taget, i meget lang tid.

M/S JUHAN på vej ind til Stockholm. JUHAN sejlede efter svensk-tysk overenskomst ni ture mellem Estland og Sverige med flygtninge. Mere end 3000 estlandssvenske kom med JUHAN til Sverige. Mange andre kom dertil på anden vis. Efter Anden Verdenskrig var det gamle svensktalende mindretal i Estland svundet ind til næsten ingenting. (Foto: SOV:s arkiv. Billedet er lånt fra Manfred Hamberg: 'm/s Juhans resor' i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002.)

Juhan havde på sine mange ture over Østersøen transporteret mere end 3000 estlandssvenske (hvilket Manfred Hamberg har skrevet om i Rickul/Nuckö Hembygdsförenings Medlemsblad nr. 4 2002); andre havde taget flugten på anden vis, og af en svensk befolkning i Estland, der før krigen havde talt mere end syv et halvt tusind mennesker (se hjemmesiden 'Estonia.eu'), var kun få tilbage. Maria Murman var en af dem.

44 år senere, i august måned 1988, blev Maria Murman filmet til en svensk fjernsynsudsendelse (af reporteren Lisbeth Hedborg, der også siden i Svenska Dagbladet skrev om sit møde med bl.a. Maria Murman). Sovjetunionen, som Estland jo var blevet en del af kort tid efter Juhans sidste afgang i 1944, var begyndt at åbne sig, og svensk fjernsyn kunne altså lave en udsendelse om Maria Murman og de andre estlandssvenske på Ormsø, der var blevet tilbage.

Der må være en grænse

Ligesom det har været gængs at påstå, at folkene eller nationerne i før-moderne tid var enten ikke-eksisterende, helt anderledes opfattet eller uklart definerede, sådan er der også blevet sagt om grænser i almindelighed og rigsgrænser i særdeleshed, at de var fraværende eller i hvert fald ganske diffuse, udflydende eller uklare. Det sås for nylig i en artikel i Weekendavisens tillæg Faktisk, som er beregnet for børn, da man i en »faktaboks«, der hed ’Historien om grænser’, kunne se historikeren Uffe Østergård citeret for følgende: »Grænserne udviklede sig lidt efter lidt fra 1500-tallet og frem. (…) Omkring 300 år senere begyndte lande, som vi kender dem i dag, at dukke op, og så lavede man grænser omkring dem«. Der kan være tale om en meget kraftig beskæring af Østergårds udtalelse fra journalisten Marta Sørensens side, men indtrykket, der efterlades, er i hvert fald noget uheldigt. Østergård uddyber: »Grænsen var ikke en streg på jorden eller en grænsebom, men et stort område som skovene i det svenske landskab Småland.« Udsagnet bragte mindelser om Benedict Andersons påstand, fremsat i hans kendte værk om nationerne som Forestillede fællesskaber, hvor han om de dynastiske riger, hvis tankegang angiveligt gik forud for og i øvrigt forhindrede de moderne forestillinger om nationen, siger: »staterne blev defineret ved deres centre, grænser var porøse og uklare« (Imagined communities s .19, egen overs.).

Det er naturligvis rigtigt, at der ikke i middelalderen var grænsebomme ved rigets grænse, ligesom man næppe heller har opfattet grænsen som en streg, man kunne skræve hen over for at stå med et ben i hvert rige. Men det gør ikke grænsen fraværende. En rigsgrænse i middelalderen kunne ganske rigtigt være en skov eller et bjerg, eller det kunne være en flod eller en å, som fx Ejderen, der i 811 blev fastlagt som grænse mellem Frankerriget og Danmark. Og i sidste tilfælde, hvor grænsen udgjordes af en å eller flod, er man jo meget nær ved grænsen som en »streg« eller i hvert fald en linje i landskabet. Og at en grænse udgøres af et bælte eller af et ingenmandsland er heller ikke ensbetydende med, at grænsen så ikke er der, eller at den skulle være uklar. Der er ikke noget uklart over en skov eller et fjeld.

Grænsestenen ved Danabæk; den anden af de seks sten, som sattes som grænsemærke mellem Danmark og Sverige. (Billedet er lånt fra hjemmesiden 'Ekomuseum nedre Ätradalen'.)

Påskekællinger

En påskekælling, det er en heks, der huserer natten til skærtorsdag. Mange har nok hørt, at heksene flyver til Bloksbjerg sankthansaften, mens andre ved, at de også flyver afsted voldborgaften. Men tidligere fløj heksene altså også afsted skærtorsdagsaften, i hvert fald på de østdanske øer – og i Skånelandene. Denne skik deler de østdanske hekse i øvrigt med hele det svenske område, hvor det ligefrem er blevet skik, at børnene går »påskkärring«, hvilket vil sige, at de udklædte som hekse går rundt i nabolaget og ønsker god påske og belønnes med godteri.

Dette er vistnok det ældste kendte billede af en flyvende heks i Danmark. Det er et kalkmaleri fra domkirken i Slesvig, dateret til 1240-50 . (Foto: Alexander Voss. Billedet er lånt fra hjemmesiden til den evangelisk-lutherske menighed i Slesvig.)

En juledans og dens rødder

I en tidligere optegnelse nævnte jeg den gamle sang »Nu har vi jul igen«, der skulle være kendt allerede i 1700-tallets julestuer. Det er en oplysning, der går igen flere steder – men det er egentlig lidt uklart, hvorfra den stammer. Den nævnes på side 96 i Iørn Piøs store Bogen om julen; men der angives ingen kilde.

I en fin lille artikel i Hjemstavnsliv nr. 12 fra 2001, gør Kjeld Nørgaard rede for sangens og melodiens historie. Den kan man jo læse, så her skal ikke andet end opsamles: Ser vi bort fra den kilde, Iørn Piø må have kendt, som omtaler sangen allerede i 1700-tallet, så er sangen første gang omtalt i Danmark i 1877 i Børnenes Blad nr. 6. Der er melodien er ikke nævnt udtrykkeligt, så den forudsættes kendt, og det gør sangen egentlig også, for det siges, at »den hører med ved ethvert vel ordnet Juletræ«. Melodien er i Danmark først nedtegnet og udgivet i 1931 i bogen Danmarks Sanglege, hvilket naturligvis ikke betyder, at den først skulle være opstået så sent. Her er det nævnt, at verset om »Det er ikke sandt« osv. er kendt fra Bornholm – og altså dengang endnu ikke vidt udbredt.

Både sang og melodi er dog kendt fra Sverige i ældre kilder, og i flere danske kilder fremgår det, at sangen er kommet derfra, hvilket altså virker ganske sandsynligt. I Sverige kendes teksten fra 1856, og melodien fra 1846; begge er dog ældre end det.

Hvornår ender julen?

Nu er det jo ikke sandt, at julen varer lige til påske – for indimellem kommer fasten, som bekendt. Det ved vi fra den gamle muntre sang, som mange af os synger, mens vi løber huset rundt som en afslutning på dansen rundt om juletræet selve juleaften. Sangen var i øvrigt som sangleg yndet i julestuerne allerede i 1700-tallet (hvilket er en af de mange nyttige oplysninger, man kan finde i Bogen om julen af Iørn Piø).

Men hvornår slutter julen så? Alle, der kender Peters Jul, ved, at når de tre lys er brændt ned helligtrekongersaften, »saa er Julen til Ende.« Peters Jul af J. Krohn udkom første gang i 1866, men denne tidsfæstelse for julens afslutning har gammel hævd både i Danmark og andre steder. Mange steder i Norge regnes helligtrekongersaften for sidste aften i julen, og lysene på juletræet tændes for sidste gang. Også på Island er denne »trettende nat« julens afslutning – ligeså i Skotland og England (hvor aftenen og natten dog hedder »Twelfth-Night«, eftersom julen hos dem jo først begynder julemorgen).

Fra den første udgave af Peters Jul, verset om 'Helligtrekongersaften'. Peters Jul er skrevet af J. Krohn, og første udgave havde tegninger af dennes broder Pietro Krohn og Otto Haslund. J. Krohn var dog ikke tilfreds med trykkerens arbejde! (Billedet er lånt fra Den Gamle Bys hjemmeside.)

Mortensgåsen

Mortensaften – mon ikke mange danske slikker sig om munden alene ved navnet? I hvert fald er der mange, der denne aften spiser gås – eller måske bare and, hvis de ikke er så mange, ja, et stegt andebryst kan også gøre det. Gås må der til eller i det mindste dens fjerne slægtning, anden. Den smager jo også lidt af fugl, selvom det strengt taget er at rette bager for smed at spise and mortensaften. Husk i øvrigt at mortensaften falder aftenen inden mortensdag, ligesom juleaften falder aftenen inden juledag, sankthansaften før sankthansdag osv.

Stegt gås med æbler og svesker. (Billedet er lånt fra "bloggen" 'Spise med mormor'.)